2005

Vedsted skov

Så er det ved at være jul – næsten. I hvert fald så meget jul, at tiden nu var inde for at afvikle den traditionsrige juleafslutning for Rold Skovs Venner. Og som sædvanligt skulle vi starte med at samle appetit til frokosten ved at gå en tur i skoven. Denne gang i Vedsted Skov og i Nørreskoven. Det er søndag den 11. december og mødestedet er henlagt til den store parkeringsplads i den østlige udkant af Rebild. En plads, som egentlig er en rest af den oprindelige vej mellem Skørping og Rebild. Henne ved Rebild Hedehuse slog vejen også en stor bue i forhold til den nuværende. Begge er altså fra før verden gik af lave, og man havde god tid til at gå eller age mellem den ældgamle og den senere opståede by.

Det er altid spændende hvor mange, der møder op til et sådant arrangement. Erfaringen fra de senere mange år siger os, at vi trygt kan bestille Røverstuen til 100 personer, hvilket heldigvis heller ikke slog fejl denne gang, idet 94 ville med på turen mens 11 bare ville spise med. Turen går straks mod nord mod Vedstedhus, men kort efter ser vi på højre hånd en forholdsvis nyindrettet naturlegeplads. Her siger Helge, at han altid godt kan lide at vise Rold Skovs Venner noget som vi ikke har set før, men denne gang gjaldt dette dog også for ham selv, idet han ikke anede, at legepladsen eksisterede. Her på pladsen står der også en udskåret træfigur, som Helge mener, godt kan være Bette Fanden. Ikke skrutrygget nok, men højden passer, ca. 145 cm. Kunne dette andet end at give Helge inspiration til at fortælle om røverne i almindelighed og Bette Fanden i særdeleshed. – Nej vel.

Som planlagt, fortsætter vi op til det gamle skovfogedsted Vedstedhus. Stedet bliver også anvendt som planteskole. Statsskovens fornemste, siger Helge og tilføjer: Det var også her skovrider Hintz havde sine eksotiske graner, som overførsteren i Århus ikke ville se i skoven, men som man, som bekendt, stadig kan se henne i Skovhaven.

På den videre tur kommer vi gennem et område, hvor orkanen i januar har raseret temmelig voldsomt. Der er dog kun faldet 1/6 del i forhold til novemberstormen i `81, siger Helge. Til gengæld er det faldet meget spredt, hvilket er både godt og skidt. Det er godt, at skoven stadig fremstår som en helhed, men det er også skidt, fordi det er dyrere at oparbejde træet, når det er faldet så spredt. Helge gør også opmærksom på et forholdsvis lille hul i jorden. Man vil nok gå forbi uden at lægge mærke til det, siger han, men det er faktisk Adolf Hitler, der står bag det. Formålet var, at anvende dette og lignende huller som flyverskjul for besættelsesmagtens forskellige slags køretøjer.

For mange år siden besøgte Rold Skovs Venner den gamle Vaskeplads, der findes her i Vedsted Skov. Det ville vi også gøre i dag for at vise den frem for vore nye medlemmer, men den var svær at finde pga. tilgroning med mos og anden vegetation. Efter nogen søgning lykkedes det dog alligevel, således at Helge kunne fortælle lidt om formålet med at have en sådan vaskeplads midt inde i skoven. Helge nævner også den historisk interesserede skovrider Preben Møller, der, efter at nogle skovarbejdere havde fundet stedet, tilkaldte Aalborg Historiske Museum for at få slået fast hvad denne stensætning kunne have været anvendt til. Museet vidste ikke på forhånd hvad det var, men nåede frem til at det måske havde været en vaskeplads for Rebild. – Jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt, men jeg synes ikke, at det lyder sandsynligt, slutter Helge sin omtale af dette sted.

På den videre tur kommer vi snart efter forbi højen, der har lagt navn til denne skovpart, nemlig Vedsted Høj. Da der også i dette område har været et stort stormfald, påpeger Helge hvorledes man nu til dags fræser stødene bort. I gamle dage helt op til Jens Hvass´ tid var det et meget større arbejde at få dem væk, idet man enten måtte trække dem op eller sprænge dem væk, siger han. Nu kan man ”bare” fræse hele området ned i den dybde man ønsker. Efter dette stop passerer vi Rebild Kirkevej og kommer dermed over i Nørreskov lige ved vejen, der fører ned til Skeldalen. Vi har her i Rold Skov flere såkaldte skelveje, siger Helge. I dette tilfælde er navnet opstået, fordi området her engang har været delt mellem Store Restrup og Lundbæk godser.

Det er flot overhovedet at kunne huske, hvorledes de forskellige skovparter har været fordelt helt tilbage i 1800 tallet. Og det er da også ved fælles hjælp, at vi når frem til at kunne udpege hvilket gods, der havde jord til hvilken side af skellet, hvilket får Helge til at sige med et smil på læben, alt imens han peger hen ad vejen op mod Bundgårdens Kirkevej: Når vi nu har gjort opmærksom på vor store viden om Rold Skov, så kan vi gå den vej der.

Ved vejkrydset mellem ovennævnte kirkevej og stien, der går op til de to gravhøje østen for Langerumhus, siger Helge: Ja, det er jo jul, så vi må hellere få et lille juleeventyr. Jeg har fortalt det før, men da der nok er en eller to med, der ikke har hørt det, så gør jeg det for deres skyld. Denne julehistorie handler om de gamle traditioner på Rold Storkro i forbindelse med højtiderne til påske, pinse, efterårsferie og jul og nytår, men specielt om da Helge gjorde det værste man kunne gøre som nyansat direktør, at lave om på juletraditionerne. Der var ikke lys i juletræet uden for vinduerne juleaften, der var ikke julepyntet i restauranten, der var ikke tændt levende lys på bordene, kun et kedeligt lys oppe i loftet. Alt dette gjorde, at gæsterne begyndte at tale om, at det var dog for galt. Ja, der var faktisk lynch stemning.

Rold Storkro blev den gang forsynet med elektricitet fra Gravlev Elektricitetsværk, som ikke var særligt stort eller særligt effektivt, hvorfor gæsterne var vant til at strømmen forsvandt når alle folk satte deres ænder eller stege i ovnen. Også dette år gik lyset ud i loftet, men denne gang blev de sure, dette var bare for meget. Men pludselig var der en lille dreng, som sad ved vinduet, der råbte. ”Mor, se juletræet”. Alle gæsterne skulle selvfølgelig hen og se det smukke syn og mens de således stod henne ved vinduerne, kom der pludselig otte piger ind i hvide dragter, som gik rundt ved alle borde og tændte lys med lange svovlstikker. Og da alle efterfølgende sang ”Glade Jul, dejlige jul” til Max Fro`s smukke akkompagnement, ja, da var julen endelig også kommet til Rold Storkro og alle var glade.

(Hvad kan man så udlede af den historie? At Helge alle dage har været en drillepind! red.) Med til juleeventyret hører også historien om den gang Helge havde overtalt den gamle lensgreve til at han måtte tage gæsterne med på tur i Rold Vesterskov. Under en forberedende prøvetur var Helge blevet mødt af en emsig skovfoged, der smed ham ud af skoven, hvorfor Helge atter måtte kontakte grev Schimmelmann for at få nogle åbenbare misforståelser sat på plads. Det var under denne juletur, at en oberst belærte Helge om at hvis der er uoverensstemmelser mellem kort og terræn, så er det altid terrænet, der passer. Helge havde nemlig tabt orienteringen og havde meget mod sin vilje været nødsaget til at tage kortet frem.

Dette med at tage kortet frem er dog ikke nødvendigt på denne tur, idet vi nu blot skal følge den førnævnte sti for at komme op til de to gravhøje, hvor der utroligt nok ligger en hytte i disses umiddelbare nærhed. Dette havde nok ikke kunnet lade sig gøre, hvis det havde været i nutiden.

Som dagens sidste eventyr skal vi høre en historie om 320 mand og ét lokum. Når Helge og Jørgen Petersen i sin tid arrangerede ture ind til Jagtslottet i Rold Vesterskov meldte der sig normalt 100 til 110 personer til disse ture. Denne gang var antallet steget til 320, og selv om Jagtslottet var stort, kunne det dog ikke klare 320 personer, hvorfor Helge og Jørgen Petersen besluttede sig for, at så måtte de spise udenfor og tage vejret som det kom. 

Da toiletforholdene på Jagtslottet heller ikke var beregnet til så mange mennesker, havde de to arrangører entreret med et udlejningsfirma af toiletvogne. Men da disse ankom og havde fået vognene læsset af, spurgte udlejeren som det første: ”Hvor slutter vi vandet til?” ”Vandet? Vi har sgu da ikke noget vand!”, måtte Helge svare. Der udspandt sig nu en længere diskussion om hvad der var aftalt, hvilken endte med, at udlejeren så bare læssede vognene på igen og kørte deres vej.

De to herrer var ikke helt stolte ved situationen, men besluttede sig til, at der ikke var andet at gøre end at folk måtte gå i skoven. Problemet blev dog klaret på en helt uventet måde, for da gæsterne ankom, var det i nogle efter datidens forhold helt ukendte og moderne dobbeltdækkerbusser fra Thinggaards Busrejser i Aalborg, og da formanden for turistforeningen på Rømø som sidste mand kom hen for at hilse på Helge og Jørgen Petersen, sagde han pludselig: ”Åh for resten, jeg skal lige ind og pes`. Så var den kringlet. Gæsterne kunne jo således lette sig i bussen og de to herrer kunne føle sig lettet for deres betænkeligheder. 

Der er nu ikke langt hen til Kirkevejen som vi følger et stykke vej ind mod Rebild, men da vi jo holder allerøstligst i byen går vi igen ind gennem Vedstedhus og derfra tilbage til bilerne da det er mest praktisk, at tage disse med hen til anden halvleg på Røverstuen.