Vælderskoven

Med to undtagelser har vi dette år vedtaget at temarette alle vore ture som en hyldest til den gamle statsskovrider Jens Hvass og Rold Storkro i anledning af dennes 50 års jubilæum. Rold Skovs Venner går således nogle af de ture, som den legendariske statsskovrider Jens Hvass udarbejdede til Rold Storkros gæster tilbage i 1959. Helge har også i anledning af Rold Storkros 50 års jubilæum skrevet en flot jubilæumsbog og for hver af årets ture har han skrevet et oplæg. Om den første skrev han:

I DEN GAMLE SKOVRIDERS FODSPOR TIL VÆLDERSKOVEN Med den magtfulde statsskovrider Jens Hvass’ travetursbog ”6 ture gennem Danmarks største skov” i hånden vil Helge V. Qvistorff føre os ad de stier, som den gamle skovmand fortalte om. Vi vil genopleve den tur, hvis overskrift var: Til den forkrøblede Troldeskov og træet, som prinsesserne måtte krybe igennem.

Snart går vi ad den kønne vej Skiden Pyt og videre ad krogede veje til Ørnevejen og herfra til Høje Odde med den storslåede udsigt. På vejen vil Qvistorff dels fortælle muntre historier om den hedengangne skovrider, som han kendte så godt, men dels også vise, hvor meget skoven har ændret sig, siden dengang Jens Hvass skrev travetursbogen og til i dag.

 Gennem Lille Stendal kommer vi til bakkekammen på Store Stendals nordside, hvor vi også kommer forbi Kulsvierpladsen. Her skal vi sikkert høre nogle festlige beretninger om Kulbrænder-Soren og hans meriter. Snart er vi nede i Store Stendal, hvorfra turen går til Troldeskoven. Jens Hvass’ elskede Prinsessetræ må vi gætte os til, for det findes ikke længere. Efter en smuk og dejlig tur er vi snart tilbage på parkeringspladsen.

Det er nu blevet den 30. marts og mødestedet er sat på Rold Storkros parkeringsplads. Og som altid, er det meget spændende at se hvor mange, der dukker op efter vinterens lange dvale. Noget som dog ikke skulle komme til at give grund til bekymring. Hele 108 personer mødte der op for at tage med Rold Skovs Venner på tur, her iblandt flere af storkroens gæster. Helge indleder turen ved straks at gå op ad Promillevejen, men stopper dog op allerede oppe ved Brandlinien for at byde velkommen til en ny sæson, der, som allerede omtalt, vil komme til at foregå i den gamle skovriders tegn. Helge nævner her bogen ”Kongen af Rold”, som netop er skrevet som en hyldest til Jens Hvass. Han gør herefter opmærksom på de parallelle spor, der går langs den skovvej, vi lige er gået af. Dette skyldes, at sporet er en del af den hærvej, der, blandt andre himmerlandske hærveje, gik her gennem Rold Skov. I 1958 gav Jens Hvass sine folk ordre om at gøre sporet bredere og jævne det ud. Formålet var, at han og Fru Gitten så kunne køre lige direkte ned til åbningen af Rold Storkro i deres hvide Volvo Amazone. Dette var jo meget praktisk. Men det var endnu mere praktisk, at de så kunne køre direkte hjem gennem skoven til skovridergården, uden at skulle ud på offentlig vej. Deraf navnet, Promillevejen.

Vi fortsætter op til vejen Skiden Pyt, hvor vi går til højre indtil vi når det skovspor, der kaldes Sandhulen. Helge starter her med at påpege en stor sitkagran, som er den eneste, der står tilbage af den bevoksning, som stod her indtil den store storm i 1981. Det er dog ikke sådan, at området ikke bærer præg af skov. Der er nu gået tilstrækkelig mange år til at den nye bevoksning også har nået en rimelig størrelse. Om Sandhulen siger Helge, at det nok er Rold Skovs flotteste hulvej. Den er en del af en vej, som fortsætter helt ned til syd for skoven til et hus, som hedder Nibestedhus. I gamle dage, da man havde studedrift og kom oppe nordfra, holdt man pause her for natten. Netop fordi skrænterne i Sandhulen er så stejle, behøvede man blot at have en mand stående i hver ende, for at køerne ikke kunne løbe væk. Nibestedhus nede ved Madum Sø har netop fået dette navn, fordi studedriften fra Nibe gik den vej inden den fortsatte til Hadsund, for derfra at blive sejlet over fjorden, så den kunne drage videre sydpå ned gennem Jylland. Vi fortsætter nu ad Skiden Pyt, som fører os lige op til den nordlige gren af Troldeskoven. Denne besynderlige skov er det allerflotteste, vi har her oppe, siger Helge. Havde I været med mig her oppe for 35-40 år siden, så ville jeg nok meget klogt og forudseende have sagt, at hvis vi kommer herop om 35 til 40 år, så står der ikke et træ tilbage. Som I vil se, så havde jeg ikke helt ret. Men allerede den gang var træerne begyndt at decimeres pga. blæsten, hvorfor Jens Hvass foranledige­de, at der blev plantet rødeg som læ på den vest- nordvestlige side af skoven. Den amerikanske rødeg vokser meget hurtigt og er meget tæt, og har derfor sørget for at Troldeskoven har stået i læ lige siden, slutter Helge, inden vi går hen til Skovtårnet som den næste destination. Her fortæller Helge om hvorledes han i sin tid havde foreslået at få opført et tårn, således at dette gav mulighed for at få et flot udsyn ud over Stendalen. Jens Hvass lovede at se på sagen, men tiden trak dog ud. Men – en skønne dag ringede Jens Hvass til Helge og spurgte om han kunne komme ned på skovridergården, og det haster, føjede han til. Selvom Helge havde dårlig tid, skyndte han sig derned, og det Jens Hvass ville vise Helge, var modellen af et tårn, der stod på skrivebordet. ”Her har De Deres forbandede tårn”, sagde Jens Hvass. Tårnet blev herefter hurtigt bygget, ikke hvor det først havde været på tale, men altså hvor det står nu, hvilket jo også var helt rigtigt set, føjer Helge til. Jens Hvass idé var, at der ikke skulle være nogen tværstivere på tårnet. Det blev derfor bygget af de bedste douglasgraner her fra Rold Skov, og uanset hvor mange, der løber op i det og prøver at få det til at svaje så meget som muligt, så er det altså ikke lykkedes at få det til at vælte. Ej heller novemberstormen i 1981 kunne vælte det, selvom bakkens og tårnets højde tilsammen når helt op omkring 90 meter. Jeg beklager, at turen er lidt kuperet i dag, men nu tager vi den nemme vej, der går nedad, siger Helge. Dette vil sige ad den stejle trappe fra Skovtårnet og ned til Stendalen. Helge beder dog folk lægge mærke til den bænk, der står lige før vi går ned ad trappen. Den hedder ”Grevindens Bænk”, og er opkaldt efter lensgrevinde Adelaide Caroline Schimmelmann. Det er nemlig sådan, at Vælderskoven tidligere var ejet af Lindenborg Gods indtil området blev solgt til Statsskoven i ca. 1920. Hermed var der anledning til at fortælle historien om Jagtslottet ovre i Rold Vesterskov, der var bygget som en fødselsdagsgave til lensgrevinde Adelaide Caroline. Huset blev dog alt for stort, fordi det var tegnet i alen, men fejlagtigt blev bygget i meter. Nede ved foden af bakken siger Helge, at han vil fortælle en uartig historie, men føjer så straks til, at den skyldes Jens Hvass. Lige nøjagtigt i dette område vokser der om efteråret en svamp, der hedder Den store Stinksvamp. Den store stinksvamp hedder sådan,  fordi den lugter ilde. Den er meget flot, prægtig, vil jeg næsten sige. Og når den er i fuld størrelse, ligner den umiskendelig det mandlige forplantningsorgan når det er allerflottest. Jens Hvass havde en niece, som skulle op til eksamen på Landbohøjskolen i biologi, herunder i svampe. Da hun kom ind til det grønne bord, var der en lille bakke med forskellige svampe. Hun skulle fortælle hvilke det var, samt om deres karakteristika. Hun startede med de nemme, og til sidst lå der så blot en stor, flot og prægtig stinksvamp tilbage. Hun kunne da også fortælle, at på latin hedder den Phallus Pudicus. Hvad mere kan De fortælle om den ejendommelighed, der ligger dér, spurgte eksaminatoren? Hun blev da aldeles rød i hovedet, hvorfor eksaminator sagde: Fuldstændig rigtigt, De har bestået! Ja, nok har vi haft det let ved at ruten lige er gået ned ad bakke, (der er endog blevet sat et fint nyt gelænder op langs trappen), men det betyder så til gengæld, at det nu skal gå opad igen, idet den næste destination er det store øjetræ oppe ved Ørnevejen. Her fortæller Helge først om dét at lære fuglene at kende. Gæsterne på Rold Storkro havde ofte spurgt Helge om navnet på de forskellige fuglearter, men da han fra storbyen kun kendte til gråspurve og duer, fik han den lyse idé at ringe til Jens Hvass for at spørge om hjælp. Den magtfulde herre sagde da: ”Ja, det kan jeg godt. Gå ned til boghandler Mørk i Skørping og køb en fuglebog af min bror, Hans. Gå så op på Vælder­skovbakken og se op i de gamle bøge tidligt om morgenen. Hvis De ellers kan komme op”. Det sidste var noget af en melding, idet Jens Hvass ikke selv var morgenmand. Man skulle ikke prøve på at ringe til ham før efter klokken 10:30. Helge fulgte rådet, og fik da også på den måde lært mange fugle at kende. Men en morgen var der ikke en eneste fugl. Der gik ca. 10 minutter og pludselig hørte jeg en lyd, og dér sad Kongeørnen. Kort efter bredte den vingerne ud og fløj ud over dalen og jeg kan love jer, at det var en af de helt store oplevelser, jeg har haft her i skoven, slutter Helge. Helge fortæller også historien om en lille dreng, der på en tur havde gjort Helge opmærksom på et øjetræ, der står lige ud for det sted, hvor vi nu befinder os. Helge havde godt kunnet se et lille øje, men ikke det store flotte, som drengen kunne se. At drengen havde haft ret, og Helge uret, demonstrerer Helge nu ved at kravle lidt ned ad bakken og fremvise både det lille og det store øje for vore turdeltagere. Mange år senere var Helge på en anden tur med et hold gæster, for hvem han også fortalte historien om den lille dreng og øjetræet. Til stor overraskelse for Helge var der pludseligt en stor og moden mand, der sagde: ”Det var mig”. Vi fortsætter endnu et stykke vej mod nord og kommer derved frem til kanten af bakken, således at vi får en flot udsigt ud over landskabet. Helge peger her de forskellige lokaliteter ud for voreturdeltagere: Store Stendal, Lindenborg Ådal, Kousbækken, Hulvejen og Rebild Bakker. Og så var der nogen, der spurgte mig om Tyvfiskerens Hus, siger Helge. Jeg har aldrig hørt det udtryk før, men det er det derovre, siger han og peger på Lars Kjærs Hus. Dette giver selvfølgelig Helge anledning til at fortælle om Lars Kjær. Manden, der blev betragtet som egnens største krybskytte. Hvordan han holdt guldbryllup med sin anden kone, Marie på samme dato, som han kunne have holdt krondiamantbryllup med sin første kone. Hvordan Lars Kjær blev berømt fordi han fik sit tredje hold tænder, og endelig noget om det at være krybfisker ved at stå ude i bækken og stryge ørrederne under bugen. Den næste etape går lidt op ad Hulvejen, men vi går dog snart til højre ad Hedevej for at komme tilbage til Stendalen. Herfra skal vi atter op ad bakke, idet vi går ad Lynggyden for at komme op til bålpladsen i Urskoven. Halvvejs oppe stopper Helge dog op, dels for at samle holdet op, og dels for at fortælle om Danmarks største skov og dens navnkundige skovrider. Om størrelsesforholdet mellem Rold Skov og Silkeborgskovene, som nu siges at være de største, siger han. Ganske vist er de omkringliggende skove ved Silkeborg ved at vokse sammen med de egentlige Silkeborgskove, men kun på en strækning af ca. 100 meter. Så hvis man regner det hele med, er Silkeborgskovene ganske vist blevet de største, men hvis man skal se nøgternt på det, så må man vel snarere kalde Silkeborgskovene et skovkompleks. Rold Skov er 80 km² stor og den ejes af  fire ejere. Godserne Lindenborg, Nørlund og Willestrup samt Skov- og Naturstyrelsen, Himmerland Statsskovdistrikt, som det gamle Buderupholm Stats­skovdistrikt hedder nu om dage. Hertil kommer en lille del oppe nordpå, der ejes af proprietærgården Teglgården. Der er omkring 3.000 stykker råvildt i skoven og omkring 500 stykker kronvildt. De store rovfugle er begyndt at vende tilbage, så det går den rigtige vej. 75% af Rold Skov er nåleskov, men som jeg fortalte jer indledningsvis, så hører grantræet ikke til i Danmark, men det er en god fremmedarbejder. Af danske træarter har vi ca. 45, der alle vokser i Den Jyske Skovhave, som Jens Hvass lavede – uden at spørge om lov. Hertil kommer ca. 100 udenlandske træarter, og efterhånden som Skovhaven er vokset til, et dette blevet et prægtigt sted at færdes. Skovhaven åbnede den 21. august 1970 kort før Jens Hvass skulle gå af som skovrider og samme dag indviedes også Skovtårnet. Jens Hvass var den første ’grønne’ skovrider, der i modsætning til sine kolleger ville åbne skovene for publikum, siger Helge og fortsætter med at ’tegne et portræt’ af den gamle skovrider. Jens Hvass var født i 1898 i København og allerede da han kom i skole stod det helt klart, at han skulle være formand for ’foreningen til panikkens fremme’. Han kom med i spejderbevægelsen året efter starten. Uniformen var den gang blot et lilla stykke stof, der var syet på skulderen. Noget som var meget ilde set af de andre børn, som gjorde nar af dét at være spejder. Familien boede lige overfor Tivoli på det, der i dag hedder H.C. Andersens Boulevard. Faderen var overretssagfører og radikal, hvilket sidste nok hang lidt ved Jens Hvass. Men som den magtfulde herre, han var, hvor alt var enten ja eller nej, kan man bestemt ikke sige, at han var radikal. Jens Hvass boede lige ved siden af brandstationen, som var startet af Sophus Falck. Her fik han lov til at pudse lygterne og kromet på brandbilerne. Jens Hvass har senere fortalt, at han var meget stolt over at få lov til at hjælpe Falck, men set i bakspejlet var det jo i virkeligheden ren og skær børneudnyttelse. Jens Hvass fik dog også lov til at køre med i brandbilerne. Han sad da og kiggede og kiggede, og det eneste han håbede på, var, at en af skolekammeraterne så, at han sad der. Men det skete aldrig. Han var meget stolt over at være en del af Falck, men efter at have set en skovrider i sin flotte uniform, tænkte han: Sådan én vil jeg også være. Han kom ind på Landbohøjskolen og interesse­rede sig især for pyntegrønt og frøavl. Det sidste ses helt klart i kraft af Klænghuset, som jo var det sted, hvor Jens Hvass fik klænget de fine frø fra Rold Skov til udsåning i både Rold- og andre statsskove. Men nu skal de, som har mad med have noget at spise, slutter Helge i denne omgang. Så nu går vi op på bålpladsen i Urskoven, og så må vi bare håbe, at den er ledig. Og det var bålpladsen da heldigvis, så det varer ikke længe før alle har fundet sig en plads til både kunne at nyde maden og det tilhørende frikvarter i det kølige, men dog alligevel gode vejr. Men snart må vi af sted igen, dog ikke langt, for allerede henne ved resterne af Dødemandstræet stopper Helge for at delagtiggøre folket i mere af hans store viden om Rold Skov. Dødemands­træet har fået sit lidt makabre navn fordi der engang hængte sig en skovløber i det. Der er dog nu kun nogle sørgelige rester tilbage, hvilket får Helge til at nævne, at der blandt de træer, han har omtalt i bogen, ’Navnkundige træer i Rold Skov’, allerede er tre, som ikke mere eksisterer. Han omtaler også den flotte granbevoksning, der stod ovre på den modsatte side af Pumpevejen indtil stormen i januar 2005. Arealet er nu blevet gennemfræset, således at der er blevet skabt en dejlig skovbund. Det skal så tilplantes med bøg, således at Urskoven dermed vil blive betragteligt større end den er i dag. På Helges opfordring fortæller fmd. så historien om da der sad en skælm oppe i Dødemandstræet og gjorde en mørkeræd Jørgen Pedersen fra Rold Storkro meget bange under en natlig ekskursion op til Urskoven. Gæt selv, hvem det var! Vi går nu de få skridt hen til Hvass-træet, som står lige i kanten af Troldeskoven. Det har fået sit navn fordi Jens Hvass altid stoppede op her, når han var ude at gå tur med folk. Hvis der var folk med fra København, endte det altid med at han sagde: ”I skal fanden ta` mig kigge godt på dén der, for sådan én har I ikke hjemme hos jer”. Hvass-træet er en mangestammet Rold Skov bøg, som tillige er fuld af de såkaldte øjer. Det var helt utroligt, så mange som Helge kunne pege ud for en skare, der så til med beundrende øjne. Helge nævner også Jens Hvass` pionerarbejde med at udforme og beskrive nogle turruter i Rold Skov. Den første udgave i 1954 og senere én i samarbejde med Rold Storkro i 1959. Jens Hvass havde oprindeligt været modstander af, at der skulle bygges et hotel i Rold Skov, men da det fra højere sted var blevet besluttet, var han fuldstændig loyal og betragtede nærmest kroen som sin egen. Selv om det er strengt forbudt, gravede han endda en fruesko op og forærede den til Rold Storkro. Den hænger stadig fint i glas og ramme på Jørgen Pedersens kontor. Helge omtaler også de fine fester, der lige har været på Rold Storkro i anledning af kroens 50 års jubilæum. Det var synd, at Jens Hvass ikke kunne være med, fordi han holdt så meget af stedet og kom der meget. Ikke så meget i min tid, for jeg kunne ikke li` ham. Et fremtrædende medlem indenfor spejderbevægelsen har sagt det sådan: ”Jens Hvass er en mand med store dyder, og en mand med store fejler”. Jens Hvass havde det sådan, at hvis nogen sagde javel og bukkede, så trådte han på dem, men hvis der var nogen, der sagde ham imod, så elskede han dem. Men som den hotelmand, jeg var, var jeg nok for flink og sagde javel og bukkede. Og det skal man ikke. Men siden hen blev vi meget, meget gode venner, og jeg har haft utroligt mange gode timer med Jens Hvass. Jeg husker, at jeg var med til hans begravelse fra Hasseris Kirke. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte komme tidligt, fordi det nok blev en af de begravelser, hvor man ellers ville komme til at stå op. Men da tiden var inde, var kirken kun blevet en fjerdedel fyldt. Noget som kunne synes ejendommeligt. En mand som Jens Hvass!! Men ved nærmere eftertanke var det jo såre logisk. Når man bliver så gammel som han, så er der jo ingen venner tilbage. Det var jo derfor, der kom så få. Helge slutter dagens fortællinger med at vende tilbage til den gamle skovriders drengetid i København. Han boede som sagt på H.C. Andersens Boulevard, eller Vester Boulevard, som det hed den gang. Og ligesom jeg har gjort i mine barndomsår, så legede han meget mellem søjlerne i de overdækkede gange ovre på Christiansborg. Selv om han jo kom fra et velhavende hjem, så tiggede han tiører sammen med kammeraterne. Ind imellem skændtes de lidt om hvem der havde mod til at tage den næste. En dag da der kom en ældre herre i en pæn sort frakke med fløjlsrevers, blev Jens Hvass gasset op til at det var hans tur til at løbe hen og spørge, om han ikke kunne få en tiøre. Han bukkede dybt og sagde: ”Undskyld, De har vel ikke en tiøre til vi drenge?” Og manden sagde: ”Jo, det har jeg da”, tog sin tegnebog op og fandt en tiøre, og sagde så: ”Din kammerat skal da så sandelig også have en tiøre”. Drengene bukkede og sagde pænt tak, men et øjeblik efter var der en mand, der tog hårdt fat i Jens Hvass og sagde: ”Dét gør du ikke én eneste gang til. – Det var kongen”. Jens Hvass sagde senere: ”Jeg er noget stolt af mig selv. For jeg har kendt, jeg har personlig kendt, fire forskellige danske konger og én dronning”. Det er imponerende, at man har kunnet det, siger Helge  Den første med den sorte frakke og fløjlsrevers var Chr. 9., så kom Fr. 8., så Chr. 10. og Fr. 9. –  Ja, og nu Margrethe den 2., var der en formastelig sjæl, der føjede til Helges opremsning af kongerækken. Det er nu ved at være ved tiden for at bevæge os ned til vores udgangspunkt. Men først skal alle dog passere fra øst til vest gennem det kæmpestore øjetræ, der står lige ved stien, som fører ned til Brandlinien. Vi følger denne et kort stykke vej og går så ad den næste sti, der fører lige ned til Storkroens parkeringsplads. Det var ikke for, at turen havde været særlig lang, kun ca. 6 km. Til gengæld havde det gået bakke op og bakke ned. Kroppe og sjæle var således blevet fyldt godt og grundigt op med både fysiske og åndelige input.