Mørkeskov

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL ”DEN RIGTIGE ROLD SKOV” ”Til kronvildtets tumleplads forbi tændstiktræerne og de 100-årige ædelgraner” kaldte Jens Hvass denne tur. Hvis man vil have ”den rigtige Rold Skov” ind i årerne, da skal man tage med på denne tur. For her oplever man, hvor forskelligartet og spændende en skov kan være. Blot for at nævne nogle få seværdigheder: Promillevejen, Troldeskoven, Urskoven, Valdemar Atterdags marker ved Tveden, Mørkeskov, Lille Økssø Mose, Store Økssø Mose, Store Økssø, dansk­amerikanske træer og endelig træet, som skovfogeden var bundet til. Og skulle der være nogen, der synes, at turen er lidt lang, kan de være sikker på, at der sidder en gammel skovrider oppe på sin sky og klukker og siger: ”Det har I rigtig godt af!”

Ja, sådan skrev Helge om turen den 19. oktober. Men sådan skulle det ingenlunde komme til at foregå. I hvert fald kun delvis, for mon vi ikke denne dag nåede det foreløbige højdepunkt i Rold Skovs Venners historie? Thi det var jo som tidligere nævnt på denne dag, vi i samarbejde med skovrider Bendt Egede Andersen skulle have afsløret ”Helge Qvistorff`s Gran”. En begivenhed så stor, at Søren Skov allerede tre uger før havde skrevet om det i Nordjyske Stiftstidende. Vi havde håbet og bedt til, at vejret måtte arte sig på denne tur, som nok engang skulle starte fra Rold Storkro, hvad det da heldigvis også gjorde til fulde. Da alle, på nær et lille hold, der var kørt direkte op til granen, var mødt, indledte Helge turen med at gå op ad Promillevejen, men havde dog ikke gået ret langt, før han stoppede op og spurgte Käthe: ”Hvor mange er der?”, hvortil hun kunne meddele at der var 130. ”Så har jeg grund til at være glad”, udbrød Helge. Jeg skal forklare jer hvorfor. Det er fordi, den fremragende statsskovrider, vi har her i skoven, der hedder Bendt Egede Andersen, har lavet en aftale med vores formand og den øvrige bestyrelse, at såfremt de kunne fremskaffe over 100 mennesker, så ville han opkalde et træ i skoven i mit navn. Så det skal I ha` tak for. Så skal jeg også lige sige, fortsatte han, at der er sket en ændring i bestyrelsen i Rold Skovs Venner, idet vi helt fra starten for 22 år siden har haft en sekretær. Jeg er ked af at sige det her, men der er onde tunger, der siger, at det er hans kone, der gør arbejdet. Det passer bestemt ikke, for de deles meget ligeligt om det, men stadig væk, så er det ham, der er sekretær. Vores formand fandt så ud af her forleden dag i sin store visdom, at nu skulle der ændres på det, således at sekretærens hustru, Hanne, der virkelig har gjort meget for dette selskab, overtog jobbet som sekretær. Det er jo ikke så smart lige pludselig at gøre noget sådant. Men det var bestemt heller ikke nogen degradering af manden, for han er nu udnævnt til generalsekretær. Og det er ham så vel fortjent, for han har virkelig gjort meget for dette fornemme selskab. Efter disse indledende betragtninger går Helge nu over til at fortælle historien om den gang han som nybagt direktør på Rold Storkro troede, at lærketræer var fyrretræer. Det skal dog bemærkes, at han beder folk, der har hørt historien mere end 3 gange, om at lukke ørerne. Det skal ligeledes bemærkes, at reporteren på denne tur er vores webmaster, Lennart Greig. Helge fører nu holdet videre ad et skovspor i retning af Troldeskoven, men drejer pludselig ned af et sidespor og stopper så ved en hulvej. Jeg vil gerne præsentere min datter, Ingrid, siger Helge, for denne historie handler til dels om hende. Mens jeg var på Rold Storkro, havde vi et ældre ægtepar, der gik meget i skoven. En aften kom de hen til mig i receptionen  og sagde: Vi gik ude i skoven, og der fandt vi et lille rålam. Vi tror, at det var nyfødt, men vi syntes ikke, at det bevægede sig, og vi turde ikke røre ved det. Det kan også godt være, at det var dødt. Jeg syntes, at det var spændende. Særlig hvis det var dødt, for så kunne vi få det udstoppet og bruge det på hotellet. De kunne ikke rigtig sige, hvor det var, så jeg prøvede at kredse mig ind på det, og til sidst fortalte de, at det var i en hulvej og at det var i nærheden af Troldeskoven. Den eneste dybe hulvej, jeg kunne tænke mig, var den, der går ind her. Den er meget flot og dyb. Den gamle skovfoged Rudolf Sørensen, som har forsket i Rold Skov og dens hulveje, siger, at det er den eneste hulvej, han ikke kan give en forklaring på, for den går fra ingenting til ingenting. Jeg løb herud iført smoking, men kunne ikke finde dyret i mørket. Løb så tilbage, skiftede tøj og fik fat i min lommelygte og vores hund Lassie. Idet vi løb op gennemhulvejen stoppede hunden pludselig. Der lå dyret. Jeg kunne faktisk ikke se det, så godt faldt det ind i terrænet. Men det var dødt, så vi fik det hjem og fik det udstoppet, og I skulle se Ingrid og hendes lillesøster gå med det kære lille dyr. Vi havde det på kroen og brugte det til jul når der var stort tagselvbord, så krone­des bordet af det lille rådyr. Senere lånte Jørgen Pedersen det også, men efterhånden blev det dog så ormædt, at vi til sidst måtte kassere det. Det var synd, slutter Helge. Helt oppe i Troldeskoven fortæller Helge, at den er totalt fredet. Skulle der falde et træ hen over vejen, skal de t blive liggende og vejen føres udenom. Det er til stor glæde for biller, insekter og andet småkravl. Helge fortsætter: Det er et prægtigt sted, og ikke mindst med alle de farver, der er lige nu. Så derfor et myndigt ord: I må gerne gå og snakke, Men I skal fan… gal… også kigge jer omkring. Han fortæller også om Prinsesse- og Hvasstræet og slutter med at fortælle historien om da Jens Hvass bad Vorherre om hjælp under sit møde med spætten. Turen fortsætter nu ad Planteskolevej og her fortæller Helge om hvordan modet engang svigtede Jens Hvass som spejderdreng. Mens de øvrige drenge var borte, skulle han stå vagt ved lejren og passe på teltet. Og det gjorde han med megen ansvarsfølelse, indtil han så en flok store tyrekalve, der tungt kom løbende hen imod sig. Hvad gjorde Jens? Han blev så bange, at han løb ind i teltet og lukkede det til. Og der stod han så da de andre drenge kom til. Han blev senere en nær ven af spejderbevægelsens stifter Baden-Powell og besøgte ham privat på slottet udenfor London, hvor han havde en æresbolig. Fru Baden-Powell kom også og besøgte Jens Hvass her på Mosskovgård efter Baden-Powells død, siger Helge og fortsætter: Jeg husker, at lensgrevinde Birthe Schimmel­mann en dag sagde til mig. Ham Jens Hvass, han bliver aldrig nogensinde voksen. Han var spejderdreng, og han er stadig spejderdreng. Og da var han 96. Må jeg fortælle en lille historie om Jens Hvass?, spørger ØP. Jeg var engang på højskole oppe ved Skagen. Der var en gammel skovrider, der hed Himmelstrup. Han havde været under Jens Hvass. Det var jo sådan, at Hvass havde været gift to gange, idet hans første kone døde kun 39 år gammel. Umiddelbart efter skulle han ud på jagt for at finde en ny dame. Så en dag kom Jens Hvass med et brev til Himmelstrup, og da sagde han: ”Det der brev, det skal af sted med det samme, og du skal cykle direkte til Lundbæk”. Det var Lundbæks datter, han var ude efter, og han blev også gift med hende, slutter ØP sin fortælling. Turen fortsætter ad Planteskolevej hvor Helge kort efter stopper ved nogle store graner. Dette er ikke douglasgran, men de er også flotte, siger han. Douglasgranen er besynderlig på den måde, at det ikke er en ædelgran, koglerne hænger nedad, men det er heller ikke en almindelig gran. Det er en art helt for sig midt imellem. På latin har den navnet Pseudotsuga Menziesii. Dette er en fornærmelse uden lige, fordi det vil sige, at det er en pseudoart af det træ, der hedder tsuga, som også er et meget, meget flot nåletræ, der kommer oppe fra det nordvestlige hjørne af Amerika ligesom douglasgranen. Man har på et tidspunkt ment, at de var i familie med hinanden, men de har intet med hinanden at gøre, og det at sige, at douglasgranen er en kopi af tsugaen, det er virkelig en fornærmelse. Tsugaen er et meget smukt træ, men douglasgranen er endnu smukkere. Og den regnes nok blandt alle grantræer for at være kongen blandt grantræer. Ser vi på nåletræer, så er det vel nok mammuttræet, der tager prisen som det mest imponerende, men det smukkeste, det er uden tvivl douglasgranen. Man fandt den i 1700-tallet, og det var en ganske ung mand, som blev sendt ud af det botaniske societet i London for at finde frø af eksotiske træarter ovre i det nordvestlige hjørne af Amerika og i Canada. Det kan undre, at man valgte ham, for i dette meget belæste societet, der var det jo professorer i botanik alle sammen. Han var overhovedet ikke uddannet, han var selvlært og vidste altså bare noget om træer. Men åbenbart så meget, at man valgte ham til at rejse derover. Det gjorde han helt alene, og det skulle komme til at blive til tusindvis af kilometer, som han gik gennem urskoven helt alene. Han tog på den ene tur efter den anden og David Douglas samlede frø fra det ene mere fantastiske træ end det andet. Han var ikke den, der fandt douglasgranen, det var en mand, der hed Menzies og derfor hedder træet også på latin, Menziesii. Men det var ham, der bragte de første frø med tilbage til Skotland, hvor han kom fra, og man plantede også nogle af træerne i England. Der er nogle af de træer, der står som kæmpetræer den dag i dag. Zaren af Rusland indbød Douglas til at tage en tur op langs vestkysten af Amerika til Alaska og over til Sibirien og derfra til Skt. Petersborg, hvor han så skulle hædres. Men han led skibbrud og mistede synet på det ene øje. Senere kom han til Hawai, hvor han uheldigvis faldt ned i en gård med en masse tyre og blev stanget ihjel, kun 35 år gammel. Han er virkelig den største, når man taler om træer. Han er siden hen blevet hædret på alle mulige måder, og der er skrevet utroligt meget om ham. Det er en spændende historie. Han havde meget omgang med indianerne, og tænk at skulle rejse ene mand den gang. Det var farligt, men han gjorde det og indianerne fik stor respekt for ham og kaldte ham for Græsmanden. Så meget om Douglas, snart skal I se douglas, der siger noget. En ordentlig kæmpe, slutter Helge. Efter endnu en kort tids vandring går turen igennem en smuk løvskov. Denne her skov, synes jeg, er meget mere troldeskov, siger Helge. Men han går alligevel hurtigt over til at tale om douglas­graner. Jeg har ikke fortalt, at Jens Hvass godt kunne lide douglasgraner. Han var ekspert i frøavl og gjorde meget for at udbrede kendskabet til douglasgraner her i landet. Mange af jer ved, at der ude ved Skovridergården står et hus hvorpå der står: ”Fredet – Klænghuset”. Det var Jens Hvass, der byggede Klænghuset, hvilket jo kommer af udsagnsordet, at klænge, hvilket vil sige, at man ryster frø ud af koglerne.

”Jens Hvass var pioner på mindst fire områder. Han var blandt Danmarks første spejdere, han var den første skovrider, der sagde, at skoven skulle ”åbnes” for publikum, han var pioner med hensyn til pyntegrønt og også med frøavl”. Disse fire udsagn er indledningen til det afsnit i Helges bog: ”Kongen af Rold”, som netop handler om Klænghuset. Jeg vil gerne læse det for jer, siger Helge. Og mon ikke han gerne vil det, fordi afsnittet slutter netop således: ”Derefter begyndte Rold Skov at levere frø til alle statsskovdistrikter i hele landet – ikke mindst fra Jens Hvass` elskede douglasbevoksninger”.

Fra Planteskolevej går turen videre mod sydøst til det åbne areal efter den gamle planteskole, men som pudsigt nok ligger på Storedalsvej. Her var der engang en planteskole. Jeg har aldrig set den i drift, siger Helge. Den var nedlagt da jeg kom hertil, men man lod den af æstetiske grunde blive liggende som mark til gavn for rådyr og kronvildt, som nu kan græsse her. Holdet nærmer sig nu det centrale sted for dagens begivenhed, men drejer dog et lille stykke mod sydvest ad Skørpingvej. Her når Helge lige at fortælle historien om at Jens Hvass i 1920 var til sin første verdensjamboree i spejderbevægelsen. Det foregik ikke ude i naturen, men i Albert Hall, og endnu på sine gamle dage sagde Jens Hvass stolt: ”Jo, og vi vandt sgu verdensmesterska­bet i tovtrækning”. Men nok om det, for lige pludselig har Helge haft kontakt og siger: Hanne sagde, at vi godt må gå hen til træet. Mon ikke vores kære turleder er meget spændt og glæder sig utroligt meget til hvad, der nu skal ske? Som tidligere nævnt, var et lille hold allerede taget op til træet for at forberede den praktiske del af ceremonien når Helges træ skulle navngives, og efterhånden var der i alt blevet samlet hele 19 personer. Skovrider Bendt Egede Andersen og skovfoged Erik Dalsgaard samt TV2 Nord folk, pressefolk fra Nordjyske Stiftstidende og nogle af vores dårligt gående medlemmer, som alligevel gerne ville være med til at hylde Helge. Det samlede antal personer, som var tilstede, nåede altså op på 149, hvilket var 50% flere end vi havde lovet skovrideren. Straks efter at det store hold med Helge i spidsen var nået frem til den store gran, som står ved Storedalsvej sydvest for Troldefaldet, indledte skovrideren sin tale og sagde bl.a.: Velkommen i skoven alle sammen og en særlig velkomst til dig Helge. Du er jo blevet 70 år, og det er bl.a. derfor, vi har inviteret dig ind i skoven i dag. Jeg har noget, jeg gerne vil sige, og jeg tror godt, at jeg kan sige det på vegne af de danske skove, på vegne af Rold Skov, på vegne af Skov- og Naturstyrelsen Himmerland og på vegne af alle de mennesker, som holder af skoven. Sige dig tak for den store indsats, som du har gjort gennem tiderne for skovene. For alle os, som kommer her i skoven, passer på dens natur og holder den velholdt, er det af afgørende betydning, at der er nogen, der fortæller om det, og her hører du jo til blandt de aller, aller ypperste, Helge. De mange, der har læst og genlæst dine bøger om Rold Skov og som har set dine udsendelser i fjernsynet. Vi ved jo alle sammen hvordan du er helt fænomenal til at give historien i skoven liv og være med til at formidle det budskab, der ligger ude i skoven. Det synes jeg, at vi gerne vil sige tak for i dag. Nogen gange, så har du uden tvivl været med til at gøre historierne lidt bedre end de var oprindeligt. Men det er efter min opfattelse en god historiefortællers kunstneriske frihed og det er jo en del af håndværket, så det skal du ikke høre et ondt ord for. Som bevis for vores respekt og anerkendelse for din indsats, og på initiativ af Rold Skovs Venner, har vi bestemt, at du skal hædres med at få opkaldt den douglasgran, der står her efter

dig. Som står her lige midt i den skov, hvor du har haft dit virke gennem tiden. Det er jo en tak for den store indsats, som du har gjort igennem tiderne for skovene i Danmark, og som et bevis derpå skal vi afsløre denne pæl, som viser, at her står ”Helge Qvistorff`s Gran”.

Skovrideren afslørede herefter pælen under stort bifald fra alle de tilstedeværende, som han så også bad give Helge et hurra med ordene. Mine damer og herrer – tre korte og et langt. Dette lød som var der 300 mennesker og ikke ”kun” det halve. Med det formål at udbringe en skål for Helge, beder fmd. nu om ordet, idet han opfordrer alle om at tage et glas på de opstillede borde: Alle vi Rold Skov-venner vil også gerne sige tillykke. Det skal så være vores måde at sige dig tak for alle de mange oplevelser, du har givet os gennem de efterhånden rigtig mange år. Jeg vil ikke bruge de samme ord, som når Søren Skov i Nordjyske kaldte dit træ ”lidt af en ung lømmel”, men jeg vil sige det på en anden måde. Jeg tror, der er mange kilometre i dig endnu. Vi har vel gennem årene gået her i skoven, som hvad der svarer til herfra og til Rom. Det kan da godt være, at vi snart skal til at spekulere på at komme hjem igen, og det vil vi også gerne gøre med dig som vores turleder. Fmd. slutter med at bede folk om endnu engang at give Helge et trefoldigt hurra samt drikke en skål for både ham og hans træ. Som den sidste tog Helge ordet for at takke, og sagde bl.a.: Jeg er så beæret og så stolt. Det er noget, der overgår ganske få mennesker at få sådan en ære. Det er jo en meget stor hæder at få et træ i Rold Skov opkaldt efter sig. Det er for mig en flottere hædersbevisning end et ridderkors. Jeg er meget stolt og også meget taknemmelig. Og så netop her i den skov, som jeg elsker over alt på jorden. Mit forhold til Rold Skov er jo en evig kærlighed, som var fra den aller, allerførste dag, jeg kom hertil. Jeg blev fuldstændig betaget af den skov. Jeg kan ikke give nogen forklaring på hvorfor det gik sådan, men det gjorde det, slutter Helge med en stor tak til alle. Det er bare så stort, sagde han mange gange. Hermed var ceremonien tilende, således at der også var plads til lidt efterfølgende hyggesnak blandt de forskellige tilstedeværende inden Helge igen førte det store hold videre på deres tur, og ’pionergruppen’ dermed kunne gå i gang med oprydningen. Turen går tilbage ad Storedalsvej men drejer straks til højre op ad Skørpingvej mod nordøst. Dog kun et ganske kort stykke vej inden Helge fører holdet op ad et skovspor mellem Urskoven og en 50 år gammel granbevoksning. Lige stedet for at holde frokostpause. Efter denne pause fortsætter ruten i en stor bue langs øst- og nordsiden af Urskoven indtil Helge igen stopper ved Lynggyden for at fortælle om Dødemandstræet. Jeg har skrevet en bog, der hedder ’Navnkundige Træer i Rold Skov’, siger han. Den er en fuldstændig misforståelse, fordi der mangler et træ, men det vidste jeg ikke den gang, jeg skrev den, siger en glad Helge og fortsætter. To år efter at jeg havde skrevet ’Navnkundige Træer’ var der tre af de træer, jeg havde skrevet om, der var forsvundet. Der kan man se, hvor vigtigt det er, at få sådan noget skrevet ned, ligesom at de også var fotograferet, så man kan se, hvordan de så ud. Vi ved derfor også hvordan det træ, der stod der så ud, fortsætter Helge og peger på resterne af Dødemandstræet. Det havde et kæmpestort øje oppe i kronen. Det kaldes Dødemandstræet fordi der efter sigende var en skovløber, der var træt af livet, og så bandt han et reb op i det og hængte sig. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Den situation kan udnyttes. Og det får Helge til at fortælle historien om da en mørkeræd Jørgen Pedersen en nat hørte en frygtelig lyd oppe fra træet, og der lige pludselig var en stemme, der sagde. Gi`r du ikke en kop gullaschsuppe Jørgen? Efter nogle betragtninger om økonomien i Rold Skovs Venner slutter Helge med at sige. ”Dette var sidste stop i dag. Jeg vil gerne takke jer alle sammen for at I tog med. Det har været en stor dag for mig, og jeg er meget taknemmelig for at I ville være med til at festligholde den”. Hele det store hold kvitterede hertil med et stort bifald.

Det skulle dog ikke blive de allersidste ord i dag. Vores nyudnævnte generalsekretær, som også var dagens tovholder, er åbenbart ikke kommet sig helt over udnævnelsen, idet han afslutningsvis sagde. Nu må drillerierne igennem de sidste 22 år vel holde op. Jeg er gang på gang blevet ålet for at jeg står som sekretær, og at det er Hanne, der laver alt arbejdet. Jeg har altid sagt, hvorfor skal man lave om på tingene? Jeg har altid haft dygtige og smukke sekretærer, så hvorfor skulle jeg lave om på det? – Ja, ja Knud, den udnævnelse er dig vel undt. Der var nu blot tilbage at fortsætte ad Pumpevejen ned til Storkroen, hvor også hele bestyrelsen efterhånden blev samlet og kunne gøre forløbet af ”Helges store dag” op. Jamen, det behøves der ikke at blive skrevet en lang afhandling om, for det kan siges med ét ord: Eminent. Ej heller kan vi klage på mediernes bevågenhed. Hele 6 gange har begivenheden været omtalt ud over at den blev vist på TV2 Nord samme aften: En ’forløberartikel’ i Nordjyske Stiftstidende den 30. september, en ’hovedartikel’ i Nordjyske Stiftstidende/Himmerland den 20. oktober, omtale på TV2 Nords hjemmeside den 20. oktober, omtale på Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside den 20. oktober, en ’ekstraartikel’ i Nordjyske Stiftstidende den 22. oktober og endelig et interview med Helge i Nordjyske Stiftstidende den 26. oktober. – Se, det var jo slet ikke så ringe endda.