Vælderskoven

Efter en lang, men altså også begivenhedsrig sommerpause, var det dejligt at mødes med Rold Skov vennerne igen til en tur den 14. september. Om ikke dem alle, så dog 87 personer, som atter en gang ville med ud at trave ’I den gamle skovriders fodspor’. Om dette skrev Helge:

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL EN EVENTYRLIG KILDE Dette er en vandring i Rebild Bakker, men det er endnu mere en kildevandring. Gennem Vælderskoven går turen til krybskytten Lars Kjærs Hus og til Kousbækken. Her vil Qvistorff måske vise en lille kilde til dem, der har gummistøvler på eller går med bare tæer. Den er kun kendt af få, men den er så fascinerende. Vi ser også Kousbækken, Nordeuropas tredje mest vandrige kilde. Nu går turen gennem Rebild Bakker, hvor vi hører den barokke historie om en konge, der ikke nåede at komme til rebildfest.

Vi skal høre noget om Rebilds flere tusindårige historie, inden vi går i Jens Hvass’ fodspor ad Ravnkildestien – endnu en af de attraktioner, som Jens Hvass først og fremmest skabte for Rold Storkros gæster. Dybt nede for foden af stien ligger den herlige Ravnkilde. Den gamle skovrider kaldte den ”eventyrlig”!

I Jens Hvass’ travebog er denne tur kun på 6 kilometer, og det rækker ikke til for os, så vifortsætter nordpå langs Lindenborg Ådal, indtil vi tager broen over åen og går tilbage til bilerne på den anden side af dalen.

Fra parkeringspladsen ved Rold Storkro indleder Helge denne tur ved at gå op ad Promillevejen og senere ned ad Skidenpyt. Undervejs fortæller han historien om hvordan Jens Hvass fik dette stykke vej, som faktisk er en gammel hærvej, udvidet, så han kunne køre her, fra skovridergården til storkroen, uden at komme ud på den offentlige landevej. Vi fortsætter lige et lille stykke vej op mod Høje Odde, fordi Helge vil vise os en ny og meget flot bålplads med tilhørende madpakkehus. Herligt at Skov- og Naturstyrelsen efterhånden gør rigtig meget for at skovens gæster kan føle sig godt tilpas overalt i vore skove. Turen går dog straks tilbage for at komme ned til hulvejen, som vi krydser for at komme over til den ejendom, der ligger umiddelbart ved Kovrsbækken. Her har ejeren, Niels Jørgen, og hans kone besluttet sig for at lave et ridecenter. Niels Jørgen fortæller, at ud over at have sine egne heste, har han også indledt et samarbejde med Vandrerhjemmet og Rold Storkro, således at folk kan få deres heste opstaldet og tilset natten over, ligesom der også samarbejdes med de to steder om en rabatordning. Der er mange fine heste her, men det vil jeg overlade til fruen at fortælle om, siger Helge, idet Pernille også har en af sine heste opstaldet her for et længere stykke tid. Og det må Pernille jo så gøre. Vi går tilbage til hulvejen og følger denne det korte stykke vej hen til østsiden af Kovrsbækken, således at vi kan komme ind til en lidt upåagtet men spændende kilde, som Helge har opdaget og gerne vil vise os. Man kan på sin vis godt kalde den en ”mini-blåkilde”, idet vandet vælder op i sådan en fart, at sandet pulserer på samme måde som i Store Blåkilde. Helt utroligt, at der findes en så spændende kilde lige for foden af Rebild Bakker, som er næsten ukendt. Til gengæld er det sikkert bakkemassivets vægt, der presser vandet op. For tredje gang krydser vi igen hulvejen og går nu op til Lars Kjærs hus. Også ved den nordlige side af Rebild Bakker er der en masse små kilder, der løber ind i Kovrsbækken. Den tidligere skovrider, Poul Lorenzen, har beskrevet disse kilder, og kalder dem ”Marivæld”. Den eneste forklaring, jeg kan finde på det, er, at han sikkert har opkaldt dem efter Lars Kjærs kone, Marie, siger Helge. Når han ikke kalder dem Marievæld, men Marivæld, så tror jeg, at det er fordi Lars på sit himmerlandske mål ikke sagde Marie, men bare Mari. Helge gør sluttelig opmærksom på, at Rebild Bakker er opdelt i plateauer. Disse viser de faktiske udviklingstrin, som området har gennemgået siden istiden. Rebild Bakker er som bekendt falske bakker, som er opstået ved at smeltevandet har skyllet materiale ned i dalen. Man kan så gennem disse plateauer se, hvor højt vandspejlet har stået i givne perioder gennem den lange årrække, der er gået med at ændre området til det smukke landskab, vi kender i dag. Turen fortsætter nu op gennem Rebild Nordre Bakker umiddelbart oven for hulvejen. Omtrent helt oppe standser Helge og udpeger det sted, hvor Hørgdalshuset lå indtil kort efter krigen. Det var bygget af dansk-amerikaneren, Max Henius, der som bekendt også var den mand, som stod bag købet af Rebild Bakker. På et tidspunkt blev Hørgdalshuset, som vistnok det allerførste i Danmark, skåret midt over og trukket fra hinanden, således at man kunne bygge et stykke til inde i midten. Det kunne sagtens lade sig gøre, for sådan gjorde man i Amerika, sagde Max Henius. Under krigen blev huset indrettet til brug for flygtninge, hvorved det desværre blev meget hærget. Og da Max Henius, som var død tilbage i 1935, testamentarisk havde bestemt, at det skulle rives ned, når der ikke længere var nogen fra familierne Henius eller Brüel, der ville benytte det, skete dette altså kort efter at flygtningene var borte. Helt til tops i bakkerne er vi så klar til at tage turen den modsatte vej, men denne gang ned ad Ravnkildestien. Også for anlæggelsen af denne sti kan vi takke en eneste mand, nemlig den gamle skovrider Jens Hvass, siger Helge, hvorefter han læser nogle betragtninger, Jens Hvass gjorde sig om det at få folk ud i skoven. De skulle ikke bare komme kørende i bil, sætte sig ved et veldækket bord og lade madpapiret ligge. Nej, de skulle ud at gå. Besværet må ikke tages fra mennesket, hvis det skal udvikle sig sundt og godt, mente Jens Hvass. Jens Hvass fik idéen til Ravnkildestien da Rold Storkro åbnede, fortsætter Helge. Han ville gerne gøre noget godt for gæsterne ved at lave en natursti. Men hvad ville kromanden på Rebildhus, Frimuth Engelst sige til det? Den salomoniske løsning var selvfølgelig at lave en sti, som gik fra Rebild i den ene ende, og til Ravnkilde i nærheden af Storkroen i den anden. Ved indvielsen af Ravnkildestien i 1958 lod Jens Hvass gæsterne gå den lange og seje vej op ad stien. Det har jeg ikke turdet gøre med jer, så nu går vi den anden vej, siger Helge, og det gør vi så. Undervejs gør Helge opmærksom på hvorledes bøgeskoven mere og mere ændrer sig til at blive ”troldeskov”. Og da vi er så langt fremme, at vi kan se ned i ådalen, får vi et godt overblikover hvordan man er i gang med at lægge Lindenborg Å tilbage i sine gamle snoninger, efter at den var blevet rettet ud i slutningen af 1800-tallet. Helge omtaler også travetursbogen ”Min yndlingstur i Rold Skov”, som er skrevet af 15 forskel­lige bidragsydere. Her iblandt heksen Dannie Druehyld, hvis tur bl.a. går her langs Ravnkilde­stien. Dannie og Helge var forlods ude at gå turen igennem, så hun kunne indtale sin beskrivelse på diktafonen, og pludselig sagde hun, mens de sad her på stien: ”Denne her skov er meget mere troldeskov end den rigtige Troldeskov. Men I skal passe på, når I går her, se jer godt for, for lige pludselig kan der godt falde et træ”. Og i samme øjeblik hun sagde det, så faldt der et træ. Vi så det ikke direkte, men pludselig lød der et ordentligt brag oppe bag ved. –  Hun er jo nok ikke helt uden evner, den gode Dannie Druehyld. red. Helt nede ved Ravnkilde nævner Helge lige for eventuelle nye deltagere, at den er en sumpkildesom består af en masse små kilder, og at den løber ud i Lindenborg Å, samt at der her endnu kan findes istidsrelikter i form af både planter og insekter. Men det han egentlig vil fortælle, er historien om nogle tidligere beboere henne på Bundgården og den ret store sten, som ligger midt ude i kilden. Manden havde en hvid kop stående bag den omtalte sten og gik hver dag her hen for at drikke en kop vand i troen på, at det var helsebringende. Hans kone ville dog ikke vide af dette tøjeri. Noget sådant ville hun ikke tro på, hvorimod han selv troede på, at det kunne give ham et godt og langt liv. Det gjorde det også, han blev 54 og hun blev 92 år, slutter Helge med et grin på læben. Mens vi står her ved kilden, passeres vi pludselig af en lang række ryttere på især islandske heste. Det er netop folk fra den omtalte rideskole, som er ude at røre på sig. Blandt de efterhånden rigtig mange aktiviteter i Rold Skov, kan man altså også trave uden at skal foregå på egne ben. Noget som dog ikke gælder for Rold Skovs Venner. For vores vedkommende går turen altså bare videre på apostlenes heste, men dog kun et kort stykke vej inden det næste stop. Lige neden for Ørnebjerg fortæller Helge om den gamle kunstnerkoloni, som var placeret på den banke, der ligesom skyder sig lidt ud i engen. Som før fortalt, var det den næste generation af kunstnere efter de gamle skagensmalere, som syntes, at man også skulle have en kunstnerkoloni her nede. Kolonien bestod dog kun i en kort årrække, hvorpå den velhavende maler, Hans Nikolaj Hansen, købte både huset og det bagved liggende Ørnebjerg. Her oppe byggede han en stor villa, hvorefter huset fra den gamle koloni blev revet ned. I dag er det således kun banken, der ligger som et tavst vidne om en spændende, omend kort parentes i Rold Skovs historie. Vejen fortsætter vesten om Bundgård og snart efter forbi den høje bakke, kaldet Sibjerg. Helge beder her folk lægge mærke til helt specielle bøge, som står med stammen helt ude mod vest og som har en mægtig krone, som rækker langt op ad bakken uden overhovedet at røre jorden. Fantastisk at træet kan klare det, når man tager i betragtning hvor meget en sådan kæmpekrone vejer med fuldt bladhang, eller med et stort snetryk om vinteren. Snart efter kommer vi dog til skovs igen, idet vi følger det nordvestlige skovbryn i den del af Nørreskoven, der hedder Slettingen, og kommer hermed også til at gå langs en af Rold Skovs smukkeste hulveje. Den ligger i en fordybning i terrænet og er så stor, at man kan gå forbi uden overhovedet at tænke på, at den er menneskeskabt. Ude i engen ses den komfortable træbro, der er en del af vandreruten rundt om Gravlev Sø området. Men den skal vi ikke gå over, i hvert fald ikke lige nu, for først skal vi da lige hen og se til blåkilden. Om det var synet af alle de mange Rold Skov venner, der gjorde det, vides ikke, men det tog ikke lang tid for en gruppe mennesker, der var på kanotur her ved Lille Blåkilde, at få deres både i vandet og fortsætte deres tur videre op ad åen. Ligesom det var tilfældet henne ved Ravnkilde, nævner Helge også her hvilke forhold, der er rådende ved Rold Skovs kilder. Det varer 50 år fra regnen falder til vandet kommer ud af kilderne. Temperaturen er stort set altid 7⁰, hvilket er lidt varmere end grundvandet. Man kan heraf udlede, at det kommer så dybt nede fra undergrunden, at det har optaget termisk varme. Det er ét stort integreret system for hele Rold Skov. Der er kun et eneste vandløb på de 80 km², Rold Skov dækker. Normalt ville der være masser af bække oggrøfter, men her er der stort set kun Lindenborg Å fordi alt vandet ellers kommer ud af kilderne. Vandmængden er meget konstant. Har der været et år med meget eller lidt regn, viser det sig ikke i kilderne næste år netop fordi det er ét stort system nede i undergrunden. Vi skal gå tilbage og over broen der henne, slutter Helge sin udredning af kildernes ”anatomi”. (Kan man sige, at dette var førstehåndsviden, hentet direkte ved kilden, eller –)? Vi skal dog ikke bare gå tilbage og over broen, men vi skal også være på broen, for det er her vi skal holde frokost. Faktisk en god idé, for det var ikke så ringe at kunne sidde her i et dejligt sensommervejr og bare nyde naturen, alt imens åens klare vand sagte gled forbi nedenunder os. Den fortsatte tur går nu gennem et dejligt stykke egeskov ovre på ’Lundehussiden’ af LindenborgÅ, men snart efter drejer stien brat til venstre i retning af Gravlev By. Vi passerer derved to ejendomme. Først et flot renoveret hus og senere resterne af en ruin. Helge stopper op ved ruinen en sidste gang på denne tur og siger: Indtil for få år siden var huset her indrettet som et gammelt ’Himmerlandhus’. Jeg kan huske, da det endnu stod her med stråtag og det hele, men det var ikke særlig velplejet. Det var her heksen Dannie Druehyld boede da hun kom her til egnen sammen med sin datter. Hun havde forladt universitetsmiljøet i København, som hun fandt alt for arrogant. Hun tog så herover og boede meget spartansk inde i det fugtige hus, som der altså nu heller ikke er ret meget tilbage af. Helge nævner også lige Sibjerg, som vi nu kan se ovre på den anden side af ådalen. Den gamle kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst, havde altid undret sig over dette navn, men da Peter Ørnebjerg en dag omtalte vejen, der går ned til Bundgård som Simon, blev Frimuth klar over, at der var en forbindelse til Sibjerg, og spurgte ham, hvorfor han sagde Simon. Jo, svarede Peter Ørnebjerg, det betyder da sømunden og søbjerget. Det var altså simpelthen navne fra den gang Gravlev Sø var meget større og gik helt ind under bakkedraget. Da det er sidste stop i dag, beder Helge folk lægge mærke til Gravlev Kilde på den videre tur, ligesom han også anbefaler, at man en dag besøger Gravlev kirkegård for at se billedhuggeren Anders Bundgårds gravsted. Hans egenhændige, smukke granitfigur, Hedepigen, er placeret på gravstenen, der vender således, at hun ’kigger’ lige nøjagtigt over til Ravnkilden. Sluttelig fortæller Helge på opfordring historien om den gang maleren Søren Josva blev bedt om at male en bondemands far, som havde været død i 10 år. Men da der ikke fandtes et fotografi af faderen, måtte sønnen i stedet beskrive sin far så godt han kunne. Da Josva et par uger senere kom med billedet, tog det lang tid om at få det pakket ud, papiret lagt sammen og sejlgarnet rulletop, men endelig tog sønnen billedet med ordene: ”Å Gud, hvor har han dog forandret sig”. Hvad folk ikke  vidste, var, at vi nu stod over for den hårdeste etape på denne tur. Efter en tur fra ådalen til tops i Rebild Bakker og retur, var vandreturen gennem Gravlev og videre ad asfaltvejen tilbage til Rold Storkro både sej og lang. Det blev da også et meget langstrakt hold, som pø om pø efterhånden nåede tilbage. Men se det som en fordel kære venner. Kaffen smager godt, og nu er vi trænet op til efterårets fortsatte ture.