Grøndalen – Rebild Skovhuse

For vore mangeårige medlemmer, er det vist ikke mere en hemmelighed, at der vanker gløgg og æbleskiver til alle på novemberturen. Men for bestyrelsen er det stadig lidt morsomt, at se overraskelsen i nye deltageres øjne når vi pludseligt kommer frem til en bålplads, hvor alt står klart til dette traktement. Denne gang sknulle det foregå ovre på den gamle bålplads lige oven for Mosskov Pavillonen.

Mødestedet er derfor i dag, søndag den 18. november, sat i Grøndalen ved Rebild Skovhuse.

Herfra begiver Helge sig straks efter velkomsten ud på turen med de der fremmødte personer. 90 i alt. Ruten går hen forbi Bitte Hedekrog og videre over mod Tøtteruphus, hvor Helge fortæller om de mange nye søer i Rold Skov, bl.a. den, der ligger i Havemosen. Umiddelbart efter Tøtteruphus fortsætter vi i en bue mod øst og syd og kommer derved forbi et vandhul, der netop er opstået, fordi man har hævet vandstanden i Havemosen.

Jeg er sur på formanden, siger Helge pludseligt. Jeg er også sur på min kone, og det kommer sig af, at de rotter sig sammen mod mig. Jeg skal senere fortælle jer hvorfor, men det værste ved det er, at de nok har ret. Jeg har nu ikke i sinde at give dem ret, jeg vil kæmpe imod hvad de siger, slutter Helge lidt kryptisk og lader turen gå videre langs jernbanen til vi atter stopper op lige før de to skovløbersteder Arnebakkehus og Mosskovhus.

Jernbanen her åbnede den 18. september 1869, siger Helge. Det var englændere, der byggede og ejede den, og ingeniørerne boede i de to huse, som blev bygget samtidigt med banen. Så kommer spørgsmålet. Hvorfor hedder det Arnebakken? Helge giver dog selv svaret og fortæller, at det intet har med nogen som helst ved navn Arne at gøre. Det kommer derimod af, at området i fordums dage hed Agernbakken. Og det fortæller os, at der her på stedet har været egeskov, og deraf navnet agern.

Vi går nu under banen og videre op mod Klænghuset og Mosskovgård, men stopper dog op da vi når frem til Mosskovbøgen, eller Laust Christensens Bøg. Her vender Helge atter tilbage til indvielsen af jernbanen i 1869, og fortæller om kongens rejse med skib til Aalborg, hvorfra indvielsestoget skulle udgå. Ligeledes om hvordan der på hver station var en festlighed hvor kongen talte, og hvert sted sluttede med ordene: Grüss, grüss og velsiknelse til vort kære Jylland. Kongen var jo af tysk afstamning og talte derfor et lidt gebrokkent dansk. Helge omtaler også bogen Navnkundige træer i Rold Skov, hvor Laust Christensens Bøg netop er et af disse. Træet blev i sin tid plantet ved den ene af de 3 mosskovgårde, der engang lå her på stedet. Nu er der kun skovridergården Mosskovgård tilbage. Man har siden hen fundet ud af, at Laust Christensen har nulevende slægtninge lige her i vores midte, hvorfor Helge beder ØP om at fortælle den historie.

Laust Christensen boede i en af de 3 gårde, der var her nede, siger ØP. I 1902 plantede han bøgen her. Det har jeg fra et familiemedlem på min kones og Pernilles side. Hun har fundet det omtalt i et gammelt skrift nede på landsarkivet i Viborg. Hele Mosskov slægten, som nu lever i både Nørresundby og i Vendsyssel, stammer her nede fra de 3 gårde. De købte navnet Mosskov, og de gav 31 kroner for at få det. Man har talt, at der skulle være 28 stammer på træet, men man kan jo godt se, at nogle af dem er fældet og at træet ikke har det så godt mere, slutter ØP denne beretning.

Vi må naturligvis også stoppe op ved Klænghuset. Her fortæller Helge om hvad det vil sige at klænge, hvilket er en proces, hvor man varmer koglerne op så man kan slå frøene ud. Det var Jens Hvass, som tog initiativ til at oprette en produktion af nåletræsfrø. Han var meget interesseret i planteavl og ville gerne producere nogle fine frø, som også var eftertragtede til udsåning på andre skovdistrikter. Nu klænger man ikke mere frø her i Rold Skov. Det foregår centralt under Staten, og man bruger nu Klænghuset til mødelokaler.

For de, som ikke før har set skovridergården, anbefaler Helge, at man lige går derhen, mens resten af holdet venter. Velsagtens har de fleste jo nok set Mosskovgård, men som det er blevet omtalt på flere tidligere ture, er der blevet bygget et nyt kontorhus pga. omstruktureringen i statsskovvæsenet. Og man kan kun sige, at det er blevet et rigtigt flot hus, som passer særdeles godt ind i miljøet, idet det er opført af sortbejset træ og har stråtag. Ja, faktisk er det blevet intet mindre end en værdig pendant til Klænghuset.

Da vi alle atter var blevet samlet, fortsættes turen op over Jamborettepladsen, hvor vi stopper op på bakken med den store bøg. Det er så smukt et træ, siger Helge, men det er nu ikke det, jeg vil tale om, men derimod om to af Danmarks oprindelige træarter – egen og fyrren. Helge omtaler hvordan de begge led hårdt ved en intens brug til tømmer gennem årtusinder, lige til vi var nede på kun at have 3% skov i 1805. Det var dog gået værst ud over fyrretræet. Så meget, at da man nåede 1700-tallet var der ikke mere dansk fyr tilbage. Alt det fyr, som vi har nu, er af udenlandsk oprindelse.

Der var dog en mand på Læsø, som i 1780`erne så seks små fyrretræer oppe på Nordmarken.

Han må have vidst noget om fyrretræer, for han gravede dem op og plantede dem hjemme på Bangsbogårde. De fire gik ud straks, et andet senere, men ét af dem levede. Der opstod senere nogle gevaldige diskussioner om at træet var den ægte vare. I dag skændes videnskaben ikke mere, der er sagt god for Bangsbofyrren, og frø fra det gamle træ er plantet ud i arboretet i Hørsholm. Og Bangsbofyrren selv, ja den lever i bedste velgående.

Forhenværende skovrider Poul Lorenzen, som var meget historisk interesseret, fik også nogle frø fra Bangsbofyrren og fik et træ til at gro her i Rold Skov. Da Helge skulle skrive den store bog om Rold Skov, opdagede han, at der i arkiverne på Mosskovgård stod, at Poul Lorenzen havde plantet en aflægger af Bangsbofyrren på et givent sted i skoven. Det overraskede Helge meget, så der var ikke andet at gøre, end at han sammen med skovrider Uffe Laursen måtte ud for at finde den. Men der var desværre ikke mere nogen fyr at finde på det pågældende sted. Helge tror, at en eller anden skovløber har set, at der stod en fyr, som ikke lige skulle være der på stedet, og så han man bare fældet den.

Da vi jo står lige midt på Jamborettepladsen, fortæller Helge også om baggrunden for hvordan Jens Hvass fandt på at lave den, og om hvordan den fik sit navn. Der kunne være ca. 7-8.000 spejdere her på pladsen, siger Helge, men bliver straks rettet af ØP, som siger, at det ’kun’ var 800, der var plads til. Der udspandt sig nu en større diskussion. Nogle bakkede ØP op, mens en dame sagde, at hun også havde været på jamborette, og at de da var flere tusinde. Men, som Helge diplomatisk sagde for at slutte diskussionen af: ”Det kan man da finde ud af”. Han fortsætter så med at fortælle om hvor fantastiske disse jamboretter var. Herunder nævner han blandt andet Stenalderjamboretten og den, der handlede om Borneo, hvor man byggede en stor Borneo-hytte. Senere opførte man den ene bygning efter den anden, men nu er der kun den, der på en lejr fungerede som sherifkontor tilbage. Den forsøger man at bevare.

Lige før vi går ud af det egentlige jamboretteområde stopper Helge igen op for en kort stund. Vi står på det sted, hvor der engang blev rejst en mægtig portal ind til lejrområdet. I dag er der kun den ene af de to mægtige betonkolosser, der bar portalen, tilbage. Helge kommer ind på det, at en historie kan udvikle sig dramatisk. Jeg har også hørt historien om, at disse kolosser var sat op af Nazi-tyskland for at spejderne ikke kunne overfalde skovløberne, som befandt sig udenfor lejren. Sandheden er dog, at Nazi-tyskland intet som helst har med den rædsel at gøre. Det var en arkitekt fra Randers, hvis barn skulle med på en jamborette, som tog ud til Preben Møller, fordi han syntes, at der skulle være en indgang til jamborettepladsen. Preben Møller syntes, at det var da en god idé, det kunne da være meget pænt. Arkitekten tegnede så en mægtig cementportal, der skulle gå tværs hen over vejen her. Preben Møller blev dog noget chokeret da den stod færdig, for han var overhovedet ikke blevet klar over hvilket monstrum det var, der skulle laves. Den stod her så i nogle år, indtil man endelig fandt ud af, at nu kunne det være nok.

Her var det så, at drillepinden kom op i Helge, hvilket gav sig udslag i følgende ord: ”Nogle vil sikkert synes, at det er beklageligt. Andre vil synes, at det er udmærket. Men – vi har en ret lang tur i dag. Så derfor vil jeg fra nu af og indtil vi når ned til Røverstuen holde min mund. Jeg vil henstille til at tempoet bliver lidt højere, og når vi engang når ned til Røverstuen og skal have frokost, vil jeg henstille til pengeopkræverne, at de ikke snakker så meget, men får lettet rumpen en smule og får indkasseret hurtigt. For vi har faktisk en 14-15 km. at trave i dag. – Forstået?”.

Men hvad sker der et ’øjeblik’ senere? Henne på bålpladsen åbenbarer der sig et dejligt syn. Og altså stadig til overraskelse for nogen. Vore to venner fra hjemmeværnet, Bo og Michael, er atter mødt op medbringende alt deres udstyr til at varme gløgg. Birgit og Hanne har været her fra morgenstunden og skabt lys og hygge (bålet velsagtens med hjælp fra ’drengene’), og Karin har medbragt 600 varme æbleskiver til at tage den værste sult. –  Og tak for det til jer alle, det er dejligt når tingene ’klapper’.

Veltilpasse og velfornøjede fortsætter vi nu turen tilbage til vestsiden af jernbanen. Vi går gennem tunnelen nede ved Mosskov Pavillonen og drejer straks til venstre hen mod Mosskovegen, hvor vi vælger skovvejen til højre. Snart efter får vi det første indtryk af det arbejde, der er sat i gang med at bringe arealerne omkring Store Økssø tilbage til at henligge som mose. Det, der er fældet her, er begyndelsen til den del af Store Økssø Mose, som skal komme her, siger Helge. Der er jo allerede fældet meget store arealer fra søen og ind i skoven for at retablere den mose, som man var begyndt at dræne væk i 1865 og især under 2. verdenskrig. Det, man plantede i mosen blev aldrig til noget særligt, hvorfor man har besluttet sig til at retablere mosen, hvilket jeg synes, er helt rigtigt, men som min hustru og fmd. konspirerer om og synes, at det ikke er rigtigt hvad jeg siger. De kan ikke li` det. Men når engang de bliver gamle og kommer her forbi, så vil de kunne se, at det var mig, der havde ret. Men de har åbenbart ikke evnen til at kunne se fremtiden og hvordan det vil komme se ud engang. Så lad dem endelig være sure og bagstræberiske.

Og hvad er der så at bemærke til denne svada? Kun dette – nå det var altså derfor, han var sur på sin kone og formanden. Vi håber dog, at han nu var kommet af med sine frustrationer over at være kommet i mindretal. (Det skulle snart vise sig, at det var han ikke).

Kort efter dette stop drejer vi til venstre ad den skovvej, der hedder Roldvej, og lidt efter ser vi Lille Økssø Mose på venstre hånd. Her er meget smukt, vejret er dejligt og deltagerne er blevet lovet, at vi også holder en lille pause til indtagelse af den medbragte mad. Men inden de ’får lov til at sætte sig’, vender en stadig lidt frustreret Helge tilbage problematikken om det at rydde skov og lave mose. (Det er jo heller ikke rart, at have en opposition imod sig). Prøv at se, hvor smukt der er, set herfra og ned over mosen, siger han. For havde I kunnet set det før, så ville I også have kunnet set for jer, hvor smukt det nye vil blive, som de har lavet ved Store Økssø.

Vi fortsætter vores tur ned ad Roldvej, hvorfra vi lige slår et smut hen ad Røvernes Vej til Røverstuen. Da der altid er nye deltagere med, må Helge naturligvis fortælle lidt om røvernes liv og færden. Hvordan de ved hjælp af små sølvklokker blev opmærksom på de vejfarende, så de kunne overfalde dem. Han går dog straks over til at fortælle om hvorledes dette store jordfaldshul er opstået pga. at humussyre har nedbrudt kalken i undergrunden. Men – for tredie gang får frustrationerne overtaget hos vor kære turleder, idet han nu siger: Så er der en mand, som tilfældigt kommer i forbindelse med et skrift, hvor en – jeg tror geolog-aspirant-elev-assistent – i modsætning til alle andre geologer, som har fortalt den historie, jeg lige har genfortalt, er  kommet frem til den konklusion, at dette ikke er et jordfaldshul. Den pågældende mand hopper på limpinden og tror på det. Men man skal ikke altid tro på, hvad videnskaben siger. Der er i hvert fald én ting, der er rigtigt, og det er, at videnskaben altid tager fejl. Selv Newton. Nu har de fundet ud af, at der er ikke kun én tyngdekraft. Der er en seks-syv stykker. 

Den samme mand siger, at når der ligger op til 50 m. sand under Hesselholt Skov, så kan dette ikke være et jordfaldshul. Jeg har derfor at lille tillægsspørgsmål. Hvordan kan det være, at der er et stort jordfaldshul derovre (Hestegraven, red.), der er et her, og der er en masse mindre jordfaldshuller her rundt omkring. Hvordan er de så opstået?

Da den omtalte mand tilfældigvis er med på turen i dag, svarer han Helge således: Hvis jeg havde været turleder, så ville jeg have indledt med at sige: Det har i mange år været geologernes opfattelse, at disse huller er jordfaldshuller. Men efter at der er foretaget nye geologiske undersøgelser her i Hesselholt Skov efter januarstormen 2005, har man fået en ny viden, der fortæller, at der ligger et lag af sand på cirka 50 meter. Dette forhindrer den kemiske proces, der får humussyre til at nedbryde kalken, således at der ikke kan forekomme jordfaldshuller.

Man mener nu, at disse huller er opstået ved indsynkninger over en forkastning.

Ja, sådan er der så meget, man har en viden indtil man får en ny. Så vi er sådan set enige i, at fremtiden måske vil vise, at sandheden er en helt anden.

Da vores næste mål er de store graner oppe i Jætternes Baghave, går vi tilbage til Roldvej og derfra op ad Hintz`s Vej, hvorfra et skovspor fører os ind i området. Disse træer er de højeste i skoven, siger Helge. Her er både douglas-, sitka- og kæmpegraner, der er over 40 meter høje. Indtil stormen i `81 var de højeste træer i Rold Skov nogle kæmpegraner, der stod lige i kanten af Farsø Mose. De væltede sådan set ikke under stormen, men da de træer, der stod rundt omkring dem var væltet, syntes skovfogeden åbenbart, at så skulle de også ned. Forstå det, hvem der kan. Det var synd.

De højeste træer her i Danmark står på Silkeborg Statsskovdistrikt, fortsætter Helge. En af dem har passeret de 50 meter og jeg tror ikke, at vi i Danmark har haft et træ på over 50 meter før. Han nævner herefter nogle rekorder i hele verden for træernes vedkommende. Det højeste træ i Europa står i Skotland – en douglasgran på over 60 meter. Verdens højeste træ står i USA og er 117 meter højt. Det største træ i rummeter er en cypres, der står i Mexiko, den er 58 meter i omkreds. De ældste træer, som findes i White Mountains i USA, er over 5.000 år gamle. Hvis man måler i rumindhold findes der i Amerika et træ, kaldet general Sherman, som er verdens største træ. Det har et rumindhold på ikke mindre end 1.500 m³. Så er der baobabtræet, der ville være så stort, at Vorherre måtte vende det om. Derfor ser det ud, som om at rødderne vender opad. Det ældste træ på jorden kaldes The Valley Pine. Man kendte den kun fra nogle 150.000.000 år gamle forsteninger, indtil den for nogle relativt få år siden blev genfundet i Australien. Og endelig de mest berømte træer. Ja, det vil jeg tro, må være oliventræerne i Getsemane Have. De er ikke særligt store, men det er en stor oplevelse at gå på dette historiske sted, slutter Helge sin gennemgang om disse helt specielle træer. Her blot gengivet i en meget kort form. (Utroligt, at han kan huske alt det. red.).

Fra Jætternes Baghave går vi til venstre ad Ritmestervej, hvorfra vi så drejer hen langs dét skovbryn, der vil komme i kanten af den nye mose. Vi kan se søen dernede, siger Helge. Det er et stort område, der er fældet her, og man vil fortsætte med at tage et stykke endnu. Stien rundt om Økssø som den er i dag vil blive bevaret, og så vil man lave yderligere en sti, der går rundt mellem mosen og det nye skovbryn. Så uanset hvad Per og min hustru siger. Uanset hvor meget jeg holder af dem, så må selv de kunne finde ud af, at to stier er bedre end én. I får nogle hug i dag, hoverer Helge, men hertil er der kun at svare: Det kan kun være fordi du aldrig har været ’knejt’ hernede, at du siger sådan. Vi er nogle der kan huske, hvor spændende stien var, da den nærmest var en junglesti, og der knapt nok var lagt planker ud over de mange dræningsgrøfter, der gik ned til søen. I begyndelsen lå der bare granrafter.

Da jeg skrev bogen om Rold Skov, var det ikke vedtaget at lave det her, fortsætter Helge. Jeg syntes, at jeg måske kunne sige et eller andet, som kunne hjælpe en smule til at man tog beslutningen, og sagde, at jeg ville glæde mig til at stå på langdyssen derovre, og se ud over den retablerede Store Økssø Mose. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var, at der også er nogle bakkedrag, der går helt ud til mosen, som er meget højere, og hvorfra man kan få et meget flottere billede af mosen. Vi går derhen nu, slutter Helge.

Vi fortsætter derfor turen hen langs de mosearealer, der blev ryddet i 2004, og mens vi tager et kort stop på bakken vender Helge tilbage til at omtale det store projekt. Jeg var engang til en middag, hvor Jens Hvass også var med, og hvor han holdt en fremragende tale. Herunder sagde han noget, der forbavsede mig meget: ”I al den tid, hvor jeg har været i Rold Skov, er der kun én ting, jeg fortryder. Og det er, at jeg tilplantede Store Økssø Mose. Men da der kom en forordning om plukhugst under krigen, blev jeg pålagt at tilplante mosen hele vejen rundt. Jeg fortryder det den dag i dag, men jeg havde ingen anden mulighed. Selvom jeg opponerede var der ikke noget at gøre. Skovdirektoratet gav ordre til at mosen skulle tilplantes”.

På vores videre tur langs disse forholdsvis nye mosearealer, kan man ikke undgå at bemærke, hvorledes disse allerede har ændret karakter, således at spagnum-planterne er ved at få godt fat og øge vandindholdet betydeligt. Længst oppe ved træerne kan vi dog gå ud over den højst beliggende del af det ryddede område, således at vi for første gang går nord om tørvegraven

og derfra videre hen til Obel-familiens hus.

Da vi har mange nye deltagere med på turen, må Helge naturligvis fortælle lidt om huset og dets beboere, men også lidt om den kæmpestore bøg, der står lige uden for hegnet. Herunder historien om hvordan en lille dreng gav det navnet ’Det gamleste Træ’. Så vil jeg kun sige én ting mere i dag, siger Helge, men det er først lidt længere fremme.

Vi går nu op langs med hegnet til Økssøhus og fortsætter derfra videre indtil vi kommer frem til ’Bitte Hedekrog’. Og hvilken historie var det så, Helge ville fortælle? Selvfølgelig den om da en kone ’pest’ i Hede Knuds træsko. Nu var der ikke langt hen til mødestedet i Grøndalen. Atter en dejlig tur var til ende, og havde forrige måneds tur været en historisk tur, så må man sige, at denne tur kom til at stå, ikke bare i mosens tegn, men også i høj grad i drilleriets tegn. Sjældent har vores kære turleder været en så – ikke bare ualmindelig god og veloplagt fortæller – men også en ualmindelig stor og veloplagt drillepind. – Bare fordi Pernille og undertegnede engang kom til at sige, at det er altså lidt synd, at fælde så mange træer rundt om søen.