Fur
”Som deltagerne på sæsonens første tur i Rold Skov ved, indbyder vi i år, hvor Rold Skovs
Venner fylder 20 år, til en heldagstur til Fur den 9. september.”
Sådan stod der som indledning på indbydelsen til vores 20 års jubilæumstur, og nu var dagen så kommet hvor turen skulle blive til virkelighed. Og lad det være sagt straks, for de 70 deltagere, der kunne være med i Hjørring Bussernes store dobbeltdækkerbus, blev det alle tiders tur med strålende solskin og med store naturoplevelser. Eneste minus var, at Helge desværre havde måttet sende afbud af helbredsmæssige årsager.
Turen, hvor den praktiske del som vanligt var arrangeret af Knud og Hanne, når det gælder vore større ture, startede fra Kunstmuseet i Aalborg og efter opsamling i Haverslev var der morgenkaffe med rundstykker og en lille én (Dr. Nielsen) til alle. Ruten går over Virksunddæmningen og Skive til Salling, hvorfra den lille færge fortsætter til Fur. Da var det, at ’katastrofen’ indtraf. Da vi skulle i land kunne bussen ikke starte. Det viste sig at vores chauffør, som havde overtaget bussen om morgenen, efter at den havde kørt uafbrudt i tre døgn, ikke anede, at den ikke kunne lade strøm på batteriet og således heller ikke kunne starte. Heldigvis bor Furs mekaniker lige i nærheden af færgelejet, så efter lidt muggen blandt de ventende passagerer, der skulle til fastlandet, kom vi dog hurtigt i gang igen.
Det var arrangeret sådan, at vi om formiddagen skulle køre rundt i bussen med museumsinspektør John Bertelsen som guide. Dét blev også en stor oplevelse. John Bertelsen er blind, men han kender sin ø som sin egen bukselomme. Bare vejen hælder en anelse eller slår et lille sving, ved han nøjagtigt hvor vi er og kan sige: Til højre ligger det og det, og til venstre ligger det og det.
Vi starter denne del af turen med at køre langs sydvestkysten til Gammelhavn. Denne var Furboernes livsnerve til den lukkede i 1956 pga. tilsanding, hvorefter fiskerne flyttede til en nybygget havn ved færgestedet. Vi får her lejlighed til at besøge et gammelt bundgarnshus, hvor John Bertelsen har indrettet en udstilling om havnen, fjorden og limfjordsfiskeriets udvikling. Udover besøget i det lille museum, var det ligeledes utroligt skønt, bare at gå lidt rundt i det gode vejr og betragte naturen og det unikke miljø, der stadig præger stedet. Den fortsatte tur går nu ad små veje tværs over øen alt imens John Bertelsen fortæller om alt hvad vi kører forbi. Der bor 912 mennesker på Fur, siger han, og det føles næsten som om han kender dem alle. Et givent sted siger han: Læg mærke til, at furboerne bruger at have det pænt mod syd og alt deres skrammel mod nord. Ja, det kan jeg roligt sige her, uden at genere andre, føjer han til, for derinde bor jeg selv.
Snart efter kører vi op over Færker Hede med et stort molerværk inde til højre, for så at dreje mod vest langs nordkysten ad Ulstedvej. Herfra er der ikke langt ned til parkeringspladsen ved Langstedhuller hvor vi får en udsigtspause. Langstedhuller er et system af erosionsslugter udformet efter istiden. Det specielle er, siger John Bertelsen, at i modsætning til andre steder, står disse slugter fuldstændigt uforandrede, fra da de blev dannet for 10.000 år siden. Vi kører herpå ad Langstedvej i retning af Bette Jenses Hyw. Herved passerer vi både nogle idriftværende og nogle nedlagte molergrave. Ja, hvis man ikke blev gjort opmærksom på det, ville man ikke tro, at dele af det kønne landskab var nedlagte molergrave. Vi har faktisk ikke ret meget naturlig natur i Danmark, siger John Bertelsen, det allermeste er menneskeskabt, enten som her, eller f.eks. ved opdyrkning, anlagte plantager eller andre påvirkninger. Snart efter er vi oppe ved Bette Jenses Hyw, det vil sige, den eksisterer ikke længere, idet den i 1962 blev gravet bort. I dag er bronzealderhøjene Stendal Høje lige i nærheden Furs højeste punkt på hele 76 meter over havet. Der måtte vi selvfølgelig op så også vi kunne få oplevelsen af den storslåede udsigt der er ud over store dele af Fur samt til Salling, Hanherred og Livø. Fra Stendal Høje går der en grusvej ned mellem to meget store molergrave. Der står godt nok et skilt, der fraråder busser at køre derned. Men det er uden betydning, vi kan sagtens køre, siger John Bertelsen. Så det stoler chaufføren på, og atter engang viste det sig, at vores blinde guide kendte sit område til fulde. Helt utroligt, ja dybt imponerende, at han kunne gøre det. I den østligste af de to molergrave findes en af Furs mest besøgte seværdigheder – Bispehuen. Som en del af landskabets efterbehandling står der nu en efterladt søjle af foldet moler tilbage, og netop Tegning af Bispehuen.
søjlens form har inspireret til navnet Bispehuen. Et navn, som man må medgive ikke kunne være valgt bedre.
Det var så her, vi skulle tage afsked med John Bertelsen. Godt nok havde denne skribent hørt, at han skulle være helt fantastisk, men at opleve ham selv, var alligevel noget andet. Man kan kun sige, at John Bertelsen i allerhøjeste grad var med til at berige vores tur. Der er således al mulig god grund til at sige ham stor tak for denne del af vores tur.
Nu starter så den del af turen, der skal foregå til fods. I første omgang fortsætter vi blot ned ad Rødstenvej og snart efter kommer vi da også til en parkeringsplads, hvorfra et skilt viser ind til selve Rødstenen. Velsagtens for at skelne den fra den anden store røde sten på Fur, kaldes Rødstenen også for Indlandsrødstenen. Men da det meste af overfladen er dækket af sjældne lavarter, der giver den en grå overflade, bliver den også kaldt Gråstenen. Den består af smeltevandssand og –grus, kittet sammen af jernforbindelser, der er vasket ud af moleret. Fra Rødstenen fortsætter der en dejlig vandresti mod nord, og således også lige hen over et stort overdrev, hvor der gik en stor flok græssende herefordkvæg. Stien fortsætter gennem et skovområde, men vi bliver ude i det åbne land til vi når helt op til bakkeskråningen lige oven for den molerskrænt, der kaldes Østklinten.
Dette var lige stedet for at holde frokostpause. Det kunne simpelthen ikke være bedre. En smuk udsigt, formidabelt vejr, og fuldstændig fred og ro for alverdens larm. Ja, en sand lise for både legeme og sjæl.
Nu skal vi ned og se Furs berømte molerskrænter. Lige i nærheden går der en trappe direkte ned på stranden. Hernede går vi mod vest og kommer snart efter hen til den førnævnte røde sten. Den Røde Sten er en rustrød sandstensklippe, der er dannet på samme måde som Indlandsrødstenen. Den Røde Sten er derimod altid rød, fordi den vaskes ren af det salte vand, som yderligere forstærker jernindholdets rustprocesser i overfladen.
Vi fortsætter vores tur vestover, og her kommer vi virkelig til at opleve Furs stejle nordvendte kyststrækning. Men lad vandretursfolderen selv fortælle om disse dramatiske molerskrænter: ”Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden dækkede det meste af Danmark. Aflejringen består hovedsageligt af kiselalger (diatoméer), der i enorme mængder levede som plankton i havet. Moleret er endvidere kendt for sit indhold af velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter.
Moleret indeholder ca. 200 vulkanske askelag, hvoraf 179 af de mest iøjnefaldende har fået numre. Askelagene er blevet dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland. Askelagene kaldes derfor
Nordatlantens fødsels-attest. Under udbruddene blev finkornede askepartikler slynget højt til vejrs og drev med vinden ned over Molerhavet. Her sank de til bunds og dannede et tyndt lag på havbunden. Hvert lag repræsenterer således et vulkanudbrud. Askelagenes vulkanske oprindelse blev først kendt i 1883. Indtil da blev lagene opfattet som kulholdigt sand.” Ja, så vidt, så godt. For netop det sidste fortæller noget om det næste sted vi skal se. Vi går lidt længere hen ad kysten og kommer herved hen til Svenskehulen. Denne er resterne af en gammel minegang (stolle) gravet nær ved foden af den molerklint der nu kaldes Stolleklinten.
Arbejdet blev udført af svenske krigsfanger i perioden 1809-13 i et forsøg på at finde kul. Man gravede ca. 50 meter ind i klinten, men forsøget blev opgivet, og i dag er der kun nogle få meter tilbage af hulen grundet havets nedbrydning af klinten. Men lidt skal også have ret, nogle få Rold Skov-venner skulle selvfølgelig prøve at kravle ind i hullet.
For at komme tilbage til det høje terræn, må vi et stykke vej tilbage forbi Den Røde Sten. Men snart efter går der en smal sti skråt op langs klinten. En af dem, der virker ligesom hold-kæftbolcher. Og nok engang kommer vi op på et dejligt stykke kuperet overdrev. Et sted, hvor der er et flot kig ned mod fjorden, er der indrettet en lejrplads med bålsteder og tre permanente shelters, mens der andre steder går græssende køer. Efter passage af disse herligheder kommer vi så tilbage til Rødstenvej lige før de to store molergrave. Men denne gang holder der ikke nogen bus. Efter aftale er denne kørt op på parkeringspladsen ved Stendal Høje oven for Bette Jenses Hyw. Så apostlenes heste må altså også bringe os dette stykke vej tilbage. Til gengæld havde vi forceret den største terrænforskel, man kan opnå på Fur, nemlig fra Limfjorden til 76 m. over daglig vande.
Hermed er dagens traveture slut, og nu skal vi på museum. Bussen kører os derfor direkte ned til Fur Museum i Nederby. Museet på Fur er et naturhistorisk og kulturhistorisk lokalmuseum, der rummer en enestående samling af 55 millioner år gamle fossiler af international klasse. Det fortæller således om regionens landskaber og undergrund – en historie, der spænder fra det tropiske molerhav til istidens arktiske kulde, hvor store ismasser formede Danmark. Den kulturhistoriske del fortæller om en ø, hvor det har været godt at bo siden slutningen af sidste istid. For som de siger på museet: Det er lige meget hvor man graver på Fur – fortiden dukker op af mulden. Ja, spændende var det. Når man lige havde gået på stranden langs molerklinterne, forstod man ligesom bedre, hvor stor en arbejdsindsats der ligger bag en samling som denne. Eller gjorde man?
Efter museumsbesøget og lidt tid til at gå rundt i Nederby, var den del af turen, som handlede om at udforske Fur nu ført tilende. Vi lader derfor bussen transportere os ned til Stenøre så der var god tid til at nyde en is eller andet før vi skulle færges retur til Salling. Her fortsætter vi straks turen til Sundsøre, for nu skal vi til Hvalpsund, hvor en middag med tilhørende vine og efterfølgende kaffe venter på Færgekroen. Den gode Knud havde nemlig administreret turen så godt, at der var vin til alle ’på rederiets regning’.
Som sædvanligt var der højt humør med sang, latter og megen snak. Vi havde allerede på udturen sunget Agnes Bachs ’Bussang for Rold Skovs Venner – – – – -’, dog med Hanne Lises lette omskrivning, og nu gjaldt det så Jeppe Aakjærs gode gamle ’Jens Vejmand’. – I vore moderne tider måtte det ske. – Der er kommet en pendant til ’Jens Vejmand’, der handler om hans kone, kaldet ’Stine fra Fly’. Egentlig ikke skrevet så ringe endda. ’Så syng da, Danmark, lad hjertet tale’, står der forrest i højskolesangbogen, og når Käthes gode sangstemme lægger for, er det da heller ingen sag at få begge vore medbragte sange til at runge.
Og, da det nu var vores 20 års beståen, vi fejrede, benyttede fmd. lejligheden til kort at ridse vores historie op. Her blot gengivet i uddrag. Han måtte dog desværre indlede med at beklage, at Helge og Pernille ikke kunne være med.
Som højdepunkter i vores lange virke kunne vi nævne de tre weekends til henholdsvis Læsø, Samsø og Lovns. Dernæst vore to store ture til Harzen og Bornholm og endelig den seneste weekendtur til skovene omkring Silkeborg. Men, pointerede han, vi må ikke glemme vores dejlige Rold Skov. Det er den, vi holder af og det er her, vi hører hjemme.
Fmd. kom også ind på, at den nuværende bestyrelse også er blevet 20 år ældre og selvsagt ikke kan blive ved i al evighed. Selvom det ikke er aktuelt lige nu, så vil den dag jo komme, hvor andre bliver nødt til at tage over. Men vi har dog stadig mange gode ideer på lager og vil nu foreløbig se hen til, at Rold Skovs Venner kan holde 25 års jubilæum i 2012. Så derfor, sluttede han. Lad os sige hinanden, og ikke mindst vores fremragende turleder, Helge, tak ved at skåle og udråbe et højt hurra for Rold Skovs Venner.
Herpå tog Käthe ordet og sagde Hanne og Knud tak for dagens arrangement. En tak, som vi alle kunne bakke op om. Thi som tidligere nævnt, havde vores sekretær og hans Frue jo atter engang påtaget sig det praktiske arbejde med at arrangere en dejlig tur. Jo – I kan bare det dér. Herefter var det blevet tiden for at vende hjem mod vore respektive destinationer i Haverslev og Aalborg. Men glæd jer venner. Godt nok var turen slut, men den var jo samtidigt starten på en forhåbentlig god og spændende efterårssæson.