2006
Mosskov – Store Økssø
Det er nu blevet den 24. september, og dermed også tiden for at starte efterårssæsonen. Lidt sent måske, men grundet ferie, møder og meget andet, er dette altså blevet dagen, hvor vi atter kan mødes. Denne sommers vejr har været helt formidabelt, og er det stadig her langt hen i september, så det var nok en medvirkende årsag til, at der mødte ikke færre end 103 personer op på parkeringspladsen i Mosskov, hvorfra dagens tur skulle starte. Og dette endda på trods af, at vi har hævet turafgiften til 25 kr. fordi vi gerne vil have et beløb at gøre godt med, når vi når frem til foreningens 25 års jubilæum i 2012. Den ekstra femkrone vil derfor blive sat ubeskåret ind på en speciel konto til dette formål.
Vi indleder vores tur med at gå mod nord langs banen, fordi Helge har noget at fortælle henne ved Mosskovbøgen, eller Laust Christensens Bøg, som den også kaldes. Mange ved sikkert godt, at min familie stammer her fra Rold Skov, indleder Helge med at fortælle. Det var faktisk først noget jeg fandt ud af, efter at jeg var kommet hertil, og det var en meget stor oplevelse. Nu er vi blevet klar over, at det gør min kone også. Oprindeligt lå der tre huse her, kaldet Mosskovhusene. Det ene af dem lå lige her, og træet har antageligvis stået i gårdsiden. Vi ved nu, at den Laust Christensen, der boede her i huset, var tip 3 oldefar til min hustru og det er da flot. (Som noget nyt, kan stedet her altså også kaldes Pernille-pladsen, red.) Jeg vidste det ikke, da jeg skrev bogen, ’Navnkundige Træer i Rold Skov’, hvor træet her også var med. To år efter at jeg havde skrevet bogen, var tre af de træer, jeg havde omtalt, gået til og nu er Mosskovbøgen også på vej. Så vidt jeg husker har den 25 stammer, og den er ikke en musebøg, men en Rold Skov bøg, der har den evne, at den kan sætte mange stammer op fra samme rod. Vi må håbe, at den holder i nogle år endnu.
Fra Pernille-pladsen går vi nu under banen og videre langs Arnebakken mod syd, hvor vi stopper op ved den store fordybning mellem skovvejen og banelegemet. En sådan fordybning er en god søleplads for kronvildtet, der godt kan lide at ligge nede i sådant noget mudder, siger Helge. Jens Hvass syntes altid, at det var morsomt, at fortælle om at kronvildtet kan oversprøjte sig med sæd, som blandet med noget sådant mudder kan give en vidunderlig ram duft, som hinderne sætter stor pris på. Jo mere, jo bedre.
Det var også her, at Artollerist Niels tog sit sidste dyr på et tidspunkt hvor han var over 70 år gammel, fortsætter Helge. Og som bekendt, Helge kan ikke nævne artolleristen, uden at vi heldigvis også får et par historier. Bl.a. om den gang, han blev taget med et skudt dyr, men lige fik skudt et ekstra skud af og sølet sig ind i blod, således at han fik den pågældende skovfoged til at hente hjælp. Men da hjælpen nåede frem, var både Niels og dyr selvfølgelig over alle bjerge. Det var også Niels, der engang, da dommeren i Terndrup spurgte ham om, hvilke dyr, der var hans, svarede: Aal dem der er hvid` i røven, det er min`. Og det er de jo som bekendt alle sammen.
Helge fortæller også om den gamle skovrider Poul Lorenzen, der kom her tilbage til egnen som en gammel mand. På det tidspunkt hed skovrideren Preben Møller. Denne var meget historisk interesseret, og engang han og Poul Lorenzen kørte forbi her, spurgte Preben Møller om hvorfor denne bakke hedder Arnebakken. Poul Lorenzen havde nemlig gjort meget ud af at finde de gamle stednavne, så han kunne føre disse ind på skovkortene. Hvem var Arne?, spurgte Preben Møller. Der var ikke nogen Arne. Oprindeligt var det her en egeskov, og arne kommer af agern, svarede Poul Lorenzen. Så i virkeligheden er det Agernbakken, hvilket vil sige, at navnet Arnebakken i hvert fald går 500 år tilbage. Helge slutter med at nævne, at Poul Lorenzen har skrevet flere meget fine bøger, som man kan have et stort udbytte af at læse. Jeg kan kun varmt anbefale at gøre det, siger han.
Fra Arnebakken går vi videre ned til Store Økssø, som vi følger langs den nordlige bred til vi når frem til det sted, hvorfra der er udsyn op til Hedekrogen. Her fortæller Helge først lidt om søen, om fiskebestanden og om den 2.777 meter lange rute rundt om søen. Men vi skal naturligvis også høre lidt om den navnkundige Hede Knud og alle hans meritter. Hvordan han drev jagt som hegnsskytte, hvordan han kom ud for at en kone ’pest i hans træsko’ og hvordan han måtte holde pause for at fange en tyr, mens han spillede kort med kromanden fra Rebildhus, Frimuth Engelst.
Lidt længere fremme står der et andet af skovens navnkundige træer, nemlig ’Det gamleste Træ’. Træet er placeret lige neden for Økssøhus. Dette tilhører familien Obel, siger Helge. Det blev købt af den gamle Frederik Obel af Hede Knud og ligger på dennes tidligere mark. Familien har dog indvilliget i, at hvis det nogen sinde skal sælges, skal Statsskoven have lov at give første bud. Når vi nu er stoppet op her, er der jo heller ingen vej uden om, at Helge også må fortælle historien om den lille dreng, der lidt ukorrekt fik at vide af sin far, at træet her var skovens største træ, hvortil drengen svarede, at så er det også det gamleste. Siden den dag har træet naturligvis heddet ’Det gamleste Træ’.
Efter endnu en kort tids vandring, stopper vi oppe på det høje terræn oven for den nye mose ved Store Økssø. Her omtaler Helge nogle meget flotte egetræer, der står bag ved os. Han sammenligner dem med høje graner og fyrretræer, så ranke og flotte er de. Han funderer også over, hvad det er, der kan få træer til at blive så ranke og lige. Hvor sidder hjernen, der styrer det hele?, spørger han. Flere at disse træer er da også mærket med en rød ring fordi de er særligt udvalgte. Især til produktion af finer.
Snart efter går vi helt ud til kanten af det, der skal være den nye mose. Helge omtaler arbejdet med at bringe området tilbage til mose som den har været det engang. Han fortæller om hvorledes man tidligere gravede grøfter for at dræne området, så det kunne anvendes til skov. Et projekt, som aldrig blev den helt store succes. Det er dog svært, at bringe et område tilbage til mose, men Helge tror på, at det vil lykkes. Man kan se, hvorledes der allerede er begyndt at stå blankt vand overalt. Tidligere skulle det regne meget før end dette var tilfældet. Det er ikke alle, der er lige begejstrede for at skoven skulle fældes for at kunne genskabe mosen, men Helge synes, at det er dejligt, at man har taget den beslutning og han tror på, at stedet ad åre vil blive et rigtig flot stykke natur.
Vi bevæger os nu ud på en lidt længere etape i ét stræk. Vi fortsætter ad skovstien ud til Ritmestervej og ad denne videre over til Kabelvej, hvor vi fortsætter mod syd, til vi når frem til krydset ved Storedalsvej. Det var nu blevet tiden for at holde frokost, selvom turafgiftopkrævningsholdet brokkede sig lidt over, at Helge havde valgt at gøre dette i et vejkryds. Folk spredte sig nemlig i alle fire retninger for at kunne finde de bedste pladser. En formildende omstændighed var det dog, at vor gode ven Kai Vagner Jensen spillede ’I skovens dybe stille ro’ for os på sin mundharmonika.
Vores næste mål er at besøge ’Jætternes Baghave’. På turen derned stopper Helge op ved det T-kryds, hvor han tidligere har fortalt om en af sine gode oplevelser her i skoven. Han kalder det endog for et af sine hellige steder, for det var netop her, at han oplevede hvor fint et menneske en jæger kunne være. På en jagt, hvor Helge var med som klapper, blev der skudt så intenst, at et forskræmt dyr kom springende ud af skoven, men faldt over en grøft og landede lige foran Helge og jægeren, en tandlæge fra Århus. Men tandlægen løftede blot sit gevær og skød lige op i luften. Det var bare så flot gjort, man skyder ikke på noget, der ligger ned. Det ville være en alt for ulige kamp, slutter Helge sin her afkortede historie.
Vi fortsætter vores tur mod Jætternes Baghave, men inden vi når helt derned, stopper Helge atter engang op for at fortælle om nogle af Statsskovens gamle skovridere. Bl.a. om den allerførste, C.G.C. Harmsen, som senere blev sandflugtskommissær og statsskovrider i Silkeborg. Herunder fortæller Helge også om Harmsens trængsler under treårskrigen. Helge nævner også Hans Jürgen Hansen, også kaldt Forstråden. Han er den, der har plantet alle de store træer, vi skal hen at se på i Jætternes Baghave. Efter Forstråden kom L.F.E. Hintz. Denne var en munter mand, hvilket hans driven gæk med overførsteren, i forbindelse med plantningen af nye granarter i det, der siden hen er blevet til ’Den jyske Skovhave’, er et godt eksempel på.
Nede i Jætternes Baghave beklager Helge, at der desværre væltede nogle af disse kæmper i orkanen den 8. januar 2005. Træerne er plantet i 1883, og er altså 123 år gamle nu, siger han. De er omkring 40 meter høje, hvilket dog ikke er de højeste træer i Danmark, idet disse findes nede ved Silkeborg. Men de er flotte og de er store. Og så ville man gerne have et navn til dette sted, så også turisterne kunne finde det, hvorfor man spurgte skovens folk, om de kunne komme med nogle forslag. Der var så en af skovarbejderne, der kom med forslaget, Jætternes Baghave, og det er da et godt navn, siger Helge.
På den videre tur mod sydøst kommer vi forbi Kremses Bøg og senere Hedehullet, hvor vi lige stopper op, så Helge kan forklare vore nye deltagere hvad et jordfaldshul er. Herfra er der ikke langt hen til Røverstuen, hvor specielt disse nye deltagere selvfølgelig også skal høre lidt om røvernes meritter. Helge slutter med at fortælle den gamle historie om at én af røverne endte med at blive sagfører i Hobro, og en anden i Aalborg. Ej heller er der langt hen til Hestegraven. Her hører vi selvfølgelig skrønen om hest og vogn, der forsvandt ned i hullet da jorden styrtede sammen. Mere sandsynligt er det nok, som gamle Jens Ørnebjerg har fortalt, at man under krigen i 1864 simpelthen brugte hullet til at gemme sine heste i for tyskerne. Så deraf navnet.
Nu har jeg sagt nok for i dag, slutter Helge, så nu synes jeg, at fmd. skal overtage turen. Og det må han jo så gøre. Det var nu også en let opgave, for det var blot at gå ud til Ardenvej og dreje mod nord tilbage til Mosskov. Undervejs stopper vi dog lige op for at gå holdvis op i udsigtstårnet, så vi kan nyde den flotte udsigt ud over Lille Økssø Mose og til den omkringliggende skov. Vel tilbage ved Mosskov Pavillonen kunne vi i sandhed konstatere, at vi havde haft en rigtig flot sæsonstart. Vejret havde været formidabelt, der havde været stort fremmøde med god tilgang af nye medlemmer, og Helge havde været i det helt store fortællehjørne.