2009 Nørlund Skov

Regn og rusk og kulde, ja ligefrem stærk storm, det var hvad de gode meteorologer diskede op med i morgenens vejrudsigt. Så set ud fra den betragtning, var det flot, at der alligevel mødte 51 personer op på parkeringspladsen ved Damborgvej til efterårets første ordinære tur 4. oktober, som var henlagt til den nordre del af Nørlund Skov. Det blev heller ikke så slemt, som man kunne frygte, kun et par enkelte kraftige byger fejede hen over vore hoveder. Efter sædvanlig velkomst og overrækkelse af en påskønnelse til henholdsvis Helge, Marthin Nygaard samt Hanne og Knud for deres store indsats i forbindelse med den nys overståede sjællandstur, går dagens tur herefter mod nord ad netop Damborgvej. Straks efter at vi er nået frem til selve ejendommen Damborg, som tilbage i tiden bl.a. har været anvendt som bolig for skovens kuske, fortæller Helge således: Stedet har givet navn til en stor familie her på egnen. Bl.a. var der en mand i Rold, der hed Damborg og som var klog mand. Jeg har kendt adskillige, som kunne huske den kloge mand i Rold. Det forholder sig således, at vi har Lindenborg ådal der, fortsætter Helge og peger mod øst. På denne side, hvor græsset er lidt grønnere, er det Nørlund og ovre på den anden side er det Lindenborg skovdistrikt. Og karakteristisk for hele det stykke, som vi skal gå i dag langs med ådalen, er, at der er så mange kildevæld. Ovre på Lindenborgs side ligger en af de mest spændende af kilderne. Den hedder Rold Kilde og er det nærmeste man kan komme i Danmark til en bjergbæk. Man kan ligefrem høre, at den klukker, så hurtigt løber den. Der er ingen anden kilde i Danmark, der har så stort et fald som Rold Kilde. Der er også en anden lille kilde, hvor der findes en bille, der ikke findes noget andet sted i verden. Den er speciel på den måde, at den er et varmerelikt. Altså et levn fra en varm periode før sidste istid. Videnskaben er fuld af beundring over hvordan den har kunnet overleve dette, da den i virkeligheden foretrækker varmt vand. Vandet i kilderne, der stort set i alle kilderne er 7 grader, er varme kilder, og det er betydeligt mere end i almindeligt grundvand. Vi fortsætter vores tur og kommer snart ind i et særdeles flot skovområde, hvilket får Helge til at drage paralleller til de sjællandske skove. Ovre på Jægerspris, hvor man har en utrolig flot skov, er stiftelsen så velhavende, at de lader træerne stå, og så bliver de store. Men Nørlund-stiftelsen er også velhavende, så de lader dem også stå, og det giver jo et flot skovbillede. Der er en årsag til at man lader træerne stå her, og det er, at der længere inde i skoven ligger et af Danmarks mest moderne savværker. Så for at få så godt træ som muligt til savværket, sørger man for at træerne bliver af høj kvalitet, og at de bliver store og gamle. Vi så jo mange flotte og store træer ovre på Sjælland, hvor jorden vel nok er en lille smule bedre, men når vi ser et skovbillede som det her er der såmænd ingen forskel, så kan vi godt være med herovre, slutter Helge. Efter endnu en kort vandring går Helge alene ind ad et skovspor på vejens venstre side, men snart efter kalder han på det øvrige hold. Vi er på rette vej ind til det helt unikke kildeområde, kaldet Kalkværket. Stedet her er en meget stor naturoplevelse, for de kilder, der ligger herinde er så smukke, siger Helge. Det er et meget stort kildeområde med masser af kilder, der kommer op og samles i et løb, der så løber ned i Lindenborg ådal. Stedet hedder Kalkværket fordi der sandsynligvis har ligget et kalkværk her i nærheden engang i fordums tider. Men det har ikke noget at gøre med det monstrum, som ligger herinde og som skæmmer stedet. Jeg tror, at man har ladet det stå af historiske årsager. Det man kan se, er en såkaldt stødhævert, som her fra kilden sendte vand op til direktørboligen, som ligger 30 meter højere oppe. På vores videre vej gennem området gør Helge opmærksom på et stort asketræ. Netop på denne tid af året kan man se, hvor fantastisk et træ, det er. Hvordan den er fuldstændig lysegrøn, som om man stod og kiggede på den i maj måned. Det er da flot. Tidligere da jeg gik meget mere i skoven, end jeg gør i dag, da har jeg siddet her og har haft nogle fantastiske oplevelser med både fugle og dyr. Der kommer jo ikke mennesker her, så de har ikke den frygt som de har andre steder i skoven. Vi er nu nået helt ind under bakken og kan dermed også se det såkaldte ”monstrum”. ØP, kan du ikke fortælle hvad en stødhævert er, opfordrer Helge. Jo, det er sådan et specielt rør, hvor der løber 10 liter vand ind. Disse vejer 10 kg. og kan løfte 1 kg. og har altså en virkningsgrad på 0,1 som man siger. Næste gang får den et slag til og løfter 1 kg. op, så der skal altså 10 liter vand til hver gang. Så det er princippet i det forklarer ØP. Det er fantastisk, at en så enkel konstruktion er i stand til at løfte en vandsøjle 30 m. i vejret, som det er tilfældet her, bliver vi enige om ved en efterfølgende snak om princippet i hvordan et sådant anlæg virker. På vejen ud fra Kalkværket stopper Helge igen op og omtaler de 28 oprindelige lindetræer, der står tilbage her på distriktet. I den forbindelse nævner han også Draved Skov i Sønderjyl¬land, der også har lindeskov og som sammen med Suserup Skov på Sjælland vel nok er det nærmeste vi kommer på urskov i Danmark. Linden og egen, som vi skal høre lidt om i dag, er sammen med hassel de tre træer, der var her i Danmark og herskede i skovene gennem syv tusinde år. En deltager spørger Helge om hvorfor græsset er slået rundt om den lille forhøjning, som vi står på lige nu. I gamle dage hed det høslæt, siger han. Det gør man stadigvæk her, og på gammeldags vis. Det er samtidigt et af de steder, der er godt at sætte sig ind hvis man vil se kronvildt. Det kronvildt, der er i Rold Skov, er hovedsageligt koncentreret her på Nørlund skovdistrikt fordi man passer på dem, og ikke driver så hård jagt som på andre godser. Jeg ved ikke nøjagtigt hvor mange, der er herinde, men jeg vil antage, at der er et par hundrede stykker, så der er store muligheder for at se kronvildt her. Helge beder nu om at låne et blad, som Bo Rosbjerg står med i hånden. Det er rødel, siger han. El er jo et pudsigt træ på den måde, at den ikke har nogen konkurrenter. Hvor ellen vokser, der vokser der ikke andet. Den kan stå ude i vandet, hvor den så bygger nogle pukler, som hedder elletrunter. Ellen kan altså i modsætning til andre træer leve i vand, og det gør den på den måde, at dens rødder går så langt ned i jorden, at de passerer igennem vandet og ned i jordlaget nedenunder vandet. Det er altså den måde, at træet klarer sig på, det kan ingen andre træer gøre den efter. Så den har ingen fjender, slutter Helge, hvorefter vi atter går ud til skovvejen og fortsætter mod nord. På et sted, hvor der står to store egetræer på hver sin side af vejen, samler Helge et egeblad op og spørger: ”Er dette blad fra en Quercus robur eller en Quercus petraea?”. En deltager mener, at det må være Petrea, for hun var også lidt rund i det. Nej, dét det drejer sig om, siger Helge, er, om det er fra en stilkeg eller en vintereg, og det her er stilkeg. Det kan være svært at se og huske, men jeg husker det altid pga. partiet VS. Det gør jeg fordi V står for vintereg og S står for spids. Bladribberne går ikke helt ud i spidserne på en stilkeg. Men går de derimod helt ud til det yderste af spidserne, så er det en vintereg. For Helge er det stadigvæk egen, der er Danmarks nationaltræ. Det er så ubestridt det smukkeste af højskovens træer, måske lige bortset fra ask, siger han. Egen findes i mange arter. I Danmark har vi altså to, vintereg og stilkeg – hovedsageligt stilkeg. Den findes i mere end 400 forskellige arter på den nordlige halvkugle, i modsætning til bøg, som også findes på den sydlige halvkugle. Egen kan blive ældgammel. Vi var ovre i Jægerspris Nordskov og se Kongeegen, og fmd. fik lov at røre ved den som den eneste. Da blev han sgu noget rank i ryggen. (Ja, det var stort). Man ved ikke nøjagtigt hvor gammel den er, men et sted mellem

1.400 og 2.000 år. Tænk, den har gjort en del af jernalderen og hele vikingetiden med og var
allerede den gang en kæmpe. Vi fortsætter nu frem til T krydset ved Stendalsvej og Den Nedre Vej. Her vælger vi at gå til venstre ad Stendalsvej men snart efter igen til højre ad Erstedvej. Her får vi pludselig øje på et flot eksemplar af den svampeart, der på latin hedder Phallus pudica og på dansk den store eller almindelig stinksvamp. Den store stinksvamp vokser især i granskove og kommer op som en hvid knold, men lige pludselig en dag, hvor det er varmt, tager fanden ved den og så erigerer den og får denne form her, siger Helge, hvorpå han går
rundt og lader folk dufte til den. Ja, dufte og dufte er nok et spørgsmål, den har nemlig en nærmest ådselagtig lugt for at kunne tiltrække ådselædende insekter. Gamle hedengangne skovrider Jens Hvass fortalte altid en historie om den store stinksvamp. Må jeg være lidt uartig, spørger Helge og kigger på fmd.? Ja, ja, og giv du bare Jens Hvass skylden, så det er i orden, svarer han. Når Jens Hvass stod med sådan et fornemt eksemplar, når han var ude på ekskursion med folk, fortalte han altid følgende: ”Ja, min lille niece skulle

så op til sin afsluttende eksamen på Landbohøjskolen i svampe. Da hun kom ind til det grønne klæde, så stod der en bakke med tre forskellige svampe på, hvoraf den ene var Phallus pudia. Det var hun ikke glad for – et særligt flot pragteksemplar. Hun startede med at fortælle om de to andre svampe, og det gik særdeles godt, hun kunne lektien. Da hun var færdig med at fortælle om svamp nr. to, så tog censor dette pragteksemplar og sagde: Værsgo lille frøken, den kan De lige holde. Så blev hun aldeles rød i hovedet, hvortil censor sagde: Fuldstændigt korrekt, bestået”. Det er nu blevet tiden for at holde en lille frokostpause, hvorefter vi fortsætter op ad Erstedvej indtil vi når krydset ved Nordre Brovej. Det var egentlig meningen, at vi skulle have fortsat op til ”Røverhullet”, men da tiden er ret fremskreden, går vi i stedet mod syd ad Mastemose¬vej, som fører lige ned til Nørlund Savværk. Vi har ikke været her siden den store brand i april måned 2005, og det er derfor spændende og også lidt imponerende at se hvorledes, der nu er opstået et helt moderne savværk af asken. Det gamle savværk var opført i 1878 efter at savværket på Torstedlund brændte, idet nogle af bygningerne på Conradsminde da kunne anvendes. Også dette savværk blev skadet ved en ny brand i 1907, men blev genopført og har altså været i brug indtil branden i 2005. Efter en stor arbejdsindsats kunne man allerede i maj måned 2006 indvie et nyt savværk. Nørlund Savværk opkøbte samtidigt Viskum Savværk ved Tjele, således at virksomheden nu har ændret navn til Nørlund-Viskum Træ. På østsiden af savværket går det atter ned ad Damborgvej. Her ser vi på højre hånd et område med klippede nobilisgraner og bag ved disse den lille Gårdsø Mose, mens vi til venstre får et kig ned mod Trindekær efter endnu en ganske kort vandring. Et flot naturområde som vi også passerede på vores udtur. Som det var tilfældet på udturen, sker hjemturens sidste stop også ved ejendommen Damborg. Her var der så lejlighed til at få et sidste hvil og nyde den flotte udsigt over mod Lindenborg¬skovene på den anden side af ådalen. Snart efter er vi tilbage ved parkeringspladsen, og trods det ikke alt for gode vejr kunne vi alligevel slå fast, at det havde været en dejlig tur. Vi havde jo bevæget os i et område, der i høj grad ligger hen på naturens præmisser.