2009 Tvillingskov

”Ret til ændringer forbeholdes”, stod der engang på vore indbydelser. Det gør der ikke mere, men engang imellem kan det alligevel blive nødvendigt. Især på vore novemberture, hvor der ikke på indbydelsen står noget om vores ”store gløggtraktement”. Dette er jo stadigvæk en ”offentlig hemmelighed”, som ”alle” dog alligevel godt kender. Og når ruten så ligger på hver sin side af jernbanen med dens begrænsede krydsningsmuligheder, ja, så kan tiden let løbe fra os, så vi må lægge den sidste del af turen lidt om. Således også denne gang. På turen den 15. november, som skulle udgå fra Den Jyske Skovhave havde Helge desværre måttet melde fra, således at den øvrige bestyrelse måtte klare ærterne, hvilket der heldigvis heller ikke var nogen af de i alt 66 fremmødte deltagere, der protesterede imod. Efter velkomsten går vi straks ind i Skovhaven og følger ”kørestolsruten” frem til den vej, der går ned til Niels Ywsts Sig. Lige før sigen drejer vi nu til højre, idet der på parcel nr. 65 står nogle af de store graner, som vi skal tale om i dag. I dette tilfælde kæmpegraner, også kaldet Grandis. Og netop navnet karakteriserer træets egenskaber, idet det er en hurtigløber, som ingen anden ædelgran kan konkurrere med. Grandis kendes bl.a. på, at der på stammen dannes nogle blærer, der er fyldt med aromatisk harpiks. Et fænomen, som deltagerne selvfølgelig fik lejlighed til prøve af ved at prikke hul på dem. Vi fortsætter nu ned til grusvejen, der løber langs hegnet ud til banen, og snart efter ser vi det første af Skovhavens største træer. En stor og flot douglasgran. Douglasgranen kommer ovre fra det nordvestlige hjørne af USA og Canada, og må regnes som et af verdens smukkeste træer. Den blev fundet af botanikeren Archibald Menzies, men det var skotten David Douglas, der tog de første frø med hjem til Europa i 1827. Douglasgranen kan her i landet blive op til 40 meter højt, og det er et godt og stærkt træ. F.eks. er den japanske portal ved indgangen til Skovhaven og skovtårnet oppe i Vælderskoven bygget af douglasgraner her fra skoven. Og så skal det da også lige nævnes, at både ”Forstrådens Gran” og ”Helge Qvistorffs Gran”, der står ovre i Mørkeskov, også er et par meget flotte douglasgraner. Ikke langt henne langs vejen står der Rold Skovs, ja, måske et af Danmarks allerstørste træer, nemlig kæmpegranen, som skovrider L.F.E. Hintz lod plante i 1896. Hintz interesserede sig meget for de spændende gransorter fra det nordvestlige hjørne af Amerika, og stik imod sin foresattes, overførster Nicolai Jessen, vilje, der ikke ville have ”disse nymodens parktræer”, såede skovrideren frø ud i planteskolen. De spirede fint og blev plantet ud i skoven netop der, hvor Jens Hvass senere anlagde Skovhaven. Når overførsteren kom på inspektion, lod Hintz de unge planter grave op og gemme væk i kasser så chefen ikke så dem. Dette gik naturligvis ikke i længden, men så fandt Hintz på en genial idé, idet han gav pigen hjemme på skovridergården besked på, at når de fine herrer nærmede sig stedet, skulle hun komme løbende og råbe: ”Skovrider, skovrider, skynd dig, frokosten står på bordet”. Overførsteren så således aldrig de fine træer. Men vi andre kan jo så glæde os over, at vi stadig, nu mere end 100 år senere, kan nyde synet af disse pragteksemplarer. Vi fortsætter mod syd gennem Poul Lorenzens Lund og kommer herved frem til Mosskovbø¬gen. Vi hører om hvorledes der engang har ligget tre gårde her på dette sted, hvoraf skovrider¬gården nu er den eneste tilbageværende. Det var en af de gamle gårdmænd, som plantede dette træ, og da han var slægtning til Helges kone, Pernille, kalder vi den ofte Pernillebøgen. Da han således også var slægtning til ØPs kone, Else, er det oplagt at lade ØP fortælle: ”Helge har jo skrevet bogen, ”Navnkundige træer i Rold Skov”. Her kommer han bl.a. ind på denne bøg. Han nævner også de tre gårde, som vi lige har fået omtalt. I ved, at jeg interesserer mig lidt for slægtshistorie, og så begynder man at grave lidt. Ham, der plantede træet, hed Laust Christensen. Han blev også kaldt Laus Bøgh. De var nogle brødre her nede, som købte den ene af de tre gårde, og så plantede han dette træ, og det er plantet i 1802. Så det synes jeg er meget spændende, og jeg ved, at når vores familie på min kones side er hernede, så skal de altid stå henne ved træet for at blive fotograferet. Træet har det ikke så godt mere. Der har været 16 stammer, og som I kan se, er nogle af dem gået ud, så dem synes jeg, at de skulle skære væk. (Der har helt oprindeligt været omkring 25 stammer ifølge Helges bog. red.). Vi har taget nogle frø, og vi har et lille træ, som kommer her fra. Det står hjemme i haven.”, slutter ØP sin spændende og til dels personlige historie om Mosskovbøgen, også kaldet Laust Christensens Bøg. Turen fortsætter nu mod vest gennem tunnelen under banen, hvorfra vi straks går direkte op over Arnebakken til ridesporet, der går langs Havemosens østside. Også her skal vi snakke om graner, idet der her findes et område med nobilis. Nobilis, også kaldet sølvgran, er ikke mindst værdsat pga. de smukke sølvgrå grene, der i høj grad bliver anvendt som pyntegrønt i mange forskellige afskygninger. Træet har heldigvis den egenskab, at grenen kan fortsætte væksten hvis der bliver klippet rigtigt over er alternativt skud, og netop her ser vi hvorledes skovens folk er i gang med at klippe og bjerge årets høst. Et karakteristisk træk ved nobilis, er de kæmpestore, opretstående kogler. En og anden kunne sikkert nok have lyst til at tage nogle sådanne med hjem, men man kan godt spare sig ulejlig¬heden, for i samme øjeblik man står med en kogle i hånden, smuldrer den mellem fingrene så let som ingenting, hvilket vi demonstrerer da en deltager finder et eksemplar. Der er mange måder at formere sig på, og nobilisgranen gør det altså på den måde, at der kun skal en ganske let berøring til af dyr eller fugle for at få frøene spredt. På den videre tur hen langs Havemosens øst- og sydside ser vi bl.a., hvorledes området bliver afgræsset for uønsket plantevækst af en stor flok geder i stedet for, som normalt, af får. Vi får også et godt kig op mod Rebild Skovhuse inden vi når frem til ”Det gamleste Træ”. Her skal vi selvfølgelig lige høre historien om faderen og drengen, der blev årsagen til, at Helge optog dette navn, da han skulle skrive sin bog, ”Navnkundige træer i Rold Skov”. Fra ”Det gamleste Træ” følger vi det nye spor, der er anlagt rundt om den retablerede Store Økssø Mose, og snart efter går vi gennem lågen ind i selve området. For første gang skal Rold Skovs Venner prøve at gå tværs over området siden det var tilplantet som skov, hvilket fint kan lade sig gøre langs den vestre ende af tørvemosen. Efter kun et enkelt fald og et vådt knæ, når alle velbeholdne ud gennem lågen på mosens modsatte side, således at vi atter befinder os på den ”gamle” sti rundt om søen. Her hører vi lidt om, at det egentlig er et gammelt moseom¬råde som Jens Hvass blev pålagt at tilplante under krigen, men som man nu har besluttet at ville bringe tilbage til sin oprindelige tilstand. Vi vender tilbage om et par hundrede år for at se om det er lykkedes. Vi følger nu stien videre rundt om søen, og efter atter en tids vandring kommer vi frem til den nye fiskeplads, der er anlagt med borde og bænke samt en grill på det sted, hvor den gamle og den nye ”økssøsti” mødes lige østen for det lille stykke skov, der står tilbage på en forhøjning i den nyanlagte mose. Vi holder her en kort pause, men fortsætter så vores vandring rundt om søen, går under banen og derpå ad ”turistvejen” op til bålpladsen i Tvillingskov.

Her var det så, at ”hemmeligheden” skulle afsløres. Thi også dette år havde vore tre ”piger”, Karin, Birgit og Hanne, med hjælp af hjemmeværnsfolkene Bo Andersen og Michael Eriksen, nemlig påtaget sig opgaven med at servicere alt folket med gløgg og æbleskiver. Ja, der er jo mange måder at gøre sig populær på, og dette traktement er vist en af de helt sikre. Det er i hvert fald vores indtryk, at folk hygger sig gevaldigt, men der findes vist heller ingen steder, hvor ethvert måltid smager så godt som ude i naturen.
Da vi nu kan se, at tiden løber, således at vi må lave lidt om på programmet, beslutter vi også at spise den medbragte mad her ved bålet frem for at holde en ny pause. Inden vi forlader stedet, har vi dog lige et par ting på hjerte. For det første vil vi gerne præsentere vores nye bestyrelsesmedlem. Det forholder sig jo således, at Rold Skovs Venner nærmer sig sit 25 års jubilæum, og det vil så også sige, at de som har været med lige fra starten i sagen natur også er blevet ældre. Bestyrelsen har derfor fundet det ønskeligt med en foryngelse, hvorfor vi henvendte os til Bente Bruun, og til vores store glæde sagde Bente straks ja. Bente har været med i mange år og kender Rold Skov særdeles godt, ikke mindst gennem sit job som ”røverkælling” hos Erik Eriksen på Røverstuen. Vi vil gerne sige velkommen til Bente, og det kan vist ikke gøres bedre end ved at citere hvad Helge skrev til hende: ”Jeg er meget glad for, at du nu vil være en del af bestyrelsen for Rold Skovs Venner, og jeg byder dig et hjerteligt velkommen”. Så tak til Bente. Inden vi slutter, vil vi også gerne bringe en stor tak til ”personalet”. Som de fuldgyldige medlemmer pigerne er, kan de dog højest opnå at få et klap på kinden, mens Bo og Michael, som vore faste hjælpetropper, er berettiget til en lille present som tak for hjælpen. Når det forholder sig sådan, så vil vi heller ikke meldes ind, siger de meget forståeligt. Til gengæld lover de, at vi ses igen til næste år, og det var jo lige det, vi gerne ville høre.

Den fortsatte tur går nu ad skovsporet ned til Østre Banevej, men for atter at komme over på vestsiden af banelinien må gå det korte stykke mod syd til p-pladsen ved Mosskov pavillonen. Og her er det så, at vi må ændre lidt på ruten, idet vi hverken kan nå at besøge Jætternes Baghave eller Helge Qvistorffs Gran for denne gang. En lille trøst kan måske være, at ved at besøge den store douglasgran i Skovhaven, har man fået rigeligt syn for sagn. Vi går nu langs banen mod nord ad Mosskovvej, således at vi snart passerer de to skovhuse, Mosskovhus og Arnebakkehus. Disse er oprindeligt bygget i forbindelse med anlæggelsen af banestrækningen mellem Randers og Aalborg sidst i 1860erne. Det var englænderne, der byggede og finansierede banen, og her boede de engelske ingeniører, der stod for byggeriet. I dag er det boliger for skovarbejdere og deres familier. Efter endnu en kort vandring drejer vi fra til venstre ad vejen til skovfogedstedet Tøtteruphus, men fortsætter straks mod nord forbi Larsens Lind og videre rundt om Bregnesø. Her tager vi dagens sidste stop for at sige tak for i dag, men også for at høre om sin berømmelige 10 års jubilæumstur, og samtidigt forklare de, som ikke måtte vide det, at en del af turafgiften bliver sat ind på en selvstændig konto for at kunne lave noget lignende, når vi fylder 25 år. Som dagens sidste historie, og sikkert inspireret af de mange små frøkapsler på stedets flotte cypresbeplantning, fortæller Käthe om hvorledes kvinderne bliver trofaste, når enebærrens tre årgange af bær på samme plante bliver modne på samme tid. Og så endda på svensk. Nu var der blot tilbage at krydse jernbanen en sidste gang på denne tur, og herefter følge det hyggelige skovspor ned til Naturskolen – og hermed også tilbage til Skovhaven. Vi manglede vores vanlige turleder, men mon ikke det gik alligevel?