2006

Madum Sø

Turen den 2. april skulle komme til at vise sig, at blive både lidt hård og lang. Sådan set var det en traditionel tur med udgang fra p-pladsen på østre side af Madum Sø og med en rute, der for første halvdels vedkommende skulle gå forbi Langmosen og gennem Blæren til Thorup Hedegård, eller Thorup Heidehof, som den oprindeligt hed. Herom mere senere.

Allerede på vejen ind mod skovfogedboligen Sømarkhus stopper Helge op for at omtale en af egnens gamle originaler, Hans Kristen Lund, også kaldet Lun-Hans. Denne boede sammen med sin datter, Jensine, som var lidt let til bens sådan rent bogstaveligt. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen besøgte ham flere gange og fik derved nogle fantastiske historier. Tang Kristensen sørgede heldigvis også for at både Hans og datteren blev fotograferet. Der er lavet en bog med disse billeder, ligesom der også er gengivet nogle af de historier, Lun-Hans fortalte. Helge kunne varmt anbefale at læse den.

Lidt længere fremme går vi forbi det hus, som vi engang besøgte for at se Danmarks måske mindste købmandsbutik, som var indrettet af husets søn for at tjene lidt til lommepengene. Vejen går herefter i en bue mod syd, og snart efter er der tiden for at gå ind til Langmosens vestlige udsigtspunkt. Vel mest for vore nye deltageres skyld, forklarer Helge om hvorledes man har fjernet al uønsket opvækst ude i mosen, ligesom han også kommer ind på hvordan hele det område, vi skal gå i i dag, har set ud i tidligere tider. Tilbage i 1890`erne fandtes der ikke ét træ her, hvilket vi ved, fordi maleren Hans Smidth har lavet en tegning af den daværende hede med Madum Sø og Thorup Kirke i baggrunden. Man forsøgte at opdyrke området som landbrug, hvortil jorden dog viste sig at være uegnet. Derimod er den fantastisk god til grantræer og hele dette østlige område af Rold Skov er i dag kendetegnet ved nogle utroligt flotte graner.

På den videre tur mod øst følger vi Langmosen på højre hånd, men snart efter kommer vi via en bom frem til et ret stort vejkryds, hvor Helge stopper op og siger: Lagde I mærke til den bom, vi lige er gået igennem? Og har I tænkt over, hvorfor den lige var der? Da ingen svarer må Helge så forklare, at der lige her ligger en smal stribe af skoven, som ikke tilhører Lindenborg. Området hedder Blæren og det er forskellige bønder i Hellum, der fra gammel tid har haft dette stykke skov. Lindenborg er meget ”træt” af dette forhold, idet godsets dyr jo kan løbe ind i området, ligesom de heller ikke  kan gøre noget ved eventuelle krybskytter. Jeg laver turen lidt længere, slutter Helge og fører nu holdet mod nord i retning af Hellum Hede. Hermed passerer vi Mildal Bakker og Mildalhus, hvor der lige pludselig dukker to af vore kvindelige medlemmer op, således at vi nu var oppe på 79 deltagere. De to damer var kommet for sent frem til mødestedet, men havde så besluttet sig til at gå en alternativ tur, samt efterlade en hilsen med følgende ordlyd: ”Til Rold Skovs Venner. Søndag d. 2/4 2006. Vi håber I har haft en rigtig god tur (som sædvanligt). Vi er kede af at vi ikke kunne finde vej ud fra den beskrivelse I havde anvist. Vi er selv gået på en lille tur, men uden kort og kompas og uden stedsans blir` det nu til så lidt. Mange hilsner fra Lisbeth Petersen, Kirsten Idskov.” Det var da godt og heldigt, at I fandt os.

For at komme tilbage til den oprindeligt planlagte rute, går vi nu i en stor bue mod øst og syd langs heden og gennem et stort stykke totalafdrevet stykke skov. Tilsyneladende er dette sket som en følge af sidste års orkan, idet stødene de fleste steder sidder halvvejs oppe af jorden. Da vi når så langt frem på den skovvej, der går direkte hen til Thorup Hedegård, at vi kan se over til gården, stopper Helge op for ligesom at lægge op til den i indledningen lovede omtale af Thorup Heidehof.

Helge siger. Når man læser om Himmerlands historie i gamle dage, kan man ofte læse, at det helt store gods i forne tider, var Vitskøl Kloster. Før reformationen i 1536 havde klosteret mere end 250 gårde i Himmerland samt nogle enkelte i Vendsyssel. 250 gårde er rigtig mange, men da Schimmelmann købte Lindenborg, opkøbte han fra 1762 til 1771 mere end 300 gårde i Himmerland.

Helge omtaler også grev Schimmelmanns baggrund, hvordan han kom nede fra Pommern, hvordan han blev meget rig af at sælge forsyninger til de tyske tropper under 7 års krigen, hvordan han måtte tage porcelænsfabrikken i Meissen i bytte fordi Preussens konge skyldte ham så mange penge, at han ikke kunne udrede dem alle. Schimmelmann blev hovedrig af at sælge ud af det kostbare porcelæn, så rig, at han, som følge af kongens utilfredshed over at handelen havde været for god, måtte flygte lige op på den anden side af den danske grænse, der den gang gik lige i udkanten af Hamborg. Her købte han det meget kønne ”wasserschloss” Ahrensburg, hvor han endog indrettede et kontor med meissner-fliser på væggene. Den danske konge fandt hurtigt ud af, at her var der en mand, der kunne noget. Og da de danske finanser var meget dårlige, spurgte kongen Schimmelmann om han ikke ville komme til København og være finansminister, og det ville Schimmelmann gerne. Han boede på det sted i København, der i dag hedder Odd Fellow Palæet, ligesom han også havde en sommerejendom nord for København, et geværværk i Hellebæk, plantager i Vestindien, skibe i søen, der sejlede negerslaver fra Afrika til Vestindien. Han købte godset Wandsbech, han havde Ahrensburg og så købte han et lille gods her oppe i Himmerland, der hed Lindenborg. Og som sagt, så opkøbte han i løbet af blot 9 år mere end 300 gårde. Man kan næsten ikke forestille sig, hvor meget jord den mand havde her i Himmerland. Stort set hele det nordøstlige Himmerland var Schimmelmanns. Hele Fræer by var hans, der var ikke en eneste privat gård og i Hellum var der kun én. Selv kirken i Nibe ejede han, fordi han ville have del i sildefiskeriet på Limfjorden.

Schimmelmann ejede altså også alle de heder, der lå her, og så tænkte han, det skal der gøres noget ved, her skal der være marker. Til det formål ansatte han en mand, hvis far var mejerist nede på godset i Ahrensburg. Dennes navn var Johan Heinrich von Qvistorff, og det var min forfar. Det var den første Qvistorff her i landet. Om lidt kommer vi hen til Thorup Hedegård, det var her han boede, idet gården blev bygget til ham, så hen kunne forestå, at alle disse heder blev til marker. Det lykkedes ikke særligt godt, og på et tidspunkt fandt man ud af, at det ikke gik, hvorfor man i stedet for lavede skov, og det var klogt gjort, slutter Helge denne beretning, som her bare er gengivet i en særdeles kort form.

Hele historien er dog blot tænkt som et oplæg til at omtale gamle Johan Heinrich Qvistorff lidt nærmere, idet Helge nu siger: Min gode ven Per Andersen, formanden for Rold Skovs Venner, har regnet ud, at Qvistorff havde et område at skulle opdyrke på 300 td. land, og det var mere jord end både Tulsted og Thustrup havde tilsammen. Så det var et temmelig stort område, som han dog pga. jordens beskaffenhed ikke rigtigt fik noget ud af. Har du noget mere at sige om det Per?, spørger Helge. Og det har Per helt bestemt. Hør blot.

#            #            #

Baggrunden for det følgende er, at Helges far på et tidspunkt betalte en genealog, i form af et maleri, for at denne kunne udrede noget om Qvistorff-slægten. Dette gjorde vedkommende også langt hen ad vejen, men der manglede én. Nemlig den allerførste Qvistorff, der kom til Danmark. Mange år senere sad Helge på Landsarkivet i Viborg i andet ærinde, og ved et  af tilfældighedernes spil, ja, så var han der lige pludselig. Og hvor var han så rejst til her i Danmark? Af alle steder – til Rold Skov i Himmerland. En smuk ring var nu sluttet mellem den ”første” Qvistorff og Rold Skovs forfatter. En historie begyndte at tegne sig. Atter mange år senere sad Helge og undertegnede igen på LAV. Vi ville gerne lære gamle Johan Qvistorff lidt nærmere at kende. Vi vidste godt, at Johan Qvistorff fik en fæstegård i Askildrup efter omlægningen af Thorup Hedegårds jorder til skovbrug. Vi vidste også, at han fik ophold på Lindenborg, da han blev gammel og syg. Greven tog hånd om sine betroede folk, men hvad var der gået forud? Kunne vi løfte en flig af historien om ”Grevens Avlsmand”, som han bliver betegnet i de gamle annaler?

Nu er det sådan, at godsernes breve er samlet i nogle pakker, af hvilke man kun må have én fremme ad gangen på arkivets læsesal. Helge og jeg sad altså på vore pladser med hver sin pakke, og snart fandt vi da også det ene, og snart det andet om driften af Thorup Heidehof, som gården kaldtes i starten, idet greven jo som bekendt kom fra Tyskland. Men pludselig kunne man mærke, at Helge blev så underligt stille. Han sagde ikke noget, men skubbede blot et brev over til mig. Og hvor var det godt, at det tilfældigvis lå i Helges pakke, for det var ikke mindre end et brev til greven, der var dateret den 18. December 1775 og signeret af Johan Heinrich Qvistorff i egen person.

Det er en sådan oplevelse, der kan få enhver slægtsforsker til både at blive euforisk og stille på én gang. Jeg tror nok, at vi begge rejste fra Landsarkivet en god oplevelse rigere, men brevet var en hård nød at knække. En ting er at læse gotisk håndskrift fra 1700-tallet, men når ordene så tillige er skrevet på tysk, bliver sagen jo ikke lettere. Men spændende var det, vel nok den mest spændende og fascinerende af alle de flige, der blev løftet den dag.

#            #            #

Efter al den snak fortsætter vi nu turen hen forbi Thorup Hedegård, men Helge stopper dog lige op ved vejgaflen, hvor vejene fra henholdsvis Thorup og Siem mødes, for at forklare, hvor flotte graner, der er her i området, kaldet Grevens Plantage. Hvorledes disse altid er blevet vist frem for fremmede forstfolk, og hvor forfærdeligt det var for skovens folk, da en betragtelig del af dem faldt i den store storm i ´81.

Vejen, der fra dette sted fortsætter mod syd til Astrup, danner samtidigt skel mellem Hellum og Siem Skov, men efter en tids vandring kommer vi dog over i Willestrups del af Rold Skov, hvor skovparterne henholdsvis betegnes som Astrup Nørskov på vestsiden og Tisted Nørskov på østsiden af den gennemgående asfaltvej. Efter atter en kort vandring begynder trangen til at holde frokost at melde sig, og da vi tidligere har gjort dette ved det ret store vejkryds lige nord for Dronningbjerge på vejens vestre side, gør vi det således også i dag. Traditioner er jo til for at skulle holdes.

Da turen genoptages går ruten atter mod vest med det formål, at gå forbi Brændmosen tilbage til Madum Sø. Dette område af skoven er meget kuperet, og på et sted, hvor den er særlig flot, standser Helge for at gøre opmærksom på dens skønhed. Det er altid hvor der er højdedrag, der er skov, siger han. Vi har det i Rold Skov, i Hammer Bakker, hvor det er meget tydeligt, på Jyske Ås, i Silkeborg-skovene og i Grib Skov, for bare at nævne nogle enkelte af dem. Går man ud i skoven, hvor der er kløfter som her, ser man ofte en meget gammel skov, fordi det er uhensigtsmæssigt at plante grantræer. Det skal vi være glade for, for ligesom her, er det nogle meget smukke stykker skov, siger Helge og fortsætter.

I 1774, samme år som Johan Heinrich von Qvistorff kom til Thorup Hedegård, plantede baron Verner Rosenkrantz på Willestrup de første graner i Rold Skov. Dette skete i skovene syd for godset ved Trestenen og Studedriften, men desværre er det ikke lykkedes os at finde ud af, hvor det helt nøjagtigt var på Willestrups jorder.

Willestrup gods gik ud af Rosenkrantz` familiens eje i 1812 og blev da købt af to godsslagtere, der hed Johan Conrad Schuchardt og Johan Casper de Mylius. Det var Schuchardt, der rev kirkefløjen ned på Willestrup fordi han syntes, at herregården lignede Viborg Tugthus. Nogle få år efter Johan Schuchardts død måtte Staten i 1821 overtage Willestrup gods, ligesom den også måtte overtage Buderupholm i 1826. Det vil altså sige, at Staten havde begge godser på én gang, og ejede således en kæmpemæssig del at Rold Skov. Staten solgte senere Willestrup, men beholdt heldigvis Buderupholm, og dermed kom Willestrup tilbage til Juul slægten, som den havde været det tidligere.

Det var jo landsdommer Aksel Juul, der byggede Willestrup lige efter reformationen. Han var også den, der skulle afgøre om bønderne havde været med, eller imod kongen. Havde de været imod, fratog Aksel Juul dem deres gård og den jyske stand af selvejerbønder blev decimeret til næsten ingenting. Når man taler om røvere i Rold Skov, taler man om, at Aksel Juul måske var den største af dem alle sammen. Det var i øvrigt også Aksel Juul, der byggede Aalborg Slot, sådan som det ser ud i dag, slutter Helge sin beretning og spørger om der er mere at sige om Willestrup.

Til dette nævner fmd., at der er en spændende detalje, som vi har fundet ud af for ret nyligt angående Buderupholm. Som Helge nævnte, købte Staten dette gods i 1826, men da det igen blev udbudt til salg, kunne handelen ske til enten hel eller delvis overtagelse. Resultatet blev som bekendt, at bygningerne og al den jord, der ligger på vestsiden af åen kom på private hænder, mens Staten selv beholdt hele skoven øst for Lindenborg Å, hvilket vi kan være glade for også i dag, da vi jo på en måde kan betragte denne del af skoven som vores alle sammens skov. Så det er da lidt spændende, at det lige så godt kunne have gået sådan, at vi som privatpersoner slet ikke havde haft del i Rold Skov.

Vi er nu klar til at tage turens sidste etape i ét stræk forbi Ravnsbjerg og Brændmosen. Vi kommer således også forbi to af godsets tidligere tjenesteboliger, Søbakkehus og Brændmosehus, hvor der på muren ses et S og I som sammensatte initialer. Vi kan heraf udlede, at disse huse er bygget af en af godsets tidligere ejere, kammerherre Chr. Sehested Iuul til Ravnholt og Willestrup. I dag har Rold Skovs Venner på en måde også fået en smule tilknytning, idet det ene af husene beboes af Birgits søn og Käthes datter samt deres fælles børnebørn. Men som antydet i starten, var turen en smule barsk, så vi fortsætter ufortrødent mod nord og vest til vi kommer ud til Madum Søvej og dermed tilbage til bilerne. Nogle af vore deltagere var trætte, mens andre ville gerne tage turen én gang til. Alle uden undtagelse havde dog fået både valuta og store oplevelser for pengene.