Hesselholt Skov

Vi er nu vendt tilbage til hverdagen. Rold Skovs Venner skal på en ganske ordinær tur med start fra parkeringspladsen ved Mosskov Pavillonen. Og dog er ikke alt som det plejer at være. Trods et truende vejr fra morgenstunden er der meget flot mødt 68 personer op, men én mangler. Helge har desværre måttet melde afbud grundet helbredsmæssige forhold, men har alligevel trods dette givet tilsagn om at møde os senere. (Turen er måske ikke så ordinær endda, for det viste sig, at tallet på det tidspunkt af en eller anden årsag blev forøget til 74). Det faldt således i formandens lod ikke bare at byde velkommen, men også at være turleder. Et forholdsvis overkommeligt job, thi han havde jo et godt oplæg at holde sig til. Helge skrev:

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL RØVERSTUEN I 1959 bød Jens Hvass Rold Storkros gæster at gå en tur, hvis overskrift i travetursbogen lød således: Til Røverstuen og Hestegraven og til bøgen, som en nidkær skovfoged stod bundet til en lang kold nat. At turen var på 18 kilometer anfægtede ham overhovedet ikke. Han syntes åbenbart, at gæsterne trængte til lidt motion. De skulle bare lette rumpen, skulle de! Så lang en tur tillader vi os ikke engang at byde deltagerne i Rold Skovs Venner. Godt halvdelen kan gøre det!

         Men vi går troskyldigt og med ærefrygt i ”Kongen af Rolds” fodspor og besøger både Røverstuen og Hestegraven. (Træet, som skovfogeden var bundet til, så vi på sidste tur). Men da vi nu er på de kanter, laver vi en lille afstikker til Hvass Sø, hvor vi måske kan få et glas opkvikkende et eller andet, hvis vor kasserer Birgit er i sit gavmilde hjørne, og så kan vi sende den gamle skovrider en venlig tanke og skåle på hans velbefindende.

Med denne tur har vi gået alle seks ture i ”Skovriderens travebog”. I ærbødighed og taknemmelighed siger vi tak til den kære, gamle skovrider, at han viste os vej gennem Danmarks største skov.

Da turen hovedsageligt skal foregå i Hesselholt Skov går vi straks under jernbanen og fortsætter det ganske korte stykke vej hen til Mosskov-egen. (Og ikke Mosskov-bøgen, som turlederen kom til at sige, fordi han lige havde set nogle unge badepiger i det bareste ingenting). Som flere andre af skovens navnkundige træer, knytter der sig også en historie til Mosskov-egen. Vi skal tilbage til omkring 1920, hvor den daværende skovrider havde givet skovfoged Henrik Nielsen, som boede nede i Skelhuset, ordre om at fælde træet. Men da det gik skovfogedens forstlige ære for nær, at fælde et så herligt træ, ’glemte’ han helt bevidst at gøre det. Da skovrideren ved deres næste møde så, at egen endnu ikke var blevet fældet, blev han rasende og gav skovfoged Nielsen en ordentlig røffel. Skovfoged Nielsen tog imod røffelen, men han slap for at fælde træet, idet skovrideren efter kort tid måtte rejse af helbredsmæssige årsager. Der skete så det forunderlige, at da den ny skovrider, Poul Lorenzen, også mødtes med skovfoged Nielsen her ved træet, sagde skovrideren midt under samtalen. ”Sikken en smuk eg, der står dér. Den må De endelig bevare og pleje!” Mosskov-egen bliver endog målt og fotogra­feret hvert 10. år, hvilket er sket lige siden 1930. Fra Mosskov-egen fortsætter vi turen direkte mod vest ad Storedalsvej. Vi passerer Roldvej og snart efter kommer vi ind i et område hvor der findes et utal af nutidens ’gravhøje’ i form af militære ammunitionsdepoter. Vi standser ved nr. 32, nok mest for at samle holdet op, men også for at fortælle nye deltagere lidt om anvendelsen af disse. Den helt store bunker ligger dog et helt andet sted i området. Det har altid været et meget hemmeligholdt sted, men da anlægget for nylig blev vist frem på TV2 Nord, med undtagelse af to rum, kan vi godt snakke om det uden at nævne hvor det ligger. ØP var i sin tid Nordkrafts repræsentant, når der blev holdt samarbejdsøvelse, eller papirkrig, som man sagde, hvorfor han er den, der ved mest om det. ”Der var noget, der hed det civile beredskab og vi holdt øvelser dernede, siger han. Det var et meget, meget stort rum, og slet ikke noget som det vi står ved her. Der var bl.a. et rum, der var indrettet til kongen, sådan, at hvis det skulle blive ”for varmt” her i Danmark, så kunne kongen komme her op til Rebild og slå sig ned. De havde også deres eget elværk, det var i det hele taget et fantastisk anlæg, der kunne klare alle samfundsmæssige situationer”, slutter ØP. Fmd. kunne her føje til, at anlægget har været så hemmeligholdt, at folkene ved Securitas kun måtte sige, at de kørte sydpå, hvis de f.eks. skulle køre her ned fra Aalborg. Nu viser man det så altså frem på TV. Vi fortsætter turen ad Storedalsvej helt frem til T krydset ved Hintzvej. Herfra går vi mod sydøst forbi Jætternes Baghave til vi når vejkrydset ved Hedehullet og Kremses Bøg. Hedehullet er nok det mindst kendte af de tre store jordfaldshuller, der ligger på rad og række langs Røvernes Vej. Men det er interessant derved, at navnet bekræfter teorien om at Rebilds jorder engang har strakt sig cirka her til, hvilket også ses ved at områdets mange gravhøje pludselig hører op. Historien om Kremses Bøg ligner i høj grad den, vi lige har hørt oppe ved Mosskovegen. Blot nu med Jens Hvass og skovfoged Thorvald Nielsen Krems, der også boede i Skelhus, som aktører. Jens Hvass ville have den fjernet men Krems ville, at den skulle blive stående. De kunne egentlig godt lide hinanden, men var begge lige stejle. Til slut gav skovrideren sig dog, men sagde, at når den skulle stå der i al fremtid, så skulle den også opkaldes efter Krems – den stædige rad. Efter en ganske kort vandring er vi fremme ved et af skovens smukkeste huller, Røverstuen. Jeg kalder det i første omgang ’kun’ et hul, jeg skal forklare hvorfor når vi kommer hen til det næste, siger turlederen. Røverstuen er 35 m i diameter og 12 m dyb, og har efter overleveringen været brugt som skjul for en røverbande, der huserede i 1800 tallet. Da der som oftest er nye medlemmer med, hvilket også er tilfældet i dag, skal vi naturligvis ikke undlade at fortælle lidt om denne bande. Eksistensen af den er historisk korrekt og udsprang vel dybest set af datidens dårlige sociale forhold. Det var en meget stor bande på 235 personer, der stod anklaget ved en retssag, som varede i syv år fra 1837 til 1844. Af disse fik de 79 meget hårde straffe i form af kagstrygning og efterfølgende tugthus. De 3 hovedpersoner, Johs. Jensen, Stenild, som blev kaldt Bettefanden fordi han engang brød ind til en gammel kone iført en kohud med horn og det hele, Lorentz Meyer og Ane Pernille Andersdatter Storm, kaldt Petronillen, blev dømt til hver 27 slag på torvet i Aalborg med hasselkæppe, der havde stået i saltlage natten over. Man sagde, at Petronillens bryster blev helt sorte efter den hårde behandling – selvom slagene faldt på ryggen. Som den eneste, sagde Lorentz Meyer ikke et ord under afstraffelsen, hvorfor bøddelen benådede ham for det 27. slag. Men som den hårde hund, han var, krævede han at få det 27. slag også. Det er min ret at få alle 27 slag, sagde han. Det siges, at da forfatteren Hans Kirk på et tidspunkt efterforskede, hvad der efterfølgende blev af bandens medlemmer, var lokalbefolkningen ikke så villige til svare. Måske fordi der kunne være tale om familie. Da han længe havde presset en mand, fik han dog endelig dette svar. ”Jow, den jen bløw sagfører i Hobrow, å den å`en i Aalborg”. Som det tredje og sidste sted, skal vi også besøge Hestegraven, der ifølge traditionen også er et jordfaldshul. Den romantiske forklaring på navnet er, at da et brudepar engang kom kørende her, faldt jorden sammen, således at både vogn og heste og brudepar forsvandt ned i et dybt hul. Men sandheden er nok snarere den, at omegnens bønder har brugt hullet til at skjule deres heste i, når fjenden var i landet, især under krigen i 1864. Det har i mange år været opfattelsen, at disse og andre huller i Rold Skov er jordfaldshuller, siger turlederen, og forklarer både hvad et jordfaldshul og et dødishul er. Men efter januarstormen i 2005 foretog GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, nogle boringer, der viser, at der her under Hesselholt Skov findes et 50 m tykt sandlag, og hvis det er tilfældet, kan der ikke opstå jordfaldshuller. Geologerne mener, at der er tale om nedsænkninger som følge af forkastninger, og da de tre steder, vi har besøgt i dag, Hedehullet, Røverstuen og Hestegraven, stort set ligger på række, er der måske noget, der tyder på, at det er rigtigt. Det er ellers meget karakteristisk for Rold Skov, at kalklaget ligger meget højt oppe under jordoverfladen, og så kan der naturligvis opstå jordfaldshuller. Efter al den snak er det blevet tiden for at komme videre. Vi går derfor ud til Ardenvejen og fortsætter ad denne langs jernbanen mod syd. Efter en tids vandring drejer vejen igen lidt ind i skoven, og lige pludselig kan man ligesom mærke, at det dufter af gløgg. For vore mangeårige deltagere er det nok ikke den helt store overraskelse, men for de nye må det være et herligt syn, da vi kort efter svinger op langs Hvass Sø og ind til det forholdsvis nye bålhus, der er bygget i samarbejde med Mariagerfjord Kommune. Og ganske rigtigt, det var duften af gløgg, der havde bredt sig blandt skovens andre herlige dufte. Og ganske rigtigt, som igennem efterhånden mange år, havde Birgit, Hanne og Karin med god hjælp af vore to ”krigere”, Michael og Bo, forberedt et behageligt og hyggeligt afbræk midt i traveturen i form af servering af varme æbleskiver med tilhørende brandvarm gløgg. Og, som skrevet i indledningen, så havde Helge givet tilsagn om at møde os ude på ruten. Mon han kunne have gjort det på et mere velvalgt sted end her? Med andre ord, Rold Skovs Venners faste stok var dermed igen blevet forenet, så vi sammen kunne hygge os her ude midt i den dejlige natur. Tak til alle jer, der gjorde det muligt. Inden vi fortsætter på den videre tur, ta`r vi lige en rundtur omkring Hvass Sø. Og igen af hensyn til de nye deltagere, skal vi da også lige høre om hvorledes Jens Hvass fik militæret til at afprøve nogle nye entreprenørmaskiner ved at lave en dæmning tværs over Hummelbækken og dermed skabe en ny og ualmindelig smuk sø. Vi indleder den egentlige tilbagetur ved at gå ad Holtevej hen til T krydset ved Roldvej. Herfra går turen faktisk et meget langt stykke vej ret mod nord, men efter en tid stopper vi ved en dejlig åben og dermed solbeskinnet plads. Det er blevet tid til frokostpause, idet mange af deltagerne som sædvanligt har madpakken med, mens andre bare hygger sig. Altså lige til det begyndte at regne, hvilket dog heldigvis kun var ganske kortvarigt. Efter endnu en tids vandring stopper dagens turleder igen op, men denne gang fordi han gerne vil spørge holdet om noget. Det forholder sig nemlig således, at turlederen (den rigtige forstås) og fmd. kan lide at ’ævles’ om flere forskellige ting: Om forskellen på en moster og en tante, om det er godt eller skidt, at der bliver så åbent omkring Store Økssø, om forskellen på et jordfaldshul og en forkastning, og nu sidst om Timandsvej i Hadsund er opkaldt efter Timanden i Rebild eller ej. Trods eftersøgning i adskillige østhimmerlandske kirkebøger, kontakt til gravere og arkiver, og samtaler med flere gamle mennesker fra rebildegnen, er der endnu ikke nogen, der konkret har kunnet fortælle, hvad der blev af ham efter at han forlod Timandshuset i 1920. Det sidste skulle være ganske vist, idet den meget historisk interesserede skovrider Preben Møller har skrevet om det. Med det forfængelige håb, at nogen skulle ligge inde med en viden om Timanden, lover fmd. så til gengæld at fortælle en historie. Men selvom han desværre kun mødes af hovedrysten, skal holdet dog ikke snydes for historien. Lad mig sige straks, at jeg har tyvstjålet den fra Helge, siger fmd., men det bliver den jo ikke ringere af. Historien udspiller sig på Hotel Rebild Park i Skørping, hvor en flok mænd sidder og rafler. Men på et tidspunkt gik spillet i stå fordi Jens Ørnebjerg og Frimuth Engelst kom i træde om hvornår Søren Sømand var død. Den ene sagde, at det var fire år siden, den anden, at det var fem år siden. Da de begge var lidt påståelige og beskyldte hinanden for ikke at kunne huske, vendte Jens Ørnebjerg sig til sidst om til skovarbejderen Elmer Møller Frederiksen og sagde: ”Jamen Elmer, det må do da wi`e. Do har været hans ven i manne år?” Elmer lagde hovedet lidt på skrå og svarede på vidunderlige, brede himmerlandske sprog: ”A ska` ett ku` sæj`, om det er fir` eller fem år si`en, han dø`e, men det er i hvert fald seks år si`en han bløw begraven!” Den historie vækker begejstring og er til stor moro – hver gang. Vi nærmer os nu det sted, hvor vi egentlig kunne dreje til højre ad Storedalsvej for at komme tilbage til Mosskov. Men for at få en snak om netop det forhold, at man har ryddet et stort areal for at genskabe mosen vest for Store Økssø, går vi endnu et lille stykke vej mod nord før vi går ind ad det første skovspor. Og lad det være sagt straks, det var nok lidt mere vådt, end turlederen havde regnet med. Da vi således går langs den sydligste og nyeste del af det ryddede område, er den gamle skovbund endnu ikke blevet grøn af fremspirende vegetation og slet ikke af de spag­nummosser, der gerne skulle komme med tiden. Det kan derfor anbefales, at gå en tur længere vest og nord om søen, hvor man så først kan se nogle arealer, der er blevet grønne og lidt senere andre, hvor spagnummosserne allerede har slået an. Det skal nok blive flot med tiden. At det så ikke mere er nær så spændende at gå rundt om søen, som på den gamle jungleagtige sti med skoven tæt på den ene side og søen på den anden og hvor man tillige skulle passere mere end 40 små vandløb, er den omkostning, man må tage med. Der er jo et gammelt ord der siger, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Nu er der så blot tilbage at forcere det sidste stykke af den våde sti, som dog efter en tid munder ud i Storedalsvej. Dermed var vejen god og ikke lang tilbage til turens udgangspunkt i Mosskov. Mon ikke den gik rimelig godt, selvom vi for en gangs skyld havde måttet klare os selv.