2009 Nørreskoven

Det er i dag den 17. maj. Det er Norges nationaldag. Og Rold Skovs Venner skal på en dejlig forårstur i Nørreskoven. Det er der også andre, der skal. Der er arrangeret et stævne for 400 mountainbikeryttere ligesom der også er arrangeret orienteringsløb for fire konkurrerende orienteringsklubber. For at få det til at gå op i en højere enhed, havde vi lavet en aftale med Otto Møller fra Rold Skov Orienteringsklub, at vi lige skulle snakke sammen før turens start, hvilket da også betød, at der ingen problemer var overhovedet. Det var der derimod for nogle af vore egne medlemmer, som mødte nede på Havdalspladsen, hvilket man jo ikke skal, når mødestedet er sat midt på Rebild Kirkevej. Med lidt forsinkelse kunne vi dog omsider indlede vores tur, som jo denne gang skulle handle om lind og ask, og netop her på vejen ned mod Lille Blåkilde står disse to træarter som en flot allé. I kan næsten ikke få det bedre, for dér står småbladet lind og dér står hestekastanie, indleder Helge og peger på de to slags træer. De står her fordi vi havde en statsminister, der hed Poul Nyrup Rasmussen samt en miljøminister, der var gift med ham. De havde mange penge og syntes, at de skulle bruges på forskellig måde, så for første gang fik statsskoven så mange penge, at de ikke anede hvad de skulle bruge dem til. Skovfogederne skulle derfor hver finde et sted, hvor de kunne plante nogle træer, som de gerne ville. Derfor fandt skovfogeden på Hollandshus ud af, at man her skulle lave en allé med kastanie og lindetræer. Jeg synes, at han skulle have lavet én med kastanie og en anden med lind i stedet for at blande dem. Og når jeg siger det, så er det fordi lindealléer er så utroligt smukke. Den flotteste, vi har her i landet, er den ovre ved Ledreborg. Lindetræer er, synes jeg, overhovedet meget smukke. De er jo karakteristiske ved det, at kronen har en omvendt hjertefacon, hvilket får Helge til at mindes den utroligt smukke lindeallé, som vi kørte forbi lige nord for Goslar, da Rold Skovs Venner var på tur til Harzen. Linden er jo et træ, der ikke findes ret meget i Danmark mere. Vi har her i Rold Skov af oprindelig lind – 28 træer, der står ovre på Nørlund skovdistrikt. Det står et par nede på Lovns og der står nogle oprindelige linde nord for København oppe ved Farum. Det er altså uendeligt lidt til trods for, at lindetræet sammen med egen herskede i dette land i 6.000 år og det er det flotteste skovbillede, vi nogensinde har haft. Linden kommer nede fra Mellemeuropa og var altså også naturligt her, så det kan godt være, at når det bliver noget varmere, at så vil der komme linde igen. Mange danske stednavne begynder med ”lind” eller ”bast”, og basten, det er jo barken fra lindetræet, af hvilken man kan lave noget særdeles fremragende tovværk. Dette siger os, at det er et meget gammelt træ, ligesom det, at vi også kender ordet fra mytologien i ”Lindormen”. Linden kan blive mere end 1.000 år gammel. Man siger, at linden bruger 300 år på at vokse op, så bruger den 300 år til at stå, og endelig så bruger den 300 år til at forgå. Den ældste lind, vi har her i Danmark, står som solitærtræ ved herregården Lundbæk og er meget flot. Prøv at lægge mærke til den. Den står på højre hånd lige efter at man er drejet af fra landevejen til Nibe. Den er så stor, at man tror, at den er en del af skoven, men det er altså bare et eneste træ. Lind er ikke egnet som tømmer fordi det er så blødt, fortsætter Helge. Det, man derfor bedst kan bruge det til, er til træben. Det er også fortrinligt til klangbunde i klaverer og flygler, og man kan også bruge det til legetøj og træuld. Det er også velegnet til kister. (Det er der nogen, der har fortalt mig, som har prøvet det, siger skælmen Helge). I stenalderen blev det også brugt til stammebåde. Man har fundet mange af dem i vore moser, og ved at gøre forsøg med at efterligne dem, har man fundet ud af, at det tog en uges tid for to mand at udhule en sådan stammebåd. Linden blev også tidligere brugt som brandtræ, hvilket f.eks. stadig kan ses på herregården Tulsted. Ved at have et sådant brandtræ stående mellem herregårdens længer eller mellem de enkelte gårde i landsbyen, der jo som oftest lå meget tæt, kunne træet i tilfælde af ildebrand måske være med til at forhindre, at ilden sprang fra bygning til bygning.

Som det sidste fortæller Helge, at linden ifølge den nordiske mytologi også var Frejas hellige træ. Det var derfor måske også frihedstræet, der altid var plantet på toppen af bakkerne. Havde man lavet noget ulovligt, men nåede op til linden, kunne man ikke pågribes. Endelig mødtes man også ved bylinden, hvor byens vise mænd sad rundt om den på store sten for at afgøre landsbyens anliggender. Vielser, møder og fester skulle ligeledes foregå ved bylinden, slutter Helge sin beretning om lindetræets fortræffeligheder.
Turen fortsætter ned gennem den lange allé, men snart efter stopper vi atter op for denne gang at høre noget om kastanietræerne. Hestekastanie har nogle meget fine aflange, takkede blade, der er meget forskellige at se på, indleder Helge. Man mener, at navnet hestekastanie kommer af, at frugten ikke er så god som ægte kastanie. Så når man i den forbindelse taler om heste, så er det oftest ment nedsættende, ligesom når man taler om hunde. Stammen er næsten altid højresnoet, fortsætter han og viser det på den nærmeste stamme. Det er fordi træet står stærkere når taverne inde i stammen er snoede frem for at være lige. Man har undersøgt, om dette er noget som træerne altid gør, eller det sker som en følge af jordens rotation. Man tog derfor nogle små træer med ud på rumfart, men det viste sig da, at de også snor sig i vægtløs tilstand ude i rummet, så det er altså et naturligt anlæg i træet. Kastanien er heller ikke et særligt godt træ rent brugsmæssigt, men i gamle dage anvendte man dog ofte kastanietræ til datidens hvidskurede køkkenborde. Træet har en dejlig nektar til glæde for humle- og honningbier når det sætter sine ”lys” i maj måned. Frøskallerne indeholder et stof, der hedder aeculin, som bruges i cremer, og det har den egenskab, at det kan tilbageholde solens ultraviolette stråler. Ligesom linden voksede kastanien i Mellemeuropa og kom her til Danmark i 1700-tallet. Den ægte kastanie var her tidligere. Den var her allerede på Herluf Trolles tid. (1516-65, red.). Det ved vi, fordi han bad sin kone, Birgitte Gøye, om at opbevare 20-30 frø i sand i kælderen på Herlufsholm, således at de kunne spire. Nødderne fra den ægte kastanie var meget eftertragtede ved hoffet den gang. Man kunne også bruge dem ved tarmlidelser. Både kolik, diaré og hæmorider, men man sagde, at man ikke skulle spise for mange af dem, fordi de giver en ubehagelig tarmluft. Især soldater, der i lejrene ofte lå så tæt, at de nærmest lå oven på hinanden, skulle holde sig fra dem – altså med mindre de plagedes af lus. Spørg mig ikke hvorfor, slutter Helge, men det var nok for at ”rage kastanier ud af ilden”. Den videre tur fortsætter ad den vej, der egentlig hedder Bundgårdens Kirkevej, og som efter en tid ophører med at være plantet til som en allé. Til gengæld kommer vi forbi et stort jordfaldshul, hvor Helge så benytter lejligheden til at forklare, for især nye deltagere, hvordan et sådant hul er opstået. Vi hører således også historien om da der opstod et jordfaldshul netop som skovkusken Frode Gustavsen var ved at trække stammer ud af skoven sammen med sin hest, Musse. Både hest og vogn forsvandt da ned i hullet, og da Helge senere spurgte Frode om ikke Musse var forfærdeligt bange, svarede han blot: ”Næh, hun stod bare og ventede på, at a skuta hende op igen”. De flotteste jordfaldshuller vi har her i Rold Skov, er Røverstuen og Hestegraven nede i Hesselholt Skov, fortsætter Helge. Men jeg har en god ven, der har en helt anden version på disse fænomener, så fortæl endelig, provokerer Helge fmd. Det må hen jo så gøre og forklare, at der efter januarstormen i 2005 blev foretaget nogle geologiske undersøgelser af jordbunden under netop Hesselholt Skov. Disse viste, at der på dette sted i skoven findes et lag bestående af sand, der er op til 50 meter tykt. Det betyder, at der ikke kan forekomme en nedbrydning af kalken fra træernes humussyre. Man mener derimod, at hullerne på dette sted er opstået som nedsænkninger pga. forkastninger i undergrunden. Netop det forhold, at de to omtalte huller, ligger i en nogenlunde ret linje sammen med flere andre, men knap så markante huller, kunne måske tyde på, at der er noget om snakken om forkastninger. Hvem ved? Den fortsatte tur går nu gennem Nældedalen mod nordøst, men snart efter viser et skilt vej ind til en ’Stensat Brønd’. Helge fortæller, at han under en jagt, hvor han dog bare var budt med som gæst, kom gående her sammen med daværende statsskovrider Preben Møller, som var meget historisk interesseret og havde en stor historisk viden. Lige pludseligt fik de begge øje på stensætningen og var enige om, at det måtte være en stensat brønd – en middelalderbrønd. Der var aldrig nogen, der havde talt om den før, så Aalborg Historiske Museum var ude at se på den og kunne konstatere, at det var rigtigt nok. Så gik der en lang række år indtil jeg skulle skrive bogen om Rold Skov. Per hjalp mig, og da fandt vi i de gamle papirer nede på Buderupholm Statsskovdistrikt, hvor man havde plantet de første grantræer i statsskoven. Det var tre forskellige steder, som vi var ude for at prøve om vi kunne finde. Preben Møllers efterfølger, skovrider Uffe Laursen var også meget interesseret i det, så en dag kørte jeg ud sammen med ham for at se, om vi kunne finde hvor det var, de havde plantet de graner, som var plantet her i Nældedalen. Vi stod da og kiggede på træerne, og lige pludselig sagde jeg til ham: Der er en brønd! Og tænk, lige mellem os som vi står der, var der en lille middelalderbrønd. Nældedalen var jo tidligere kendt for sine meget store graner. I den forbindelse fortæller Helge en tildragelse, hvor to ret korpulente mænd stod og lænede sig op ad et af disse træer. Tilfældigvis kom Jens Hvass kørende i sin bil, men stoppede op, rullede vinduet ned, prikkede den ene på bugen og spurgte: Hvem er De? Ja, mit navn er sådan og sådan, og det er min kollega sådan og sådan. Hvad laver De? Ja, vi skulle ud for at se på den der berømte fruesko. Ja, så er I sgu på rette vej, men det er ikke det, jeg spørger om, jeg spørger hvad I laver. Hvad er jeres embede? Ja, jeg er dommer i Nibe og min kollega er dommer i Løgstør. Ja, jeg tænkte sgu nok, at det var sådan noget I lavede, sagde Jens Hvass, hvortil den ene af de to mænd spurgte: Er De ikke skovrider Hvass? Jo, det er jeg, sagde skovrideren. Jeg tænkte det nok, replicerede dommeren, Jeg kunne heller ikke forestille mig, at der var nogen anden, der kunne tale til folk på den måde. Dette blev så de sidste ord fra Helge for denne gang. Trods det, at han ikke var helt på toppen hvad angår helbredet, var han alligevel mødt op for at følge os på turens første del. Så tak for det, ikke mindst fra fmd., som nu måtte tage over og prøve, om han så også kunne give vore 74 deltagere en god oplevelse på resten af turen.Vi fortsætter således hen gennem Nældedalen indtil vi når frem til Ålykke. I dag er Ålykke et engdrag, men området har tidligere været en del af den fjordarm, der efter istiden gik helt herned oppe fra Limfjorden gennem den nuværende Lindenborg Ådal. Den nærliggende bakkeø, Skadsholm, var da virkelig en holm, som lå ude i det vandfyldte område. Man kan tydeligt se hvor bredt det har været, idet de gamle kystskrænter rejser sig stejlt på begge sider.Den fortsatte tur går herefter langs engen ned mod Lindenborg Å, men vi må dog gå et ret langt stykke vej langs et nyt trådhegn før vi kan komme helt ud på bakkekammen gennem en ligeledes helt ny egetræslåge. Der er også opsat en tilsvarende låge til afløsning for den gamle ”mølle” ved nedgangen til Lille Blåkilde, men før vi går derned stopper vi lige op for at nyde udsigten, men også for at høre lidt om hvem, der bor og har boet i de forskellige huse ovre på åens modsatte side. Helt nede ved kilden samles vi ved det forholdsvis brede afløb ud til Lindenborg Å. Her hører vi specielt om Lille Blåkilde, der er en kombination af både strøm- sump- og bassinkilder, men også lidt om de andre former for kilder, vi har i Rold Skov. Store Blåkilde og Blåhøl, der er bassinkilder, Ravnkilde, der er en sumpkilde og endelig Springkilden ovre i Rold Vesterskov, der ikke er en springkilde, men en artesisk brønd. Vi fortsætter herefter i én lang række hen over kildeområdet og kommer således snart hen til ”skibakken”, hvor det er ideelt at holde frokost. Dels er udsigten dejlig og dels er vejret blevet rigtig godt. Straks efter at man atter er kommet til skovs ovre i den vestligste del af Slettingen kommer man til at gå langs en af skovens allersmukkeste hulveje. Det giver naturligvis anledning til fortælle om hvorledes man ofte kan se flere parallelle veje ved siden af hinanden. De er simpelthen opstået ved, at man i fordums tid måtte køre i et nyt spor når det gamle var slidt for alt langt ned. Det var jo de færreste steder man havde befæstede veje. Vi fortsætter op gennem den slugt, som kaldes Fløddal, hvorved vi også passerer den lange stenrække. Da vi når op til Bundgårdens Kirkevej bliver fmd. spurgt, hvorfor han ikke har fortalt om disse sten. Men det har han af gode grunde ikke, for han ved ikke hvad formålet med dem er. Helge ved det heller ikke, føjer han til, for det er der nemlig ingen, der gør. En teori kunne måske være, at de viste vej ned til en overgang over åen, men det kunne måske også være noget helligt. En vi eller noget helt tredje. Hvem ved? Vi skal nu gå et ganske kort stykke vej ad den ovennævnte kirkevej, før vi fortsætter op langs Ottilielund mod skovløberstedet Langerumhus. Det var her ved Langerumhus, vi for mange år siden havde tilladt os at afvikle vores traditionelle gløggarrangement, og bagefter måtte indkassere en balle fordi vi havde holdt for tæt ved huset. Og da flere af dagens deltagere også var med på den tur, var det jo oplagt nu at kunne more sig lidt over denne episode. Da det ikke er så længe siden, at vi har fundet ud af, hvoraf navnet Ottilielund kommer, og da der derfor nok heller ikke er så mange, der ved det, var det nærliggende at fortælle om det her på stedet. Ottilielund er efter al sandsynlighed navngivet af Baron, Christian Frideric Juel-Rysensteen til Lundbæk som en hyldest til sin hustru, Ottilia Christine Becher. Det har jo forholdt sig sådan, at Rold Skov tilbage i tiden udelukkende var ejet af godserne. Ud over de nuværende, Lindenborg, Willestrup og Nørlund, var det også Lundbæk, Buderupholm, Kyø, Restrup, og hvad de ellers hedder alle sammen. Efter baronens død i 1842 overtog sønnen, Friherre, Baron, Niels Juel-Rysensteen, Lundbæk, og dermed også, blandt flere andre skovparter, Lundbæk Nørskov. Han var i 1836 blevet gift med Philipine Kjær, og året efter fødtes en datter, som blev navngivet Ottilia efter sin farmor. Vi ved ikke hvornår farmoderen døde, men navnet levede i hvert fald videre. Både gennem den lille pige, men også i det stykke af Rold Skov, som endnu i dag er anført som Ottilielund på visse skovkort. Ottilia var født ca. 1837, og noget kunne tyde på, at hun forblev ugift, idet hun stadig bar sit fødenavn – baronesse Ottilia Juul-Rysensteen, da hun i 1910 skænkede en stor lysekrone til Bislev Kirke. Da det efterhånden var blevet mindre attraktivt og urentabelt for godserne at eje disse fjernt¬liggende skovarealer, og da Staten gerne ville komplettere skoven, efter at have overtaget Buderupholm i 1826, solgte baronen de lundbækske skove til Statsskoven den 27. november 1845. Forinden havde han, sammen med forstråd Hansen, overførster Jessen og en kongelig landmåler gennemvandret alle de mange spredte skovområder, som tilhørte Lundbæk. Noget af en vandring, som det da også tog to dage at gennemføre. Som sidste etape på dagens tur, var der nu blot tilbage at vandre hen mod Rebild Kirkevej og ad denne fortsætte tilbage til bilerne. Normalt kommer man blot forbi den lille spejderhytte og de to små gravhøje, men denne gang var der dog også masser af mennesker, idet de omtalte orienteringsklubber netop havde deres stævneplads her. Ud over et par enkelte løbere, var det faktisk første gang vi mærkede til, at der var mange mennesker i skoven. Jo, vores kære Rold Skov er stor, og der er heldigvis plads til os alle sammen.