Rebild Bakker – Kyø Skovhus – Klodholm

Vi havde egentlig gruet lidt for vejret til vores anden tur den 22. april. Det var da også en regntung himmel, der mødte os fra morgenstunden, men trods dette mødte der alligevel hele 79 personer op på parkeringspladsen ved Skørpinghallen. Helge havde ikke troet, at der kom mere end 15, så det var jo helt ovenud, at der kom så mange. Belønningen var da også, at det klarede op kort efter starten og at vi ikke siden fik en dråbe regn.

Den første del af turen var stort set identisk med et stykke af turen fra sidste gang. Nemlig etapen fra Skørpinghallen og frem til Bjergmoseområdet. Vi stopper dog lige op ved en af de mange små søer, som er ved at blive retableret overalt i Rold Skov. Helge nævner at sådan har det også været tidligere  Da vi arbejdede på bogen om Rold Skov, kunne vi læse i de gamle rapporter, at der engang har været i hundredevis af moser i skoven. Ja, så mange at de endog påvirkede skovens klima, således at der var mere køligt end i dag. Der står jo ofte en klam tåge hen over sådanne moseområder, og er der tilstrækkelig mange af disse, kan det hæmme træernes vækst. Af forskellige årsager var de fleste vådområder altså blevet tørlagt, mens man i dag også ser meget på den rekreative brug af skoven.

Lige før vi når frem til Bjergmosehus forlader vi forrige måneds rute og gå mod vest hen forbi en anden af skovens mange søer. Her fortæller Helge, at det var herreekviperingshandler Vagn Larsen fra Aalborg, der boede i Bjergmosehus under krigen, idet han gemte sig herude, fordi han var med i modstandsbevægelsen. Helge gør endvidere opmærksom på udsigten ud over Rebild Skovhuse og nævner tillige, at sletten har været åbent land gennem flere tusind år, hvilket kan ses på de mange levn fra stenalderen. Man kan endda spore fortidsminderne ned til området syd for Store Økssø, så det åbne landskab har altså også engang strakt sig helt derned, føjer Helge til.

Vi fortsætter frem til Rebild Skovhusevej og går ad denne et lille stykke mod nord inden vi atter svinger mod vest. Målet er Rold Skovs eneste jættestue. På vejen passerer vi en ejendom, hvor en stor sten ved indkørselen fortæller, at stedet bærer navnet Frøya, hvilket naturligvis får Helge til at fortælle om frugtbarhedsgudinden Frøya fra Rebild. Den smukke træfigur, der blev fundet i Brosø Mose i 1946. Han filosoferer således over navnene Frøy og Frøya, og sammenligner dem med hulvejen, også kaldet Hørgdalen, i Rebild. Ordet ”hørg” eller ”harg” er oldnordisk og betyder Freja. Helge sammenligner også navnet med bynavnet Fræer, der ligeledes er afledt af gudenavnet Frøya. Ikke så sært, at endog Helges egen hund har fået det flotte navn Freja med a, for den er nemlig en damehund.

Lige før vi når frem til jættestuen, ser vi resterne af det, der engang var et hus, nemlig skorstenen, der står så sært og peger lige op i luften. Det var her, at en eneboer levede i al ubemærkethed lige til et ugeblad kom på sporet af ham. Men da han bestemt ikke brød sig om, at nogen skulle kende hans tilholdssted, forsvandt han bare igen i al ubemærkethed. I november måned 1987 besøgte Rold Skovs Venner for første gang den forladte hytte, der da endnu stod tilbage nøjagtigt som han havde forladt den. Hyttens indretning og brug er nøjere beskrevet i den gamle beretning.

Men nu er det blevet april 2007, og måske er det gensynet med resterne af hytten, der får nogle minder til at dukke op i Helge. Som det er sket for de fleste andre mennesker, har Helge også fået nogle bøder gennem livet. Men kun én gang i mit liv har jeg ’stjålet’, siger han. Da eneboeren var forsvundet ville jeg hen og se stedet, hvor han havde boet, og mens det stadig stod med møbler og det hele. Der lå også et lille husnummer – nr. 69 – og det stjal jeg. Senere skulle min gode ven, Jørgen Pedersen fra Rold Storkro giftes i Buderup Ødekirke. Jeg syntes så, at jeg ville forære dem det der husnummer – Blåt med hvid skrift. Nummer 69 – til at have hængende hjemme over sengen. Så det gjorde jeg.

Vi går nu de få skridt hen til jættestuen. Vi har masser af stendysser i Rold Skov men kun én jættestue og den er forholdsvis pænt bevaret, siger Helge. Den er cirka 4.000 år gammel, og lægger man det hele sammen, hellekister, stendysser, jættestuer og hvad de ellers har bygget, skete det gennem en forholdsvis kort årrække på cirka 500 år. Man regner med, at der findes omkring 25.000 af dem i Danmark.

Ja, det er imponerende Helge. Man kan, som altid, kun blive imponeret af hvad vore forfædre formåede at bygge med deres små hjælpemidler. I dag ville ingen drømme om, endsige kunne magte, at bakse med så store sten uden brug af store entreprenørmaskiner og autokraner. Der starter nu en længere travetur, hvor vi bl.a. følger den sti, der går tværs gennem campingpladsen i Rebild. Herfra fortsætter vi syd om byen til vi når frem til skovbrynet i bøgeskoven oven for nationalparken. Velsagtens fordi bøgen netop er sprunget ud, kommer Helge til at tænke på tiden, hvor han netop var ankommet til Rold Storkro. Han spurgte da den magtfulde, skovrider Jens Hvass, om hvornår det var, at bøgen springer ud. Idet Jens Hvass kiggede undrende på denne nye unge direktør, sagde han: ’Det var da det mest ejendommelige spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stillet. Bøgen springer ud den 10. Maj. Det ved sgu da enhver’. Jeg gjorde det ikke, siger Helge og fortsætter: Han havde sikkert ret – dengang, men siden har det forandret sig. Nu springer bøgen ud en måned før. Vi får faktisk en måned mere forår og det er jo dejligt. Sluttelig nævner Helge nogle forskellige former for bøgetræer: Rold Skov-bøge, øjetræer og stævnede og stynede træer, ligesom han også forklarer, hvordan disse former er fremkommet pga. vidt forskellige årsager.

Vi går nu ned i selve nationalparken, hvor vi lige gør holdt ved de to store flagstænger. Her vælger Helge kun at fortælle om én enkelt rebildfest, nemlig den i 1925. Vi hører så historien om hvorledes statsskovrider Poul Lorenzen på kongens befaling måtte tage hjem og klæde om, fordi han som medlem af ’Himmerlandskvadrillen’ var mødt op i sin folkedanserdragt fordi dansetruppen senere skulle optræde på tribunen. Kongen hed Chr. X og dronningen Alexandrine, og det var den navnkundige krokone, kaldet Top Karen, der skulle overrække dronningen en buket, hvilket hun gjorde med ordene: ”Hær haar do en bukæt te dit slot”. Vi fortsætter igen den lange tur i ét stræk. Ned gennem slugten fra nationalparken og derfra hele vejen gennem Stendalen til den plads ved spejderhytten, hvorfra vi plejer at starte vore ”orienteringsløb”. Og tænk, midt i Stendalen mødte vi Hanne og Knud. Der var aldrig én af os, der havde opdaget, at de havde været væk og derfor var kommet til at gå turen ’baglæns’.

Men det skal de nu ikke betale dobbelt takst for! Trods alt!

Således genforenet kunne vi nu nyde vores frokost og holde en velfortjent pause op ad en stor brændestabel, der netop var placeret, så også det gode solskinsvejr kunne nydes og udnyttes i fuldeste drag – til vederkvægelse af både legeme og sjæl.

Frokosten er forbi og turen fortsætter op forbi Kyø Skovhus og Klodholm. Herfra følger vi et skovspor, idet Helge vil vise os en af skovens stensatte brønde, nemlig den, der findes umiddelbart vesten for Grøndalen. Der findes to brønde mere her i området, siger Helge. De har alle været brønde for Grøndalshuset, som vistnok blev revet ned engang i trediverne. Det var praktisk at have mere end én af disse forholdsvis små middelalderbrønde, for hvis den ene løb tør, var der måske chance for at der var vand i en af de andre, føjer Helge til. Desværre ser brønden ikke så godt ud lige for tiden, idet ubetænksomme mennesker har fyldt både grene og andre uønskede ting ned i den.

Vores næste stop sker henne ved stendyssen i Hedekrogen. Også her kommer Helge ind på hvor langt fortidsminderne strækker sig syd på i skoven for derefter at høre fuldstændigt op. Og det betyder, siger han, at der aldrig har boet mennesker i de centrale dele af Rold Skov. Helge gør tillige opmærksom på, hvorledes man også i dette område nu åbner skoven og gør plads for at genskabe fortidens søer og moser. Og da vi nu står her ved Hede Knuds gamle bolig, skal vi da også lige have historien med, om da konen ’pest’ i Hede Knuds træsko. Vi fortsætter turen over forbi skovfogedboligen Tøtteruphus, men stopper atter op da vi når frem til Larsens Lind. Som altid, udtrykker Helge her sin utilfredshed med at en af markerne er blevet tilplantet, således at et flot skelhegn af gamle ege ikke længere står så markant i det åbne landskab. Og nu da vi er ved det med skovbrug, fortæller Helge også om da den store TV-serie om De Danske Skove skulle produceres. I Skovdirektoratet var man ikke så glade for at det var en mand, der ikke var ansat i skovbruget, der skulle tale de danske skoves sag. Men da man fandt ud af, at Helge ikke var venstreorienteret, og gerne ville overlade ordet til forstfolk, hvis der skulle tales om noget rent fagligt, samt ikke ville gå i grønt tøj, blev det til et godt samarbejde, som forløb til alles tilfredshed.

Men der var også lokal misundelse over, at ham, der sådan set intet havde med skoven at gøre, at det var ham, der skulle formidle skoven og alt dens væsen. Dette førte bl.a. til en snak mellem en skovfoged og fmd. for Rold Skovs Venner, hvilket Helge nu beder fmd. berette om. Men tænk, klappen gik totalt ned hos fmd., han anede ikke hvad det var, Helge ville have ham til at fortælle om. Det var godt nok flovt. Men set i bagklogskabens ulidelige klare lys, som Kurt Thorsen engang sagde, kan der her nævnes, at samme fmd. engang skrev om det i en kronik, der startede således: ’Han aner ikke et klap om træer, var der engang en skovfoged, der betroede mig. Nej, vel er han ikke forstmand, men han kender, om nogen, skovens sjæl helt ind til det aller inderste’. Vi kan godt her røbe, at det var skovfogeden her i Tøtteruphus, der sagde de bevingede ord. Altså ikke ham, der bor der nu, men den forrige.

Hvis ikke man vidste bedre, ville man måske slet ikke bemærke det lille lindetræ, der står her i vejkrydset midt mellem Tøtteruphus og Bregnesø. Men Larsens Lind er faktisk et af skovens navnkundige træer, som har fået navn efter endnu en tidligere beboer i Tøtteruphus, nemlig skovfoged Kr. M. Larsen. Træet er plantet på det sted, hvor det ældste Tøtteruphus lå, og årsagen til dets beskedne størrelse er, at det har haft to forgængere. Det ældste gik til i novemberstormen 1981, og det gjorde efterfølgeren også af andre årsager.

Og hvem var denne skovfoged Larsen så? Helge fortæller, at han var en elskelig mand, som var meget afholdt – ikke mindst af sine skovfogedelever. Men var Larsen en rar mand, så var hans kone det ikke mindre. Mange tidligere elever har fortalt Helge, at de ligefrem blev forelsket i hende. Selvom det egentlig var deres eget arbejde, gjorde hun ofte rent ovre i elevernes område. Det gjorde hun også en dag, hvor de aftenen før havde siddet og lavet deres patroner, hvilket skovfogedelever den gang skulle gøre som et led i uddannelsen. Resultatet var, at da Fru Larsen smed fejeskarnet ind i kakkelovnen, eksploderede den med et ordentlig brag. Det var vist nok en af de få gange, at skovfoged Larsen blev vred, føjer Helge til. Turen fortsætter mod nord forbi Bregnesø, eller Brændesø, som den også kaldes. Vi er jo nu i den del af Rold Skov, der kaldes Brændeskov. Efter en tids vandring stopper Helge op ved et mægtigt hul i terrænet. Jeg ved godt hvad I vil spørge om, siger han. Men der var en mand, der ringede til mig og sagde, at de havde fået oplysninger om en ny viden, de selvvurderende røvere, og så bliver de benovede og tror på, hvad der bliver sagt. Jeg ville have fortalt jer, at dette her er et jordfaldshul, men efter at han ringede til mig, har jeg besluttet mig til at det vil jeg slet ikke fortælle jer om. Jeg vil bare fortælle, at det er et hul. Vedkommende personage, der ringede til mig, fortalte, at han havde fået et skrift fra ”Danmarks Geologiske Undersøgelser”, og der stod, at Røverstuen i Rold Skov, (som vi altid har sagt var et jordfaldshul, sammen med alle de andre jordfaldshuller i det område), at det slet ikke er jordfaldshuller. Nu ved jeg ikke hvad det er, men den pågældende mand, der ringede til mig, er tilfældigvis med på turen i dag, så nu kan han få lov at fortælle noget om det.

Jamen, det er da rigtigt, siger den formastelige mandsperson. Det forholder sig således, at geologen Milthers i 1948 tolkede Røverstuen og Hestegraven som jordfaldshuller. Men da der ved nye geologiske undersøgelser efter januarstormen 2005 er konstateret, at der i Hesselholt Skov er mere end 50 meter ned til kalken, er det ikke muligt, at der kan opstå jordfaldshuller i dette område. Man mener nu, at disse huller er opstået ved indsynkning over en forkastning. Ja, sådan er der så meget, man har en viden indtil man får en ny. Fremtiden vil måske vise, at sandheden er en helt anden.

Dette var så de sidste ord for denne gang. Der var nu blot tilbage, at vandre de sidste 1.200 meter tilbage til udgangspunktet. Det havde været en både dejlig og udbytterig tur med megen drilleri og gas, men også en lang tur. Selv turlederen var for engangs skyld kørt træt.