2006

Juletur – Rebild bakker

For første gang i Rold Skovs Venners historie kom Helge til at tage en travetur alene uden deltagelse af et eneste bestyrelsesmedlem. Disse kunne af forskellige årsager kun være med til den efterfølgende julefrokost på Røverstuen. Det er den 10. december, vejret er smukt, men der er ’kun’ mødt 77 personer op på parkeringspladsen ved Nationalparken i Rebild, hvilket vi så beklageligvis måtte meddele Røverstuen. De tog det pænt.

Turen går straks op forbi Top Karens Hus og videre ned i gryden, hvor de årlige rebildfester bliver afholdt. De følgende historier baserer sig således på Lennart Greigs optagelser, og som den første fortæller Helge, efter nogle indledende bemærkninger, historien om den gang Rebild Bakker brændte. Det var den gamle Anders Sletting, der som hjorddreng var kommet til at sætte ild til de tørre lyngbakker, idet han ville stege nogle kartofler, som han og en anden hjorddreng havde ’lånt’ af Lars Kjær.

Jeg kan så mange dejlige historier netop fra dette sted, fortsætter Helge og giver et eksempel. Den første rebildfest i 1912 blev som den eneste ikke holdt den 4. juli men den 5. august i øsende regnvejr. Årsagen var, at der var landesorg, fordi kongen, Fr. 8. var blevet fundet død på lighuset i Hamborg og med en seddel med nummeret 854 bundet fast til storetåen. Kongen havde været på bytur aftenen i forvejen, men skam få den, der tænker ilde derom, siger Helge, jeg synes, at det var en flot måde at komme herfra på.

Vi vil nu fortsætte turen ned til T-krydset ved Gravlev Mosegyde i Store Stendal, siger Helge. Her peger han henholdsvis mod nordøst og sydvest og siger: Dette er Rebild Bakker og dette er Rold Skov. Stendalen danner grænse og når vi nu går op ad Gravlev Mosegyde vil I se, at træerne er store og flotte. Årsagen er selvfølgelig, at det har stået i læ for de store storme, den seneste i januar 2005.

Gravlev Mosegyde fører lige op til Troldeskoven, men I må ikke sige, at vi er gået herop, for jeg er blevet nøje pålagt, at vi skulle gå derover, siger Helge og peger i retning af Røverstuens røverlejr. Det var såre almindeligt, at der i gamle dage herskede en vis form for overtro, fortsætter Helge. Bl.a. troede man, at man kunne undgå at få engelsk syge ved at krybe gennem et øjetræ. Det hjalp dog ikke på Bette Evald, min senere nabo. Evald fik den engelske syge, men denne er jo i virkeligheden også en mangelsygdom.

I forbindelse med overtro nævner Helge også Helligkorskilden i Gammel Skørping. Her sagde man, at kildens vand ikke bare kunne hjælpe på engelsk syge, men også på alverdens andre ting. Man skulle dog drikke vandet af en helt ny potte, som pottemagerne fremstillede til de årlige kildemarkeder. Disse markeder udviklede sig dog efterhånden til det rene gøgl, hvorfor herredsfogeden og sognepræsten fik dem lukket og brønden kastet til i 1891.

Helge siger, at det nu skal handle om Prinsessetræet, der jo desværre ikke findes mere. Hvis vore medlemmer er enige, vil jeg foreslå, at vi i forbindelse med Rold Skovs Venners 25 års jubilæum rejser en sten med inskriptionen: ”Her stod Prinsessetræet”. Hvis Statsskoven giver tilladelse til at sætte en sådan sten op, kan vi lave en højtidelighed og indvie dette sted. Også fordi der er så mange skovgæster der spørger om hvor træet stod. I øjeblikket ligger resterne af det nede på Spillemandsmuseets lager. Det er knækket lige i øjet, men det er meningen, at det med tiden skal restaureres og derpå udstilles.

Ja, jeg må jo hellere fortælle en julehistorie, selvom den ikke har meget med jul at gøre, fortsætter Helge. Og hvad kan en munter historie her på stedet så dreje sig om? Det kunne f.eks. være historien om da formanden for at gastronomisk selskab sad fast i øjet på Prinsessetræet, og kun kom fri ved hjælp af brun sæbe.

Sluttelig fortæller Helge også lidt om de bøgetræer, som Troldeskoven består af. Bøgen kom her til Danmark for 500 år siden. Den har normalt en levetid på ca. 300 år, men selv om Rold Skov bøge godt kan blive mere end 400 år, er der altså næppe nogle fra 1. generation tilbage, hvorimod vi endnu har masser af 2. generations bøge stående. Rold Skov bøgene bliver aldrig særligt store, og de står ofte i klaser fordi de kan lave jordskud. Det er ligeledes et særkende, at disse bøge kan danne de karakteristiske øjer.

Det var egentlig meningen at turen skulle have fortsat rundt i terrænet omkring Troldeskoven, men pga. efterårets megen regn er jorden så opblødt, at den er det rene mudder. Havde det været for bare 4 år siden, var vi gået lige igennem, men lad os blot gå tilbage, siger Helge.

Man bliver jo mildere med årene.

Her får de før nævnte høje træer Helge til at fabulere over, hvordan de kan finde ud af at blive så høje og ranke. Han sammenligner dem med nutidens solfangere, der også samler energi ved at tiltrække sollyset. Træerne er i virkeligheden én stor solfanger, hvilket de jo har kendt til i millioner af år. Tænk at kunne leve bare af vand og så solskin, siger han.

Da turen jo går i retning af Rebild Bakker, finder Helge anledning til at nævne en mand, der i sin tid virkelig var at finde blandt brobyggerne for at få en nationalpark her i rebildbøndernes gamle overdrev, nemlig Max Henius. Max Henius var vokset op i Aalborg som søn af den polske indvandrer Isidor Henius, der havde skabt sig en formue som brændevinsbrænder. Men den meget velbegavede og højt uddannede Max Henius så dog nogle nye og større muligheder i det ’forjættede’ land, Amerika, hvor det da også kom til at gå ham ualmindeligt godt. En medvirkende årsag til Max Henius` succes skal måske søges i den ballast og indstilling til økonomi, han havde fået med fra sin far. Det er blevet fortalt, at faderen ved landgangen kun gav sølle 50 dollars til at starte på, idet han sagde: ”Du synes måske, det er fedtet, og jeg har også råd til at give dig både 500 eller 5.000 dollars. Men da du alligevel ikke tager dig et job, før pengene er brugt, kan du lige så godt komme i gang med det samme”.

Efter endnu en kort vandring, gør Helge atter holdt lige før festpladsen og siger. Hvert år den 24. november tog den gamle lensgreve ud for at ønske glædelig jul og aflevere månedslønnen med en lille ekstraskilling til sine folk. En af disse, Niels Christian Nielsen, var en skovløber, der havde sit arbejde ovre i Rold Østerskov. Da greven kom med dennes løn og ønskede ham glædelig jul, kiggede han efter hvor mange penge der var og kunne se, at når han havde betalt, hvad der skyldtes, så var der ikke mere tilbage.

Niels Chr. Nielsen boede i Otterup Huse i det nordlige Skørping, og da han var på vej hjem (der var sne og en halv snes km. at gå) så han, at der ved Skørping stod to stykker rådyr. Han skyndte sig hjem for at hente geværet og gik så ud og skød de to dyr. Dette var de første dyr, han skød, men siden hen skulle han blive, om ikke Rold Skovs meste berømte krybskytte, så i hvert fald den næst meste berømte med øgenavnet Artollerist Niels.

Artollerist Niels var, i modsætning til den meste berømte, Lars Kjær, ganske lille mens Lars Kjær var ganske stor. Og mens Lars Kjær var ganske fåmælt og gik meget forsigtigt med hvad han lavede, han blev f.eks. aldrig nogen sinde taget af politiet, så snakkede Artolleristen ustandseligt, ligesom han også elskede at drive gæk med øvrigheden og provokere, hvor han kunne. Det var ham, der (vistnok) i 1929 fik en helside i Svikmøllen. Her ser man en akvarel, hvor han står foran dommeren i Terndrup, og hvor dommeren siger til ham: ”Nu vil jeg vide, Artollerist Niels, hvilke dyr i skoven, der er dine og hvilke dyr, der er lensgrevens!”. Hertil svarede Artolleristen: ”Åll dem, der er hvi` i røven, det er min`!”. Og det er de jo som bekendt alle sammen.

Denne kombination af det at skyde og drive gæk, giver Helge et par gode eksempler på. F.eks. om da en skovfoged havde fundet frem til Niels ved at følge hans spor i sneen. Niels havde netop skudt en kronhjort, men snarrådig som han var, skyndte han sig at skyde det andet løb af og gratte sig til med blod. Da skovfogeden kom helt hen til ham, vred Niels sig og stønnede: ”Skovfoged, skovfoged, skynd dæ! Hent dowtor Bartholdy. A hår skudt mæ sjæl!” Men da skovfoged og doktor kom tilbage var der hverken Artollerist eller kronhjort at se.

En gang, da Niels var på jagt i Rold Vesterskov sammen med en anden krybskytte, Kulsvier- Frederik, havde de skudt en ræv, som straks blev pelset for at sælge skindet, hvorefter Niels hængte skroget op på døren til Jagtslottet. ”Hvoffor gør du det?” spurgte Kulsvier-Frederik, og Artolleristen svarede: ”Jen ska` vær` nøjsom. A ska` ett ha` det hiele. Greven ska` osse ha` nøj!” –

Nu er det jul og nu holder jeg kæft, for nu skal vi hen og have julefrokost, slutter Helge sine fortællinger for denne gang. Der er da heller ikke særligt langt hen til Røverstuen, hvor os med alle undskyldningerne så kunne høre om hvordan turen var gået. Og man må sige, at denne vores 9. julefrokost på Røverstuen forløb på samme gode måde som altid. Godt nok var der lidt færre med end sædvanligt, hvilket dog ikke kunne mærkes på hverken lydniveau eller stemning.