2007

Skørpinglund og Brændeskoven

Nu er det så blevet den 25. marts 2007. Efter en lang våd vinter, som endte med en forrygende snestorm, er foråret endelig kommet til Danmark. Solen stråler fra en skyfri himmel, og der møder da også 76 personer op på Havdalspladsen, lige der hvor Rebild Kirkevej munder ud i Buderupholmvejen.

Hvad deltagerne ikke kunne vide, var, at Helge desværre havde fået forfald, således at fmd. måtte overtage jobbet som turleder. De tog det pænt. Her ved turens start havde vi besøg af projektleder Uffe Westerberg fra Rold Skov Natur- og Kulturcenter. Det er nemlig sådan, at Rold Skovs Venner gennem årene er blevet en mere og mere integreret del af turist-, natur- og kulturlivet i det, der nu hedder Rebild Kommune. Vi har vores egen fine brochure og hjemmeside, vi er med i bladet ’Kulturen’, vi er medlem af Hot Spot Rebild under Visit Best of Denmark og endelig er vi kommet med under ’paraplyorganisationen’ Rold Skov Natur- og Kulturcenter. Denne organisation har nu fået trykt et flot kort og en fin brochure, som Uffe Westerberg altså var så flink at komme og præsentere for os.

Inden vi går ud på den egentlige tur, skal vi da lige høre om Havdalsmanden og -konen samt disse forgængere, Jens Viborg og Pode Hanne, hvor sidstnævnte gik for at være heks. En dag hvor Hanne havde lavet sig om til en hare, mødte hun Jens Kjær fra Rebild. Denne lagde straks bøssen til kinden og skød haren. Og stakkels Hanne måtte til rakkeren Kræn Blær, for at han kunne pille kuglen ud af hende. Gamle Jens Ørnebjerg kunne fortælle om, hvordan han som dreng ofte besøgte konen her i Havdalshuset, fordi hun var så sød og altid forærede ham et par æbler fra haven.

Vi går et kort stykke vej ad Rebild Kirkevej mod sydvest, men drejer så atter mod øst for at komme over til Ønskestenen i Skørpinglund. Det er meningen, at vi senere skal passere Skørping Hospital, men for ikke at forstyrre for meget der, hører vi lidt om dettes historie og om bogen ’Fryseslottet’, som Helge har udgivet i anledning af hospitalets 100 års jubilæum. Ønskestenen og hospitalet har nøje været knyttet sammen, idet man for 100 år siden ikke havde så mange midler til at bekæmpe den frygtede sygdom – tuberkulosen. Ud over at blive behandlet med hvile og masser af frisk luft, havde patienterne egentlig kun én ting mere at støtte sig til. Håbet. Det var derfor blevet skik, at de oppegående patienter valfartede herud til Ønskestenen, hvor de så ofrede en tiøre og måske også sendte en bøn ovenud.

Fra Ønskestenen er der ikke langt til Rold Skov-områdets måske smukkeste bronzealderhøje. Ikke fordi selve højene er smukkere end andre, men beliggenheden i den kuperede bøgeskov gør, at helhedsindtrykket bliver utroligt smukt. Især om efteråret, når der ligger et tykt lag bronzefarvet løv overalt, lever området virkelig op til sit navn. Vi skal naturligvis høre lidt om bronzealderen, der varede fra ca. 1.800 – 500 år f. Kr. Allerede i bondestenalderen, eller yngre stenalder, var folk begyndt at blive mere bofaste og dyrke jorden. Men da bronze efterhånden fortrængte ben- og stenredskaber blev kvæglandbruget nu også udbredt. I tillid til et liv efter døden havde stenalderfolket anlagt et væld af dysser og jættestuer. En gravskik, som fortsatte i form af de tusindvis af gravhøje, der findes i hele Danmark. Her i Rebildområdet findes de i særligt stort tal. Hele 50 høje pr. km2, hvilket fortæller os, at vore tidlige forfædre også har fundet, at dette område var et rigtig godt sted at være.

Vi fortsætter nu turen mod syd forbi Teglgårds Hedehus til skovbrynet, hvor vi skrår tværs over græsmarken til Hollandshus og mindestenene for Niels Erik Vangsted og Poul Edwin Kjær Sørensen. Natten mellem den 17. og 18. August 1943 fandt der en våbennedkastning sted ved Madum Sø, men aktionen blev opdaget af tyskerne, og efter en biljagt kom det til en skudveksling her ved Hollandshus. Niels Erik Vangsted blev skudt på stedet, mens Poul Edwin Kjær Sørensen blev taget til fange og dømt til døden. Han blev henrettet ti dage senere. Denne episode og Niels Erik Vangsteds efterfølgende begravelse, var egentlig den første begyndelse til den modstand, der rejste sig over hele landet i løbet af 1943.

Her fra ’mindepladsen’ kan man ad en dejlig skovsti gå ned forbi hospitalet i en stor bue. Vi gør dog et lille stop for at udpege funktionen af de forskellige bygninger. Bl.a. ses det, at man er i fuld gang med at restaurere trækonstruktionen i den gamle liggehal. Det er jo hårdt for en bygning af træ, at stå ude i al slags vejr gennem 100 år.

Den fortsatte tur går herefter tværs over Rebildvejen, forbi Skørping Skole og videre mod syd i Brændeskoven. Det sydlige mål er Bjergmosehus, der ligger så smukt i skovbrynet, og med en fin udsigt ud over sletten ned mod Rebild Skovhuse. Her er der tillige alle gode betingelser for at holde frokostpause. En sydvendt solbeskinnet skrænt og så den flotte udsigt. Så det gør vi – holder frokostpause i en hel halv time.

Vi skal nu på bjergbestigning, for det er ikke tilfældigt, at denne tjenestebolig hedder Bjergmosehus. Hele 94 meter over havet skal vi op, for at kunne gå en tur rundt om den kønne Bjergmose. Det er ikke så almindeligt, at vore moser ligger på et højdepunkt, men bjergmosen er selvsagt dannet, fordi der lige på toppen findes en lavning i det underliggende terræn. Herfra går turen ned til den skovvej, der hedder Kobberkrogsvej, og ad denne mod øst ud til Mosskovvej, som løber parallelt med jernbanen lige fra Skørping til Mosskov og herfra videre som Ardenvej til Arden. Altså den vej, som man gerne må køre på Skt. Hansaften. Da vi i det fjerne kan se de første huse i Skørping, går vi igen mod vest fordi vi atter skal passere Rebildvejen henne ved Skørping Skole. Vi stopper dog op efter en kort vandring, og her er det Knuds tur til at få ordet. Som nævnt i indledningen, kan Rold Skovs Venner dette år holde 20 års fødselsdag, og det har vi tænkt os at markere ved at tage på en heldagstur til Fur med spisning om aftenen i Hvalpsund. Som tidligere, ved større arrangementer, har Hanne og Knud også denne gang påtaget sig at arrangere den praktiske del af turen, og da vi ved, at folk gerne vil være orienteret, fortæller Knud således, på vanlig munter vis, lidt om hvad vi skal se og opleve på denne tur.

Efter atter en kort tids vandring går vi over i Vedsted Skov, men denne gang mod nord ad den vej, der kaldes Jægerstien. Det er nu ikke alle steder, der er meget sti over den rute, som vi følger. De seneste års storme er gået ret hårdt ud over Vedsted Skov, og især da vi når op til de to gravhøje, hvoraf netop den ene, Vedsted Høj, har lagt navn til skovparten, er der blevet meget åbent og endnu lidt trist at færdes. Men vi ved da heldigvis, af erfaring, at dette igen vil rette sig som tiden går.

Som det sidste for denne gang, hører vi her lidt om de forskellige typer gravhøje, og om hvor svært det kan være, helt nøjagtigt at afgøre, om de er fra den ene periode eller den anden. Vi skulle herefter blot vandre et lille stykke vej ned af Rebild Kirkevej før vi atter var tilbage på Havdalspladsen. Her mødte vi Helge, Pernille og Fru fmd. – De havde sikkert ikke været helt trygge ved at vi havde været ude på egen hånd.