2006

Rold Østerskov

Selvom det skal være en stor overraskelse, og derfor en ’stor hemmelighed’, er det vel nok gået op for de fleste, at novemberturen også er ’gløggtur’. Og dog – alligevel var der nogle enkelte, der kom og spurgte, hvorfor der manglede nogle kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Der var ikke andet for end at svare, at hvis man er mopset, så bliver man sat af et eller andet sted langt inde i skoven.

På årets tur den 12. november skulle udskænkningen foregå på bålpladsen i Arden, hvorfor mødestedet var sat på hovedvej 180 mellem 17 og 18 km. stenen, således at der var basis for en tur gennem både Rold Østerskov og Hesselholt Skov. Dog var der ikke helt enighed om, fra hvilken p-plads. Men hvorom al ting er, turen startede med at gå ind ad den vej, der kaldes Jordbrovej, og snart efter drejer vi til højre ad en mudret skovvej og så igen til venstre hen mod Fårsø Mose.

Her starter Helge med at give fmd. en balle, bare fordi turen ikke var startet efter hans hoved. Men ellers var han nu flink nok, og da vi befinder os i Lindenborgs område indleder han dagens historier med at fortælle om den første greve Schimmelmann, og om hvor meget jord, der skulle til for at denne kunne opnå at blive lensgreve. Ikke mindre end 2.500 tdr. hartkorn skulle der til, og det er virkelig meget på de forholdsvis magre himmerlandske jorder. En af Helges hjælpere, der virkelig ved noget om tingene, har fundet ud af, at det drejede sig om ikke mindre end 140 km2. Schimmelmann nåede da heller ikke mere end at opkøbe 2.200 tdr. hartkorn, men ved at betale en sum til kongen, der ville svare til adskillige milliarder i dag, opnåede han alligevel på den måde at få titlen.

Helge fortæller også om den gamle disput om mosens rette navn. Hedder den Faarsø Mose eller Farsø Mose, som der står på alle kort nu om dage? Mon ikke sandheden er, at de gamle himmerlændinge har sagt ’Faaersø Mues’, idet bogstavet ’a’ ofte udtales som et ’aa’ på denne herlige dialekt.

Efter besøget ved den smukke mose går turen i sydlig retning ned mod Skelhuset. På denne tur kommer vi forbi et sted, hvor der er en vældig lavning i terrænet. Her er Helge inde på, at dette kan være et mægtigt stort dødishul. Man kan undre sig over hvorfor tingene ser ud, som de gør, siger han og spørger om der er andre bud. Knud foreslår, at det måske kan stamme fra et meteornedslag. Det var derfor dinosaurerne uddøde, siger en anden. Jamen, så er der jo ikke mere at sige om det, svarer Helge, men forklarer dog alligevel for de eventuelle nye deltagere, hvordan et dødishul opstår.

Lige i nærheden af Skelhuset står der en gruppe ret høje og slanke træer. Der udspinder sig her en diskussion om hvilke slags træer disse er. Og som altid, siger Helge, man skal huske at kigge ned og ikke op så man kan se hvilke blade, der ligger under dem. Her ligger der dog en blanding af bøge- og ahornblade, men Helge er nu mest tilbøjelig til at mene, at det er ahorn. ”Ahorn behøver man sgu da ikke at plante”, siger Käthe, men fmd. går alligevel i rette med hende, idet ahorn er meget fint til møbelproduktion. Det er ikke alle steder, at dette træ bliver betragtet som ukrudt. Ja, det er også glimrende til at komme i pejsen, føjer Helge til, og gør samtidigt opmærksom på alle de små kristtjørn, der spirer frem i skovbunden.

I forbindelse med Skelhuset nævner Helge også lige, at da han kom her til skoven, havde man fire statsskovfogeder, som hver havde et distrikt at passe. Nu er der kun et par stykker tilbage, for hvem arbejdet mest består af kontorarbejde til trods for, at en uddannet forstmand selvfølgelig hellere vil arbejde ude i naturen. Dette administrative arbejde foregår nu heller ud fra de enkelte skovfogeders domæner, men fra et kontor henne på Mosskovgård. Sluttelig gør Helge opmærksom på, at der ikke så langt borte står en bøg, der kaldes ’Kremses Bøg’. Dette træ har fået navn efter Thorvald Krems, der netop var skovfoged her på Skelhus.

Fra Skelhus er der ikke så langt hen til Stabelpladsen i Arden hvis man følger den slagne vej ad ’Kærlighedsstien’. Og da det netop er på denne bålplads vi skal nyde årets gløgg og æbleskiver, må vi, for at personalet kan være parat, trække tiden en smule.

Dette gør vi på to måder. Dels ved at Helge, i strid med sandheden meddeler, at fmd. har lavet en aftale med Statsskovens folk, om at de skal komme for at tælle hvor mange vi i grunden er. Noget, som førte til en efterfølgende polemik om, hvem der virkelig er noget her i skoven og sidder med til de mest betydningsfulde møder. Dels en forhalingsmanøvre, der førte os et godt stykke vej væk fra Kærlighedsstien og ud på åben mark således at vi må gå samme vej tilbage for igen at komme i rette spor.

Ved ankomsten til stabel- og bålpladsen i Arden kunne man ikke undgå at bemærke, at denne plads har taget en endog stor forandring. Hundeskoven mod syd er blevet meget åben. Et stort areal mod nordvest er blevet totalafdrevet. Kærlighedsbøgen er skåret ned til en sørgelig ruin. Og endelig er der anbragt en grim toiletbygning umiddelbart ved bålstedet.

En formildende omstændighed var det dog, at vort vanlige personale, fruerne Karin, Birgit og Hanne stod klar med æbleskiverne, og at vore venner fra hjemmeværnet, Michael og Bo, også i år havde god varme under gløgggryderne.

Efter et passende ophold med tid til at nyde dette vort traditionelle novembertraktement, og for enkelte også deres mad, overdrog Helge nu den fortsatte ledelse af turen til fmd, idet han selv skulle medvirke i nogle TV-optagelser oppe i Ur- og Troldeskoven sammen med kokken Claus Meyer.

Efter en stor tak til Michael og Bo, fortsatte vi så turen det korte stykke vej hen til Hvass Sø med ØP. og fmd. i spidsen. Naturligvis skulle vi da også lige en tur rundt om den smukke sø, hvor vi som vanligt gør ophold ovre på den dæmning, der har skabt søen. Men da der altid er nogle nye gæster med, der ikke kender baggrunden for hvordan søen er blevet skabt, giver vi lige en kort forklaring på dette. Altså historien om hvordan den navnkundige Jens Hvass fik anlagt sin dæmning ganske gratis ved at lade militæret afprøve noget nyt, svært materiel. På vores videre vej tilbage til udgangspunktet passerer vi snart efter den flotte bøg, der kaldes Skovfogedbøgen. Som Helge skriver i sin bog ’Navnkundige træer i Rold Skov’, er det lidt underligt, at det ikke er denne, der hedder ’Kremses Bøg’, idet den reelt ligger meget tættere på Skelhus, hvor Krems havde sin embedsbolig. Der er vist nok ikke nogen, der ved, hvorfor ’Skovfogedbøgen’ hedder som den gør. Helge mener, at Jens Hvass gav den dette navn som en hyldest til alle sine skovfogeder.

Som på udturen, passerer vi også denne gang Skelhus, hvorefter det går mod nordvest op mod den østre ende af Farsø Mose. På denne etape kommer vi forbi en dejlig solbeskinnet skråning, og da det sådan set først er nu, der er frokostpause, er dette lige stedet for at gøre dette. Som turledelse havde vi nok ikke fået sagt tydeligt nok, hvornår pausen var. Nogle havde spist på bålpladsen, og andre havde ikke, men uanset hvad, alle hyggede sig med bare at kunne være i naturen på et sted, hvor der tillige var læ for den lidt skarpe vind.

Efter pausen følger vi mosens nordside af den vej, der hedder Nordre Mosevej. Dette betyder, at vi kommer ud på landevejen lidt sydligere end da vi startede ved Jordbrovej. Vi må derfor følge landevejen et kort stykke mod nord, men snart efter kan deltagerne igen mødes med den del af gløggpersonalet, der ikke allerede har holdt fyraften, men er kørt her over for at kunne sige farvel og følges med ægtefællerne hjem. Atter en god tur var tilende.