2009 Langesø – Suserup Skov – Grib Skov – Jægerspris Nordskov – Arboretet i Gerlev

Langesø, Suserup Skov, Grib Skov, Jægerspris Nordskov og Arboretet i Gerlev.
Engang skrev vor agtede turleder i et letsindigt øjeblik: Det er egentlig for dårligt af mig, at jeg aldrig har foreslået, at Rold Skovs Venner tog en tur til de store ege i Jægerspris Nordskov. Samtidigt kunne vi se …….”.

Ja, sådan lød starten på indbydelsen til en tredages tur til Fyn og Sjælland. Med Helge som en som sædvanlig inspirerende turleder og Hanne og Knud som de praktiske arrangører, drog 56 glade deltagere ud på en særdeles oplevelsesrig og anderledes tur den 4. september. En af de ting, der gjorde den anderledes var, at vores egen Marthin Nygaard havde tilbudt at arrangere bustransporten på særdeles favorable vilkår. Et tilbud, som dog gav ham ret så store problemer, idet han cirka 24 timer før starten måtte konstatere, at den bus, vi skulle have kørt i, var gået i udu. Resultatet blev, at vi kom til at køre i to busser, idet en ekstra minibus fra Vagns Busser i Horsens med Thomas som chauffør blev sat ind. Ikke den optimale løsning, men det gik.
Fredag den 4. september
Begge busser og det største hold mødte ved kunstmuseet i Aalborg, hvorfra der var afgang kl.
8.15 og derefter opsamling i Haverslev ½ time senere. Som en god start på turen var der nu kaffe, et rundstykke og en lille én til alle. Da vores næste stop skal ske ved rastepladsen ved Ejer Bavnehøj, benytter Helge tiden til at fortælle om selve Ejer Bavnehøj og dens to nabohøje. Der er en stående diskussion, om det er Ejer Bavnehøj eller Yding Skovhøj, som er det højeste sted i Danmark. Men det er ikke nogen af dem, siger Helge. Det højeste sted er Møllehøj, men forskellen skal dog være mindre end 1 meter. Efter det nævnte stop ved Ejer Bavnehøj går turen nu mod og over Lillebæltsbroen. Vi er nu på Fyns land og efter en tids kørsel drejer vi af fra motorvejen, idet vi skal besøge godset Langesø cirka 15 km. nordvest for Odense. Her gør vi stop første gang ved skovriderboligen, idet vi skal se nogle kæmpestore sequoiaer, også kaldet mammutfyr. Især den ene er meget imponerende. Helge mener, at den har langt større rumindhold end de store graner, vi har hjemme i Skovhaven. Træerne er oprindeligt hjemmehørende i Californien, hvor de kan blive 100 m. høje og opnå en alder på helt op til 3.500 – 4.000 år. Vi kører herefter rundt om søen og stopper ved indkørselen til selve Langesø Gods. Her fortæller Helge lidt om godsets historie, samt om den flotte lindeallé og den øvrige beplantning, der bl.a. består af taks. Helge nævner også en stor nobilisgran, som dog nu er borte og har efterladt en såkaldt ”lysskakt” i den omkringstående bevoksning. Vores videre færd går nu mod Sjælland. Vi stopper dog på rastepladsen lige før Storebælts¬broen for at indtage den medbragte frokost. På den første del af turen havde vi fået nogle ret så kraftige regnbyger, men nu viste vejrguderne sig fra deres nådige side og holdt inde med væden, hvilket de heldigvis også gjorde for resten af dagen. Vort første mål på Sjælland er et besøg i Suserup Skov, som ejes af Sorø Akademi. Vi fortsætter således ad motorvejen forbi Slagelse men drejer sydover lige før Sorø, idet den lille Suserup Skov ligger umiddelbart nord for den 660 ha. store Tystrup Sø. Suserup Skov er en 19 ha. stor blandingsskov med træer i alle aldre fra nyspiret og op til 400 år. Den drives som en såkaldt ”urørt skov” og er vel det nærmeste, man kan komme på en dansk urskov. Man har ved videnskabelige undersøgelser kunnet konstatere, at Suserup Skov i varierende grad har været uafbrudt skovbevokset i mere end 6.000 år. Skoven er derfor et utroligt spændende stykke natur, og ved at gå en tur rundt her, er det således ikke svært, at forestille sig hvorledes stenaldermandens omgivelser må have set ud indtil han begyndte at rydde skoven, og så småt begyndte at dyrke jorden.
Vi vælger imidlertid at korte turen i skoven lidt af. For nok er det ophørt med at regne, men til gengæld er det blæst ret kraftigt op. Og netop i en urørt skov skal man være opmærksom på, at døde grene kan falde ned eller at døde træer kan vælte. Den risiko kan vi ikke tage på vore deltageres vegne, så turen fortsætter nu mod Fredensborg. Efter at have fået tildelt vore værelser på ”Dan Hostel Fredensborg” samt tid til at rede vore senge og få et lille hvil, mødtes vi så igen til middag med delvis selvbetjening kl. 19.00. For de som havde lyst, var der herefter fælles aftentur til det nærliggende Fredensborg Slot. Dog kun til porten, idet der her var to gardere på vagt. En stod ved slottet og en ved Kancellihuset, der som bekendt er bolig for vort kronprinspar. Og tænk, garderne ville ikke engang snakke med os, selvom de da måtte kunne høre, at vi var gode jyder. I stedet gik aftenturen så videre hen gennem gågaden. Her var der ”Open by night” og her ville folk gerne snakke, idet der både var forskellig optræden og mange forskellige boder åbne. En datter af en tidligere fiskehandler snakkede sig endda til en gratis fiskefrikadelle til både sig selv og sin mand. Men ak, trætheden begyndte nu at melde sig. Turen blev snart for hjemadgående. Nye strabadser og nye oplevelser ventede næste dag.
Lørdag den 5. september
I dag skal vi besøge fire forskellige lokaliteter i Grib Skov. Turen går derfor straks efter morgenmaden den forholdsvis korte vej syd om Esrum Sø til Skov- og Landskabsskolen i Nødebo, hvor vi pga. Helges gode referencer får lov til at parkere på skolens private område. Og lad det være sagt straks, her på dag 2 blev vi heller ikke forskånet for nogle heftige byger, men vejret blev dog bedre og bedre, jo længere vi kom op af dagen. Fra skovskolen går turen ad ”Den krogede vej” mod vest, og efter en kort vandring kan man se nogle af de arbejder, som skolens 200 skovfogedelever og skovteknikere bliver oplært i. Bl.a. at opbygge forskellige former for hjælpemidler til at udføre arbejdet i skoven, herunder ikke mindst at betjene en motorsav. I den forbindelse fortæller vores medlem, Ove Rodal Nielsen, at han som ung mand også har været her på skolen. ”Vi fik i hvert fald lært at file en sav”, siger han. Efter en tids vandring stopper Helge for at fortælle om Grib Skov. Grib Skov er Danmarks 5. største skov, siger han og fortsætter. Læg mærke til hvor varieret skoven er og læg også mærke til de flotte graner. Det er nemlig sådan, at Grib Skov og Rold Skov er de allerbedste områder vi har for graner her i Danmark. Længere fremme på ruten kommer vi op til et stort vejkryds, som kaldes ”Stjernen”, fordi der herfra udgår ikke mindre end otte skovveje som en stor stjerne. Mellem 2 af stjernens ’stråler’ står der en stor sten, som bærer Søren Kierkegaards navn, fordi han netop havde en stor forkærlighed for Grib Skov og derfor ofte søgte her til. Det store vejkryds er lavet efter ordre af kong Chr. 5. til brug for parforcejagt. En ret så modbydelig form for jagt, som heldigvis er forbudt i dag, siger Helge, idet den går ud på at jage byttet med hunde til det trættes og derfor er let at nedlægge. (Sporten blev indført af Chr. 5., der drev den med lidenskab. Han omkom som følge af kvæstelser, der tilføjedes ham af en døende kronhjort. red.). Vi går herefter tilbage til skovskolen og fortsætter straks over landevejen for at komme ned til Esrum Sø. Tur 2 er hermed begyndt. Vi passerer den tidligere skovriderbolig Pibergaarden, og snart efter er vi fremme ved en stor ”sparekasseeg”. Helge fortæller derfor om den oprindelige eg, der blev valgt som symbol for Danmarks første sparekasse, som blev oprettet på godset Holsteinborg ved Skælskør i 1810. Denne eg er nu et stort træ, der er hen ved 400 år gammel og som står ved familien Holsteins familiegrav på Holsteinborg kirkegård. Vi fortsætter herefter hen til Dronningens Bøge. Hvis man lader synet flugte langs vejen ved de gamle bøge, og videre ned gennem slugten og den nedenfor liggende anløbsbro, kan man lige ane Fredensborg Slot ovre på søens modsatte side. Det er ikke helt tilfældigt, for vejen hedder Fr. den IV`s Allé og er netop tænkt som en fortsættelse af slotsparkens Eremitageallé. Dronningens Bøge har tidligere været brugt som græsningsskov. Et smukt skovbillede, hvor man f.eks. kunne se egnens flotte frederiksborgheste græsse mellem træerne. Det får Helge til at fortælle om TV optagelserne til serien om De Danske Skove. Han havde da fået den idé, at det kunne være rigtig flot, hvis man kunne overtale egnens forskellige hesteklubber til at lade deres frederiksborgheste komme tilbage her til ”hestevangen”. Det lykkedes og det var et utroligt flot syn, at se de smukke heste græsse mellem træerne, som man netop lod dem gøre i gamle dage, siger han. Turen går nu ad samme vej tilbage, og tænk, lige pludselig dukker vores webmaster, Lennart Greig og hans kone Jette op. Som de fynboer, de er, er de nu flyttet tilbage til fødeøen, men var på ferie her på Sjælland, og ville derfor gerne være med på et par af turene. Det var rigtigt hyggeligt, at se hinanden igen. Da tiden nu nærmer sig frokost, kører vi alle op til Harager Hegn i den nordvestligste del af Grib Skov. Her stopper vi ved Tinghussøen cirka 2 km. øst for Maarum. Det regner, så nogle vælger at spise i bussen mens de mere barske foretrækker en stående taffel omkring nogle store sten ude i regnen. Hovedmålet for denne tur 3, er, at besøge ”Figur 8”, hvad det så end er for en størrelse. Vi går derfor ad Tinghusvej mod nord, men drejer dog snart mod øst. Og her står den så på vores højre hånd – Tinghuslærken. Navnet Figur 8 stammer fra den tid, hvor man i bøger navngav illustrationer med fortløbende numre. Af en eller anden grund benytter især forstfolk stadig navnet Figur 8, mens det mere officielle navn altså er Tinghuslærken. Sådan set kaldes hele dette skovområde for Tinghuslærkerne, idet det blev tilplantet som en del af et stort projekt, ledet af den tyske forstmand von Langen. Blandt disse lærketræer, er Figur 8, som er den højeste og flotteste af dem alle, let at kende, idet den er markeret med en gul malet ring rundt omkring stammen. Lidt længere fremme går vi atter mod nord ad et mindre skovspor. Helge fortæller igen om skovens træer. Da von Langen kom her til i 1763 var Danmarks skove meget forarmede. Formålet var derfor at lære danskerne, at plante ny skov i stedet for bare at fælde løs i den bestående. Ud over lærk indførte han også et andet hurtigtvoksende træ, ahorn eller ær, som den også kaldes. Resultatet af dette kan i dag ses overalt i landet. Forstfolk kalder det lidt ironisk for ”Von Langens fodspor”. Også denne gang går vi samme vej tilbage og passerer igen Figur 8. Men ak, i stedet for at dreje ned af Tinghusvej fortsætter vi lige ud. Var der nogen, der forstyrrede turlederen med snak? Først da vi når helt ud til landevejen ved Haragerhus, går det op for os, at vi er gået for langt. Men pyt, vi er jo barske folk fra Rold Skov. Det var altså bare med at komme tilbage til bussen, og dermed være klar til at køre over til området ved Snevret for at tage dagens 4. og sidste tur. Vi er hermed kommet over i den nordøstligste det af Grib Skov, og for første gang var det faktisk en fordel at have den lille bus, idet det var meget lettere, at køre folk op i skoven nede fra Esrum by med den, end det ville have været med den store. Endemålet her i Snevret er ved det sted, der hedder Væltningen, og da folk jo er kommet gruppevis kan de mest trætte således begynde at gå i forvejen i et roligt tempo. Da alle er nået frem fortæller Helge om dette specielle sted. I årene fra 1802 til 1805 blev der gravet en 9 km. lang kanal mellem Esrum Sø og Dronningmølle for at lette transporten af træ fra Grib Skov til København. Pga. at kanalen ikke ligger i samme højde hele vejen, måtte man her i Snevret Skov omlaste brændet fra den øvre til den nedre kanal. Dette skete ved at man lod brændet glide ned ad en 4 meter høj sliske, således at man kunne transportere det videre i andre pramme op til Dronningmølle. Anlægget fungerede indtil 1873, hvor der var kommet nye og lettere transportmuligheder. Det står stadig som et minde om en fortidig form for transport og er nu blevet fredet. Ikke bare var det et spændende stykke historie at høre om, det var også dejligt at følge den gamle pramdragersti tilbage til bussen. Vejret var godt, skoven var frisk og dejlig og fuglene sang. Vel tilbage i Fredensborg var der lige tid, for de som havde lyst, til at gå over i slotsparken inden spisetid. Denne aften stod på grillmad hvortil der vist nok medgik et par enkelte flasker vin. I hvert fald var stemningen munter og inspirerende. Det betød bl.a. at Bente Bruun bad om ordet for at sige Hanne og Knud tak for et godt arrangement, hvilket vi alle kunne bakke helt op om. Efterhånden begyndte øjnene dog at blive små for nogle, mens andre holdt ud en tid endnu og samledes ved kaffen omkring de runde borde. Til slut måtte alle dog erkende, at trætheden meldte sig. En spændende og oplevelsesrig dag var til ende.

Søndag den 6. september
Da dagen i dag er både en oplevelsesdag og en hjemrejsedag, er der ekstra travlhed denne morgen. Der skal både pakkes bagage, spises morgenmad, smøres madpakker og endelig skal busserne stuves med bagagen fordelt til henholdsvis Haverslev og Aalborg. Vi skal først, som den næstsidste oplevelse, starte med at se de gamle og berømte ege i Jægerspris Nordskov. Turen går forbi Hillerød og Slangerup til Frederikssund, hvor vi kører over Roskilde Fjord og derfra til Jægerspris og videre op til skoven. Efter en god times kørsel er vi fremme ved vejen, der fører ind til Louiseholm. Også her havde vi fornøjelsen af, at Jette og Lennart mødte op for at deltage i turen. Louiseholm ligger lige i den sydlige udkant af skoven og har sit navn efter Louise Rasmussen. En dame, som ikke var en hvem som helst. Helge fortæller, at det var her, kong Frederik VII ofte trak sig tilbage sammen med Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner. En fornem titel, hun fik ved giftermålet i 1850, og dermed blev kongens hustru til venstre hånd. Turen fortsætter ret mod nord ad Tremvads Kongevej. Vi passerer de såkaldte Grønne Lyng søer og snart efter stopper Helge igen op for at gøre opmærksom på den flotte blandingsskov på begge sider af vejen. Der står bl.a. et stykke med nobilisgraner, som har de flotte og store opretstående kogler. Disse er dog ikke nogle, man kan have fornøjelse af at tage med hjem, hvilket Marthin Nygaard demonstrerer ved at gå ind og skære en af. I samme øjeblik, man får den mellem hænderne, smuldrer den fuldstændigt i stumper og stykker. Vi nærmer os efterhånden skovens nordlige grænse ud mod Roskilde Fjord, hvor den tværgående vej da også hedder Strandvej. Efter at have ventet på at en rytter, med en ekstra hest ved siden, var kommet forbi, går vi til venstre for snart efter at dreje ind til det første af de berømte træer, Storkeegen. Helge siger, at han faktisk troede, at den var væk, idet den sidste levende gren faldt i 1980. Den solide trunte står her dog endnu. Det siger noget om hvor godt og stærkt et egetræ altså er. Man anslår, at træet er mellem 800 og 1.000 år gammelt. Det var dog først efter 1843 at Storkeegen fik dette navn, idet maleren P.C. Skovgaard da malede det og kaldte sit billede: ”Eg med Storkerede i Nordskoven ved Jægerspris”. Da vi nu skal se det vel nok allermest berømte træ i Danmark, Kongeegen, må vi bevæge os lidt tilbage ad samme vej, hvorfra vi kom. Dog varer det ikke længe før Helge fører os ind i terrænet på Strandvejens nordside. Og her står den så – kongen blandt træerne. Selv om Kongeegen ikke mere står i al sin magt og vælde, som den gjorde engang og målte ikke mindre end 14 m. i omkreds, er den dog stadig smuk i sin alderdom. Og her taler vi om virkelig ælde, idet dens alder anslås til at være mellem 1.400 og 2.000 år. Det er da lidt fascinerende at tænke på, siger Helge, at dette levende væsen måske spirede frem samtidigt med, at der blev født en lille dreng nede i Betlehem, der fik navnet Jesus. På Helges opfordring tillader denne skribent sig, at gå helt ind til træet på den anden side af den flotte egetræsafspærring for at sige et par ord, og indleder således: Når man rører denne gamle eg, kan man kun føle ærefrygt. Man bliver ydmyg og føler historiens vingesus. Det er virkelig stort. Men når jeg har bedt om ordet, så er det også for at bringe en tak. Bente sagde så fint tak til Hanne og Knud i aftes for en god tur. Men jeg synes også, at der er andre, der sammen med Hanne og Knud fortjener en tak. Først vil jeg sige tak til Marthin og hans 2. pilot, Thomas, for at have kørt os rundt til alle de mange spændende steder. Marthin har i høj grad været med til at billiggøre turen ved at arrangere vores transport. Et tilbud, som jo desværre kom til at give dig mere besvær inden starten, end du havde regnet med. Så tak for indsatsen. Sidst men ikke mindst, er der også grund til at bringe Helge en stor tak for alle de mange gode oplevelser, som han har lagt tilrette for os. Jeg ved, at der er mange, der ligesom jeg, er her for første gang. Uden Helges indsigt og lokale forbindelser, ville vi aldrig have fået de samme ting at se og slet ikke fået fortalt om dem på samme måde. Så stor tak til jer alle, sluttede fmd. og opfordrede til at give en stor hånd. Og det gjorde vi så her under de gamle kroner. Det 3. og sidste mål for vores besøg her i Nordskoven gælder det ligeledes helt specielle egetræ, Snoegen. Vejen går således atter engang tilbage ad samme rute til vi når en østgående vej, kaldet Øllemosevej. Også her skal vi bevæge os et lille stykke ind i skoven, men så står den her også, den snoede eg. Ifølge Jægerspris Skovdistrikt er egen ikke så gammel som Storkeegen og slet ikke så gammel som Kongeegen, men kun en ung ”lømmel” på omkring 6-700 år. Dog gammel nok til at være gået ud i toppen. Den sidste del af kronen døde i 1991, så også dette træ står tilbage som en trunte. Det helt specielle ved træet er, at det snor sig. Det gør alle træer i øvrigt, men Snoegen har gjort det i en helt ekstrem grad.
Også her fortæller Helge fra den gang man lavede TV serien om De Danske Skove. Man havde fået den idé, at hvis det skulle vise sig, at træet var hult (og det var det, endda helt ned til jorden), at så skulle Helge komme kravlende op af det, ligesom soldaten i
H.C. Andersens eventyr, Fyrtøjet. En stor succes, men bagefter var der nogen, der skrev i en kronik, at årsagen til at træet senere gik helt ud, var, at de tunge kraner, som TV brugte til optagelserne, havde presset jorden så hårdt sammen, at rødderne ikke mere kunne suge næring. Ja, lige så mange folk, lige så mange meninger. For os var der nu blot tilbage, at vandre den forholdsvis lange vej tilbage til Louiseholm, og derfra videre ud til vore busser. Det er nu blevet tid for at holde frokostspause. Og da vejret i dag
er ganske dejligt, vælger vi at køre tilbage til Jægerspris Slot, hvor der er fri adgang til at nyde frokosten i slotsparken. Jægerspris Slot blev købt af Kong Frederik VII i 1854. Efter hans død arvede Lensgrevinde Danner slottet og oprettede efterfølgende ”Kong Frederik VII´s Stiftelse” som børnehjem for forældreløse piger. Stiftelsen ejer stadig slottet og det tilhørende gods.

Der var også lige tid til at gå en lille tur rundt i slotsparken inden vi skulle på turens 4. og sidste besøg. Ud over de mange mindesten finder man også her Grevinde Danners sidste hvilested i form af en stor ”gravhøj”, som er åben mod øst. Bag et gitter står der her en stor poleret granitsarkofag og på højen er der plantet to store egetræer. Også her fortæller Helge nogle anekdoter om grevinden og kongen. Bl.a. om at det blev snevejr i maj måned 1863 mens parret var ude at ride i Slotshegnet. Et fænomen, som senere er blevet bekræftet rent statistisk. Cirka 5 km. syd for Jægerspris finder man Gerlevparken, som består af to afdelinger: Valdemar Petersens Rosensamling og Den Danske Træsamling. Især i den sidstnævnte samling er der noget som Helge gerne selv vil se og gerne vil vise turens deltagere. Vi går derfor forholdsvis hurtigt igennem rosenhaven og videre ind i træsamlingen. Træsamlingen er at betragte som et arboret, idet den 10 ha. store park blev overdraget til Fonden for Træer og Miljø i 1979, hvorefter etableringen af Den Danske Træsamling begyndte. Denne omfatter nu cirka 75 arter af de træer og buske, der er indvandret i Danmark efter istidens afslutning. Helge sagde ikke hvad vi ledte efter, og vi fandt det desværre heller ikke, men nogen husker måske, at Helge i 2002 modtog Den Grønne Pris, som netop uddeles af Fonden for Træer og Miljø, og i den anledning fik plantet et bøgetræ her i Gerlevparken samt opsat en kobberplade med inskription. Nu skal denne skribent ikke gøre sig klog, men Helge skulle have spredt hele holdet ud over terrænet. For det kunne da være …! Vi er nu nået hen sidst på eftermiddagen, og dermed er det også blevet tiden for ”at vende næsen hjemad”. Ad forholdsvis små veje går turen nu mod sydvest til vi når motorvejen til Lillebæltsbroen. Der er langt hjem og alle er derfor enige om at undlade, at bruge tid på at spise aftensmad på et cafeteria, men i stedet holde ind på en rasteplads for at proviantere til fortæring i bussen, hvilket vi så gør ved Kildebjerg på Fyn. Efter et enkelt stop ved Ejer Bavnehøj og igen ved Haverslev for at sige farvel til de første, og herunder en stor tak til Helge, er vi fremme i Aalborg kl. 21.45. Også her kunne vi i sandhed sige hinanden, og ikke mindst de som havde ydet en indsats og taget slæbet for alle os andre, mange tak turen. Godt nok var krop og lemmer trætte. Men oplevelserne var store og vil blive husket længe.