2009 Klodholm mv.

Trods det, at konfirmationstiden er gået ind, men måske til gengæld fordi der var et særdeles smukt vejr, mødte der hele 90 personer op ved Pumpevejens parkeringsplads til turen den 19. april. En tur, som denne gang var helliget bøgene, og som skulle foregå i områderne mellem Vælderskov og Store Økssø Mose. Efter velkomsten (med behørigt drilleri) indleder vi turen med at gå op mod Troldeskoven ad netop Pumpevejen. Helge stopper dog halvvejs oppe ved det sted, hvor der tidligere har været et væld, og hvor der også har stået en pumpe. Deraf navnet Pumpevejen, forklarer han, ligesom han også gør opmærksom på stedets tre smukke hulveje, hvoraf Pumpevejen dog er den ene. Oppe i Troldeskoven går vi ind til det sted, hvor Prinsessetræet stod indtil 1994. Her fortæller Helge selvfølgelig om dette navnkundige træ, og dermed også om Jens Hvass, der har gjort så meget for Rold Skov. Da dagens emne er bøg, skal vi naturligvis også høre om bøgetræerneher i Troldeskoven. Årsagen til at de har kunnet klare, at stå her i det tidligere så forblæste område, er, siger Helge, at de engang har holdt møde og da har besluttet: Vi skal ikke blive for store. Derimod skal vi blive meget gamle. Vi skal forkrøbles. Vi skal vokse op med mange stammer fra den samme rod, og så skal vi lave øjer. Nåh! Det er altså forklaringen på træernes udseende. Inden vi forlader Troldeskoven skal vi da også lige hen og hilse på Hvassbøgen, før vi fortsætter turen hen til den nærved beliggende skovpart, kaldet Urskoven. Bøgen er en ulv i fåreklæder, fortsætter Helge her sin omtale. Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå disse guldalderdigtere, som fandt på at forherlige bøgen og modsat underkende eg og ask og mange andre træer. Jeg fik gudskelov lidt indflydelse på at give bøgen et hak i tuden, da der skulle kåres et nationaltræ i Danmark. Jeg ville godt være med til at anbefale et træ, men så ville jeg tale for egen, hvilket der dog allerede var en anden, der skulle gøre. Så vil jeg tale for lind, men på betingelse af, at jeg indledningsvis vil sige, at for mig er der overhovedet ingen tvivl om at Danmarks nationaltræ er egetræet, og ellers er det lindetræet. Vi havde nemlig flere tusind år her i landet, hvor eg og lind herskede, og det er det flotteste skovbillede, vi har haft i Danmark.

Bøgen er rent mentalt nederdrægtig, siger Helge. Den tåler ikke nogen som helst andre, men nu kan det være, at den får lov at opleve hvordan det er, fordi der sker dét, at ahorn er på vej frem. Den er ligesom bøg et skyggetræ, og der er ingen tvivl om, at om 50 år, så vil bøg og ahorn kæmpe om pladsen. Hvem der vinder, ved vi ikke, men det kan lige så godt være ahorn som bøg. Det var især guldalderdigteren Oehlenschläger, der fandt på at bøgen var noget helt særligt, godt fulgt op af Chr. Winther. Sidenhen er der en mand, der ligesom jeg, har haft et lille horn i siden på bøgen. Det er Johannes V. Jensen. Han er bare grovere, end jeg er, for han kalder den et litterært brækmiddel. Det er da noget af en grov melding. Han siger: ”Bøgen har tidligt imponeret, er trængt ind i bevidstheden næsten som et synonym på danskhed, desværre indtil overmættelse og forbunden med en vis sødlighed, et litterært vomitiv”. Kaj Munk siger det på en anden måde: ”En lille impertinent [fræk] frøken Bøg har i morges smidt den brune, uldne kjole – flået den af sig, den ligger i stumper omkring hende – og står nu skælvende i sin smule lysegrønne badedragt”. Det var en lille smule mildere, og det er netop det, der sker i dag, siger Helge. Og rolig kære læser, Helge mener det vist heller ikke helt så slemt, som han siger det. På den videre tur langs Storedalsvej fik fmd. virkelig et nederlag. Han gik nemlig bare lige forbi Helge Qvistorffs Gran uden at se den. Ikke for at det skal være nogen undskyldning, men det skyldes alene, at når det ikke er én selv, der har ansvaret for at finde vej, ja, så er man ikke altid 100 % opmærksom på, hvor det lige er, man går. Fmd. er jeg dog alligevel glad for, at han gik forbi. Han under da gerne Helge den sejr, ligesom der så også var lejlighed til at gå de få skridt tilbage og fortælle nye deltagere om den. Lidt længere fremme fortæller Helge om hvordan træerne indvandrede sydfra efter den sidste istid. De havde gemt sig nede syd for Alperne, men de kunne jo ikke ligesom Hannibal gå over Alperne, siger han. Der var kun to veje. Den ene gennem Donau dalen, eller den anden gennem Rhone dalen. Det træ, der kom først til Danmark, var hassel. Den overvandt alle de andre, givetvis fordi nødderne er så gode, så mennesker har hjulpet den på vej. Den sidste, der indvandrede til Danmark, var bøgen. Den kom dog også østfra fra Sverige. Vi siger gerne, at bøgen indvandrede på grænsen mellem bronzealder og jernalder. Men i virkeligheden indvan­drede den i Østdanmark 2.000 år tidligere, men i meget isolerede områder. Bøgen har meget fåtallige arter. I modsætning til egen, som har flere hundrede arter, har bøgen ikke engang ti. Den trives på hele den nordlige halvkugle, og ordet bøg findes i de fleste nordeuropæiske sprog. Det kommer fra tysk – buche. På engelsk findes det f.eks. i form af Bøgeslottet. Kender I det? spørger Helge, men ingen svarer. I kender det alle sammen, siger Helge igen – Buckingham Palace. Nåh ja, lyder det enstemmigt til stor moro for Helge. Vi passerer snart efter mosen med det særprægede navn, Luskimose, hvor Helge fortsætter med at fortælle om dagens træ, idet han siger: Så er der det store spørgsmål. Hvorfor udkon­kurrerede bøgen egen i Rold Skov? Vi ved, at Rold Skov var egeskov indtil omkring 1500, og lige med ét, så overtog bøgen det hele. Der er praktisk taget ikke noget egeskov tilbage i Rold Skov i dag, i hvert fald ikke i større områder. Min gode makker udi forskningen af Rold Skov og jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor det skete. Det kan have været fremmede tropper. Jylland var besat tre gange i 1600 årene. Det kan have været dem, der har fældet egetræerne for at Chr. 4. ikke skulle bygge en ny flåde. Det kan have været sygdom. Men det kan også være, at man her i Jylland fandt ud af at sende svin på olden lidt senere end andre steder i landet. Svin har det jo sådan, at de æder alt, bare ikke bøgeskud. Så de unge bøge fik lov til at blive stående, mens alle andre træer blev bidt ned. Og da bøgen samtidigt blev favoriseret som oldentræ, blev der også rodet mange bog ned i jorden, hvorved bøgen fik en stor fordel frem for andre træer. Man kan altid kende forskel på bøgens han- og hunblomster, fortsætter Helge. Hanblomster, det er rakler og hunblomster, det er nogle små piggede anlæg, der sidder to eller tre sammen og siden udvikler sig til en frøskål med bog. Man kan tydeligt kende forskel, for hunnerne har det ligesom ungpigebryster – de strutter opad, mens raklerne hænger nedad. Den fortsatte vej slår et stort højresving rundt om Luskimose og snart efter ser vi en dejlig plads henne ved den nærliggende Krogmose, som er helt ideel til frokostpause. Fuld sol og læ, og masser af stød til at sidde på. Der er således her rig lejlighed til bare dét, at ’være midt i og i fulde drag nyde’ den dejlige natur til lise for både legeme og sjæl.

Som det sydøstligste punkt på turen passerer vi herefter forbi Store Økssø Mose. Som I kan se, siger Helge, så er mosen allerede ved at komme igen. Det er i gang og om 50 år, så er det så flot. Dem, der brokker sig over at det er blevet sådan i dag, de vil ikke brokke sig over det mere, for så eksisterer de ikke længere, og så skal vi ikke høre mere bøvl? Jeg synes, at det er så godt at de har gjort det, siger Helge, og hermed er der lagt op til den sædvanlige diskussion om dette emne. Mon ikke også, at det egentlig bare var det, der var formålet?

Vi fortsætter turen op ad Ritmestervej, hvor vi lidt længere fremme kommer til et stykke med nogle meget høje, ranke bøge. Dette skal være en af de allerfornemste bøgeskove i Rold Skov, siger Helge. Det er karpaterbøg og netop det, at de er fuldstændigt lige, taler jo til skovfolket, så dette er altså set ud fra et forstligt synspunkt. Bøgen hedder jo på latin Fagus sylvatica, og der findes bøg på både den nordlige og sydlige halvkugle. I den forbindelse fortæller Helge om da han tog helt ned til Ildlandet i Sydamerika for bl.a. at se på sydbøg, og så så sent som sidste år opdagede, at der også står sydbøg inde i Den Jyske Skovhave her i Rold Skov. Den har hvide blomster og er meget smuk, så gå ind og se den, opfordrer Helge. Sluttelig fremhæver han, hvorledes man her rigtig kan se bøgens højsale. Og det er jo netop forskellen mellem bøg og eg, at i en bøgeskov, kan man kigge lige igennem. Der er ingen mystik i en bøgeskov, i modsætning til egeskoven, som man ikke kan kigge igennem, og som i farver jo er meget varieret. Men det her er da også smukt, når det er højsale, erkender Helge dog alligevel inden turen går videre mod Klodholm. En rute hvor vi bl.a. passerer den allerstørste gravhøj, der overhovedet findes i Rold Skov. Fremme ved det gamle skovløbersted bliver Helge spurgt om hvilke træer det er, man kan se et lille stykke oppe ad bakken mod vest. Hertil forklarer han, at det er en podning mellem danske og amerikanske tsuga`er, som medlemmerne af Rebildselskabet så kan købe og have sit navn stående ved. Vil du sige noget om Klodholm, Per Andersen?, spørger en tilsyneladende uvidende Helge. Jah, jeg har jo læst flere steder, at vores kære turleder har skrevet, at jeg vil fortælle om nogle tidligere beboere her på Klodholm. Så det vil jeg da gerne, svarer fmd. Det er faktisk en lang historie, som her blot skal gengives i en kort form. Den starter som sagt på Klodholm og handler om tre generationer, som senere kom til at bo til leje i Dybdalshuset, også kaldet Timandshuset, oppe i Rebild Nordre Bakker. Der går mange groteske historier om denne familie, og en af disse ender ofte med, at Timanden rejste til Hadsund og der fik en vej opkaldt efter sig, men den vil Helge sikkert fortælle en anden gang. Klodholm tilhørte oprindeligt herregården Lundbæk, og var da bolig for skovfoged Christen Christensen, kaldet Skov-Kræn. Klodholm blev dog i 1845 solgt til staten og Skov-Kræn blev således også skovfoged under den ny ejer inden han flyttede op i Dybdalshuset, der ligeledes var blevet erhvervet af staten fra herregården St. Restrup. En af Skov-Kræns sønner, Søren, kaldet Skov-Soren, overtog lejemålet af Dybdalshuset efter sine forældre. Han mistede tidligt sin kone, hvorpå han fik en husholderske ved navn, Mette Marie Jensdatter. Mette Marie havde på det tidspunkt to børn, en halvvoksen dreng ved navn Jens Christian og en næsten nyfødt pige. Skov-Soren og Mette Marie blev gift i 1886 hvorved Skov-Soren altså blev stedfar for Mette Maries to børn. Det var derfor stedsønnen, Jens Christian Christensen, senere kaldet Timanden, der kom til at overtage Dybdaldhuset da Skov-Soren døde i 1908. Det siges at Jens Christian Christensen fik tilnavnet Timanden fordi han havde arbejdet for en fiskehandler i Aalborg, der hed Niemann, og så var det nærliggende at kalde Jens Christian for Timand, ligesom huset også efterhånden fik betegnelsen, Timandshuset. Jens Christian boede her til 1920, hvorpå han forsvandt helt fra egnen. Rygterne ville vide, at han vistnok var flyttet til Hadsund, fordi der her er en vej, som hedder Timandsvej. Dette har dog intet på sig, idet Timandsvej hedder sådan af en anden årsag, hvilket der også kan fortælles en lang historie om. Så var spørgsmålet. Hvad blev der af Timanden? Der er stadig mennesker i Rebild og omegn, der kan huske ham, men ingen har kunnet sige noget konkret om, hvor han rejste hen. Han havde dog en datter, som rejste til Norge, og gennem det norske arkivvæsen har vi nu fundet frem til hans barnebarn, som bor i Lier ved Drammen. Hun kunne fortælle at hendes bedstefar rejste til Aalborg, hvor han fik bolig i Algade og arbejde hos gartner Th. Sauer. Og hvorfor så hele denne historie? For mig var det spændende, om jeg overhovedet kunne finde bevis for, at Timanden ikke rejste til Hadsund. Ikke mindst fordi jeg ikke kan leve med, at min gode ven, mod bedre vidende, fortæller folk noget, som ikke passer. Helge rundede herpå historien af med at fortælle om da Timandens datter besøgte ham for mange år siden. Hun havde sikkert kun omtalt sin far ved hans rigtige navn, som Helge åbenbart ikke kendte, hvorfor han sagde. ”Der var for resten sådan en drukkenbolt, sådan en original i Rebild, der hed Timanden, kan du huske ham?”. ”Hvad mener du?”, svarede Christense. ”Det var sådan en drukkenbolt, de kaldte ham for Timanden, kan du ikke huske ham?”, gentog Helge. ”Jo, sagde Christense, det var min far”. (Var der mon røde ører?) Ikke så langt fra Klodholm ligger der et andet af skovens huse, kaldet Kyøskovhus. Her bor et af vore medlemmer, Bo Rosbjerg, som vi, i lighed med tidligere, også skal besøge i dag. På vejen derhen går vi dog lige ind på den del af Klodholms gamle tjenestejord, som nu er blevet lejrplads. Helge fortæller nu om et arrangement, han engang lavede for et selskab, der bare troede, at de skulle på tur i skoven. Men da de kom her til, var der dækket op til frokost med hvide duge og sølvkandelabre på bordene og piger i folkedragter, som serverede. Det var ikke bare flot, det var smukt, slutter Helge. Henne ved Kyøskovhus siger Helge. Vi er nu gået ind på privat ejendom, men vi har fået lov, så der er ikke noget i vejen for det, og for at finde manden skal vi ikke gå så langt. Bo, du har ordet: ”For mange år siden, da jeg skulle flytte til Aalborg, havde jeg en kammerat, som boede i Rebild, indleder Bo. Han sagde, du skal ha` et hus her, men jeg havde ingen penge til at købe et hus for. Jamen, jeg har hørt om et eller andet hus, der ligger ude i skoven, som man muligvis kan komme til at leje, blev kammeraten ved. Jeg var så lidt rundt og fandt også et hus, men det var bare ikke dét, så jeg havde næsten opgivet det. Men så kom han igen 14 dage senere og sagde. ”Nu har jeg fundet det”. Det var så det her, og her flyttede jeg så ind i 1971, og har boet her siden. Det er faktisk et dejligt sted. Der er lavet lidt ved huset, for det var jo ikke særligt moderne den gang. Der var en lille åben plads foran huset, men så var vi så heldige, at der væltede en masse grantræer, så nu har de lavet den åbne plads meget større og plantet noget bøg i stedet for. Så det er jo helt fint. Bo fortæller også om hvorledes det kan give et ordentligt brag, hvis der falder en gren ned fra en af de kæmpestore, gamle bøge, der også står i området. Det sker en gang imellem, men jeg har ikke stået under dem endnu, siger han. Der har tidligere boet mennesker ved Kyøskovhus, og Kyø havde også et område af skoven. Her omme bagved ligger foden af et fundament. Jeg har af andre fået at vide, at det nok var en oldtidsmark. Det var små indhegnede områder, hvor man havde sit korn og andre afgrøder, slutter Bo, inden vi går ind for at tage stedet nærmere i øjesyn.

Tak til Bo, siger Helge. Turens sidste del vil nu gå direkte gennem Store Stendal, og herfra kommer vi gennem skovens flotteste hulvej, der hedder Sandhulen. Derefter vil vi gå et lille stykke vej langs vejen Brandlinien og kommer så snart efter ned til bilerne. Det var dét. – Ja, det var dét, bliver der svaret, hvorpå vi indleder denne sidste lange etape i ét uafbrudt stræk. Mon ikke der var en enkelt eller to, der sov godt efter denne fantastiske tur?