Brunbakke – Timandens hus – Ørnebjerg – Ravnkildestien – juletur

Det var ikke under de bedste odds fra vejrgudernes side, vi skulle afvikle vores juletur den 9. december. Ja, faktisk var de så ringe, at både turleder og fmd. virkelig var bekymrede for om der overhovedet kom nogle deltagere. Ikke bare for at gå tur, men også for at være med til den efterfølgende julefrokost på Røverstuen.

Men hvad skete der? Hele 86 personer dukkede der op, hvoraf de 81 endda ville være med til frokosten. Med dette massive fremmøde måtte selv vejrguderne give op overfor de seje Rold Skov-venner. Ikke en dråbe regn gav de fra sig førend vi var tilbage i Rebild, hvor en overraskelse ventede os. Mere herom senere.

Da vi havde besluttet, at den forholdsvis korte travetur denne gang skulle foregå i Rebild Nordre Bakker, gik vi straks fra nationalparkens parkeringsplads over til den åbne græsmark på hulvejens modsatte side, og derfra videre op til Ravnkildestiens øvre ende, hvor Helge så stopper op ved den store Rold Skov-bøg. Her starter allerede ’spillet’.

Hvad f….. var det nu jeg ville sige? spørger Helge. Nå, er du blevet gammel? svarer Käthe. Ja, jeg vil ikke være ældre, jeg vil gerne være gammel, fordi, når man har lidt med sproget at gøre, så ved man jo godt hvordan bøjningerne går. Og bøjningen af gammel, den er faktisk gammel, ældre, ældst. Så det er et helt paradoks, at når man nu løber på folk som er gamle, så kalder man dem for ældre, fordi det er gamlere end gammel. Jeg kan ikke huske hvad jeg ville sige med det! Åh jo, jeg kom til at tænke på xx, siger den venlige mand.

Efter at have fortalt om sine fortrædeligheder med at nå frem til tiden pga. at bilen ikke ville som han, fortsætter Helge med at omtale den førnævnte Ravnkildesti. Vi skal ikke den vej i dag, siger han, men I skal vide, at Ravnkildestien blev åbnet ved en stor ceremoni i august måned 1970 som en af skovens store attraktioner. I øvrigt samme dag som man også indviede Den jyske Skovhave.

Velsagtens for at glæde eventuelle nye deltagere, fortæller Helge også om Rold Skov-bøgen. Der er nok nogen, der vil sige, at det er en musebøg, siger han. En sådan kan fremkomme som følge af, at musene samler forråd og gemmer bog til vinteren. Men det er det ikke, for der er masser af den slags træer her i Rold Skov. Det er en typisk Rold Skov-bøg. I modsætning til andre bøgetræer, så kan Rold Skov-bøgen lave jordskud. Rold Skov-bøgen er det man kalder i forstsproget en proveniens – en underart af bøgen. Helge beder dog også folk lægge mærke til de få ege, der står rundt omkring, hvilke er rester af den oprindelige egeskov.

Hele den store Brunbakke er altså i høj grad præget af store bøgetræer, hvilket vil sige, at der på denne årstid ligger et tykt lag bronzefarvet løv på skovbunden. Og da vores næste mål er at komme op til stedet hvor Timandens hus engang var placeret, går turen nu ret mod nord gennem dale og bakker op til dette sted. Og naturligvis skal vi da høre historien om Timanden og hans far, Skov Kræn. Om hvordan Timanden og dennes gode ven, Kulsvier Frederik tog til Skørping for at flikke en kiste sammen da Skov Kræn var død. Forinden havde de taget mål af Skov Kræn med strå, som de dog mistede da vognen væltede på vejen. Timanden mente dog, at han sagtens kunne huske hvor høj Skov Kræn var, men da de efter adskillige kaffepunche kom hjem med kisten, stak fødderne alligevel udenfor. Timanden ville så save fødderne af Skov Kræn, men det ville Kulsvier Frederik dog alligevel ikke være med til, hvorfor de blev enige om at ’brokke’ ham ned.

(”Han var sgu. da noget stiv i det”, føjer Helge pludselig til. Og lidt efter siger han: ”Det var der vist én, der misforstod”, hvorpå han lammefromt atter føjer til: ”Skam få den, der tænker ilde derom”).

Da de havde sømmet låget på kisten sagde Kulsvier Frederik eftertænksomt: ”Timand – nu kan Skov Kræn ikke få luft”, hvorfor Timanden bare gik ind og hentede et skovbor og borede tre huller i låget. ”Så, sagde han, nu kan Skov Kræn få luft”.

Da det var vinter med meget hård frost, kunne man ikke straks få Skov Kræn i jorden inde på Gammel Skørping kirkegård, hvorfor han måtte stå i våbenhuset i ca. 1½ måned, indtil det mildnede så meget, at man kunne grave hullet. Præsten sendte så bud efter Timanden for at aftale begravelsen og bad ham samtidigt om en dødsattest. ”Jeg har ikke nogen dødsattest”, sagde Timanden, hvortil præsten svarede: ”Jamen, så kan jeg ikke begrave ham, for så kan jeg jo ikke vide, om han er død”. Hertil svarede Timanden: ”A ska` den renemæ sej dæ. Hvis han ikke var død for 1½ måned siden, så er han sgu død nu, efter at have stået derude i 30 graders frost”.

Timanden flyttede senere til Hadsund. Dér er der en vej, som hedder Timandsvej, siger Helge. [Hvis det må være skribenten tilladt, at komme med en kommentar, så lad det da være denne: Som ætling af gamle Hadsundere, kan jeg da kun være stolt af, at Timandens navn er blevet udødeliggjort ved at en vej er blevet opkaldt efter ham. Og så lige i Hadsund].

Helge fortæller til slut om en episode med en norsk dame fra Bergen, som sammen med sin gamle mor, Kristiane, ville komme til Rebildfest. Moderen var født og havde boet i Rebild i 40 år, men var nu flyttet op til datteren i Norge. De ville gerne have lov til at besøge Helge, så han kunne optage den gamle dame på bånd. Hun havde så meget at fortælle.

Efter et par timers forløb blev båndoptageren slukket, og mens de sad ved kaffebordet sagde Helge til den gamle dame: ”Der var sådan en original, en drukkenbolt, oppe i Rebild, som de kaldte for Timanden. Kan du huske ham?”. ”Hvad mener du”, spurgte Kristiane. Helge gentog så sit spørgsmål og Kristiane svarede: ”Det er jo ham jeg sidder og fortæller om. Det var min far”. Det var jo ikke så heldigt sagt for Helge, men han fik sig da snakket ud af det. Ja, så godt, at Kristiane efterfølgende sendte ham et billede af Timandshuset samt Timandens dåbsattest. –  Selvom jeg hellere ville have haft hans dødsattest, siger Helge til stor moro for selskabet.

Vi fortsætter nu atter et stykke vej mod nord og kommer derved op på den næste bakke, kaldet

Ørnebjerg. Også her finder man resterne af en gammel beboelse. Her boede eneboeren Peter Andersen Ørnebjerg, som var den mand på egnen, der vidste mest om skoven og dens historie, siger Helge. Her i Ørnebjerghuset var der en vidunderlig stue. Det var som at komme tilbage i 1700 tallet, så fuldstændigt bevaret var den med bilæggerovn, det gamle ørnebjergbord, slagbænk og tøsebænk. Pigerne skulle jo ikke sidde for godt og for længe. De skulle jo bare tilbage til køkkenet og lave noget der, vover Helge at sige.

Kort efter at jeg var kommet til egnen, hilste jeg på Peter Ørnebjerg fordi der var en reception på Rold Storkro, hvor man skulle sige goddag til den nye direktør. Ved den lejlighed kom kromanden fra Rebildhus, Frimuth Engelst, med Peter Ørnebjerg og hans bror, Jens. Jeg kan love for, at når man sagde goddag til Peter, så var det noget af en lap at få i hånden. Armene var lange, som bøndernes var den gang, og dejlig vejrbidt og furet var han også. Og så talte han med et vidunderligt bredt himmerlandsk, som jeg ikke fattede et ord af.

Da jeg begyndte at interessere mig for egnen, sagde Frimuth Engelst, at jeg skulle gå op og snakke med Peter, men det turde jeg ikke, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne forstå, hvad han sagde. Men da der var gået en rum tid, så gik jeg alligevel en dag op til Peter og bankede på døren. Peter, der altid var meget høflig, kom frem i døren og sagde: ”Go`daw direktør Qviistorff, hva` vil du?”. Det sagde jeg så til ham, hvorefter han tog sine spidsnæsede træsko på og gik udenfor, hvor vi så satte os på to træstubbe fra to gamle bøgetræer. Og så begyndte han at fortælle. Jeg har ofte siden været oppe hos Peter, og hver gang sad vi ude på de to bøgestubbe, uanset om det regnede eller sneede eller var sol og sommer.

Jeg var blot ked af, at jeg aldrig fik lov til at komme ind og se Ørnebjerghuset. Jeg spurgte en dag Frimuth, hvorfor jeg mon ikke måtte komme ind og se den stue, som jeg havde hørt så meget om. Hertil sagde Frimuth: Jeg tror, det er fordi Peter er blevet så gammel, og at der så måske ikke er særligt rent, og det vil han ikke have, at du skal se. Vi kom dog derop en vinterdag, hvor Frimuth bare gik lige ind, og så fulgte jeg efter. Og nu så jeg den dejlige stue med petroleumslampen, der udsendte det der gule lys. Det var så kønt.

Peter var blevet gammel. Han skulle på hospitalet, hvor han da også døde 14 dage senere. Jeg var nede at besøge ham nytårsaften, og da sagde han noget, der undrede mig. For da jeg sagde farvel til ham, og jeg godt var klar over, at det var sidste gang, jeg så ham. Da sagde han: ”Qviistorff, vil du ikke gøre mig en tjeneste?”. Det ville jeg selvfølgelig gerne. ”Når jeg er død, vil du så ikke godt læse ’Grantræet’ af H.C. Andersen?, for grantræet, det er mig”. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg kunne ikke forstå det. ’Grantræet’ er jo historien om det træ, der aldrig når det, som det gerne vil her i livet. Og for mig stod Peter som en åndsperson, som jeg mente, netop havde nået, hvad han ville i livet og havde fred med det. Han var en hædersmand. (Et smukt eftermæle, Helge, skribenten bliver lige rørt hver gang).

Helge fortæller nu om to andre ejendommelige tilfælde, hvor livet og døden ligeledes kom til at gå hånd i hånd.

Peter Ørnebjergs bror, Jens, vidste også meget om egnen. Han og jeg gik en dag i Rebild fra gård til gård, fra hus til hus, hvor Jens fortalte mig, hvem der havde boet der i gamle dage og hvordan, der havde set ud. Bagefter tog vi hjem for at spise lidt aftensmad og drikke et glas vin. Da Jens skulle hjem, tilbød jeg at køre ham, han boede nord for Gammel Skørping, men det ville han ikke, han ville cykle hjem. Det var et ejendommeligt tilfælde, at vi lige skulle gå tur denne dag, for næste dag døde Jens.

For 14 dage siden var jeg nede at tale med en gammel mand på 96 år. Han var fuldstændig klar, ja, imponerende klar i hovedet. (Per kan bevidne det, jeg har sendt ham udskriften af interviewet). Hans datter var der for at lave kaffe og smøre mad. Jeg fik meget at vide, som jeg ikke vidste i forvejen, men et par dage efter måtte jeg dog ringe til datteren, fordi der var noget, jeg skulle have nærmere at vide. Og så var det, hun sagde. Jeg er nødt til at give dig en kedelig meddelelse. Min far døde i nat.

Så I skal ikke bede mig om at interviewe nogen – det vil jeg ikke – det er slut.

Hermed var besøget ved Ørnebjerghuset også slut, og efter et par afsluttende bemærkninger går turen nu et kort stykke vej mod vest, indtil vi næste gang stopper op ved ”Hjejlestenen”. Det er måske lidt ejendommeligt, at der står en mindesten her ude i det bare ingenting, siger Helge. ”Hans Nikolaj Hansen 1917-1923”, står der på den, ligesom der også er indhugget et relief af en hjejle. Men det giver Helge anledning til at fortælle om kunstnerkolonien her på Ørnebjerg og nogle af de kunstnere, der havde andel i den. Da kolonien gik i opløsning i 1917 købte maleren Hans Nikolaj Hansen ejendommen tillige med hele det bakkemassiv, der hedder Ørnebjerg. Han var gennem sit ægteskab blevet en meget velhavende mand, således at han var i stand til at lade den gamle koloni rive ned, og i stedet lade bygge en pragtvilla med et stort atelier oppe på toppen.

Årsagen til at der også er indhugget en hjejle i stenen er, at hjejlen var Hans Nikolaj Hansens yndlingsfugl. Han malede ofte en hjejle med på sine billeder. Hjejlen var sikkert almindelig på Ørnebjerg på Hans Nikolaj Hansens tid, men det er den dog ikke mere nu hvor hele bakken er dækket af bøgeskov. Ørnebjergets hjejler lever dog alligevel videre på en måde, idet en del af Hans Nikolaj Hansens familie netop har taget navneforandring til Hjejle.

Vi går nu hen til ruinen af Ørnebjerghuset. Her kan man sagtens stadig fornemme, hvor stort et hus det engang har været. Familien på Sjælland har klandret mig for at skrive, at det var en pragtvilla, siger Helge. Set med rige sjællandske øjne var den måske heller ikke noget særligt, men her på stedet var det dog et ganske imponerende bygningsværk.

Der udspandt sig tillige et rigt kulturliv her i huset, idet landets kulturelite ofte besøgte Hans

Nikolaj Hansen. Det drejede sig om kendte personligheder som Niels Bohr og statsminister Neergaard til grønlandsfarerne Knud Rasmussen, Eigil Knuth og Ebbe Munch. Det var dog ikke i særligt mange år, Hans Nikolaj Hansen fik fornøjelse af sin villa på Ørnebjerg, idet han døde allerede i 1923.

Jeg kan ikke huske, om det var 3. eller 4. maj i 1945 at huset brændte, fortsætter Helge. Men man kan godt se, at det har været et vidunderligt sted. Bag ved huset var der en skøn have, og man kan faktisk stadig se resterne af dens træer og buske stritte op mellem de store bøgetræer, som der jo ikke var der den gang.

Efter ligesom at have filosoferet lidt, siger Helge. Der er mange ting, der er brændt. Stakkels

Frimuth Engelst måtte se, at hans Rebildhus brændte, at hans Rebild Park brændte, at hans Mosskov Pavillon brændte og at hans Cafeteria brændte. Safari brændte også, der er faktisk kun Vandrerhjemmet i Rebild tilbage, som Frimuth byggede som privathjem. Men han havde ikke noget at gøre med det selv, pointerer Helge for en sikkerheds skyld.

Det er nu blevet tiden for at søge tilbage til Rebild. Ruten er nogenlunde den samme som på udturen. Helge fører naturligvis an, men lige før vi skal krydse over Hulvejen overlader han pludselig turen til fmd. Det er der selvfølgelig en forklaring på.

Som nævnt i indledningen, ventede der nemlig en overraskelse i Rebild. Sagen er nemlig den, at det var den 10 gang, vi skulle holde juleafslutning på Røverstuen. Vor gode ven, Erik Eriksen havde allerede tidligt på året sagt, at så ville han give champagne til alle på husets regning. Der er jo så imidlertid sket det, at Vivian og Erik har solgt Røverstuen til deres kok, Peter Schnefeld. ”Nu kan du godt glemme alt om den champagne”, havde drillepinden Helge sagt flere gange. Men han skulle blive klogere. Thi et par dage før juleturen ringede Vivian og sagde. ”Kunne I ikke lægge turen op omkring Tophuset, så er der champagne i haven”. Og selvfølgelig ville vi da gerne tage imod Vivians og Eriks flotte tilbud. Af alle de steder vi har holdt til gennem vores 20 årige virke, Mosskov Pavillonen, Rebild Park, Roldhøj – og Røverstuen, har Røverstuen altså været vores hjemsted i halvdelen af tiden. Vi har haft et utroligt godt forhold til stedet og vi har følt os utroligt godt modtaget af værtsparret. Kort sagt, her har vi virkelig følt os hjemme.

Det var derfor til stor fornøjelse for fmd., at han fik lov til at føre et hold, der troede, at den udendørs del af turen var slut, op til Tophuset, hvor Vivian og Erik stod klar til at tage imod os. Det var således ikke bare til overraskelse, men også til glæde for vore medlemmer, at de på den måde kunne få lejlighed til både at sige tak og pænt farvel til vore to værter gennem de mange år. En tak, som også skal gælde for alle de Rold Skov-venner, som ikke lige kunne være med på denne tur. Tak skal I ha` fra os alle sammen.

Hermed var det så blevet tiden for 2. halvleg af dagens arrangement – afslutningen på Røver- stuen, der forløb som vanligt, og dog en smule anderledes. Som altid, var der fra starten anrettet med sild og diverse tilbehør på bordene, men da der denne gang var længere tid inden buffeten var klar, benyttede Helge lejligheden til at fortælle, først generelt om Rold Skovs Venner og derefter noget om de enkelte bestyrelsesmedlemmer. Vi har jo gennem årene fået flere nye medlemmer, og ikke alle kan jo vide hvordan det hele er ’skruet sammen’.

Om driften af foreningen siger Helge. Alle betaler et x antal kroner for hver tur man går med. Det gælder også for bestyrelsen. De eneste som er fritaget er Pernille og Helge fordi de ikke har råd. Møderne foregår på skift hos bestyrelsesmedlemmerne, og det går ikke på Rold Skovs Venners regning, idet bestyrelsen betaler selv. Det er altid nogle inspirerende møder, og ingen stiller spørgsmål til formandens beretning. Det har en god forklaring, for den tager meget lang tid, men det er da dejligt at blive beriget.

Det er altså en forening, der er fuldstændig udemokratisk, slutter Helge og går herefter over til at præsentere de enkelte medlemmer af ledelsen.

Først vores edb-ansvarlige, også kaldet webmaster, Lennart Greig og han kone, Jette. Lennart har lavet og vedligeholder vores hjemmeside i samarbejde med bestyrelsen. Han gør det så utroligt flot, og det endda uden at blive honoreret på nogen måde. Det er et meget stort aktiv for foreningen, at vi også kan være præsenteret udadtil på den måde.

Om Carsten: I bestyrelsen har vi jo vores benjamin, som desværre ikke er til stede i dag. Han hedder Carsten og hans kone hedder Karin. Når jeg siger, at han er vores benjamin, så er det fordi vi, som nogle meget gamle bestyrelsesmedlemmer, der ville lave denne forening, også tog ham med i bestyrelsen, fordi vi mente, at der måtte være et moderne og ungt islæt. Beklageligt nok, så tror jeg, at vi må erkende i dag, at han er blevet en gammel mand. Men Carsten er vores miljøminister og vores sportsminister. Det er ham, der sørger for at tilrettelægge, når vi skal på orienteringsløb eller køre cykelløb og den slags ting. Det er prisværdigt at skulle stå for foreningens gymnastiske udskejelser.

Om Käthe: Käthe er minister for vores social- og omsorgsministerium. Det er Käthe, der sørger for den moderlige afdeling af Rold Skovs Venner. Ser til, at vi har det godt. Sørger for, at fmd. og turlederen får en kop kaffe, og at der endda er sukker og fløde til turlederen. Hvis det ikke er nok, så er der Käthes mand Anders. Der er mange, der tror, at han er et russisk islæt pga. sit meget viltre hår. Men det er ikke tilfældet. Han er pæredansk. Anders er vores musiske minister, som i tilfælde af, at det er nødvendigt, både kan spille på det ene, andet og tredje instrument – incl. sækkepibe og meget professionelt.

Om Birgit: Dette er vores svar på ’Thorkild Livrem’ og Lars Løkke Rasmussen. Der er bare den forskel på dem og Birgit, at de sviner med pengene. Det gør Birgit ikke. Birgit er vores skatmester, vores finansminister, og jeg kan godt love jer for, at der bliver ikke brugt én krone i denne forening, der ikke skal bruges, rigtigt. Og så er hun nidkær overfor, at de beslutninger, der blev taget helt fra foreningens start, også bliver overholdt. At de midler, der kommer ind, skal gå ubeskåret til medlemmerne. Du har gjort det så utroligt flot, og har lagt et stort arbejde i det som skatmester.

Om Knud: Nu bliver det svært. For vi har en generalsekretær, Knud Andersen. Knud er også vores udenrigsminister, forstået på den måde, at når Rold Skovs Venner skal til udlandet eller på en eller anden ø i det danske rige, så er det Knud, der står for arrangementet. Jeg vil lige sige, at det er så stor en opgave, at Knud ikke kan udføre den alene. Derfor er vores generalsekretær nødt til at have en sekretær. Jeg holder meget af dem begge to. Især af Hanne. Og Hanne og vores edb-ansvarlige har et utroligt samarbejde om at sørge for, at alle ved hvad der foregår i Rold Skovs Venner. Det klarer de fuldstændigt. Det skal siges, at det er udenrigsministeren, der beordrer dem til det.

Jeg synes, at det er så dejligt, at vi har en generalsekretær. Jeg må dog sige, at på ét punkt er jeg måske ikke så glad for det, fordi, det kunne måske godt være, at han en dag fandt på, at ville i folketinget. Der ville komme et aftrædelseshonorar, som vi ikke havde råd til. Jeg tror dog, at Knud er en så sindig mand, at foretrækker at være her i det jyske fremfor ovre i hovedstaden. Det er virkelig dem, der på mange måder holder sammen på dette foretagende.

Det er prisværdigt, hvad de har gjort for Rold Skovs Venner.

Om Hanne: Hanne, jeg elsker dig! (I lige måde, svarer hun pudsigt nok tilbage). Ja, hvad er der egentlig at sige om dette? Det er svært, at skulle sige noget godt om Hanne uden at komme til at sige noget ufordelagtigt om hendes mand. Hanne, du kan ikke forestille dig, hvor meget de, der kender dig så godt, som vi gør, føler med dig, hvor stor pris vi sætter på dit utrolige talent for at sørge for, at vores formand altid er klar. Du gør virkelig et stykke arbejde, som er så storslået, at det trodser enhver beskrivelse. Desforuden så er du jo på en måde vores alle sammens mor, der sørger så godt for os med både det ene og det andet, og sammen med det yderligere moderlige ministerium giver Rold Skovs Venner æbleskiver og gløgg. Hanne du er en skat. Du er uvurderlig for denne forening, og ikke mindst gør du det så strålende for os, at vi har lært at leve med  – , slutter Helge med et sigende blik hen på sin prygelknabe.

Skal vi ikke give Hanne en stor hånd?

(Næste afsnit er skrevet nødtvungent af hensyn til referatet, og meget vel vidende, at det hele skal tages med et gran salt)

Om Per: Kære Per, nu da du er kommet ind i de voksnes rækker. Ja, vi har en vidunderlig formand – selvbestaltet. Men alligevel. Der kan ikke siges nok om den formand, fordi han er så utroligt god til Rold Skovs Venner. Han har været samlingspunkt, han har været fantastisk, jeg kan kun hylde ham, jeg kan kun rose ham. Turlederen føler sig måske en gang imellem en lille smule trådt på. Jeg ved ikke hvorfor, men han bruger enhver lejlighed til at nedgøre turlederen, som på sin vis gør hvad han kan, bestræber sig på at gøre det så godt som muligt, men må erkende, at det er ikke godt nok til formanden, men Gud ske tak og lov, så er turlederen af slavenatur, og finder sig i at blive pukket på, og trådt på. Men bortset fra det, så synes jeg, at formanden er fantastisk. Han er vort samlingspunkt, vort unikum.

Stakkels turleder! Den eneste, som det sådan set går ud over. Formanden er også begyndt at komme med sådan nogle underlige øgenavne, som han giver ham. Det seneste, som han er kommet med er  –  Over Clausen, kalder han ham. Jeg tror ikke, at det varer længe før han kalder ham Christoffer Columbus. Jeg vil gerne forklare jer hvorfor. Det er fordi, det er formandens opfattelse, og til hans meget store irritation, at de ture, som Hanne og generalsekretæren i samarbejde med Lennart Greig fortæller om på hjemmesider og i breve til medlemmerne, ikke altid udføres nøjagtigt som de står skrevet, idet turlederen ikke kan finde rundt i skoven, og så går han nogle andre veje. Det irriterer formanden, og det kan jeg sådan set godt forstå. Men som en fornuftig mand for nogen tid siden sagde om Christoffer

Columbus, og det er derfor jeg tror, at han snart vil kalde turlederen for Christoffer Columbus. Han sagde om Christoffer Columbus: Da han skulle rejse, vidste han ikke, hvor han skulle hen. Da han kom dertil, vidste han ikke, hvor han var. Og da han kom hjem, vidste han ikke, hvor han havde været. Det svarer så nogenlunde til vores ture i Rold Skov.

Om Pernille: Den sidste, det er turlederens frue, som skal finde sig i, at turlederen efter hver eneste gang, vi har været ude at gå med Rold Skovs Venner, kommer bedrøvet og nedtrykt hjem efter at have været udsat alt det, som han har måttet leve med. Hun giver ham modet igen, og det synes jeg er prisværdigt og det skal du have mange tak for. Er der nogen jeg har glemt? siger Helge og føjer så til. Ja, Freja. Stakkels lille Freja, som er blevet opereret og må gå med en stor skærm på hovedet.

Jeg har glemt turlederen, siger Helge pludseligt. Nej, ham er der sgu ikke ret meget at fortælle om, føjer han selv til. NEJ, lyder det samstemmende fra fmd. mens alle spontant giver Helge en drønende klapsalve for hans særdeles muntre beskrivelse af Rold Skovs Venner og al deres væsen.

Et medlem siger yderligere til Helge. Vi er glade for at være med på de ture, som I arrangerer. Skulle det nu en dag blive rigtigt dårligt vejr, og vi ikke kan komme nogen steder, så mister vi ikke bare turen, men også den dialog, der er mellem dig og Per, den er f…… hele turen værd. Jeg synes også, at vi skal give en rigtig stor klapsalve til vores turleder og til vores minister for Rold Skov og Rebild Bakker. – Så det gjorde vi selvfølgelig nok engang.

Der breder sig nu, som altid, en munter snak blandt gæsterne i dette års julefrokost, men da der stadig var lidt tid til buffeten var klar, kunne fmd. ligeså godt benytte denne til at se tilbage på årets gang i Rold Skovs Venner.

Men, da han nu for engangs skyld havde fået ordet, ville han dog allerførst takke Helge for den store indsats, som han havde ydet for Rold Skovs Venner i den forgangne sæson. Ja, ikke bare i denne sæson, men nu i samfulde 20 år, det er så flot, at han har brugt søndag efter søndag til at gå tur med Rold Skovs Venner. Og så bare for et stykke chokolade som honorar. Men – som et sigende apropos til al hans snak om Christoffer Columbus, der [heller] ikke vidste, hvor han var – vi ville selvfølgelig gerne vise vores taknemmelighed ved at give ham en lille gave. Og – indrømmet – i år bestod denne tilfældigvis af en håndholdt gps, som gør, at man også kan finde vej i skoven. At vi så også har ødelagt al Helges snak om at han ikke kan finde vej, er jo bare ærgerligt. Men lad os nu se, man skal jo også lære at betjene en sådan fidus. Skal Rold Skovs Venner mon være prøveklud?

Som Helge selv så rigtigt sagde om at have baglandet i orden. Så er vi Rold Skov-venner også glade for Pernilles altid positive væremåde overfor foreningen. Det udtrykte vi helt konkret på den måde, at formandinden efterfølgende overrakte hende en flot (synes vi selv) dekoration til at pynte i det storekirkebjergske hjem julen over.

Om årets gang i Rold Skovs Venner, kan vi atter engang slå fast, at det har været en særdeles spændende og varieret sæson. Ud over vore traditionelle og elskede ture i Rold Skov, har vi oplevet at skulle trave i både Solbjerg- og Lounkærskovene. Den sidste endda under ledelse af skovfogeden selv. Og ikke mindst har vi i anledning af vores 20 års beståen været på en dejlig tur til Fur, som Hanne og Knud i samarbejde med Helge havde arrangeret. Vi siger tak for en god oplevelse til jer alle 3. Bare ærgerligt, at Pernille og Helge ikke kunne være med på turen. Ud over at se tilbage på den forgangne sæson, kunne vi slutte dette indlæg med at forberede vore medlemmer på nye oplevelser, idet vi allerede har arrangeret et besøg på Lille Vildmose Centret med en indlagt bustur til både Høstemark Skov og Portlandmosen.

Endelig var tiden kommet for det kulinariske, således at vennerne kunne få ro for al den snak og koncentrere sig om at nyde en ganske dejlig buffet. Men alt får jo en ende og traditionerne skal holdes. Selvom der ikke serveres risengrød, er det jo ikke en hindring for at uddele mandelgaver. I år bestod disse af fire eksemplarer af Helges store flotte Rold Skov-bog: Rold Skov – Danmarks største, idet vi har fået mange nye medlemmer, der ikke er så heldige at eje dette pragtværk. Lodtrækningen foregik på vanlig vis i form af ’omvendt lotteri’ og som altid med Lissi Sørensen som lykkens gudinde.

Sluttelig kunne vi slutte en lang og dejlig dag over en kop kaffe med diverse oste og småkager som tilbehør. Snakken gik meget længe (vistnok længere end nogensinde før), og en tilfreds turledelse kunne se tilbage på en sæson, der endnu engang var gået overmåde godt. Vi holder på i 2008.