Den Jyske Skovhave

Som det kan ske en gang imellem, kom turen den 15. juni ej heller til at forløbe helt efter planen, idet fmd. måtte klare at lede både starten og slutningen på denne vores sidste forårstur i 2008, mens Helge på grund af nogle ondartede rygsmerter, blot mødtes med os i inde i Skovhaven for at fortælle om ’Den gamle Skovrider’ og nogle af de mange plantearter han i sin tid lod plante der. Om denne tur havde Helge forlods skrevet:

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL FORSTRÅDENS GRAN

Skoven er fuld af spændende attraktioner, som Jens Hvass har skabt. Den mest vægtige er uden tvivl Den jyske Skovhave, og i Skovhaven vil vi mindes den gamle skovrider. Det pudsige er imidlertid, at Skovhaven ikke er nævnt med et ord i hans travetursbog ”6 ture gennem Danmarks største skov”. Men det er ikke så underligt, for Skovhaven blev ført åbnet i 1970. Dagens tur er i det område, som Jens Hvass kendte bedst og holdt allermest af, nemlig området omkring skovridergården Mosskovgaard, Jamborettepladsen, Mossø og Store Økssø. Her er der mange historier at fortælle om Kongen af Rold, og der er god tid til det, for turen er afkortet i forhold til den af Jens Hvass beskrevne. Et af turens højdepunkter er den nyanlagte Store Økssø Mose, til hvilken skovrideren havde et noget anstrengt forhold. Den historie fortalte han i en tale ved en fest på Rold Storkro. Og kroen lå jo hans hjerte nært, for det var ham, der havde bestemt, hvor den skulle ligge.

Mødestedet var denne gang sat i Grøndalen, hvorfra vi straks indleder turen med at gå det korte stykke vej hen til Hedekrogen. Og da vi har nye deltagere med på turen, skal vi naturligvis høre om Hede Knuds meritter, og om konen, der ’pest’ i hans træsko. Vi fortsætter forbi Tøtteruphus, men stopper dog snart op for at høre lidt om de forskellige skov­fogeder, der har boet her gennem tiderne. Herunder om den gang, da skovfoged Kresten Møller Larsens kone fyrede med krudt. Det næste stop sker lige efter vi har rundet Bregnesøen. Det var her vi havde placeret vores flotte juletræ inde mellem cypresserne da vi holdt 10 års jubilæum i 1997. Hvor utroligt det end lyder,havde vi selv måttet medbringe et grantræ her midt inde i Rold Skov. Årsagen var dog den enkle, at vi her havde kunnet få strøm fra det nærliggende Bregnesøhus, mens beplantningen, som sagt, kun består af ene cypresser. Turen går nu mod øst gennem tunnelen under banen. Her var det egentlig meningen, at vi straks ville have drejet til højre for at følge banelinien ned til Skovhaven. Men da vejret heller ikke den dag artede sig helt efter vores hoved, men ind imellem gav nogle kraftige byger fra sig, gik vi helt ud til Møldrupvejen for at undgå, at det lange græs gjorde os ekstra våde. Med et ganske kort tidsinterval mødtes vi så med Pernille, Helge og deres hund, Freja ved lågen ind til Skovhaven. Straks efter, at vi er kommet indenfor, fortæller Helge om tilblivelsen af denne helt specielle del af Rold Skov. Det var den 21. august 1970 om formiddagen, at skovdirektør Frølund klippede en kaprifolie­ranke over, og så var Skovhaven åbnet. Samme eftermiddag blev der klippet en anden ranke over oppe på toppen af Høje Odde, og så var Skovtårnet åbnet, siger han. Det var vel nok Jens Hvass` sidste gode gerning for de besøgende i Rold Skov. Det var ret imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre, fordi man den gang var meget nøjeregnende inden for Statsskovbruget – man måtte ikke bruge for mange penge. Men Jens Hvass havde altså fundet ud af at lave det, somhan kaldte ”Den Jyske Skovhave”, uden at spørge om lov. Årsagen var, at der stod nogle meget store træer her nord for Skovridergården, som gav ham idéen til at det område kunne man udvide på en eller anden måde. Da skovdirektør Frølund holdt tale ved åbningen, sagde han. ”Jeg har aldrig fået en henvendelse om at Jens Hvass måtte gøre det her. Men et eller andet sagde mig, at han havde noget undervejs, og jeg synes, at det er så positivt, så jeg vil ikke bebrejde ham for det”.

Jens Hvass` idé var, at lave et sted, hvor man kunne se alle de oprindelige træer i Danmark, i alt omkring 45. Hertil kom cirka 100 fremmede og mere eksotiske træarter. Som hovedindgang til Skovhaven lavede Jens Hvass en japansk portal af douglasgraner, fordi han syntes, at japanerne har så megen agtelse for skovens træer, at de skulle hyldes på den måde. Lidt længere inde i Skovhaven stopper vi igen op ved en parcel med nogle små, uanseelige træer. Og dog bærer de det pompøse navn, Mammuttræer. Det er samme slags som dem, der står ovre i Californien, hvor den største er general Sherman, siger Helge. Hvis jeg husker ret, så har den 1.500 m3 træ i sig. Det er verdens største træ hvad rumindhold angår. Ikke det tykkeste, ikke det højeste, men det, der har mest træ i sig. I bedste fald kan mammuttræet blive helt op til 80 meter højt. Det er disse træer, man visse steder har savet ud, så man kan køre igennem dem. Hvis man skal se, hvor stort er mammuttræ kan blive i Danmark, skal man tage over på Langesø Gods på Fyn, hvor der uden for skovridergården netop står et mammuttræ. Jeg har desværre aldrig set general Sherman, selvom jeg flere gange har været i Californien. Men så har jeg set så mange andre spændende træer, slutter Helge. F.eks. oliventræerne i Getsemane Have og sydbøgen i Ildlandet i den sydlige det af Sydamerika. Vi stopper næste gang ved nogle amerikanske rødeg, hvor Helge starter med at sige: Da jeg første gang så Den Jyske Skovhave, syntes jeg ikke, at den var noget særligt. Og det var den jo heller ikke, for alle træerne var jo lige blevet plantet – dog med undtagelse af de gamle, der dannede grundlag for at lave haven – så det så meget ungt ud alt sammen. Men det har jo ændret sig meget i løbet af de næsten 40 år, hvor træerne er vokset til, og med en stor højdeforskel, alt efter hvilken art, det er. Jeg synes nu, at Skovhaven er blevet et prægtigt sted. De træer, der står her er amerikanske rødeg, fortsætter han, og omtaler i den forbindelse igen Jens Hvass. Han har gjort så utroligt meget godt for denne skov. Da jeg kom hertil, var der blevet lagt egeplanker ud over alle de cirka 40 afvandingsgrøfter, der gik ned til Store Økssø. Han lavede asfaltvejen fra Møldrupvejen og ind til holdepladsen ved Mosskov Pavillonen. Han lavede Bålpladsen oppe i Urskoven. Han lavede Skovtårnet og Den Jyske Skovhave her. Han lavede Ravnkildestien, Hvass Sø med sjældne træer rundt om, Rasmussens Sti, som dog ikke eksisterer mere, Jamborettepladsen for spejderne, og sådan kan man blive ved.Til slut nævner Helge Troldeskoven, der står endnu trods alle forudsigelser. Årsagen er, at Jens Hvass netop plantede sådan nogle amerikanske rødeg mod sydvest for at beskytte de cirka 300 år gamle bøgetræer mod vind og vejr. Rødeg vokser meget hurtigt, og de står der stadig og værner om Troldeskoven. Så det er helt sikkert fordi Jens Hvass plantede disse rødeg, at Troldeskoven har klaret sig så godt som den har. På den videre vandring stopper vi kort op ved en gruppe kæmpegraner. Douglasgranen var jo Jens Hvass` yndlingstræ. Disse her er et af mine yndlingstræer – træarten kæmpegran. Ikke fordi de er store, men selve arten hedder kæmpegran. De har en vidunderlig duft, hvis man trykker de blærer ud, der sidder på stammen. Kom lidt på lommetørklædet, siger Helge, så har man duften af skov i flere dage. Ved en parcel med nogle helt specielle bøge med bitte små blade, siger Helge. Jeg fortalte før, at jeg tog ned til Ildlandet i Sydamerika. Og det var virkelig et stort øjeblik for mig, da jeg for første gang så sydbøg. Det er selvfølgelig en lang tur at tage for at få lov til at se sydbøg, men jeg syntes, at det var det værd. Så gik Pernille og jeg her sidste år med hunden og kom også her forbi. Jeg stod og undrede mig lidt over dette træ, som i foråret har en masse hvide blomster og dufter så dejligt. Kiggede godt på det – hvad var nu det for én? – Jeg havde altså ikke behøvet at tage så langt væk, for dette er antarktisk sydbøg, der altså også vokser fint her i Skovhaven. Vi er nu nået frem til et andet område med nogle meget store graner, der gav Jens Hvass idéen til at lave Skovhaven, og som så kunne pynte mellem alt det nye. Det er efterhånden blevet til nogle meget flotte træer, siger Helge. Men I skal også høre lidt om et andet af havens specielle træer, nemlig tørstetræet. Jeg genfortæller efter Jens Hvass. Tørstetræet vokser mest i moser fordi det skal have meget vand. Det forholder sig således, at Jens Hvass under krigen sendte sine skovløbere ud i moserne for at fælde tørstetræer. Man tog så barken af træerne og tørrede og pulveriserede veddet, hvorefter det blev sendt over til Hærens Krudtværk i Frederiksværk, fordi tørstetræets ved i form af trækul indgår som en væsentlig del i fremstillingen af sortkrudt. Barken anvendes derimod i medicinalindustrien, hvor også den bliver tørret og siden solgt på apoteket som afføringsmiddel under navnet ”Frangulabark”. Det syntes Jens Hvass var lidt muntert. Sortkrudt indvendigt og afføringsmiddel udvendigt. Så derfor kaldte han det træet med dobbelt knaldeffekt. Vores næste mål er den kæmpestore grandis nede ved banelinien. Men vi stopper dog lige op ved parcellen med de meget specielle svinebørstefyr, også kaldet børstekoglefyr. Eller rettere sagt, parcellen hvor disse træer stod. Der er ingen tvivl om, at det var den fornemste bevoksning her i skoven, siger Helge. De har ikke kunnet klare sig – desværre, og det er der ikke noget at sige til, for de plejer at vokse oppe i et par tusind meters højde. Det var tilbage i 1950`erne, at en forstprofessor var oppe i Rocky Mountains i Amerika, hvor han så nogle meget store træer. Ikke særligt høje, men meget brede. Han undrede sig over hvor gamle de mon kunne være, hvorfor han lavede en boreprøve for at tælle årringene. Da det første træ, han borede i, viste sig at være 5.000 år gammelt, blev han klar over, at her var der noget spændende. Han lavede derfor nogle flere boreprøver, og det viste sig da, at det ældste træ i Rocky Mountains var hele 7.000 år gammelt, og dermed havde man fundet det ældst levende træ på jorden. Man forsøgte så at få dem til at gro her, og det gik egentlig fint i en årrække, men så gik det altså heller ikke mere, hvorfor man har fældet de fleste af dem. Kun en enkelt står tilbage, men nu kan den så heller ikke mere, og så er dette forsøg desværre overstået. Nu skal vi hen og se på vores største træ, slutter Helge sin fortælling, hvorfor vi nu går ned til den før nævnte store grandis. Ja, det er så den største af de træer, der blev plantet af skovrider Hintz, som var her fra 1886 til 1902. Han kunne ikke lide sin overordnede. Overførsteren, der havde sinbolig nede i Århus. Nu har han bolig i Rold Skov, filosoferer Helge, fordi vores skovrider, han er blevet overskovrider. Det kalder man ham ikke, men man har tre skovridere i Jylland, der er mere end alle de andre skovridere er, og han er en af dem. Og hvor der før var en sekretær på skov­ridergården, så er der i dag 40 ansatte på kontoret. Til gengæld er der ikke så mange af de ansatte ude i skoven mere. Vi vender tilbage til den godt 100 år gamle grandis, som ifølge skovfolket skal være det største træ i Danmark hvad rumindhold angår. Træet, som er 43,5 meter højt, har et rumindhold på hele 32,36 m3 for at være helt nøjagtig. Men prøv så at sammenligne med general Sherman, som har et rumindhold på 1.500 m3, siger Helge. På sit naturlige voksested ovre i det nordvestlige Amerika, kan et sådant træ blive tre gange så stort. Men hvis vi kommer her igen om atter 100 år, så er denne nok også blevet både højere og bredere. Som sagt, fortsætter Helge. Skovrider Hintz, som var en munter mand, kunne ikke li` overførsterJessen nede i Århus. Og når han kom på inspektion her oppe i Rold Skov, turde Hintz ikke vise ham de træer, som han havde ladet plante af frø fra USA. Vi får så historien om hvordan Hintz lod træerne grave op og gemt væk under inspektionen, og da de blev for store til det, hvordan han lod pigen komme løbende forpustet hjemme fra skovridergården og sige, at nu var frokosten med tilhørende brændevin klar. Så overførster Jessen så aldrig de træer, og det kan vi jo være glade for i dag, slutter Helge sine fortællinger for denne gang. Vi siger tak til Helge fordi han, trods egne gebrækkeligheder, ikke svigtede Rold Skovs Venner. Så pænt farvel til Pernille og Helge, for nu er det blevet tid for at holde frokost. Vi gør det inden vi forlader Skovhaven, af to årsager. For det første fordi, det er et dejligt sted at være, men også fordi, nu skinner solen. Den fortsatte tur går ud gennem den sydlige låge helt nede ved jernbanen, hvorved vi kommer ud i det hjørne af Rold Skov, der bærer navnet Poul Lorenzens Lund. Som Helge så ofte har fortalt, var Poul Lorenzen skovrider i tiden lige op til sidste verdenskrig, men måtte nødtvunget overtage jobbet som skovdirektør, fordi man ønskede en ”diplomat” til at forhandle med tyskerne. Straks vi er kommet ud på sydsiden af den lille lund, ses en mangestammet bøg. Et af skovens navnkundige træer, kaldet Mosskovbøgen, til tider også Laust Christensens Bøg. I begyndelsen af 1800-tallet lå der her i Mosskov tre gårde. Den ene af disse gårde, som tilhørte en mand ved navn Laust Christensen, lå netop her ved denne bøg. Alle tre gårde blev opkøbt af den legendariske skovrider, Forstråd Hansen, som så gjorde den øverste af dem til skovridergård. Men bøgen her har altså bevaret sit navn efter den tidligere ejer. Alt dette lader vi dog ØP fortælle om, for det er sådan, at hans kone, Else, er efterkommer af Laust Christensen. Og det er Helges kone, Pernille, i øvrigt også, så engang imellem kalder vi den Pernillebøgen. Den fortsatte tur går gennem tunnelen over til vestsiden af jernbanelinien netop på det sted, hvor engelske ingeniører i sin tid opførte de to huse, Mosskovhus og Arnebakkehus, i forbindelse med anlæggelsen af banestrækningen fra Randers til Aalborg. Arnebakkehus har naturligvis fået navn efter den nærliggende Arnebakke. Et navn, der i øvrigt intet har noget som helst med en arne eller en mand ved navn Arne at gøre, men blot er en fordrejning af det oprindelige navn, Agernbakken. Et navn, som fortæller os, at området her omkring oprindeligt var egeskov. Vi går lidt videre ad grusvejen mod syd, men drejer dog snart ned over ”festpladsen”, hvor der bl.a. holdes Sankt Hans fest med bål ude på Store Økssø. Herfra følger vi søen med uret rundt, således at vi kan betragte arbejdet med at bringe de gamle mosearealer tilbage til deres oprinde­lige tilstand. Da vi er nået hele vejen rundt til et andet af skovens navnkundige træer, kaldet ”Det Gamleste Træ”, er der så lejlighed til at fortælle om dette. Men også til at gøre opmærksom på hvordan vi på turen rundt har set naturen arte sig gennem de forskellige udviklingstrin, før den forhåbentlig igen bliver til mose. Vi har både set de nyfældede arealer, nogle som allerede er blevet grønne og atter andre hvor birken er ved at tiltage sig alt for meget magt. Hermed var dagens tur ved at være til ende. Der var nu blot tilbage at gå op langs hegnet ind til Økssøhus og herfra videre forbi Hedekrogen tilbage til Grøndalen. Og selvfølgelig, som en sidste påmindelse om at det er naturen, der bestemmer – så vendte regnen tilbage. Intet kunne dog tage fra os, at vi havde haft en dejlig tur. Den strakte sig over omtrent 7½ km., og hvis man skal give den en karakteristik, må betegnelsen vist være: En klassisk Rold Skov tur.