Vedsted Skov

Så er vi atter tilbage i den gamle skovriders fodspor. Det er nu blevet søndag den 18. maj og mødestedet er sat på den store parkeringsplads i den østlige udkant af Rebild. Turen skulle denne gang gå gennem Vedsted Skov, Skørpinglund, Bjergeskov, Nældedalen og Ottilielund. Om alt dette skrev Helge:

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL SKØRPINGLUND Jens Hvass’ overskrift til denne tur var ”Gennem træernes børnehave, forbi kulbrænderen og orkidéerne til hejrerne og Lille Blåkilde”. Turen var på 16 kilometer, men vi snyder lidt og afkorter den til de sædvanlige 10 kilometer. Først skal vi besøge gården, hvor en af skovens hekse holdt til. Ad Rebild Kirkevej kommer vi til Havdalspladsen, og herfra går vi ind i den smukke Skørpinglund. Jens Hvass fortæller i sin travetursbog om et træ, der hed Tykke Hedemann, og vi kommer forbi bevoksningen, hvor træet stod. Men hvem var Tykke Hedemann? Vi kommer også forbi kulbrænderen, der vist nok er den sidste i landet, der laver trækul på gammeldags vis. Hele den nordlige del af Rold Skov er oversået med kæmpehøje, og vi går forbi Svinhøjene og kommer til Fruesko-indhegningen med Danmarks største vildtvoksende orkidé, og med lidt held kan vi måske se, at den står klar til at springe ud. Er vi meget heldige er den sprunget ud! Ved Nældedalen kan Qvistorff fortælle en munter historie om, hvordan Jens Hvass engang blev sat på plads. Det skete sjældent, men det skete her i Nældedalen. Vi kommer til Danmarks mest vandrige kilde, Lille Blåkilde, og efter at have besigtiget den, går vi gennem Ottilielund tilbage til bilerne. Og så kommer spørgsmålet: Hvem var Ottilie? Gad vide, om Qvistorff kan svare på det? Hvis ikke, kan han jo altid spørge formanden Per Andersen!

Vi indleder turen med at gå forbi den forholdsvis nye og særdeles velindrettede lege- og bålplads, Røverknolden, op til Vedsted Skovhus. Dette er skovens fornemste hus, siger Helge. Der bor ikke mere skovløbere i huset, men den gamle lade er nu blevet indrettet med borde og bænke, således at man kan gå her ind og nyde sin madpakke i tilfælde af dårligt vejr. Her i Vedstedhus boede engang heksen Pode Hanne. (Hanne og hendes mand, Jens Viborg boede dog omkring 1880 nede i Havdalshuset, – red.). Til al held var Pode Hanne født så sent, at hekseprocesserne var overståede, så hun fik hverken hovedet hugget af eller blev brændt. Man kom da heldigvis på andre tanker, end at brænde hekse af, og det har jo betydet, at vi stadig har en heks her på egnen, som så heller ikke har fået hovedet hugget af. Det er vi meget glade for, for hende holder vi meget af. Danny Druehyld er vel nok den sidste original her på egnen, og når jeg siger original, så er det ment som et ridderslag fra min side. Det er flot, at der er mennesker, der tør være anderledes, slutter Helge sine funderinger. Turen fortsætter nu ad mindre skovveje her i det sydvestligste hjørne af Vedstedskoven, hvor vi passerer flere nyanlagte vandhuller. På et tidspunkt når vi frem til et område, der er blevet totalt afdrevet og stødene fræset bort. Her stod der også engang en kæmpestor bøg, kaldet ”Tykke Hedemand”. Tidligere danselærerinde i Skørping, Gudrun Møller, kunne huske, at hun som barn ofte var ude ved kæmpen, da den stod i al sin pragt og vælde, og at de skulle være seks børn for at kunne nå omkring den. Træet var opkaldt efter en tidligere gæstgiver på Skørping Kro, Adolf Emil Hedemann. Han kom hertil i 1898 og skal have været umådelig tyk. Så med egnens specielle, barokke humor taget i betragtning, kunne den gode gæstgiver jo næsten ikke undgå, at komme til at lægge navn til det store træ. Efter at have ledt længe, nåede jeg lige akkurat at få ”Tykke Hedemand” at se som en ormædt træruin, siger Helge. Men nu er det store træ altså helt borte, ligesom flere andre af  Rold Skovs navnkundige træer også er det. Efter denne rundtur når vi ud på Rebild Kirkevej, hvor der også er anlagt en ny sø lige ved Bund­gårdens Kirkevej. Her fortæller Helge lidt om kirkeforholdene i Rebild, Gammel Skørping og det nuværende Skørping. Man kan undre sig over, at der aldrig har været en kirke i Rebild, siger han. For allerede i oldtiden var der her et ’Vi’ for gudinden Freja, ligesom man også fandt en landsby fra jernalderen under parkeringspladsen, da man gravede ud til toiletter på Rebildhus. Vi fortsætter nu et kort stykke vej ad Rebild Kirkevej, men drejer snart til højre ad Ørnebakkevej. Undervejs ser vi inde til højre en kæmpehøj. Dem er der mange af her i området, siger Helge. Skørping Sogn er det sogn i Danmark, som har næst flest kæmpehøje, og netop i dette område er der utroligt mange. Inden for et område på bare 1 km² ligger der 50 kæmpehøje. Så er spørgs­målet: Er det bronzealderhøje eller er det høje fra det folk, der kaldes enkeltgravsfolket? Det kan være svært at skelne, men som regel er det de største, som er bronzealderhøjene. Turen fortsætter videre ud til Buderupholmvejen. Vi går dog straks over på den østlige side, idet vores næste mål er at vandre i Skørpinglund. Men inden vi går helt derind, beder Helge folk bemærke den store eg, som meget markant danner en halv portal ud over vejen. At denne er bevaret, kan vi takke Jens Hvass for, siger Helge. Da Buderupholmvejen skulle reguleres og asfalteres, stillede han krav om at vejen skulle gå uden om egen, og det var jo både godt og rigtigt set. Også til glæde for fremtidige skovgæster – eller måske bare vejfarende. Vi går ad den skovvej, som netop går lige op til bronzealderhøjene i Skørpinglund. Her fortæller Helge et par anekdoter om Jens Hvass og nævner tillige hans beskrivelse af disse høje i de første travetursbøger fra henholdsvis 1954 og 1959. Nu er der så en anden forfatter, der har beskrevet Skørpinglund. Jeg kan aldrig huske, hvad han hedder, siger Helge og grubler meget. – Han lærer det aldrig! Navnet spiller dog heller ikke den store rolle, for det er nemlig lykkedes for redaktionen at få fat i beskrivelsen, som så følger her:

Travetur i Skørpinglund

Med start fra Havdalspladsen ved krydset mellem Rebild Kirkevej og Buderupholmvej, går turen mod øst ad grusvejen på Buderupholmvejens modsatte side. Men efter en ganske kort vandring følges et skovspor på højre hånd, til man når frem til den næste grusvej, hvor man skal gå til venstre. Cirka 100 meter fremme ligger der en stor sten på venstre side af vejen. Her går der et skovspor ind til højre og 100 meter fremme finder man Ønskestenen. Ønskestenen er den øverste dæksten af en dysse fra bondestenalderen, eller yngre stenalder, hvilket er den periode, hvor menneskene, fra at have levet af jagt, for ca. 6.000 år siden gik over til agerbrug og kvægavl og bosatte sig i landsbyagtige bebyggelser. Det er i den periode, at dysser og jættestuer opføres i tillid til et liv efter døden. I nyere tid skulle denne sten dog få en helt anden betydning. For ca. 100 år siden, da den frygtede sygdom tuberkulose var på sit højeste, blev der oprettet en række hospitaler spredt ud over hele landet, og således også her i Skørping. Man havde dog ikke så mange midler til at bekæmpe denne sygdom. Ud over at blive behandlet med hvile og masser af frisk luft, havde patienterne egentlig kun én ting mere at støtte sig til, nemlig håbet. Det udviklede sig derfor efterhånden til en skik, at de oppegående patienter valfartede her ud til Ønskestenen, hvor de så håbede på at blive helbredt ved at kaste en tiøre ind under stenen og måske tillige sende en bøn ovenud. Vi går igen tilbage til grusvejen, hvor vi drejer til højre, og snart efter kan man se de flotte bronzealderhøje på højre hånd. Ikke fordi selve højene er smukkere end så mange andre, men beliggenheden i den kuperede bøgeskov gør, at helhedsindtrykket bliver utroligt smukt. Især om efteråret, når der ligger et tykt lag bronzefarvet løv overalt, lever området virkelig op til sit navn. I bronzealderen, som starter ca. 1.800 f. Kr., handles der livligt med mellemeuropa. Bronzen begynder at fortrænge sten og ben ved fremstilling af redskaber og kvæglandbrug bliver udbredt. Den gamle gravskik fra stenalderen fortsætter i form af de tusindvis af gravhøje, der findes over hele Danmark. Her i Skørping-Rebild området findes der ikke mindre end 50 høje pr. km², hvilket er et af de steder i landet, hvor de ligger aller tættest. Gå ind i området mellem højene og fortsæt i en bue mod venstre således at man atter kommer ned på grusvejen. Denne følges til man kommer frem til krydset lige nord for Teglgårds Hedehus, hvor der drejes til venstre. Man nærmer sig nu jernbanen og kort efter slår vejen et skarpt sving til venstre, men vi følger den blot videre frem til det første vejkryds, hvor vi skal dreje til højre. Ruten går nu mod nord og efter en tids vandring ses en langhøj på venstre hånd. En langhøj er en gravhøj, som kan være bygget direkte som sådan, eller den kan være fremkommet ved sammenbygning af to eller flere rundhøje. Den kan da være af betydelig længde. (Der findes også to langhøje og en rundhøj i den lille lund lige nord for kulbrænderens hus, men det er på privat grund). Ved næste kryds drejes til venstre. Snart efter går vi forbi kulbrænderens hus, fortsætter frem til Buderupholmvej og går til højre ad denne hen til parkeringspladsen, som ligger på højre hånd. Herfra er der ikke langt ind til Stenstuen, som er en flot stendysse, hvor jordhøjen er bortgravet, således at stensætningen er synlig for det blotte øje. Et skilt i den nordlige ende af parkeringspladsen viser vej. Denne dysse er sammen med Ønskestenen sandsynligvis de ældste fortidsminder, vi møder på denne tur, idet dysserne netop blev anlagt i perioden lige efter at vore forfædre var blevet bofaste. Har man lyst, kan man på vejen tilbage til Havdalspladsen vælge en kort rundtur i Bjergeskov med start ad vejen lige over for parkeringspladsen. Turen går forbi tre gravhøje, her iblandt de to Svinhøje. Drej til venstre på toppen ved den store sten i vejgaflen, gå forbi Svinhøjene, der ses på venstre hånd og fortsæt igen til venstre ad vejen, der går lige ned til vort udgangspunkt.

Dagens tur kommer således også til at følge det netop beskrevne. Dog med undtagelse af turen ind til Ønskestenen, ligesom vi også undlader at gå hen forbi Svinhøjene, men fortsætter direkte ned til Frederik Weis` proveniensforsøg. Undervejs skal vi dog beriges med nogle flere historier. Først den meget muntre om Blære Else og Kulsvier Soren. Soren, der kom så flot af dage i Blære Elses omsorgsfulde selskab. Men også om Provst Winther, om hvem Frimuth Engelst sagde, at han havde så lange ben, at han kunne skræve hen over tolv husmænd for at komme til at hilse på en gårdmand. Om Jens Hvass fortæller Helge, hvordan han som en af pionererne i Danmark måtte tåle at blive kanøflet af byens andre drenge, når de råbte efter ham: ”Lever, lunge, kattetunge, din beskidte spejderunge!”. Jens Hvass nåede dog helt til tops inden for spejderbevægelsen, men paradoksalt nok var det også her, han kom til at lide et af sine få nederlag, idet han under en verdensjamboree i Holland blev sat på plads af en indisk maharaja. De to mænd var i løbet af lejren blevet meget gode venner, og der blev snakket om både tigerjagter og om skovbrug i Danmark og i Indien. På et tidspunkt spurgte maharajaen: ”Sig mig Jens, ejer du de danske skove, eller bestyrer du dem bare?”. (Ak ja, den har sikkert ikke fået for lidt!). Som nævnt, er vi gået direkte ned til Proveniensforsøgene, og inden vi fortsætter vores vandring, skal vi da lige høre Helge fortælle om formålet med disse. En proveniens er et træ, der optager nogle livsbetingelser efter det sted, hvor det vokser, siger han. Rold Skov-bøgen er en typisk proveniens for Rold Skov. Den opfører sig som den gør – er forkrøblet, bliver aldrig særlig stor og deler sig i mange stammer – netop pga. de jordbundsforhold, der er her samt påvirkningen fra både mennesker og dyr. Det var en forstprofessor ved navn Frederik Weis, der i 1927 lavede disse proveniensforsøg for at man kunne se, hvorledes forskellige bøgearter vokser under samme forhold, idet det for skovbruget selvsagt er af stor betydning at satse på de bedst egnede arter. Her på stedet har især karpaterbøgen vist sig at have nogle gode egenskaber. Vi fortsætter turen helt ned i Nældedalen. Her går vi straks til venstre og kommer således hen forbi det sted hvor frueskoene vokser lidt oppe ad skråningen. Som bekendt, var det forstassistent Jens Brüel, som i 1884 fandt og registrerede frueskoen her i Rold Skov. Frueskoen har vi set så ofte, men hvem var Jens Brüel? Det har Helge prøvet at finde ud af gennem mange år. Helt tilbage i tiden spurgte han også Jens Hvass, dog uden at få noget ordentligt svar, idet Jens Hvass ikke brød sig om ham. Altså Jens Brüel forstås. Det har irriteret mig, at jeg ikke kunne finde noget på den mand, siger Helge. Og så bundede det i ren og skær dumhed fra min side. Da der på skiltet her ved frueskoen står plantør, tænkte jeg, så må han jo være botaniker. Så en dag, da vi planlagde disse ture, tænkte jeg, nu vil jeg altså finde ud af det. Jeg ringede derfor over til Landbohøjskolen og fik fat i biologerne der, og sagde, at jeg skulle vide noget om denne mand. Der var ingen, der kendte ham. Jeg snakkede med adskillige indtil der var én, der lidt ironisk sagde: ”Jamen, hvorfor ringer du overhovedet til os, var det ikke nemmere at ringe til Dansk Skovforening, når han var plantør?”. Og det var selvfølgelig rigtigt. Men så søgte jeg på nettet, og fandt en mand, der hed Brüel. Det var en mand på 87 år, som havde en skov nede ved Silkeborg. Jens Brüel havde været hans onkel, så endelig var der én, der kunne fortælle mig om manden, der fandt frueskoene. Han havde som forstkandidat fået til opgave at skulle skrive noget om Bjergeskov, og havde så ved en tilfældighed fundet frueskoen, hvilket var en stor sensation, idet man ikke anede, at den fandtes i Danmark. Så nu ved jeg en hel del om Hr. Jens Brüel, fortsætter Helge. Han blev født i 1861 og døde i 1952. Han tog forstbrev og jagtbrev og bosatte sig oppe i Thorup fiskerleje her oppe i Nordjyl­land, hvor han holdt pensionat. Det endte med, at en af pensionærerne, Henriette, giftede sig med ham. Hun var en meget kultiveret kvinde. De fik tre børn, men hun døde allerede i 1920. Tilbage i 1904 var han blevet forflyttet til Blåbjerg Plantage i nærheden af Varde indtil han fik en slutstilling på Fanø. Her blev han syg, men overlevede pga. en pudsighed. Han tog sin afsked pga. sygdommen perniciøs anæmi, hvilket er mangel på røde blodlegemer. Det var et rent tilfælde at han reddede livet, fordi han pludseligt blev syg der på Fanø, mens den stedlige læge var ovre på fastlandet. Men Jens Brüels unge søn, som var stud. med., var tilfældigt hjemme, og han var straks klar over hvad der var galt og sørgede for, at faderen fik noget lever at spise. Det retter nemlig på denne sygdom og Jens Brüel blev næsten 91 år gammel. Han tilbragte sine sidste år i Hillerød og i Grib Skov, hvor hans far havde været skovrider. Da jeg sagde til nevøen, at Jens Hvass havde sagt sådan og sådan om ham, så sagde han: ”Ja, det skal sgu nok være rigtigt, for Brüel`erne og Hvass`erne, de kunne ikke døje hinanden. De ville begge kæfte op, og derfor kunne de ikke li` hinanden, så det skal nok være rigtigt”. Ja, ja, min gode Helge. Nu ved du meget om Jens Brüel. Det er et meget flot stykke arbejde, du har lavet, men du kunne jo bare have læst Skov- og Naturstyrelsens folder over Rold Skov. Her står der nemlig forstkandidat J. Brüel ved afsnittet om frueskoen. På den fortsatte vandring gennem Nældedalen fortæller Helge igen en episode med Jens Hvass som den ene deltager. Jens Hvass var engang kommet kørende her igennem Nældedalen sammen med sin gode ven, kongelig skuespiller Henrik Bentzon og med skovfogedelev Døssing siddende på bagsædet. Det var på en meget varm dag, hvor de skulle her ud fordi Jens Hvass skulle tælle fruesko. Da de kommer kørende ser Jens Hvass, at der står to herrer og hviler sig op ad de store graner alt imens de tørrer sveden af panden. Faktisk ligesom man ser Tuborgmanden. Jens Hvass kører hen til dem, stikker hånden ud og trykker den ene af dem på bugen og siger: ”Hvem er I?”. Manden svarede: ”Jeg hedder sådan og sådan og jeg er dommer i Nibe, og det er min gode kollega, der hedder sådan og sådan og er dommer i Løgstør”. ”Hvad laver I her?”, spurgte Jens Hvass på sin lidt bryske måde. ”Ja, vi skal ud og se den berømte fruesko”. ”Nå, så er I sgu på rette vej, det er den vej der”, sagde den magtfulde skovrider, hvorefter den ene af de to mænd spurgte: ”Undskyld, er De ikke skovrider Hvass?”. ”Jo, sagde Hvass, det er jeg”. ”Ja, det tænkte jeg nok. Jeg kunne ikke forestille mig, at der var nogen anden, der kunne tillade sig, at tale til folk på den måde”. (Mon ikke det var et af de tilfælde, hvor Jens Hvass faktisk nød, at der var nogen, der turde sige ham imod?).Vi er nu nået hen til Ålykke, og hermed er det også blevet tiden for at holde frokostpause. Vejret har været fantastisk flot i hele maj måned, og således også i dag, hvorfor det ikke var et problem for vore 62 deltagere ”at finde sig en plads i solen” og dermed også få lejlighed til at kunne nyde både pause og den medbragte mad.Snart må vi dog af sted igen, og nu går turen gennem Ålykke helt ud på bakkekammen ned mod Lindenborg ådal. Vi følger denne mod sydvest og nyder udsigten ud over ådalen alt imens Helge forklarer, hvad vi kan se ovre på dalens modsatte side: Lundehuset, Egelund og Danny Druehylds gamle hus samt Egsbjerggaard oppe på bakken og endelig Gravlev By. Det varer dog ikke længe før vi er fremme ved ’møllen’ oven for Lille Blåkilde. Jeg siger ikke noget når vi kommer ned til kilden, men gør det her oppe, fordi det er svært for alle at høre det, siger Helge. Vi har tre slags kilder: Bassinkilder, sumpkilder og strømkilder. Bassinkilder er sådan en som Store Blåkilde syd for skoven. Sumpkilder er nogen, der kommer op mange steder i et sumpet område og samles i et væld som f.eks. Ravnkilde. Så er der strømkilder, som er den fornemste slags. Selvom der er i tusindvis af kilder i Rold Skov, så er der kun én strømkilde, og det er netop Lille Blåkilde. Det er den fineste slags. Det er den, der kommer direkte ud af kalk­bjerget. Det skal dog siges, at Lille Blåkilde ikke kun er en strømkilde, men også en bassinkilde med masser af små kildevæld. Når I kommer ned til kilden, kan I ligefrem se, hvorledes sandet hvirvles op i bunden af dem. (Der findes dog også en fjerde slags kilde i Rold Skov, nemlig Springkilden ovre i Rold Vesterskov, men den er ikke ægte. I virkeligheden er den en artesisk brønd, hvor man har fået vandet til at springe, ved blot at slå et rør ned i jorden, pa). Man mener, at vandet løber ca. 500 meter nede. Det kan man måle på at det har optaget en lille smule termisk varme, idet det er varmere end grundvandet. Det varer 50 år fra det falder som regn, indtil det kommer ud af kilden, så der er ikke noget at sige til, at det er pinligt rent, efter athave ’levet’ i kalken i så mange år. Årsagen til at vi har så mange kilder her i Rold Skov, er, at Rold Skov er så kuperet. Bakkemassivernes vægt trykker på kalken, som jo er meget porøs, og derved presses vandet op. Efter denne gode forklaring, skal vi naturligvis ned og se på alle herlighederne, nyde den smukke natur og drikke et glas af det klare kildevand. Vi fortsætter herefter turen nede i ådalen, hvor den snart efter går hen over ’skibakken’ og videre ind langs den meget smukke hulvej i Slettingen. Herfra går det langs den ’mystiske’ stenrække direkte op i den del af skoven, der bærer det vel nok lidt ukendte navn, Ottilielund. Da vi hidtil ikke har været klar over, hvem der egentlig har lagt navn til denne skovpart, har Helge uddelegeret opgaven med at finde ud af det – forklaringen kommer her:

Ottilielund i den nordvestligste del af Nørreskoven er efter al sandsynlighed navngivet af Baron, Christian Frideric Juel-Rysensteen til Lundbæk (1779-1842) som en hyldest til sin hustru, Ottilia Christine Becher. Det har jo forholdt sig sådan, at Rold Skov tilbage i tiden udelukkende var ejet af godserne. Ud over de nuværende, Lindenborg, Willestrup og Nørlund, var det også Lundbæk Buderupholm, Restrup, Kyø og hvad de ellers hedder alle sammen. Efter baronens død i 1842 overtog sønnen, Friherre, Baron, Niels Juel-Rysensteen, Lundbæk, og dermed også, blandt flere andre skovparter, Lundbæk Nørskov. Han var i 1836 blevet gift med Philipine Kjær, og året efter fødtes en datter, som blev navngivet Ottilia efter sin farmor. Vi ved ikke hvornår farmoderen døde, men navnet levede i hvert fald videre. Både gennem den lille pige, men også i det stykke af Rold Skov, som endnu i dag er anført som Ottilielund på visse skovkort.  Ifølge folketællingerne 1845 og 1855 havde Niels Juul-Rysensteen og hans hustru, Philipine Kier, ud over Ottilia, 3 sønner og 2 døtre, men det er sikkert Ottilia, som har været yndlings-datteren. Ottilia var født ca. 1837, og noget kunne tyde på, at hun forblev ugift, idet hun stadig bar sit fødenavn – baronesse Ottilia Juul-Rysensteen, da hun i 1910 skænkede en stor lysekrone til Bislev Kirke. Da det efterhånden var blevet mindre attraktivt og urentabelt for godserne at eje disse fjernt­liggende skovarealer, og da Staten gerne ville komplettere skoven, efter at have overtaget Buderupholm i 1826, solgte baronen de lundbækske skove til Statsskoven den 27. november 1845. Forinden havde han, sammen med forstråd Hansen, overførster Jessen og en kongelig landmåler gennemvandret alle de mange spredte, skovområder, som tilhørte Lundbæk. Noget af en vandring, som det da også tog to dage at gennemføre. For mange mennesker er Rold Skov bare Rold Skov. Men de, som kender skoven lidt bedre ved godt, at den stadig er delt op på flere ejerskaber, og at de forskellige områder har hver deres egne navne. Således også det lille område Ottilielund i Nørreskoven. Den navnkundige skovrider Jens Hvass udgav i 1959 ”Skovriderens travebog – 6 ture gennem Danmarks største skov”. Her ses Ottilielund netop anført på side 10.

Efter denne sidste historie fortsættes turen op forbi Langerumhus og de to gravhøje til vi når ud til Kirkevejen. Her drejer vi til højre men snart efter skal vi igen til venstre for at komme hen forbi Vedstedskovhus, hvorfra der jo kun er et ganske kort stykke vej ned til vore biler. Ligesom det var tilfældet på årets første tur, blev denne også bare lidt anstrengende. Ikke fordi den var så meget længere end normalt, 11,1 km., men lige så meget fordi det også i denne del af skoven går meget op og ned i bakke-dal. – Men kaffen smager godt bagefter.