Solbjergskovene

Havde vi været heldige med vejret på årets første ture, ja, så var vi det ikke mindre på denne vores tredje tur – tværtimod. Det var nu blevet søndag den 20. maj, og det gode vejr betød da også, at der mødte hele 93 deltagere op ved Solbjerg kirke, hvorfra vi skulle starte turen denne gang. Det var egentlig meningen, at vi skulle have indledt dagen med at bestige den store bronzealderhøj inde på kirkegården, for derfra at kunne nyde udsigten ud over vildmosens vidder, men da der allerede var gudstjeneste, besluttede vi at vente med dette til vi atter kom tilbage. 

Vi har før været på tur i de dejlige Solbjerg-skove, men det var første gang, at vi også skulle gå i den del, der hedder Brøndum Lund og som tilhører Fredenslund Gods. Fra kirkens parkeringsplads kan vi se direkte over i skoven, hvorfor det da også bare er at følge vejen ud mod godset og derfra gå op langs skovbrynet. Her indleder Helge med at omtale Østhimmerlands frodige bøgeskove. Det forholder sig sådan, at når man taler om rigtige løvskove, så er der masser af dem her, men hvis man tager vestpå, stopper det kort efter Rold Skov. Kommer man over i Vesthimmerland, så er der kun oprindelig løvskov i Skatskov, i Vår Skov og nede på Lovns. Og både i Vår Skov, der ligger oppe nordpå, og i Skatskov, der ligger lige midt i Himmerland, er det egeskove. Nede på Lovns findes der pudsigt nok oprindelige lindetræer, hvilket der ikke gør ret mange steder, føjer Helge til.

Årsagen til at det forholder sig således, er ganske enkelt, at den vestlige del af Himmerland blev dækket af sand under sandflugten og blev til hede. Det blæser også meget mere i Vesthimmerland, så der er ikke noget at sige til, at løvskoven ikke har kunnet vokse derovre, siger Helge og føjer til: Når vi går her i Solbjergskovene, så er det imponerende hvor flot bøgen er. Der kan Rold Skov slet ikke være med, allerede der forandrer bøgen sig og bliver mindre end her. Det er ikke tilfældigt, at her er meget frodigt. Man har faktisk gjort en hel del for at det skulle være det. Det beror på det gods, der hedder Wiffertsholm og de frasolgte godser, der er her på egnen, Ravnborg, Fredenslund, Porsgård og endnu flere.

Fra det sted hvor vi står her i Brøndum Lund, kan vi se lige over til Solbjerg Kirke. Det er uden tvivl et meget gammelt, helligt sted, siger Helge. Kristendommen kom jo hertil engang mellem år 1000 og 1100, men før den tid, i hvert fald i et par tusind år, har Solbjerg været et helligt sted. Ovre på kirkegården er der jo en meget stor bronzealderhøj og bag denne over mod kirkegårdsdiget er der skålsten, som også fortæller, at der har været soldyrkning på dette sted. At der har været noget stort derovre, er der slet, slet ingen tvivl om, slutter Helge. Byens navn tyder jo også på det – Solbjerget.

Turen fortsætter nu gennem Brøndum Lund i en nordøstgående bue, men lige før vi kan se hen til Fredenslunds bygninger stopper Helge atter op. Her omtaler han først Hans Svanholm, der begyndte som svinedreng på godset Gudumholm, men som ved flid og dygtighed endte som amtsforvalter. Det får også Helge til at fortælle historien om Christian Jakobsen Drakenberg, som engang besøgte Gudumholm. Drakenberg var en dansk/norsk sømand, der påstod, at han var 146 år gammel og at han dermed var Danmarks ældste mand. Drakenberg havde haft et eventyrligt liv. Han var født i Bergen i 1626, han tog ud at sejle som 13 årig, kendte til slagsmål og forlis og var slave hos sørøvere i 15 år. Han blev underofficer og deltog i 3 danske kongers krige mod Sverige. Drakenberg stoppede først som sømand som 88 årig og da han var 111 år gammel giftede han sig med en 60 årig skipperenke, som han overlevede. Efter hendes død fortsatte han som skørtejæger og friede til ethvert kvindfolk, der var blevet ledigt på markedet. Drakenberg døde i 1772 og blev begravet i Århus Domkirke.

Da H.C. Andersen var på sin jyllandsrejse i 1830 sammen med maleren Martinus Rørbye besøgte han også Århus Domkirke, hvor Drakenberg den gang lå i åben kiste, så man kunne gå hen og hilse ordentligt på ham. Blot ti år senere ville dette have været for sent, for da Chr. VIII`s hustru, Caroline Amalie da så ham, påbød hun, at nu skulle Drakenberg have fred, hvorfor han nu ligger begravet i en adelsmands gravkammer. Helge føjer dog til, at han under et besøg i domkirken fik lov til at stikke hånden ind i gravkammeret, således at han, i lighed med H.C. Andersen, har fået lov til at hilse på verdens ældste sømand.

Det er ikke alle, der har fæstet lid til at Drakenberg blev så gammel som 146 år. Men det mærkelige er, at han kunne fortælle om ting langt, langt tilbage, hvorfor der er andre, der mener, at det må være rigtigt. Der er måske ikke belæg for at han blev 146 år, siger Helge, men han blev i hvert fald meget, meget gammel. Han besøgte som sagt Gudumlund, så det kan godt være, at Hans Svanholm har set ham. Det kunne da være sjovt, slutter Helge denne fantastiske historie.

Hans Svanholm var som sagt en fattig svinedreng, men han gjorde det godt og efterhånden begyndte han at købe godser op. Han købte bl.a. Sebber Kloster og udstykkede det med det samme. Det gjorde man jo dengang i begyndelsen af 1800-tallet. Ved at udstykke store dele af gården fik han midler til at investere i andre gårde, som han ligeledes solgte ud af med det samme. Det pudsige var, at Staten ikke skulle have skat af disse indtægter. Det var sådan set tåbeligt, for havde Staten fået skat af indtægterne fra alle disse godshandler, så havde den kunnet klare sin gæld, og så havde vi ikke haft statsbankerotten i 1813.

Hans Svanholm købte Wiffertsholm i 1826, men da der efterhånden kom flere sønner, var man nødt til at oprette den ene herre- eller hovedgård efter den anden, og det er netop alle de gårde, som jeg nævnte før. Svanholm havde den besynderlige titel af kammerjunker. Pernille mener, at kammerjunkere er noget man kommer i koldskål, men det var altså en titel, og dertil opnåede han altså også at blive amtsforvalter.

Fredenslund ejes i dag af godsejer Gregers Winther, som selv bebor de smukke bygninger. Vi tillader os dog at gå de få skridt hen til godsets indkørsel, så vi lige kan få et kig inden vi fortsætter turen videre mod syd gennem Fredenslund Skov og lidt senere Ravnborg Skov. Her stopper Helge atter op, idet han vil vise og fortælle os lidt om kampen mellem forskellige træarter. Kig jer lidt omkring og se, hvor mange arter der er, siger han. Først og fremmest er der de store aske, men også tjørn, bøg og ahorn. Her er masser af ahorn, og de begynder jo allerede at blive store. Hvis vi tænker os en 30-40 år frem, bliver det sjovt at se, hvad der vil ske. Den kamp, der engang var mellem eg og bøg, tror jeg vil være småting mod den kamp, der kommer mellem ahorn og bøg. Forskerne taler meget om hvem, der vinder, og der er mange, der er stemt for, at ahornen vil klare sig bedst. Der er nok mange, der vil synes, at det er synd. Men ahornen er da et smukt træ. Der er bare det ved det, at vi ikke ved, om det er et dansk træ. Det er et af de store spørgsmål i skovhistorien – er ahorn dansk, eller er ahorn ikke dansk? Jeg tror, at det er et dansk træ, fordi det hedder jo ikke kun ahorn, men også ær og det kunne jo tyde på, at man har haft det i mangfoldige år, slutter Helge.

Turen går nu ned til landevejen til Hurup og ad denne et lille stykke mod vest før vi igen skal fortsætte mod syd i Ravnborg Skov. Her må Helge for en gangs skyld melde fra grundet problemer med apostlenes heste. Det betød, at fmd. herefter måtte overtage ledelsen af turen, hvilket vist også godt kunne mærkes, idet han jo var helt uforberedt.

Vi vælger selvsagt at følge den af Helge indtegnede rute på kortet, således at vi efter en tids vandring passerer Hadsund-banens gamle strækning. Her var der lejlighed til at mindes tiden da ’Hadsund-Peter’, som vi i dag vel nok ville kalde et veterantog, endnu var en elsket og hyggelig del af hverdagen. Det gamle banelegeme er for længst omdannet til en herlig gang- og cykelsti, som det kun kan anbefales at benytte sig af. Især er strækningen fra Hadsund til Kongerslev en rigtig hyggelig rute at følge.

Efter en kort vandring ind i Sønderskov svinger vi atter mod syd, og snart efter får vi et kig op til Svanholm-familiens private jagthytte. Med tilladelse fra forhenværende skovfoged Peter Apollo har vi tidligere været helt oppe ved hytten for at holde frokost i selskab med en meget flot og kæmpestor rhododendron. Det går dog ikke mere at gå så tæt på familiens private område, idet Poul Svanholm nu er pensioneret som direktør på Carlsberg og derfor opholder sig permanent her på godset.

Vi kender dog også et andet godt sted til at gøre sligt, og lader derfor turen fortsætte i en stor halvbue, således at vi snart efter når frem til det gamle voldanlæg, Gaardsens Vold.

Gaardsens Vold ligger på toppen af stenalderhavets kystskrænter, omtrent 7 km. fra Kattegats nuværende kystområde. Det såkaldte marine forland er altså hævet havbund, og sagnet fortæller da også, at sørøvere satte blus på voldstedet for at lokke skibe til at tro, at det var lys fra et andet skib, og så måske derved sejle på grund.

I vore dage er Gaardsens Vold en del af Sønderskovs dejlige bøgeskov, og ikke mindst her har der tidligere stået nogle mægtige bøgetræer. De havde alle navn efter familiemedlemmer i Svanholm-slægten. Den sidste var ’Birgitte’, der med sine 5,30 meter i omkreds engang blev kåret som Nordjyllands største bøg. Nu er de alle borte, men der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Rold Skovs Venner kunne benytte stødene som stole under frokostpausen.

På turen tilbage til Solbjerg kan vi nyde den dejlige Sønderskov en tid endnu, inden vi atter skal passere Hurup-vejen. Herefter byder turen på en ny oplevelse, idet vi skal følge Hadsundstien gennem et rigtigt ’himmerlandsk’ landskab. Her bemærkes bl.a. de mange blomstrende frugttræer. Disse har intet med ’kirsebæregnen’ at gøre, men er resultatet af alle de pære- og æbleskrog, som passagererne har smidt ud af togets vinduer gennem de 69 år, som Hadsundbanen eksisterede. Man kan da kun sige, at disse træer, på smukkeste vis er med til at bevare mindet om en svunden tid. Især når de, som her i maj står i fuldt flor. Da vi nu ikke ville virke forstyrrende, var der rigtig mange, der fulgte Helges opfordring om at gå ind på kirkegården i Solbjerg og der bestige den meget store gravhøj. Alle fik dermed en ekstra oplevelse, alle nød det dejlige solskinsvejr, og nogle få slog sig endda ned på de opstillede bænke og hyggede sig med en god snak samt medbragt kaffe og kage.