2009 Skindbjerglund

Som afslutning på forårssæsonen havde vi denne gang arrangeret en noget anderledes tur til Skindbjerglund end vi plejer, idet vi også skulle besøge Gerding kirke og kirkegård. Hvis man skulle beskrive turen i en meget kort version, kunne den lyde som så: Turen, hvor vi både kom i Herrens hus og på Herrens mark.
Men lad os hellere berette om den på vanlig vis. Det er søndag den 14. juni og turen starter fra skovbrynet lige nord for landsbyen Skindbjerg. Herfra går vi ca. 400 m mod nord før Helge drejer ad et lille skovspor mod vest. Formålet er, at vi her kan få oplevelsen af at være i rigtig egeskov. Skindbjerglund er et prægtigt sted, siger Helge. Sammen med Oplev Krat, er det de to væsentligste dele af den oprindelige Rold Skov, hvor egeskoven er bevaret i modsætning til i den nuværende Rold Skov, hvor der ikke er bevaret ret meget eg. Årsagen kan måske være, at de fremmede tropper, der besatte Jylland tre gange i 1600 tallet, har overset dette sted, fordi det lå lidt afsides, og egene derfor fik lov at stå. Man ville ellers fælde alle landets egetræer, så Chr. 4. ikke kunne bygge en ny flåde. I 1929 købte Statsskoven Skindbjerglund af godset Lindenborg. Den gamle greve måtte af med mange penge i forbindelse med nogle jordbrugsaftaler, der blev lavet med Staten, hvorfor han måtte afstå forskellige områder for at have penge nok, her iblandt Skindbjerg-lund. Han forhandlede med statsskovrider Poul Lorenzen, som bagefter var meget glad, for det viste sig, at da han havde overtaget skoven, så var der så meget tømmer her, at det faktisk svarede til dét, som Staten havde betalt for Skindbjerglund. Vi går nu tilbage ad samme spor og fortsætter så igen op mod skovens nordligste område. Ud over egeskoven er her også ask, som vi vil komme til at se lidt senere, siger Helge. Det er nemlig et fugtigt område, og en plante, som vokser der, er sjælden og hedder skærmysse. Men man skal lade være med at spise den, for den er giftig. Der er meget mere mystik i egeskoven end i bøgeskoven, fortsætter han. Den er langt mere foranderlig og meget mere spændende. Den gang da Danmark havde ege- linde- og askeskov, da var det uden tvivl det smukkeste skovbillede, der nogensinde har været i Danmark. Asken er et meget smukt træ. Den sætter blade meget sent, men så har den jo disse lysegrønne blade, som er lysegrønne hele sommeren. Man kan altid kende en ask på, at skuddene er sorte. Så er der det pudsige ved ask, at den vindbestøves, og den har den særlige egenskab, at den kan være hankøn, den kan være hunkøn, men den kan også være tvekønnet, og det samme træ kan være alle tre slags på én gang. Helge står så og grunder lidt, og nu bliver han go Det kunne være sjovt, hvis vi andre også kunne skifte engang imellem. Kunne I ikke forestille jer Xxx som sådan en lille sød nymfe med fine lyserøde, lakerede og polerede negle. Så tror jeg sgu næsten, jeg ville kunne holde af ham. Skulle du nu ikke slappe lidt af Qvistorff, svarer den ”feterede” til stor moro for selskabet. Det gør han så og siger. I gamle dage hed vikingeskibe ikke vikingeskibe. De hed ask, og de søfolk, der sejlede vikingebådene, hed askmænd. Ask er både sejt og hårdt, men vejer ikke så forfærdeligt meget. På latin hedder træet Fraxinus excelsior. Et navn som botanikeren Linné gav det, fordi det bliver så højt, og det er nok det højeste af vore løvfældende træer. Vi husker også det gamle mundheld, som siger: Kommer ask før eg, så blir somren bleg. Men kommer eg før ask, så går somren i vask. Og det skal I vide, siger Helge, at olivenolie, saft af myreæg og ålefedt blandet med saften fra askens blade, det tager ørepine. Og mens vi er ved de væsentlige ting, som er gode at huske, så skal I også huske, at Kain slog Abel ihjel under et asketræ. Det er sgu da også væsentligt at vide, siger han med at smil på læben. Og så skal I også vide, at hvis man hedder Odin, så kan man tage et asketræ og skabe en mand ud af det, og så hedder han Ask eller Askurog. Men Odin er dygtigere end som så, for han kan også tage en elm og skabe en kvinde ud af det, og så hedder hun Embla. Disse var ifølge den nordiske mytologi de to første mennesker på jorden. Som det sidste fortæller Helge myten om verdenstræet Yggdrasil: I gudernes bolig, Asgård, stod der en kæmpeask. Den var det helligste af alt og den var så stor, at den holdt hele himmelhvælvet, sådan som stolpen bærer husets tag. I toppen sad en ørn og ved foden lå der en drage, mens et egern pilede frem og tilbage mellem dem og varetog de diplomatiske forbindelser. En dag skulle ragnarok dog komme. Der ville blive jordskælv, og Yggdrasil ville da stå med rystende grene, hvilket ville betyde endnu flere ulykker. Men lige pludselig ville det hele være overstået og asken igen få grønne blade, og der ville opstå en ny og bedre verden. Asken Yggdrasil kan således sammenlignes med Livets Træ hos jøderne og Korset hos de kristne. Apropos egern, tilføjer Helge: Det er sjovt at tænke på, at vi betragter egernet som noget, der altid har hørt til. Men det er ikke tilfældet. Egerne kom først til Rold Skov i 1920, hvilket jeg blev meget overrasket over, da jeg læste om det. Herefter kalder han pludselig på vores ”hoffotograf”, Gitte Boldt, for at bede hende om at tage et ”familiebillede” af hele holdet. Det skal nemlig bruges som et nyt ”banner” på vores hjemmeside. Selvom vores webmaster, Lennart Greig”, har begået en endog meget flot hjemmeside, mener han åbenbart, at den godt kan blive endnu flottere. Den videre tur går nu ind over sognegrænsen til Gerding Sogn, op over Kratbakken og derfra ud til bakkekammen med udsigt ud over Lindenborg ådal. På åens modsatte side ser man flere kendte aalborgfolks domiciler. Heriblandt entreprenør Berg Bachs, hvilket får Helge til at fortælle følgende historier. Først en tildragelse fra direktørtiden på Rold Storkro.
Jeg kan huske skovrider Jens Hvass og Fru Gittens sølvbryllup, som blev afholdt på Rold Storkro. Det var i begyndelsen af maj måned og det øsregnede. Jens Hvass havde fundet ud af, at man efter middagen skulle hjem på skovridergården og have kaffe. Men der var så ukristelig mange taler, at da man endelig var færdig ved bordet kl. halv et, udtalte Jens Hvass til folket, at nu skulle de gå ud til deres biler, og så ville han tage sin hvide Volvo Amazon og køre forrest, og så skulle de andre i én lang kortege komme bagefter. De skulle så køre til den dejlige gamle skovridergård. På hele vejen til skovridergården havde hans skovløbere sat fakler ud, og så kunne de komme en tur gennem den nyudsprungne danske bøgeskov. Det skulle være så flot, så flot. Bøgen var bare ikke sprunget ud, det øsregnede og faklerne stod kun de sidste 200 meter før skovridergården. Det var Juncker nede fra Overgaard, der kørte lige efter Jens Hvass i en gammel veteran Rolls Royce, og da man startede fra Storkroen og kørte op ad Pumpevejen forbi Troldeskoven, så satte denne Rolls Royce sig fast. Der var dog nogle få biler, der var kommet foran, men Jens Hvass bil var også gået i stå. Til sidst kom nogle af gæsterne tilbage, i kjole og hvidt, og fortalte, at det hele var gået i stå, og at man måtte have Falck. De ringede også oppe fra skovridergården og spurgte hvorfor der ikke kom nogen gæster – hvor de var blevet af. Jeg havde nærmest indtryk af, at det var min skyld, men jeg kunne da ikke gøre for det. Da der var nogle af gæsterne, der så, at bilerne holdt stille og at de derfor ikke kunne komme forbi, så drejede de af og landede nede i Lindenborgskovene. De lå så og kørte rundt der nede og nåede først frem til skovridergården kl. halv tre om morgenen.

Da alle disse biler havde startet fra Rold Storkro, stod jeg udenfor hoveddøren sammen med Berg Bach i kjole og hvidt. Berg Bach stod og så på det der skue, hvor Jens Hvass fortalte dem alle sammen hvordan bilerne skulle holde osv, osv. Lige pludselig vendte Berg Bach sig om mod mig og sagde: ”Qvistorff sig mig engang, er dette et sølvbryllup, eller er det et orien-teringsløb?”.
En anden gang var Jens Hvass og Fru Gitten oppe og spise meget fornemt oppe på gården der ovre, siger Helge og peger over på et landsted beliggende højt over Lindenborg ådal. (Og det, jeg nu fortæller jer, har Jens Hvass selv bekræftet rigtigheden af). Da han og Fru Gitten kørte hjem efter natmaden regnede det også, men denne gang stod det bare ned i tove. Mens Jens Hvass kørte hen ad vejen så han, at der gik en gammel kone ude i vejkanten. Og for en gangs skyld var han sød og rar, stoppede bilen, rullede vinduet lidt ned og sagde: ”Frue, hvis De skal
samme vej som vi, så er De velkommen til at sidde ind bagved”. Den gamle kone blev så glad og satte sig ind bagved, og da de havde kørt et stykke, så vendte Jens Hvass sig om mod hende og sagde: ”Sig mig engang, er De overhovedet klar over, hvem De er kommet op at køre med?”, hvortil konen svarede: ”Nej, det ved a et”. Skovrideren sagde: ”Det er kongelig skovrider Jens Hvass”, hvortil konen igen sagde: ”Ja, og a hedder Anine, og a er kogekone, og a har serveret for dronningen”. (Så fik du den, Jens Hvass. red.). Vi fortsætter nu turen rundt om Trehøje, går atter ud til bakkekammen og derfra videre ned gennem Tågedalen. Her finder vi snart efter den herligste plads ved en ’sømose’, hvor det lige er stedet for at holde frokost. Efter denne velfortjente pause er der nu ikke langt at gå hen til den lille landsby Gerding og dens ligeså lille kirke, som efter sigende skal være Himmerlands mindste landsbykirke. Vi går straks ind i kirken, hvor Helge så indleder med at fortælle lidt om dennes arkitektur og historie. Kirkens kor og skib er fra romansk tid, hvilket her i Norden vil sige mellem år 1.000 og 1.250. I 1890-erne blev der tilføjet et våbenhus på kirkens nordside samt opsat en lille tagrytter. Blandt inventaret går døbefonten og kirkens stager tilbage til første halvdel af 1600¬tallet. Prædikestolen er fra 1700-tallet og altertavlen fra 1882. Helge fortæller ligeledes om teolog og huslærer Claus Gjerding. Han var født her i Gerding i 1851 af forældre, der bekendte sig til den baptistiske trosretning. Sønnen Claus blev derfor ikke døbt, men blot navngivet med navnet Claus Christiansen, idet han blev opkaldt efter sin morfar, Claus Johannsen, der var skolelærer og kirkesanger i Gunderup. Som følge af, at Claus ikke var døbt, kunne han ikke gå til konfirmationsforberedelse, men fik så i stedet undervisning hos højskoleforstander Thomas Bjørnbak, der tog sig af matematik og naturfag, mens provst Wulff i Gunderup bibragte ham store færdigheder i tysk. Claus Gjerding kom efter flere genvordigheder på polyteknisk læreanstalt i København. Men han længtes så meget hjem, at han i stedet søgte oplysninger og tog en mængde notater om sin hjemstavn på arkiverne. Han var tillige meget forelsket i en pige hjemme i Gerding, Karen Marie Laursen, som desværre døde kun 18 år gammel. Som trøst for hendes forældre sendte han en krans, hvorpå der var hæftet en seddel med et digt. Det er den salme, vi i dag kender som ”Den er slet ikke af Gud forladt”. I sine ferier tog han følgelig ofte til Gerding, hvor han havde nogle gevaldige diskussioner med pastor Windfeld. I julen 1871 var Claus Gjerding ikke hjemme på ferie. Han gik i stedet ind i Vartov Kirke, hvor Grundtvig holdt sin sidste juleprædiken. Det ændrede fuldstændig hans liv og indstilling til kirken. Han ville døbes, men det skulle ske hos pastor Windfeld hjemme i Gerding. Claus Christiansen blev døbt den 1. februar 1874 og fik da først sit tilnavn, Gjerding. Claus Gjerding tog studentereksamen, begyndte så at studere teologi og boede på Regensen. Samtidig påtog han sig journalistisk arbejde, Bl.a. ved ”Landøkonomisk Tidsskrift”, hvor han traf sin forlovede, Ingeborg, en datter af landøkonom Holst-Møller. Imidlertid begyndte en lungesygdom at plage ham, således at han måtte gennemføre sin eksamen under meget vanskelige forhold. Efter eksamen blev han plejet af venner, og efter nogen tid følte han sigrask nok til at tage plads som huslærer hos præsten i Todbjerg ved Århus. Sygdommen blussede dog op igen, og Claus Gjerding døde den 6. august 1880 under at ferieophold hos pastor Vedel i Vejle. Claus Gjerding blev begravet hjemme i Gerding. Hans efterladte optegnelser blev fundet af hans studiekammerater og betragtes endnu i dag som et vægtigt bidrag til Østhimmerlands historie, idet Claus Gjerdings omfattende samlinger efterfølgende blev udgivet og derfor står at læse i bogen, ”Bidrag til Hellum Herreds Beskrivelse og Historie”. Sluttelig går vi alle ud på kirkegården og besøger Claus Gjerdings grav, ligesom vi også betragter kirkens arkitektur, herunder det interessante i at se hvorledes stenmesteren i sin tid har flækket markstenene og derefter tilpasset dem som kvadre på ydersiden. Et medlem gør ligeledes opmærksom på den overlægger, der engang har siddet over mandsdøren mod syd. Den er speciel derved, at der er indhugget et træ i begge overlæggerens sider. Da kirken er så gammel som den er, ja, så kunne de måske symbolisere Yggdrasil. Hvem ved? Der var jo ikke nogen skarp grænse mellem den gamle asetro og kristendommen. Vi ser også flere steder, at der stadig ligger en gravhøj på vore kirkegårde. Et tegn på, at man har haft sine hellige steder på samme plads. Man har altså bare fortsat, hvor man slap. Lad det være sagt straks. Terrænet mellem Gerding og Skindbjerglund er af en ret uvejsom beskaffenhed. Og lad det også være sagt straks. Vi fandt heller ikke den letteste vej tilbage. Efter råd fra en tidligere beboer i Gerding, går vi hen mod det lille område ved navn Bækhuse hvor vi så skal dreje ad vejen mod syd. Det gjorde vi også, men bare ikke langt nok, idet vi på et tidspunkt fortsatte mod vest ned mod Sivedal. Vi passerer dalen med det formål, at komme videre mod vest. Det kan bare ikke lade sig gøre, for nu møder vi et højt hegn ind til et meget stort areal med juletræer. En gruppe fortsætter langs dette mod nord i håb om at kan komme rundt om det over mod Kratbakke. Herved kommer vi til at passere et dybt hul som alle må både ned i og op ad igen. Men ak, da fortroppen er nået et godt stykke frem, bliver det totalt umuligt at komme videre. Altså må vi samme vej tilbage og følge hegnet indtil vi endelig kan komme til at gå mod vest mellem hegnet og et stort stykke rug. Herved rammer vi endelig en rigtig vej, der fører op til en samling gårde i Rise. Herfra skulle der også gå en vej mod vest. Den er der bare ikke. Vi går derfor over markerne og når endelig frem til Kratbakken. Men ak igen. Vi kommer nu til at gå ad en vej, der fører ned mod ådalen, men pludselig kan det heller ikke lade sig gøre at komme videre her, idet et vandløb spærrer for at komme ind i Skindbjerglund. Altså må vi atter engang tilbage og finder så endelig den rette vej over til det sted, hvor vore biler holder. Med ØPs assistance som stifinder var det endelig lykkedes at komme tilbage. Vi måtte så blot konstatere, at denne så minderige tur blev 25 % længere i både tid og længde end turene er normalt. Men bortset fra alle gebrækkeligheder med ømme fødder, ømme ’lårbasser’ og almen træthed, var det en utroligt spændende og smuk tur. Tænk, at man endnu kan være så privilegeret, at kunne fare bare en smule vild. Det blev en tur, som for altid vil komme til at huskes i mindernes lange parade.