2006
Urskoven – Mørkeskov
Sneflokke kommer vrimlende, hen over diger trimlende. Hvordan kunne gode gamle Jeppe Aakjær dog forudse, at dette skulle blive opstarten på tursæson 2006? Altså nøjagtigt samme vejr, som da nogle af Rold Skovs Venner mødtes med Helge for allerførste gang i 1987. Nu skrev vi den 5. marts 2006, og trods de barske vejrmæssige betingelser, der ud over sneen også bød på hård frost, mødte der alligevel 57 personer op på parkeringspladsen lige over for Birkehuset på hovedvej 180.
På vanlig vis byder vi vore medlemmer velkommen til den nye tursæson, og indleder så vores første tur med at gå nord om Mørkehus og videre ad Mælkevejen op til Dødemandstræet. Som den rare mand Helge er, starter han det nye år med at mobbe, idet han siger: ”Da jeg har fundet ud af, at vi absolut skal gå på den velsagtens koldeste dag i året, vil jeg gøre mine indslag korte, så I ikke skal stå og fryse for meget. Men skulle I have et ønske om at fryse, kan I altid give ordet til fmd.” Rar mand, den Helge!
Vi skal dog også høre lidt om Dødemandstræet, som desværre nu kun står tilbage som en ruin. Navnet Dødemandstræet kommer af at en skovarbejder engang har hængt sig her ved at binde et reb fast i et stort øje, der fandtes oppe i kronen. En sådan hændelse vil uvægerligt give anledning til en vis uhygge. Således også for den mørkerædde Jørgen Pedersen, der en nat ved juletide kom gående med at hold gæster og pludselig hørte nogle frygtelige skrig oppe fra træet. Jørgen Pedersen, som var på vej hen i Urskoven med sine gæster, var imidlertid nødt til at gå videre, og lige pludseligt da han gik forbi træet var der en stemme, der sagde: ”Jørgen , gir` du ikke en kop gullaschsuppe?” Helge siger, at han vil undlade at sige hvem det var, og det gør vi så også. Vi kunne da aldrig tænke os, at hænge Helge ud.
Vi fortsætter det ganske korte stykke vej, der er hen til Troldeskoven, hvor vi stopper lige ved ”Hvasstræet”. Her fortæller Helge om hvordan han lærte Jens Hvass at kende, hvordan de senere blev fine venner og om alt det gode Jens Hvass har gjort for Rold Skov. Selvfølgelig skal vi også høre om hvordan det gik for sig, når Jens Hvass havde folk med på ekskursion her i Troldeskoven. ”Er der nogen til stede fra Sjælland?”, spurgte han. Når der så var et par modige, der rakte fingeren i vejret, spurgte han videre: ”Er der nogen til stede fra København?”, og da dette jo er modige folk, var der gerne nogle flere, der rakte hånden op, hvilket fik Jens Hvass til nærmest at brøle: ”Så skal I fanden ta` mig kigge godt på den der, for sådan én har I ikke hjemme hos jer!”. Hvasstræet er af den slags, der kaldes vrange bøge. De ser så underlige ud fordi de har været udsat for misvækst af værste art. Sne og frost og vind og mennesker, der har savet dem ned. Jordbunden er dårlig og alt sammen har det medvirket til at træerne har tillagt sig evner, som andre bøgetræer ikke har. Bøg kan ikke lave jordskud, men det ved de her ikke noget om, hvilket man kan se ved at der flere steder står ligesom en klynge, men det er bare ét træ. Det er ikke som en musebøg, der fremkommer ved at en mus har lagt et forråd af bog i skovbunden. Disse træer bliver også ældre end andre bøge, som normalt har en levealder på ca. 300 år, hvorimod træerne her har en alder på måske op til 450-500 år.
Den videre tur går nu tilbage forbi Dødemandstræet og snart efter er vi henne i Urskoven hvor Helge atter stopper op, og her er han selv ude om at han kommer i klemme blandt jyder, idet han starter en diskussion om forskellen på en moster eller faster, og en tante. Baggrunden er, at der på ”morgen-tv” udspandt sig en disput mellem to journalister om samme emne. Den ene hævdede, at ordet moster og faster siger noget om slægtsforholdet, mens en tante ”blot” er en indgift person. Modparten hævdede derimod, at de alle sammen er tanter.
Dette førte til den samme diskussion mellem Helge og hans hustru, hvor Pernille (selvfølgelig) sagde, at hendes moster er hendes moster, mens Helge påstod, at hun er Pernilles tante. I sin afmagt sendte Helge en mail til en gammel slægtsforsker, der så måtte forklare ham, at en moster eller faster godt kan kaldes tante, mens en indgift tante aldrig kan blive moster eller faster. Nøjagtigt som det er tilfældet for farbror og morbror siger betegnelsen faster og moster nøjagtigt hvordan slægtsforholdet forholder sig.
Da Helge tager emnet op her i skoven (velsagtens i håb om at tryne slægtsforskeren) bliver han mødt af højlydte protester fra selskabet, hvilket så får ham til at sige: ”Pas nu på hvad I siger, fordi det fornemste, der findes angående det danske sprog, er ”Ordbog over det danske sprog”. Denne ordbog er i 32 bind og her står der klart, at en moster også er en tante”. Ovre i København er der ingen, der er i tvivl om at en moster også er en tante, men det er altså ikke tilfældet her i Nordjylland, føjer Helge til.
Havde der ikke været diskussion før, så blev der det nu. Nu blev det rigtigt sjovt, nemlig jyder mod københavnere. Tilslut måtte slægtsforskeren bryde ind og sige: ”Selvfølgelig er ”Ordbog over det danske sprog” et autoritativt værk, som enhver må anerkende. Men til gengæld ved jeg også, at hvis et tilstrækkeligt stort antal mennesker bruger et ord i tilstrækkelig lang tid, ja, så vil Dansk Sprognævn anerkende ordet som være gældende i det danske sprog. Han fortsætter med at nævne den før omtalte forskel på en slægtsmæssig og en indgift tante, og tilføjer at det selvfølgelig står enhver familie frit, at kalde dem som man vil.
I øvrigt er diskussionen mellem Helge og slægtsforskeren foreløbigt sluttet med, at moster nu er blevet 90% tante. Men, men, men – som prins Knud engang sagde på TV, efter at en kone fra Hadsund havde påtalt nogle tidligere ytringer om at Den Hvide Hest fra Visborggård ikke var helt hvid, men var kalket: ”Hun kan sige hvad hun vil, men den var sgu kalket”.
Da vi vist har bevæget os lidt uden for emnet Rold Skov må vi tilbage til sagen. Vi skal derfor også høre lidt om Urskoven. Egentlig er det lidt ejendommeligt, at kalde dette område for en urskov, og det var da også først på sine helt gamle dage, at Jens Hvass fortalte Helge hvorfor den hedder sådan. Årsagen var, at Jens Hvass som spejderchef gerne ville gøre et natløb, hvor børnene skulle bivuakere netop her, ekstra spændende ved at de skulle bo i en urskov. Navnet kom til at hænge fast, så derfor har området her heddet Urskoven lige siden. Ja, sådan er der jo en forklaring på det meste.
Turen går nu ad Skelvej mod syd, men vi slår dog lige et smut ind til den kønne Krogmose. Selv om man sådan set ikke kan se hverken søen eller mosen, fordi alt bare er blændende hvidt af det tykke lag sne, er det alligevel en anderledes og meget smuk naturoplevelse. Helge benytter da også lejligheden til at forklare hvordan Statsskoven gør meget for at genskabe skovens mange søer i form af såkaldte naturgenopretningsprojekter. Andre steder har man skabt nogle lysninger for at forbedre udsynet til de bestående søer og moser. Alt sammen for at berige oplevelsen for skovens gæster.
Efter endnu en tids vandring, er det ved at være tiden for at holde frokostpause. Vi er lige ved at være nede ved militærets bygninger på Kabelvej. Men inden vi går helt derhen fortæller Helge en sælsom historie. Denne udspinder sig i form af en drøm, hvor Helge selv og et af
Rold Skovs Venners medlemmer, lad os kalde ham S, optræder. Jeg var ude at gå med Rold
Skovs Venner, indleder Helge sin historie. Jeg kan ikke huske hvornår det var, men det var forår og bøgen var lige sprunget ud. Det var en dejlig varm dag og der var så smukt. Vi gik oppe nord på et sted, og dér så jeg noget i Rold Skov, som jeg aldrig havde set før. Nu er S. jo af den opfattelse, at han kender hele Rold Skov, men jeg elsker at drille ham med at vise ham noget han ikke har set før. Her så jeg noget, som jeg heller aldrig selv havde set før. Og det var flot, og det var stort, og jeg fatter ikke, at jeg aldrig havde hørt om det.
Vi kom gående ned mod Lindenborg Å, hvor der var en eng med græs, der var så smuk med solitærtræer i form af både eg og bøg. Lige ved siden af åen, der stod, stor og mægtig, Christiansborg Slot. Det plejer Christiansborg Slot normalt ikke at gøre, men det gjorde det altså. Og fordi det var så smukt, så tænkte jeg, at jeg nu ville sige til vennerne, at der var frokost. Det gjorde jeg så, og Rold Skovs Venner blev så glade, som de altid plejer at blive.
Jeg spiser jo ikke selv den store frokost, så mens dette foregik, gik jeg mig en tur hen langs åen og Christiansborgs mure. Et sted gik det ligesom lidt ned ad bakke. Der gik jeg ned, og her var der ligesom en lille åben plads, hvor der lige overfor Christiansborg var en grotte. Jeg havde aldrig set den før, og jeg siger jer, at den var stor. 40 meter på den ene led, 20 meter på den anden og en 6-7 meter til loftet. Da jeg så den, da tænkte jeg, den skal S. se. Så jeg gik hen for at hente ham, men da vi kom tilbage, kunne jeg lige pludselig ikke finde den igen. Ja, I har jo nok forstået, at dette ikke er virkelighed, men en drøm. Sådan en dejlig farverig drøm. Men S. og jeg gik altså, og da Christiansborg sluttede, så var der nogle mindre bygninger bag ved. Der gik vi ind, og der var der ligesom en sommerrestaurant, der var så køn. Den lå lige ud til åen. Der var også en træterrasse udenfor. Af gammel interesse kiggede jeg i spisekortet, men sagde, at det ikke var et sted, jeg brød mig om at komme, fordi retterne kostede 285 kr. for en hovedret. Der stod også noget, som jeg overhovedet ikke vidste hvad var. – Fisefornemt.
S. var heller ikke interesseret, han ville hellere ud at kigge på åen. Vi gik så langs åen på den der terrasse, og lige ved siden af den, lå der et gammelt posthus med rigtige postmænd i rød jakke, og gammeldags postsække. Sådan et rigtigt dejligt gammelt posthus. Det syntes jeg var hyggeligt. Jeg var godt klar over, at det var Lindenborgs bygninger, og altså også posthuset, så vi stod lidt og kiggede på det, men S. ville videre. Og dér var der et hypermoderne apotek. Det stod vi også og kiggede på bagved skranken. De havde travlt, for der var mange mennesker, men det ville S. heller ikke se på, så jeg tænkte: ”Hvad f….. har han så travlt med?” Vi gik videre langs med åen, og dér begyndte jeg at finde ud af, hvad det var, han havde så travlt med. På den ene side af åen lå Christiansborg og på den anden side lå der en masse gamle fabriksbygninger. Antagelig vis dem oppe fra Gudumholm. Friedrich Buchwalds gamle fabrikker, der var flyttet ned til Lindenborg Å. De var sat i stand efter alle kunstens regler, og dyre villaer var der også efterhånden kommet til. Meget smukt.
Et godt stykke oppe ad åen var der en masse unge mennesker i 16-22 års alderen, der rigtig hyggede sig og badede i åen og sang. Skumsprøjtet stod omkring dem og de fór op og ned ad skråningerne. De havde ikke en klud på, og det var jo derfor, at S. havde så travlt. Jeg sagde til S, jamen, det er jo et privat område, vi kan da ikke tillade os det her. Men S. sagde bare, kom nu, kom nu. Så vi gik videre og kom efterhånden hen i nærheden af, hvor det var rigtigt spændende. Jeg sagde igen, vi kan ikke være det her bekendt, det er privat. Men S. blev ved, kom nu, kom nu. Så jeg fulgte efter som det tynde øl, og S. havde utroligt travlt og var meget optaget af det hele. Og jeg kan love jer, at der var nogle fornemme former og bryster, der hoppede, og unge mænd, der struttede af manddom. S. var helt optaget af det dér, og stod virkelig og nød det. Jeg sagde, S. vi kan ikke være det bekendt, nu går jeg. Ja, ja, jeg kommer lige straks.
Så gik jeg tilbage gennem apoteket, det gamle posthus og restauranten, og videre tilbage til Rold Skovs Venner, der lige havde bemærket, at jeg var forsvundet. De var alle sammen meget glade for at jeg var kommet tilbage, og da de havde spist frokosten færdig, begyndte vi at gå. Og det var først da vi var kommet et godt stykke ud i skoven, at der kom halsende en forpustet S. Så han havde haft en dejlig dag.
Så er spørgsmålet, hvad er moralen i alt dette?, fortsætter Helge. Moralen i det, det er, svarer han selv, at jeg troede, at Rold Skovs Venner i S. bevidsthed rangerede allerhøjst, selvfølgelig efter hans kone, men det er åbenbart ikke tilfældet. I kan først komme ind på 3. pladsen, for imellem hans kone og os er der en masse dejlige piger, der svulmer af ungdom og hoppende bryster. Så de kommer altså før jer.
Der er frokost, slutter Helge sin fantasifulde beretning.
>> Moralen kunne også være en anden. Ved at udleve sine fantasier og drømme i et spil med formummede roller, er man stadig så hvid og ren som nyfalden sne. Så dét. <<
Efter frokost i det hvide, går turen nu vestover i retning mod Tvedhus, hvor der på forpladsen holder parkeret en af skovens traktorer med en frakoblet fræser ved siden. Lagde I mærke til det stykke skov, der var ryddet lige ud for hvor vi holdt frokost?, spørger Helge. Det var netop med sådan en fræser, som vi ser her, at man havde fjernet stødene. Der sker først det, at man bakker igennem terrænet og derefter kører frem, således at den arbejder sig gennem materialet ad to omgange. De helt store maskiner kan gå op til 30 cm. ned i jorden, og det der gør, at de kan udføre et så hårdt arbejde, er hastigheden. Helge mener, at de kører med 3.000 omdrejninger i minuttet.
Helge nævner også lige, at hele området Tveden er gammelt kongeland, der har tilhørt Valdemar Atterdag. Tved er et gammelt ord fra vikingetiden, der betyder rydning eller lysning i skoven. Der har da også ligget en landsby på dette sted fra i hvert fald for 1.000 år siden , men som blev nedlagt i forrige århundrede af godsejeren på Lindenborg.
Vi fortsætter et lille stykke vej op ad den sydlige del af Mælkevejen, hvor Helge stopper op en sidste gang. Her skal vore deltagere lige høre historien om det tamme rådyr, Uffeline, der boede på Tvedhus hos den daværende beboer, skovfoged, Rudolf Sørensen. En meget smuk historie, som man kan læse meget mere om i ”Rold Skov – Danmarks største”. På side 110 er der endog et billede af skovfogedens datter, Lone, sammen med Uffeline.
Der var nu blot tilbage at passere Mørkehus og derfra at fortsætte det ganske korte stykke vej ned til bilerne. Årets første tur var slut. En kold og til tider lidt tung tur i den dybe sne. Men også en anderledes og utrolig smuk tur. Og han mobber stadig.