Astrup Nørskov – Hellum Skov – Brændmosen

”Det er spændende og indholdsrige vandreture, hvor Qvistorff fortæller om skoven og dens seværdigheder, men det er også muntre ture, hvor drilleriet er i højsædet, og hvor turlederens ’faren vild’ er en del af morskaben.” Sådan står der at læse i vores fine turbrochure, og man kan kun sige, at turlederen levede op til sidstnævnte på turen den 14. oktober.

På en tur, der skulle forløbe gennem Astrup Nørskov og Hellum Skov, var det oplagt at starte fra den store parkeringsplads lige østen for Madum Sø, og turen går da også straks ned langs søen, før Helge fører holdet mod øst ind i netop Astrup Nørskov. Først efter en tids vandring stopper han op, idet han ikke syntes, at de 82 deltagere havde skullet stå i den kolde vind nede ved søen. Af hensyn til de, der ikke kender historien om Madum Sø, fortæller jeg den så her i stedet for, siger han. (Her blot gengivet i den korte version). Madum Sø er vist nok Himmerlands største. Jeg siger vist nok, fordi der er kommet en retableret sø ovre i Vesthimmerland, men den er jo mere eller mindre kunstigt anlagt. Madum Sø er 212 ha. stor og omkredsen er 7 km. Den er 9 meter dyb på det dybeste sted og den er meget klar, fordi den er næringsfattig. Efter disse faktuelle oplysninger følger så historien om borgen, der sank ned i søen som straf, fordi præsten fra Astrup var blevet tilkaldt for at forrette en død, men i stedet for fandt en forklædt gris liggende i sengen.

Jeg bad engang min dykkerklub i Randers om at komme herop, for at vi kunne gå tværs over søbunden i en lang linie, fortsætter Helge. Ikke så meget for at se borgen, men mere for at se, om der var hold i dét, at Madum Sø og Store Blåkilde står i forbindelse med hinanden. For der siges jo, at Store Blåkilde er udløbet for Madum Sø. Vi skulle også se, om der var nogen kildevirksomhed i bunden af Madum Sø. Vi var mere end 40 dykkere, som to og to svømmede hele vejen ned gennem søen, men vi kunne ikke se noget, der tydede på at der var kildeaktivitet.

Derimod var der noget andet, som var meget ejendommeligt og spændende. Når de, der var ved siden af mig dykkede ned til bunden og bevægede finnerne, stod der en ’røgsky’ op bag ved dem. Jeg syntes, at det var underligt og dykkede ned til bunden, hvilken jeg sådan bare lige kunne stikke hånden ned igennem. Det er netop fordi Madum Sø er så næringsfattig, at blade og andet bare ligger på bunden og bliver findelt, men ikke forgår. Man kunne faktisk dykke hele vejen ned igennem dét, der tilsyneladende så ud som mudder. Det var ikke særlig behageligt, men på en måde meget spændende.

Helge slutter så med at sige, at han vil omtale nogle kendte personer, der har haft tilknytning til Madum Sø. Det drejer sig især om fem personer, men jeg vil holde jer på pinebænken lidt endnu. Det vil komme i løbet af den videre tur.

Vi fortsætter derfor vor vandring, men nu mod syd i retning af Brændmosen. Men allerede her udmærker turlederen sig ved at ’fare vild’ for første gang, idet vi kommer lidt for tidligt ud til åben mark med udsigt over til det tidligere skovløberhus, Søbakkehus. Helge fortæller, at det oprindeligt hørte under Willestrup, og at han på et tidspunkt var meget interesseret i at købe det, men Vincents Iuul ville ikke sælge det. Men det har han gjort senere. Helge anbefaler, at man ved lejlighed lister sig op til huset nede fra Madumsøvej for at se skovens vel nok største bøg med hensyn til antal af stammer. Den er enorm, siger Helge, jeg tror, at der er omkring 50 stammer.

Turen går atter ind i skoven norden om Brændmosehus. Terrænet er meget smukt med bakker og dale, og træer, der står med et løvhang i de allersmukkeste gyldne farver. Ved I, hvor mange blade, der er på sådan et stort træ?, spørger Helge og giver selv svaret. Man regner med, at en stor bøg har imellem 700 og 800.000 blade. Man har regnet det ud næsten på blad. Det har man gjort i Tyskland ved at indhylle et stort træ i plastic og derefter ryste det med en rendegraver. Man fandt frem til antallet ved f.eks. at tælle 2.000 blade op, se hvad de vejede, og så bare veje resten.

Helge fortsætter nu med at for tælle om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, (1843 til 1929). Han var oprindeligt lærer, men fik den idé at rejse rundt i Jylland for at tale med de gamle og skrive ned, hvad de sagde. Hvor Svend Grundtvig, der for alvor havde sat gang i indsamlingen af folkeminder, korresponderede med sine meddelere, foregik Tang Kristensens indsamling mest på rejser, og gerne til fods. Det er utroligt, hvad han har samlet, og han fik da også megen ære for det, idet han i 1888 kom på finansloven, hvilket satte ham i stand til helt at hellige sig folkemindearbejdet.

Evald Tang Kristensen kom også her til egnen, og det var en oplevelse for ham. For to af de mennesker, der har bidraget aller, allermest til de tusindvis af sider, som han har skrevet, var her fra egnen. Den ene, Jens Christensen fra Oplev, var den person af alle de hundredvis af mennesker, han havde mødt og skrevet ned om, der kunne fortælle mest. Blandt meget andet kunne Jens Christensen fremsige et rim på 200 vers. Der var noget besynderligt ved Jens Christensen, som ikke Evald Tang Kristensen, men andre har fortalt om. Han fik hukommelsestab hver eftermiddag. Han havde været med i krigen i 1848, og havde da fået en granatsplint ind i hovedet, hvilket forårsagede, at han fik hukommelsestab hver eftermiddag i et par timer. Når han så vågnede op igen, kunne han fortælle videre, og mange af de sagn, vi har om Rold Skov, kommer netop fra Jens Christensen. Jens Christensens søn skulle også gå hen og blive kendt. Det var billedhuggeren Anders Bundgaard, som jo var i pleje nede på Bundgaard ved Ravnkilde, og derfor tog navnet Bundgaard i stedet for Christensen.

Alt dette har ikke noget med Madum Sø at gøre, men der var en anden her ved Madum Sø, som Evald Tang Kristensen har fortalt om. Der var endda to, en far og datter, og de er bestemt ikke umuntre. De boede faktisk lige der, hvor vi startede, med dem vil jeg først fortælle jer om senere på turen.

Vi går derfor lidt videre gennem det smukke terræn, men snart efter stopper Helge igen op og siger. Forestil jer, at vi er tilbage i 1800 tallet. Da var der ikke så meget som ét træ her. Det ved vi, fordi maleren Hans Smidth har lavet en tegning af Madum Sø og området her øst for søen. Hans Smidth er nummer to af de personer, jeg gerne vil fortælle om i dag. Han blev født i 1839 og døde i 1917. Når man ser tegningen af søen og her over imod, er Thorup Kirke det eneste, der bryder heden og søen. Ellers er der intet, ikke så meget som ét eneste træ. Hans Smidth gik på Kunstakademiet, men måtte afbryde studierne af økonomiske årsager, hvorefter han fik privatundervisning hos bl.a. maleren Vilhelm Kyhn. Han begyndte så at male her i Jylland, og hvor Evald Tang Kristensen gjorde det i ord, så gjorde Hans Smidth det i tegninger og malerier. Han blev Jyllands maler. Med tiden blev hans økonomi bedre, og når jeg siger det, så var det pga. en anden mand, som også havde tilknytning til Nordjylland, nemlig Frederik Læssøe Smidth, der bl.a. var med til at starte Aalborg Portland Cementfabrik. Når jeg drager F.L. Smidth ind i det her, så var det fordi, han understøttede Hans Smidth økonomisk. Og da F.L. Smidth var mangemillionær, var det heller ikke noget problem, og der var også sund fornuft i at understøtte Hans Smidth, for de havde trods alt samme navn. Ja, mere end det, de var nemlig brødre, slutter Helge denne del af sine beretninger om personligheder med tilknytning til Nordjylland.

Vi går nu mod vest ned gennem en stor dalslugt, drejer så igen mod syd for atter at stoppe op kort efter Ravnsbjerg.

Vi befinder os stadig i den del af skoven, som tilhører Willestrup Gods, hvilket får Helge til at fortælle om godsets tilblivelse og tilhørsforhold. Willestrup har lige siden det blev bygget været i familien Juuls eje. Det var rigskansler Axel Juul, der byggede det første Willestrup, og da grevefejden kom i 1534, blev han efterfølgende udset til at dømme, om bønderne havde været på kongens eller på Skipper Klements side. Det skete efter et omvendt retsprincip, således at bønderne skulle bevise, at de havde været på kongens side. Kunne de ikke det, blev de fradømt deres gårde, hvilket var ensbetydende med, at store dele af bondestanden ikke længere var selvejende. Med dette retsopgør blev Axel Juul en uhyre velhavende mand. Det er der skrevet en bog om. Jeg har ikke selv læst den, men det har fmd. – fortæl om den. Bogen hedder ’Ravns Føde’, og det er netop disse historiske forhold, som forfatterinden Hanne Reintoft har beskrevet i form af en roman, som jeg stærkt kan anbefale at læse. Med vores kendskab til Rold Skov og de mennesker, der har levet her på egnen er det tydeligt at se, at hun har sin research i orden. Hun levendegør så ’bare’ et persongalleri af mennesker så man føler, at tingene foregår lige her og nu. Handlingen udspiller sig netop i tiden omkring Grevens Fejde, hvor de, der havde været imod kongen kunne blive dømt på deres hals. Der fandtes dog en ordning, der kaldtes halsløsningen. Denne indebar, at hvis man sagde sin ejendom fra sig, kunne man slippe for at blive henrettet. Det var en ordning, som adelen og godsejerne forstod at udnytte, og således også her på Willestrup. Willestrup var på det tidspunkt ’kun’ en pæn stor gård, men da Axel Juul både var landsdommer og godsejer, fik han efterhånden samlet sig store rigdomme og tilliggender af jord sammen. Hanne Reintoft bekræfter således i sin bog den historie, som Helge lige har fortalt.

Willestrup er et meget kønt gods, fortsætter Helge. Da jeg skrev bogen ’Slotte & Herregårde i Nordjylland’, var jeg ude at se 91 af de 92 godser, der er, og vel at mærke indvendigt. Min datter, Christine, var med til at researche, og en dag efter at bogen var udkommet, talte vi om hvordan det havde været. Jeg sagde da til hende, prøv lige at skrive ned, hvilke tre godser, du syntes var smukkest udefra, og hvilke tre du syntes, der var smukkest indvendigt, så gør jeg det samme. Det skægge var, at det, der var smukkest indvendigt også var det udefra, men desværre kan man ikke komme ind og se Willestrup, idet godset er et privat hjem, må Helge beklage som afslutning på den historie.

På vores vej videre østover passerer vi, vist nok igen lidt uden for ruten, to gårde. Først den røde ’Ovehøj’, der sandsynligvis har navn efter en nærliggende gravhøj, og lidt senere en gård, der tydeligvis også satser på kanosejlads. Her drejer vi til venstre og går op mod vejen til Dronningbjerge, og nu var det blevet tid til frokost. Men tænk, turlederen delte ikke ud af sin turlederchokolade, for det måtte Freja ikke se pga. dårlig mave.

Efter denne velfortjente pause fortsætter vi hen forbi Dronningbjerge og følger herpå Astrup-

Siem vejen et kort stykke vej mod nord inden det atter går mod vest lige på grænsen mellem

Astrup Nørskov og Hellum Skov, og dermed også lige på grænsen mellem Willestrup og Lindenborg godser. Ved første skovvej til højre stopper Helge så op for at fortælle om de sidste, af de fem kendte personer, han vil fortælle om i dag, Acton Friis og Johannes Larsen. Acton Friis var et multitalent, siger Helge. Han kunne skrive og var en fremragende tegner og musiker. Omkring 1930 tog han rundt sammen med maleren Johannes Larsen nede fra Kerteminde. De to rejste sammen, først til de danske øer og skrev et vidunderligt værk, der netop hedder ”De danskes Øer”, hvor Johannes Larsen tegnede og Acton Friis skrev teksten, men også lavede portrætter af alle de spændende mennesker, som de mødte på turen. Så skrev de et værk, der hedder ”De Jyders Land”, og senere et, der hedder ”Danmarks store Øer”, altså Fyn og Sjælland. Jeg synes, at det er det fornemste, der er gjort med hensyn til topografiske værker i Danmark, siger Helge. Ingen har kunnet gøre det bedre. De fortæller meget om Rold Skov i ”De Jyders Land”. Acton Friis fortæller bl.a. at de kommer til hederne herude ved Hellum og Asp, og at det er de styggeste heder, de har truffet på i hele Jylland. De fortæller, at der i 1930 havde man stadig det helt sorte Jylland herude. Heldigvis er der en del af hederne tilbage, men man ser dem ikke lige umiddelbart. Hvis man kommer kørende fra Asp gennem Rauf til vestsiden af Madum Sø, ja, så kører man lige forbi dem, men man ser dem ikke, fordi de er gemt bag træer og er delvis tilvoksede. Jeg mener, de burde fredes, siger Helge.

Vil I vide noget om hvordan Rold Skov så ud den gang, så gak til Acton Friis, han har virkelig skrevet fremragende, fortsætter Helge. Han og Johannes Larsen var jo på besøg hos den daværende statsskovrider, Poul Lorenzen og fortæller meget om ham. Poul Lorenzen kom jo netop herfra, (ja, faktisk ikke ret langt fra hvor vi nu står), fordi hans far var skovrider på godset Lindenborg. De boede på Thorup Hedegaard, der ligger lige her henne, og som jeg har et helt særligt forhold til. Jeg anede ikke noget om det, men mange år efter, at jeg var kommet hertil, fandt jeg ud af, at min familie i virkeligheden stammer her fra Thorup Hedegaard. Den første Qvistorff i Danmark kom og boede på Thorup Hedegaard da den blev bygget. Han kom med det formål at opdyrke den hede, som Lindenborg ejede her.

Også vi går ind på Lindenborgs område ad den lille skovvej, men straks efter drejer vi atter mod vest og følger denne vej til vi når frem til den nordlige af Langmosens to grene. Langmosen er en af Rold Skovs store seværdigheder, det er den bedst bevarede højmose i landet, siger Helge. Vi ser den bedre, når vi kommer helt hen i den vestlige ende. Så kan man stå højt oppe og se ned over den. Men jeg vil lige fortælle jer historien om en mand, der har boet oppe i det nordøstlige hjørne af Madum Sø. Evald Tang Kristensen har skrevet om ham. Han hed Lun Hans, eller rettere sagt, Hans Lund. Han boede i det som Evald Tang Kristensen kalder et ’kaborkelværk’. Et lille hus, der var uendelig småt indrettet. Evald Tang Kristensen fortæller, at han havde hørt om Lun Hans og gerne ville have ham til at fortælle sine historier. Da han kom ud til huset, så han, at dette bare var bygget ind i en skrænt af kampesten og ler, og at taget bare bestod af granris. Der var et bord men ingen stole, man sad kun på kampesten, og Hans – ja, han lå splitternøgen i sengen med undtagelse af en trøje. Til livets opretholdelse havde Lun Hans arbejdet som træskomand og kostebinder, ligesom han også havde gået fra gård til gård som skorstensfejer sålænge han havde kunnet klare det. Tang Kristensen siger, at af alle de steder, han havde besøgt i Jylland, da var dette det næstmest fattigste.

Datteren Jensine boede der også. En dag, hvor Evald Tang Kristensen var der, spurgte Jensine om han ville have en mellemmad og en kop kaffe. Men til Tang Kristensens forundring tog hun et andet brød som hun skar en skive af til faderen. Tang Kristensen spurgte hende hvorfor de ikke spiste af samme brød, hvortil hun svarede, at faderen var på fattighjælp, og at det var en kone i Akselterp, der havde påtaget sig at levere maden til ham. Konen var dog ikke særlig renlig. Når hun havde slået dej op til brød, sad hønsene ofte på kanten af dejtruget og klattede ned i det. Så det sker ofte, at der er klatter i brødet og det vil jeg ikke spise, forklarede Jensine alt imens faderen hørte på det.

Tang Kristensen fortæller meget om Lun Hans, og det fantastiske er, at han har taget billeder af både Hans og huset. Der er lavet en meget flot bog med masser af de personer, som Tang Kristensen har mødt, og som han især syntes, var spændende. Den person, der pryder forsiden på denne store bog, er netop Lun Hans, siger Helge helt andægtigt.

Til slut fortæller Helge en historie, der også foregår her ude på Hellum Hede. Her boede husmand Jens Lassen. Han havde 14 tdr. land, og det var en familie, hvor der kom mange børn, en syv-otte stykker i alt. Jens var også krybskytte. Dog ikke så meget, at han nogensinde blev snuppet og buret inde, men de var meget på vagt over for ham. Det var altid om natten, han var ude at skyde, og det var svært, sagde han, for der er sådan et ugunstigt lys. Men som han også sagde, ’Selv paradis er jo ikke fuldkomment’.

En nat, hvor han havde været ude, var der blevet sladret, og politibetjent Hoby fra Skørping og skovfogeden tog ud til huset. Gode råd var dyre, men da han så dem komme, sagde han til konen, ’Skynd dig ind i sengen’. Dyret blev så også smidt ind under dynen, og lige idet Hoby og skovfogeden kom ind i huset, kom Jens ud fra rummet, hvor konen lå og skreg. Jens havde blod over det hele og råbte, ’Ja så er det blevet tid for mutter og ’Madammen’ er ett kommen’. Med ’Madammen’ mente han selvfølgelig jordemoderen, og det kunne de to mænd jo sagtens tro på, da familien havde mange børn. Da de således var blevet klar over, at her havde de ikke noget at gøre, forsvandt de bare igen, og Jens kunne ånde lettet op.

Til allersidst får fmd. lov at omtale de nyeste fund, som vi har gjort om gamle Johan Heinrich Qvistorff på Thorup Hedegaard. Det er gennem årene blevet en skik, at vore medlemmer får del i den spændende historie, som det er at kortlægge denne pioners liv og levned. Denne gang har vi fulgt hans rejserute i 1774 fra Ahrensburg over Lübeck, København og Aalborg til Lindenborg og Thorup Hedegaard.

Hermed var det slut for denne gang. Der var nu blot tilbage at gå den forholdsvis korte vej ud til vore biler. En ikke bare dejlig, men også en historisk interessant tur var til ende.