Rold Vesterskov – juletur

Det er i dag søndag den 7. december anno 2008, og dermed er vi nået frem til dette års sidste arrangement, nemlig vores traditionsrige juletur. Og, som den anden af de i indledningen nævnte to undtagelser fra årets tema, hvor vi har travet i ’Den gamle skovriders fodspor’, skal vi dennegang besøge både Spingkilden og Vadestedet over Lindenborg Å, samt vandre på Adelshærens Vej ovre i Rold Vesterskov. Om alt dette skrev Helge:

JULETUR TIL SPRINGKILDEN Som sædvanlig er juleturen ikke så lang. I år går den til Springkilden i Rold Vesterskov. Er vi heldige, at det har været frostvejr i nogle dage, er kilden ganske enkelt enestående at se. Har derikke været frost, er den blot betagende. Her ser vi også det gamle vadested over Lindenborg Å. At stedet har været trafikeret, kan ses af alle de mange hulveje, der fører herned. På vej tilbage til bilerne går vi gennem Aldalen, og vi ser stenen med påskriften ”Adelshærens Vej 1534”, og så fortæller Qvistorff sikkert noget om Grevens Fejde, Skipper Klement, Rantzau, og hvad han ellers kan finde på. Vi skal selvfølgelig også høre noget om godset Lindenborg og familien Schimmelmann, der ejer denne del af Rold Skov. Og så er der egentlig ikke mere at sige, for nu er det til bilerne! Frokost venter forude …

Mødestedet er således sat ved 19,4 km stenen på hovedvej 180 gennem Rold Skov. Med andre ord, ved Tveden. Her mødte der ikke mindre end 105 personer op. Heraf var der 98, der gik med på turen og 83, der meldte sig til den efterfølgende julefrokost. Ikke så ringe endda, når man betænker hvor mange af vore gamle trofaste medlemmer, der efterhånden er faldet fra. Vores første stop sker henne ved den store læsserampe som Lindenborg skovbrug især bruger til at læsse deres pyntegrønt fra. Her fortæller Helge historien om da TV Nord arrangerede en søndagstur her i Rold Vesterskov for alle seere, der ville med. Vi regnede med, at der kom nogle stykker, siger han. Det gjorde der også, der kom faktisk 500. Vi stoppede også første gang her, og det var den mest vidunderlige og stille, frostklare dag. Da vi havde gået et langt stykke vej, fortsætter han, fik jeg stukket en mikrofon foran hovedet, og spurgt om det ikke var dårligt for skoven at gå med 500 mennesker? Slider det ikke skoven ned? Et mærkeligt spørgsmål, synes Helge, hvorfor han beder fmd. fortælle om sin oplevelse af turen, der lyder som følger: Vi havde ganske rigtigt en lørdag aften set, at TV Nord inviterede folk til at gå med på en tur søndag formiddag sammen med Helge. Det var jo sådan set ikke noget, der kom os ved, men midt under morgenkaffen og rundstykkerne ringede telefonen om at både Helge og TV Nord var ved at blive kimet ned af folk, der gerne ville med. Om jeg ikke godt ville komme og hjælpe til. Opgaven var sådan set let, for den bestod bare i at danne bagtrop, så Helge kunne se, når alle var nået med frem. Fmd. slutter med at bekræfte, at der mindst var 500 mennesker med på turen, men også det pudsige i at Helge blev spurgt, om det ikke var dårligt, at tage så mange mennesker med på en tur, som TV Nord selv havde arrangeret. Vi fortsætter nu vores vandring, men snart efter stopper Helge igen for at fortælle noget om Rold Vesterskov, hvilket han pudsigt nok gør ved at fortælle noget om intelligens. Jeg var engang på et meget eksklusivt kursus på Rold Storkro. Vi havde disse kurser fra tid til anden, som appellerede til den absolutte top af dansk erhvervsliv. Det var topsagførere og direktører og den slags, og det kostede en formue at deltage. Men fordi det blev holdt på hotellet, fik jeg også engang lov til at deltage for en 1/3 af prisen. Dét, det egentlig gik ud på, var selvpromovering og selvforherligelse, og det er jo sådan set udmærket. En af de ting, jeg lærte, var, at massen af intelligens altid er det dobbelte af antallet af personer. Det vil sige, at hvis der sidder én person, så har han en intelligens, der er kvadratisk på én, og det er som bekendt én. Men sidder der to personer, så har de en intelligens, der svarer til kvadratet på to. Så har de altså en intelligens, der svarer til fire personer. Sidder der fire, så er det seksten. Så forestil jer, at der sidder to mand nede på Landsarkivet i Viborg. De to mænd udgør altså fire mænds intelligens. De sidder og prøver at finde ud af, hvem der har ejet Rold Vesterskov, som er det vi går i her, men det kan de ikke finde ud af. Jeg vil gerne sige, at det selvfølgelig var beklageligt, da de begge to mente, at de havde forstand på de dele. Men – i virkeligheden var der ikke fire. Jeg er helt overbevist om, at der var fem. Fordi den ene, der var med, det var vores (her følger en lang række superlativer), altid velforberedte hr. fmd., og han tæller for tre. Du er kvik i dag, hva`, replicerer den skamroste fmd. Selvom hr. fmd., der tæller tre points og jeg, der kun tæller to, virkelig gjorde hvad vi kunne for at lægge vore hjernevindinger sammen, så kunne vi ikke komme frem til, hvem der tidligere havde ejet denne skov, og vi ved det ikke i dag, fortsætter Helge. Det er helt mærkeligt, for vi fandt nogenlunde ud af, hvem der havde ejet resten af Rold Skov, men det her, det ved vi ikke. Tilbage i tiden var det måske herredsfogeden i Rold, som var en velhavende mand. Men i dag er det jo familien Schimmelmann, Lindenborg gods A/S. Lindenborg overtog denne del af skoven fra godset Mylenberg, som igen havde ejet den fra først i 1800 tallet. (Ja, ja – det var jo ellers noget af en omvej for at komme frem til lidt eksakt viden, red.). Da vi er kommet lidt længere ned ad bakken, åbenbarer der sig et utrolig smukt naturlandskab. Solen skinner nu på træer og buske mens disen stadig står som et hvidt fløjlsbånd langs åen helt nede i dalbunden. Havde vi kommet her for 150 år siden, så havde dette område været en del af Rebild Bakker, eller Rebild Banker, som man også kaldte dem den gang. Så området med bakkerne og hedelandskabet var altså langt, langt større, end det er i dag. Da skatmester Schimmelmann overtog Lindenborg i 1762, forsøgte han at lave marker i alt det, der ligger i den østlige del af Rold Skov, men det viste sig snart, at jorden ikke var egnet som landbrugsjord, hvorfor det hele blev tilplantet med grantræer. Det samme gælder altså her, da Lindenborg havde overtaget denne del af skoven. Der er et par karakteristika ved skoven her. Der er en masse hulveje, der alle sammen fører ned til det sted, hvor man kom over åen i gamle dage. Det er også dernede, vi har Springkilden, siger Helge og nævner de tre andre former for kilder, vi har i Rold Skov: Strømkilder, Sumpkilder og Bassinkilder. Han forklarer ligeledes hvordan man ved at slå et rør ned i jorden har fået vandet til at springe her ved det gamle vadested. I virkeligheden er Springkilden altså det, der i fagsproget hedder en artesisk brønd. Helt nede ved kilden og vadestedet får alle vore deltagere lejlighed til at betragte begge dele, før turen fortsætter det korte stykke vej langs åen indtil vi igen skal begynde opstigningen op gennem Aldalen. Også her gør Helge opmærksom på de mange flotte hulveje, der alle sammenløber parallelt i retning ned mod åen. Årsagen til at der er så mange, er selvfølgelig, at man med datidens køretøjer hurtigt fik slidt sporet ned, og derfor måtte anlægge et nyt ved siden af. Helge mener, at der her er ikke mindre end 20 spor ved siden af hinanden. Man skal ikke gå så langt op gennem Aldalen, før man ser en masse større og mindre sten i skovbunden. Især på venstre side af vejen. Det er ikke ret mange steder i Danmark, hvor mankan se de oprindelige sten fra istiden ligge i terrænet, siger Helge. Årsagen er sikkert, at terrænet har været for stejlt til at tage ind som landbrugsjord, ligesom det har været for besværligt at hente stenene for at anvende dem til byggeri af veje eller huse. Det er da flot, det ligner jo sådan set et svensk landskab, giver Helge udtryk for. De er også alle sammen kommet fra Sverige og Norge, forklarer ØP. De eneste danske sten, vi har her i Danmark, er flintesten. Det vidste jeg ikke ØP, replicerer Helge. – Jamen, det er rigtigt, slår ØP fast, til stor moro for selskabet. Helge vender tilbage til at forklare om ejerforholdene i Rold Skov. Herunder specielt om Lindenborg. Han fortæller om hvorledes kongens skatmester, Heinrich Carl Schimmelmann, der havde skabt sig en formue ved handel og udlån af penge, købte Lindenborg og derefter store dele af Østhimmerland med det formål at blive lensgreve. Hertil krævedes, at man ejede mindst 2.500 tønder hartkorn. Helge fortsætter med at fortælle om de efterfølgende generationer helt op til vor tid, inden han slutter med at sige: Ja, og nu skal vi hen og kigge på en sten. I dag er det næsten ikke muligt at se stenen pga. en meget lavtstående og skarpt lysende sol, der skinner lige bag den. At den også tidligere har været svær at få øje på, om end af andre årsager, fremgår af Helges beretning om sit første møde med stenen: Da jeg begyndte at interessere mig for skoven, var der én, der fortalte mig, at der vist skulle stå en sten herinde i Rold Vesterskov, der fortalte at adelshæren var gået her gennem Aldalen under Grevens Fejde. Jeg spurgte mange om denne sten, men der var ingen der kendte den. Jeg havde også fornemmelsen af, at man ikke rigtigt ville have, at jeg skulle vide hvor den var. Men til sidst spurgte jeg så meget, at det også begyndte at blive interessant for Lindenborg, hvorfor skovfogeden sendte sine skovløbere ud for at prøve at finde den, hvilket ikke havde været nemt, fordi den næsten var groet helt til. Men nu er den altså kommet frem i lyset her ved vejen. Der står ”Adelshærens Vej 1534”. Den er lavet af en mand ved navn Nørgaard nede fra Rold, som også har hugget en masse sten, der står i et lille anlæg nær ved Rold Kirke. Baggrunden for historien er den, at Skipper Klement under Grevens Fejde slog adelen oppe nord for Svenstrup. Kongen sendte dog senere en ny hær herop med Johan Rantzau som feltherre, og denne gang gik det galt for skipperen, som hurtigt blev slået. Rantzau indtog Aalborg og brændte Aalborghus ned. Skipper Klement måtte flygte, men blev fundet ude i Storvorde, fordi en mand angav ham. Han blev to år senere henrettet og sat på hjul og stejle nede i Viborg. ØP beder nu om ordet og siger: Jeg har altid interesseret mig for Skipper Klement. Min kone og jeg har også studeret lidt i Rantzau-slægten og det viser sig, at Rantzau-slægten har en stor gård, der ligger nede ved Vejle Fjord. Der skulle være et fantastisk flot relief på gårdens haveside, som vi gerne ville se. Vi traf en forvalter lige i høsttiden, men han sagde, at man ikke sådan lige kunne komme til at tale med ejeren. Det mente jeg nu nok, fordi vi havde lidt historie at fortælle. Så vi bankede på og spurgte, om vi måtte gå ud og se relieffet, og det måtte vi gerne. Ejeren gik selv med derud og spurgte selvfølgelig om, hvor vi kom fra. ”Ja, vi kom jo fra Aalborg”. ”Nå, så må I undskylde. Vi har jo været lidt hårde ved aalborgenserne”, var svaret, og hermed slutter ØP sin historie.  (Noget af en erkendelse efter mere end 450 år, må man nok sige. red.). Da Helge og Pernille har lidt forberedelser at gøre oppe på Røverstuen siger de nu farvel og lader holdet tage resten af turen på egen hånd. Heller ikke noget problem, vi har prøvet det før. Efter en tids vandring stopper vi dog en sidste gang, idet Helge kom lidt let over historien om da grev Schimmelmann opkøbte sine jorder ude i den østlige del af den nuværende Rold Skov. Det var nemlig ingen ringere end Helges tiptipoldefar, Johan Heinrich Qvistorff, som greven ansatte til at opdyrke disse jorder. At jordenes beskaffenhed så gjorde, at de ikke var egnede til landbrug, og derfor blev tilplantet med skov, er en ganske anden sag. Johan Heinrich Qvistorff fik herefter en stor fæstegård i Askildrup, og hermed slutter vore historier så for denne gang. Det gør vores lille tur på bare 3.865 meter også. For snart efter er vi tilbage på landevejen ved vore biler, og for alle de, som har ønsket det, står julefrokosten nu klar oppe hos røverne i Rebild. Det var nu for anden gang, vi skulle holde juleafslutning på Røverstuen hos de nye ejere, Peter og Morten Schnefeld. Og man må sige, at de har fundet det helt rigtige koncept for at videreføre dette hæderkronede sted. Vi havde aftalt, at hvis Peter selv måtte sammensætte buffeten, kunne vi fastholde prisen fra sidste år. Dette skulle vise sig at være et stort plus for os. Både sild og alt det øvrige stod klar fra starten, og menuen var bare helt ovenud god. På mange måder forløber vores juleafslutning efter nogle snart mangeårige traditioner. Om det så var vores gode ven, Axel Meilholm, også kaldet ”Musikus”, så kom han for at underholde os med sine muntre viser, hvilke ofte bliver skabt lige på stedet. Og naturligvis kunne vi ikke slutte denne del af ”festen”, uden også at skulle synge Røverstuens kendingsmelodi: ”Hvor skal vi hen til sommer” som fællessang. Tak skal du ha` Axel. En anden tradition er, at fmd. gør status over årets gang for Rold Skovs Venner. Vores tema for dette år, har været, ”I den gamle skovriders fodspor”. Jens Hvass forstås. Men – som ikke bare dette års, men i det hele taget som Rold Skovs Venners højdepunkt, fremhævede han afsløringen af ”Helge Qvistorff`s Gran” oppe ved Troldefaldet i Mørkeskov. Hele 149 mennesker var der til stede ved den lejlighed. Herefter overgav han ordet til generalsekretær Knud Andersen, idet denne sammen med sin kone, sekretær Hanne Andersen, er ved at planlægge en tur til de sjællandske skove til næste efterår. At Hanne og Knud er gode til at arrangere noget sådant i samarbejde med Helge, kan alene ses deraf, at der allerede meldte sig indtil flere familier, selvom turen endnu kun er på et forberedende stade. Som det før er sket, havde vores trofaste medlem, Agnes Bach, også denne gang bidraget med en fælles julesang. Eller man kan måske sige, med mange. For dens indhold var skrevet i form af en ”Rationaliserings og Forkortelsesmodel”, hvilket betød, at en masse forskellige sange var skrevet sammen til én. Det er også ved denne lejlighed, at vi gerne vil sige Helge tak for alle de oplevelser, som han gang på gang har beriget os med, ligesom vi også vil sige Pernille tak for at hun altid bakker op om Rold Skovs Venner. Det er altid en ære at få lov til at være den eller de, der får til opgave at vise vor påskønnelse sådan helt konkret. I år var det kasserer Birgit, som kunne overrække Helge en transportabel DAB radio og Politikens nye bog om geologi, mens det var formandinde Hanne, der havde sørget for en fin dekoration til Pernille. Alt sammen en beskeden tak for at Pernille og Helge vederlagsfrit stiller sig til rådighed året igennem. Som ”sidste punkt på dagsordenen” skulle vi naturligvis også denne gang uddele ”mandelgaver” i form af et omvendt tallotteri, hvilket vil sige, at det gælder om ikke at blive trukket ud. Den, der står tilbage med blanke plader, er altså vinderen. Også dette år havde vores trofaste medlem Lissi Sørensen påtaget sig opgaven at være lykkens gudinde, og som altid bestod præmierne af bøger. Denne gang i form af den nye udgave af ”Barn af Himmerland”, hvori der bl.a. er en artikel, som udgår fra Rold Skov og hvor omslaget prydes af en smuk akvarel med motiv fra Stinesminde ved Mariager Fjord, malet af kunstneren Helge V. Qvistorff. Med alt dette var årets sidste arrangement ved at rinde ud. Og det er vist ikke for store ord at bruge, at vi atter havde haft en formidabel sæson. Ikke bare havde vi haft mange og store oplevelser, men nu har Rold Skovs Venner også været med til at sætte sig et synligt spor i vores kære Rold Skov. For godt nok hedder den store douglasgran, ”Helge Qvistorff`s Gran”, men den er nu også vores alle sammens. Bare lidt.