2009 Lille Stendal – juletur

Tur 8.
Blandt mange gode ture gennem årene, blev juleturen 2009 også en af de bedre, endda med pil opad. Der var ikke mindre end 152 personer, som ønskede at deltage i turen i Rebild Bakker den 13. december, hvoraf de 98 tillige var med til den efterfølgende julefrokost på Røverstuen. Mon ikke det var rekorddeltagelse i Rold Skovs Venners nu 22 årige historie? Det skal dog siges, at der var hele tre gæstegrupper med os denne gang. En singleklub, en gruppe, der kaldte sig Gedeavlerforeningen uden geder og en gruppe fra Ingeniørforeningen. Vores ”markedsføring” på nettet og andre steder har altså sin virkning. I det mest vidunderlige vintervejr starter Helge turen med at gå op forbi ”operapladsen” og videre ind i bøgeskoven. Denne måneds træ er enen, men selvfølgelig stopper Helge da lige op for at fortælle om den ”troldelignende” skov. Efter at have mobbet undertegnede fordi han ikke selv kunne huske, hvad han senere skal fortælle om en klokke, indleder Helge således: Årsagen til at skoven ser således ud, er, at det er en gammel stævningsskov, siger han og forklarer forskellen på at stævne eller at styne. Gamle Rold Skov-venner ved jo selvfølgelig godt, at når man stævner, så skærer men grenene af i bunden, og når man styner, skærer man dem af i toppen. Vi fortsætter vores tur ned gennem den smukke Lille Stendal. Her stopper Helge atter op for at fortælle om stedets flotte enebærbuske. Han har nemlig fundet en gren med bær og siger: For de, der ikke ved det, kan jeg sige, et dette er enebær. Man kalder det gerne, på dansk, en enebærbusk. Det er noget sludder. Det er et træ, så vi nøjes med at kalde den for en ene. Den er speciel for danskerne, synes jeg – på to måder. For det første, så er det det mest udbredte træ i hele verden. Det er det eneste træ, der vokser på fire forskellige kontinenter – Amerika, Europa, Asien og Sydamerika. Og for det andet, så er det det ældste træ, vi har i Danmark. Vi ved alle sammen, at der var en del af Jylland, der ikke var islagt under sidste istid, som varede i 80.000 år. Den sydvestlige del af Jylland blev aldrig islagt, og under hele istiden voksede enen i den del af Jylland. Det er et træ, der har været i Danmark uafbrudt i mindst 120.000 år.
Og hvorfor fortæller jeg nu det, fortsætter Helge? Det fortæller jeg, fordi vi har beskrevet hvad jeg bl.a. skal tale om i dag. På hver af turene i år har jeg skullet fortælle om et eller andet træ, og i dag er det enebær. Helge holder herefter enebærgrenen op og siger: Hvis I nu ser godt efter, så vil I kunne se, at der er nogle blå bær, I vil kunne se, at der er nogle grønne bær, og med lidt øvelse, kan man se, at der er nogle små lysegrønne bær. Det vil sige, at der er tre forskellige slags bær på denne gren, og hvis I går hen og kigger på den høje flotte ene her bag ved, så vil I se, at der ikke er nogle bær på den. Det er fordi, enebær er enten hanner eller hunner, og man kan som oftest gå ud fra, at de høje og flotte er hannerne. (Mon det er fordi, vi har de mange gæster med i dag, at Helge ikke fortsætter som han plejer? Nemlig at tilføje, at de lave og brede er hunnerne). Da vi som sagt har mange ingeniører med i dag, og da Helge godt kan lide at drille sådanne, han er overhovedet drillesyg, fortæller han nu en historie om en ingeniør og de tre slags bær: Se, enebær får et bær, næste år får det nogle nye bær, det tredje år får det endnu en gang bær. Helge viser det igen på grenen og gentager. De små er fra i år, de større grønne, det er bær fra sidste år og de sort/blå, de er tre år gamle. Enhver hun enebærbusk har alle tre slags bær, altid. Der er ingen undtagelse for det. Indtil den dag jeg var ude at gå med Ingeniørforeningen, hvor der var en mand, der sagde: ”Det passer ikke”. ”Jo, sagde jeg, det gør det”. ”Nej svarede han, der kan ikke være tre slags bær det første og det andet år!”. Sådan tænker ingeniører, siger Helge og slutter med det svenske ordsprog, som siger: At det år, hvor alle bærrene på samme plante er ’mogna’ – modne, da bliver kvinderne ’trogna’ – trofaste. Det er aldrig forekommet, i Sverige altså, føjer Helge til. Og dog, vi er ikke helt færdige med at høre om enernes fortræffeligheder. Enebær kan blive meget gamle. Man har enebær i Norge, der er 1.000 år gamle, fortsætter Helge. Der ligger en lille skov ovre ved København, som hedder Dyrehaven, og da Chr.5. blev konge, indrettede han Dyrehaven og Grib Skov med lange lige veje for at kunne drive parforcejagt. (Om dette, se turen til Grib Skov). For at han kunne have hele dette store område for sig selv, så bød han Sjællands bønder, ”at de skulle age enebærris til Dyrehavens indelukkelse”. Man kan stadig se, at der står store høje staver på begge sider af den røde port ved indgangen til ”Bakken”. Det er enebærstaver, og de kan stå der i 100 år fordi enebær er et utroligt stærkt træ og bestandigt. I dag kan man ikke age enebærris til Dyrehavens indelukkelse. I stedet køber man dem oppe i Norge, men man behøver altså kun at gøre det én gang hvert 100 år. Vi fortsætter turen ned gennem Lille Stendal, men snart stopper Helge atter op og siger: Her er så smukt, så smukt, og ligesom man kunne gå gennem stævningsskoven på en rebildfestdag og der ikke var et øje, ligeså kunne man gå i denne dal og der var heller ikke et øje. Men nu hvor dét, der engang hed Buderupholm Statsskovdistrikt – i dag hedder det Skov- og Natur¬styrelsen Himmerland, og i helt gamle dage havde det er endnu finere navn, da hed det Den Kongelige Buderupholmske Skovdomaine – men nu, siger Helge igen, har man lavet brochurer og traveture og gule pletter på træerne, så folk selv kan gå her. Jeg synes, at det er så godt, at folk kan komme ud og tør at bevæge sig ind i skoven. Tidligere, hvis man tidligere var 200 m væk fra en af parkeringspladserne, så så man praktisk talt ikke mennesker i skoven, men det gør man i dag. Jeg kan fortælle, at vi gennem de sidste 4-5 år har haft en ny statsskovrider, som virkelig gør noget for at åbne skoven for folk, og gør noget for at den skal blive smuk og køn. Det er en glæde uden lige. På den videre tur langs Hedevejen kan man ikke undgå at bemærke hvor fantastisk lyngen er kommet igen efter man ryddede bakken op mod Kejserbakken for uønsket opvækst. Også her stopper Helge op og beder Rold Skovs Venner om at lukke ørene, fordi han, af hensyn til vore mange gæster, vil fortælle det helt grundlæggende om Rold Skov. Selvom denne skribent også er medlem af Rold Skovs Venner, og således også måtte lukke ørene, så snød han sig alligevel til at høre, at disse oplysninger omfattede så forskellige emner som at Rold Skov er 80 km2 stor. Har fire ejere. Har 3.000 stykker råvildt og 7-800 stykker kronvildt. At ¾ af alle træer er nåletræer. Her er næsten ingen eg men mere bøg. Har kun ét vandløb men adskillige kilder. Sluttelig nævner Helge diskussionen om hvilken skov, der er Danmarks største. I dag er det vistnok Silkeborgskovene.På et spørgsmål om Rold Skovs mange kilder svarer Helge. Årsagen til de mange kilder er samspillet mellem kalken i undergrunden, som lader regnvandet sive ned, og bakkemassiver¬ne, der trykker på undergrunden og presser vandet op som kilder. Sikkert pga. snakken om vand, kommer Helge også ind på et af øjeblikkets store spørgsmål, nemlig udledningen af CO2. Han påpeger, at vi ikke kan leve uden CO2, også kaldet kuldioxid eller kultveilte. Via fotosyntese lever træer og alle andre planter nemlig af sollys blandet med vand og CO2, og afgiver derved den for os så livsnødvendige ilt. Der skal naturligvis være balance i tingene, men man kunne løse en del af problemet med for stor udledning af CO2 ved at plante mange flere træer. Det ville være både enklere og billigere, siger Helge. Fra Hedevej går turen nu ad den vej, der fører lige op til ”gryden”. Med andre ord, den plads hvor man afholder de årlige rebildfester. Her indleder Helge med at sige: Det er lidt køligt i dag, så for at få varmen, skal vi op på det højeste punkt i Rebild Bakker. Men det skal I ikke være kede af. I får varmen når I går derop, men udsigten deroppe fra er betagende. Helge fortsætter: Vi går på sådan en fin vej her. Tidligere var det bare et smalt spor, som da vi gik i Lille Stendal. Men så var der et år til rebildfesten, at vicepræsidenten fra USA, George Bush, skulle komme og tale. Man lavede så denne vej, så han kunne snyde alle demonstranterne og køre lige ind til festen bagfra. Det gjorde han i sin kæmpestore bil. Han havde meget travlt, så efter at han havde holdt sin tale, skulle han køre samme vej tilbage midt under festen. Bilen holdt lige ved siden af talerstolen og da den skulle bakke ud begyndte hjulene at køre rundt i sandet. Det var så morsomt, og på sekunder, så var bilen omringet af sikkerhedsfolk. Men bilen ville bare ingenting, hjulene blev ved at snurre og køre sig dybere og dybere ned. Og så kom det mest morsomme af det hele fordi der var sådan nogle dejlige himmerlandske bønder, der bare rejste sig op og gik lige så stille hen og skubbede de der sikkerhedsfolk til side, og så skubbede de bilen ud så den kunne få fast jord under ”fødderne” og komme af sted. Så det er altså årsagen til at vi har den her brede vej. Helge slutter med at fortælle lidt om rebildfesterne i al almindelighed. I 2012 er der 100 års jubilæum og festerne har altid været holdt den 4. juli med undtagelse af den allerførste. At den første fest blev holdt den 5. august skyldtes kong Fr. 8. pludselige dødsfald. I øvrigt var det en fest, der druknede i regn, men det kan jeg fortælle jer om, når vi kommer hen på pladsen. Her fortsætter Helge: Når folk sidder her i naturens eget amfiteater kan det rumme mange mennesker. Til rebildfesten i 1948, den største der nogensinde har været, var der her 50.000 mennesker. Han vender nu tilbage til at fortælle om festen i 1912, der druknede i vand. Om hvordan folk kom hertil i hestevogn, på cykel eller gående inde fra stationen i Skørping. Alligevel kom der 15.000 mennesker, og der kom ikke mindre end 1.200 dansk/amerikanere sejlende hertil fra Amerika. For at fortælle hvor slemt regnvejret var, citerer Helge Aalborg Stiftstidende: ”Man så kun et eneste menneske i den nye dansk/amerikanske nationalpark i Rebild Bakker. Ellers så man kun sorte paraplyer, der stod over hinanden som champignon. Men dér, midt i det hele, stod Hans Majestæt, kong Chr. 10. af Danmark og ragede op over alt folket som et kongelys”. Helge fortæller også historien om den nu 83 årige mand, der havde været med til den første rebildfest som dreng. Han og faderen havde cyklet derud fra Aalborg, og da de kom hjem skældte moderen ud over det våde og snavsede tøj. Faderen var normalt bange for moderen, men aldrig havde jeg været så stolt af min far, føjede manden til, som da han kom frem fra kakkelovnskrogen og sagde: ”Jamen mor dog, jamen mor dog, tænk nu på, at knægten har set 20 automobiler i dag”. Som tidligere varslet, skal vi nu op på et af højdepunkterne i Rebild Bakker, nemlig Nørrekol på hele 90 m. Vi fortsætter derfor op mod Tophuset, men drejer snart til venstre og videre op mod toppen. Det er en helt fantastisk og storslået udsigt, der er her oppe fra. Helge gørselvfølgelig opmærksom på nogle forskellige fikspunkter for vore deltagere. Lindenborg Å, De forskellige kilder, Bakken med den underjordiske by, hvor dronningen og hendes stab skal bo under en evt. krig, Gravlev Sø, Vælderskoven med Ørnevejen foroven, Den 102 meter høje Sønderkol og endelig Lars Kjærs Hus. Her får vi i tilgift alle historierne om Lars` meriter som krybskytte og krybfisker samt da han fik det 3. hold tænder.

På vejen tilbage til vores udgangspunkt stopper vi op to gange. Første gang ved den stenpikning, som tyskerne anlagde ved deres lyttepost. Helge fortæller om da Jens Hvass personligt, og ridendes til hest, tog herop den 5. maj i sin fineste uniform for at indtage posten. Han fortalte senere, at folkene var hyggelige og rare. Det var bare nogle gamle feldwebeler, som allerede havde nedlagt våbnene. Helge fortæller også historien om den sten, der blev fundet af nogle drenge mange år senere, og som nu ligger et stykke nede af bakken. Den er sikkert lavet af en tysk soldat, der
kunne hugge i sten. Man ser omridset af en stålhjelm omgivet af teksten: ”Zum Andenken. Flug-Wache Rebild 1940”. Stenen har sandsynligvis stået et sted oppe ved lytteposten, men er sikkert blevet skubbet ud over skrænten af danske frihedskæmpere efter krigens afslutning. Næste gang, og altså også for sidste gang på denne tur, stopper vi også lige op ved Blokhus¬museet, hvor Helge fortæller fra sin tid som inspektør der på stedet. Nu skal vi endelig have historien om den klokke, skribenten fik en balle for ved starten af turen. Det er jo sådan, at når rebildfesten starter, så begynder den præcis kl. 14 ved at præsidenten for rebildselskabet slår på en klokke. Denne var oprindeligt en kopi af Frihedsklokken ovre i Philadelphia i Amerika, men da blokhuset brændte i 1993 smeltede klokken fuldstændigt sammen, og så havde rebild¬selskabet ikke mere en klokke. Jeg var i Amerika for at få nogle ting til det nye blokhus, og da var der en mand ovre i Californien, som havde en klokke, der havde været brugt på et af de gamle tog, der kørte fra vest til øst og retur. Den fik vi så i stedet for, men den gik også til. Så manglede der igen en klokke et år til rebildfesten, og så lånte man en klokke inde i Aalborg. Og den var også fin og der blev slået på den, rebildfesten blev startet og alle var glade og tilfredse. Det var først efter at rebildfesten var forbi, at der var en mand, der tog mod til sig og fortalte historien bagved klokken. Den var lånt ude på Aalborg Marinemuseum, og det var en klokke, som norske dykkere havde været nede og afmontere på et tysk slagskib. Jeg ved ikke, om I kan se det morsomme i, at man åbnede rebildfesten med en naziklokke, slutter Helge sin allersidste historie for denne gang. Vi siger herefter farvel til de af vore gæster, der ikke har ønsket at deltage i vores julefrokost. Samtidigt opfordrer vi dem til at komme igen en anden gang og fortæller dem hvor man altid kan finde os på nettet og de trykte medier, og således følge med i hvad der sker. For alle andre var det nu blevet tiden for at bevæge sig hen på Røverstuen. Traditionen tro blev dette vort sidste samvær her i “nullerne”, som dette årti er blevet kaldt, en særdeles hyggelig og god oplevelse. Røverstuen havde også denne gang anrettet en meget fin og velsmagende buffet for os, hvilket vi senere har fået mange tilkendegivelser for. Vore forskellige programpunkter blev også som vanligt afviklet i en god og munter stemning. Musikus, alias Axel Meilholm, kom og spillede og sang for os, endda til den vanlige pris, nemlig gratis, så hermed en stor tak til Axel. Der var julesange fra Børge Buus Thomsen, og naturligvis skulle vi også have den vanlige beretning om årets gang, der mundede ud i en stor tak til Helge og Pernille for indsatsen vedlagt en lille hilsen fra et herværende byggemarked. Takken gjaldt naturligvis også den øvrige bestyrelse samt Marthin Nygaard, der stillede sig så beredvilligt til rådighed med at arrangere bustransport til Sjælland. Endelig var der en hilsen fra vores nye bestyrelsesmedlem, Bente Bruun. Bente kunne ikke være her i dag, der var lige lovligt langt hjem fra London, hvilket også var årsagen til, at hun allerede blev præsenteret på gløggturen i november. Sidst men ikke mindst var der også denne gang omvendt tallotteri. Præmierne var Søren Skovs flotte bog, “Nordjyske Naturvidundere”, hvilke allernådigst blev tilstået de heldige vindere af Lykkens Gudinde, Lissi Sørensen. Efter alt dette var vores program til ende og julefreden kunne sænke sig, men glæd jer venner, der er allerede lavet et spændende program for 2010. Vi ses.