2009 Jamborettepladsen m.v.

Skovens markante træer (herhjemme og hisset)
Også i det herrens år 2009 har vi lavet et gennemgående tema – vi skal ud at se på træer. Ikke fordi vi ikke har set på træer i de nu forgangne 22 sæsoner, men i dette år er hver tur helliget et helt specifikt træ. På denne vores første tur den 15. marts, fyrretræet. Mødestedet var sat til at være på torvet i Skørping, og man må sige, at dagens første etape var ultrakort, for allerede ovre på hjørnet ved det gamle Hotel Rebild Park stoppede Helge første gang for at fortælle de 79 fremmødte deltagere lidt om byen Skørping. Skørping var engang en storby i Østhimmerland, siger han. Den startede meget beskedent den 19. september 1869 kl. 14.45, men det vil jeg fortælle om senere. Før den tid var der kun 3 huse, og byen hed ikke Skørping men Sverriggaard. Den var opkaldt efter en købmandsgård, der lå der ovre, hvor nu butikscentret er på torvet. Den gamle lokalhistoriker Marius Johansen har udtalt, at stedet her hed Sverriggaard, fordi skovparten, der lå her før der kom en by, hed Sverriggaard. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg har aldrig truffet på en skovpart, som skulle hedde Sverriggaard, slutter Helge. Vi går nu ud ad Møldrupvej, indtil vi lige i udkanten af byen drejer ind på den sti, der følger jernbanens østside ned mod Skovhaven. Her stopper vi op ud for resterne af den dæmning, hvorpå arbejdssporet ind til byggepladsen for den egentlige jernbane, var anbragt. Helge gør opmærksom på de terrænforskelle, der er langs banen, både her på stedet, men især nord for byen, ligesom han også fortæller om hvordan man måtte udføre de deraf følgende meget store jordarbejder med håndkraft. I forbindelse med, at der lige har været 20 års jubilæum for internettet, kommer Helge ind på hvor meget vi har oplevet i vores tid. Mere end nogen anden generation. Men går man tilbage til 1800-tallet, hvor jernbanen kom, så oplevede man altså også meget. De mennesker, der var født i begyndelsen af 1800-tallet, havde af deres forældre hørt om stavnsbåndets ophævelse. De havde oplevet statsbankerotten i 1813. De havde oplevet hvordan gårdene blev købt og solgt efter forgodtbefindende af pengemænd fordi godserne ikke længere havde penge. De havde oplevet at Staten overtog skoven her og oprettede ”Den Kongelige Buderupholmske Skovdomæne”. Det lød flot, i dag hedder det bare Skov- og Naturstyrelsen, Himmerland. De havde oplevet udflytningen fra landsbyerne. Fra at have været med i fællesskabet til ensomheden ude på marken. De havde oplevet H.C. Andersen og hele guldalderen nogle få år før. De havde faktisk oplevet meget, og med futtogets komme, da skete der virkelig en ændring. Det var lige pludselig der, hvor maskinen gik hen og blev bedre end både heste- og menneskekraft. Det var en kæmpemæssig omvæltning. Så kom den mindeværdige dag i 1869 hvor banen skulle indvies. Den kongelige familie var kommet sejlende til Aalborg og kl. 12.30 kørte indvielsestoget på ikke mindre end 17 vogne sydpå. Hans majestæt kong Chr. IX og dronning Louise var sammen med 236 indbudte gæster med på turen, og ved hvert eneste trinbræt og station holdt majestæten en lille tale til folket.

Men da han kom til Sverriggaard, stod han ikke bare på bagperronen af kongevognen og holdt sin tale. Nej, han gik ned på selve perronen, og det var det eneste sted, som han gjorde det før han kom til Randers. Her havde man bygget en estrade, der var pyntet i røde og hvide farver i striber, og for enden af estraden stod der en buste af selveste majestæten. Herredsfogeden holdt tale mens han havde sin søn ved hånden, men han var så rystende nervøs, at da kongen spurgte ham: ”Hvad hedder drengen?”, kunne han ikke huske det. Majestæten udtalte også her i Skørping de samme ord, som han udtalte ved hvert eneste sted, han holdt tale på turen: ”Guds grüss og velsiknelse”. Kongen var jo af tysk afstamning og talte derfor et lidt gebrokkent dansk. Efter nogle afsluttende bemærkninger går vores tur videre, men ikke helt ned til Skovhaven, idet vi går under banen ved den store parkeringsplads, passerer skovløberstedet Bregnesøhus og stopper lige før selve Bregnesøen. Som det er sket tidligere på dette sted, opfordrer Helge fmd. til at fortælle om Rold Skovs Venners ret så berømmelige 10 års jubilæumstur i 1997. Dog ikke uden først at have udtalt nogle forvorpne hentydninger til sammes evne til at begrænse sig. Og det gør fmd. da gerne. Altså fortæller. Omtaler hvorledes den udendørs del af arrangementet fordelte sig på tre indslag. Et røverisk overfald, hvor en kvindelig deltager godt nok senere klagede over, at hun ikke var blevet voldtaget. Et besøg af julemanden, ikke ham den højtflyvende i kane, men i form af tidligere skovkusk Frode Gustavsen i eget tospænderhestekøretøj. Og endelig et flot pyntet og tændt juletræ inde i den skovtykning, vi står lige uden for. Aftalen var her, at Helge skulle have fortalt H.C. Andersens eventyr, Grantræet. Men det kunne han ikke huske, hvorfor vi i stedet fik en historie om nogle problemer; han havde haft med sin bil. Men det var da også spændende at høre om! Denne del af festen sluttede med, at vi alle tog hinanden i hænderne for at danse om træet, inden deltagerne fik lov til at plyndre det og dermed få et minde med hjem. Den fortsatte tur går nu rundt om Bregnesø. Vi stopper dog lige op på den sydlige side for at nyde det smukke syn ud over både sø og mose. I går og snakker, og så ser I ikke alt det kønne, men prøv at se hvor smukt, her er, siger Helge. Dette er altså Brændesøen eller Bregnesøen, der er opkaldt efter den del af skoven, der hedder Brændeskov eller Bregneskov. Man er lidt uenige om, hvad den rigtigt hedder. Men det er ryddet så fint op, og det er så smukt. Inden for de sidste 15 år har man her i Statsskoven retableret ikke mindre end 20 søer og adskillige moser inklusiv Store Økssø Mose. Jeg ved godt, at der er nogle få mennesker, der synes, at stien rundt om Store Økssø bliver mishandlet. Men det er mennesker, der ikke tænker sig så forfærdeligt meget om, siger Helge, og kigger strengt på fmd. Det indrømmer jeg gerne, jeg er nemlig solidarisk med din hustru, lyder svaret. Det er sikkert et projekt, som med tiden vil skabe en flot natur, men det er trods alt på bekostning af, at det ikke længere er så hyggeligt og ”spændende” at gå rundt om søen. Kort efter dette stop svinger vejen nu direkte mod syd langs banens vestside. Det varer heller ikke denne gang ret længe før vi atter stopper op, idet vi her har et kig over til Skovhaven. Her ser vi bl.a. de to meget store graner, der står lige indenfor hegnet. Helge peger på den ene og spørger om nogen kan kende arten. Det er en grandis, siger ØP, mens andre siger douglas. ØP har ret, det er en douglas, fastslår Helge. Man kan altid kende kæmpegranen på, at den har ligesom en dusk oppe i toppen, mens douglasgranen kan kendes på sin lidt røde bark. Efter endnu en ganske kort vandring forlader vi den gennemgående grusvej for at følge et skovspor, der løber langs Havemosens vestlige side. Også her stopper Helge op og fortæller begejstret om hvor flot det er, at man bringer moserne tilbage til deres oprindelige tilstand. Og her ved Havemosen kan man jo kun give ham ret. Forskellen er, at der her ikke forsvinder en fordums så spændende ”junglesti”. Vi går nu tilbage til ”fastlandet” og fortsætter gennem tunnelen under banen ved Mosskovhus. Her går vi til højre og snart åbenbarer der sig nok en lille nyretableret sø. Man kalder disse søer for Leif-søerne, siger Helge. Da Leif Lyngsø blev ansat som skovfoged på Tøtteruphus, gik han snart efter i gang med at lave en sø tæt ved sin bolig. Og det må åbenbart have gået ham i blodet, for nu er der efterhånden blevet lavet 20 nye søer og det mærkelige er, at de alle sammen holder vand. En deltager nævner, hvorledes man i Statsskovens annaler kan læse, at i gamle dage var Rold Skov betydeligt mere klam og kold end i vore dage, netop pga. de mange moser og søer. Ved at bringe dette på bane opstår der en debat om de nuværende klimaforandringer, hvilken munder ud i, at især generalsekretæren og turlederen fastslår, at klimaet altid har ændret sig, og at den nuværende politiske debat i lige så høj grad er et spørgsmål om profit. Der er nemlig blevet markant koldere visse steder på jorden, siger generalsekretæren. Helge omtaler herefter hvorledes den sidste istid ophørte i løbet af forholdsvis kort tid, hvilket man har kunnet måle ved hjælp af boreprøver på Grønland. Vi havde derefter en periode i Danmark, der kaldes fyrretiden. Fyrren indvandrede hurtigt sydfra og blev det dominerende træ sammen med birk og el. Så kom egen og overtog de danske skove, men fyrren var her stadig og fyrretræet er jo et fantastisk træ til bygningstømmer. Alle vore gamle slotte er jo bygget af eg og fyr. Fyrren har det ligesom lærk, at de er nærmest selvimprægnerende fordi de har en masse harpiks. Men som tiden gik, brugte man så meget tømmer, at fyrretræet blev udryddet i Danmark. Da vi nåede frem til 1700-tallet var der ikke nogen oprindelig dansk fyr tilbage, men det vil jeg fortælle om senere på turen. Fyrretræet kan blive omkring 600 år gammel når det går godt. Det har pælerod men også rødder, der går ud til siderne, så det står forholdsvis godt. Rold Skov er ikke så god til fyrretræer, men fyrretræet er jo sjovt, fordi det ændrer farve hen ad vejen, siger Helge og udpeger nogle eksempler på de omkringstående træer. Man har omkring 90 forskellige slags fyrretræer og de dækker stort set det meste af den nordlige halvkugle. Hvis jeg skal give et eksempel på hvor godt et træ fyrretræet er som tømmer, så har man vel nok det allerflotteste eksempel i de norske stavkirker. Bygget for 1000 år siden af tømmer, der holder den dag i dag. Det er et godt træ, slutter Helge sin første omtale af ”dagens træ”. Turen fortsætter nu langs banen mod syd, men halvvejs i Mosskov drejer vi til venstre og kommer derved op til ’Turistvejen’ lige før vi igen kan dreje til venstre ind mod Jamborette¬pladsen. Heller ikke her fortsætter vi hele vejen, men går til højre ind til Mossø, hvor vi finder en dejlig plads til både at holde frokost og hygge sig på. Efter denne pause går vi lidt tilbage og videre op over Jamborettepladsen, indtil vi stopper lige før skovbrynet mod nordøst. Det er nemlig her, at Helge igen vil fortælle om fyrretræet. Vi skal tilbage til omkring 1780, hvor læsøboen Poul Winther en dag gik oppe i Nordmarken, som var stærkt præget af sandflugt. Med undtagelse af nogle ganske få træer, der stod ved Byrum, var der igen træer tilbage på Læsø, fordi alle øens træer var brugt til saltsydning. Men til sin store overraskelse så han, at der stod 5-6 små fyrretræer. Det undrede ham meget, for der var ikke fyrretræer i Danmark mere. Da han var klar over, at det var noget ganske særligt, gravede han dem op og tog dem med hjem til Bangsbogårde og plantede dem der. De fire af dem gik ud straks og senere en til. Kun én stod tilbage og er et meget stort træ i dag. Der har senere været megen debat mellem forstfolk, om det virkelig kunne passe, at der kun var et eneste træ tilbage af Danmarks milliarder af oprindelige fyrretræer. I dag ved man, at det var den oprindelige art, og man har naturligvis taget frø fra den og nu står den også ovre i arboretet i Hørsholm. Vi havde her i Rold Skov fra 1920 en meget begavet skovrider, der hed Poul Lorenzen, fortsætter Helge. Han var så betaget af historien om Bangsbofyrren, at han fik frø af den og plantede et træ henne i det skovbryn, som vi står lige uden for. Det var der ingen, der vidste noget om siden Poul Lorenzen rejste herfra, indtil Per og jeg en dag sad og læste i de gamle annaler her fra skovdistriktet. Da stod der lige pludselig et sted, hvor Poul Lorenzen skriver, at han har plantet en lille Bangsbofyr her ovre i dette hjørne, og at han anmoder om at den må blive stående. Men nu er det vanskeligt at se den fyr, for den står der ikke mere. Der har altså på et eller andet tidspunkt kommet en skovarbejder, der har syntes, at her skulle der ikke stå et fyrretræ, og derfor har han fældet det uden at vide, hvad det var for en perle, slutter Helge sin beretning om Danmarks sjældneste fyrretræ. Men inden vi fortsætter vores tur er der flere af deltagerne, som udtrykker deres forundring over, at man ikke senere har taget frø fra træet og fremavlet nogle nye aflæggere her i Rold Skov. Den videre tur går herefter gennem det omtalte stykke skov, således at vi rammer Mosskovs¬gårds indkørsel, hvorfra vi går over Møldrupvej og videre ind til Forstrådens Gran. Her fortæller Helge om forstråd Hans Jürgen Hansen, at han var en meget magtfuld skovrider på Buderupholm Skovdistrikt. Han kom hertil i 1838 og var her i næsten 50 år. Han har skrevet beretning om hvordan skoven så ud, da han overtog den, og da Per og jeg læste det, (Det ligger inde på Skovridergården, og jeg tror ikke, at der er nogen, der har læst det i mange år, før vi gjorde det), var det fantastisk at læse om hvordan Rold Skov så ud. Den var forarmet og lignede vel nærmest en urskov, hvor mosset hang ned fra grenene. Men i løbet af de næsten 50 år, han var her, fik han rettet op på meget. Han har skrevet flere ting, så vi ved egentlig ret meget om ham. Han var en stor mand, der red rundt på sin lille islænderhest. Det fortælles, at han i løbet af vinteren en gang om måneden var til middag inde på Skørping Gæstgivergård med mange retter og mange vine. Når han så om natten satte sig op på Musse for at ride hjem til Skovridergården, så kendte den vejen. Så gik den bare hjem med den store mand, hvis ben næsten slæbte hen ad jorden mens han lå hen over manken af den og faldt i søvn. Så klarede Musse resten. Mon ikke denne historie er lidt af en skrøne. For inden Helge vil gå videre, slutter han nemlig med at sige: ”Jeg ved ikke om det er rigtigt”. Men inden da beder fmd. om ordet for at gøre opmærksom på, at den flotte gran, som Helge fik navngivet i efteråret, jo er af samme art som Forstrådens Gran. Det er Statsskovdistrikt Himmerland, der har bestemt hvilket træ, det skulle være, og det fornemme er, at skovrideren på det medfølgende dokument netop sammenligner Helges gran med Forstrådens. Finere kan det vist ikke blive. Den fortsatte tur skal nu gå mod nordøst gennem Jægersborg Skov, men først går vi dog lige op forbi ”Skovriderens Gran”, som også er af arten douglas. Den hedder Skovriderens Gran, men det er uden tvivl Jens Hvass, der er tænkt på her, siger Helge inden vi igen slår et smut
ned omkring Møldrupvej for at komme ad rette spor, hvilket vil sige ad den vej, der går forbi ejendommen Jægersborg. Herfra har der nemlig altid gået en vej direkte mod nord op til den gamle skovriderbolig Jægerslund. Vejen er der bare ikke mere, hvorfor vi kommer ud på en længere travetur, inden Helge igen stopper op og siger. Alle de veje, der skulle gå mod nord her i skoven, er der ikke længere. Der er lukket af, af en eller anden årsag. Der har ikke været en eneste vej, der kunne bringe os der op, hvor vi skal, så vi er ude på noget af en omvej. ”Du kunne også bare have kørt turen”, siger Helge til fmd. ”Ja, så var dette ikke sket”, lyder svaret.
Vi må altså fortsætte vores lange vandring, men forsynet må alligevel have været med os, for lige pludselig passerer vi dét af skovens navnkundige træer, der bærer navnet Marilyn Monroe. Vi er på rette spor. Og se, nu er Helge blevet kålhøgen igen, for nu skal han absolut have fmd. til at fortælle hvorfor Rold Skovs Venner har givet træet navnet Marilyn Monroe. Og hvor nødigt han end ville det, så måtte han også hen og demonstrere, hvorledes hver af de flotte attributter lige nøjagtigt udgør en håndfuld.

Med fornyet energi er det ingen sag at vandre det forholdsvis korte stykke vej hen til dagens sidste mål, hvor vi skal besøge Hr. og Fru Kyvsgaard, der har boet i Jægerslund i de seneste 20 år. Jægerslund blev indrettet til enkegrevinde Elisabeth Catharine Schimmelmann i 1927, ligesom der også blev anlagt en stor flot have. Det er en af de mest spændende og flotteste haver, der findes i Skørping, siger Helge. Det er især de store træer, der står her, og som om 100 år vil være de rene perler. Efter enkegrevindens død blev Jægerslund bolig for skovrider H.P. Stougaard. Han hægede meget om disse træer, og jeg vil gerne fortælle jer om hvilken slags graner, det er, men jeg er ikke sikker. Den der, siger Helge og peger på en af de store, tror jeg er en sequoia. Det er det samme som det, der hedder et rødtræ eller en kystsequoia. Disse findes ovre i det vestlige Californien, hvor de kan blive 4.000 år gamle og over 100 m. høje. Det i disse træer, man i nogle tilfælde har udskåret en portal, for at kunne føre en vej igennem. Nu har I set byens flotteste have, og så siger vi tak til Hr. og Fru Kyvsgaard, lød Helges sidste ord ved besøget på Jægerslund. Herfra var der så blot tilbage at vandre ned til torvet eller til begge sider af stationen. Vore biler fylder jo meget når vi er på tur. Dette års første tur havde været både god og hyggelig, men turlederen driller meget.