2005

Grøndalen

Turen den 20. november blev lang, men god. Nogle af deltagerne sagde 13 km, andre blot 11,5. Vi havde fastsat mødestedet til at være på den store parkeringsplads på Møldrupvej lige før Skovhaven. Her mødte der 97 personer op, men vi skulle blive flere endnu.

Efter den sædvanlige velkomst gik turen straks langs banen, hen forbi Naturskolen og videre ind i Skovhaven, hvor vi fulgte den østlige side til vi nåede frem til Niels Ywsts Sig. Her indledte Helge med at fortælle om hvorledes Jens Hvass, uden tilladelse fra sine overordnede, anlagde Skovhaven. Statsskovdirektøren var dog en flink mand, der lukkede begge øjne, og da Skovhaven endelig var klar til at skulle indvies, inviterede Jens Hvass skovdirektøren over for at klippe snoren. Så var den klaret uden videre tiltale.

Helge var dog ikke imponeret over Skovhaven i starten efter at han var kommet her til egnen. Men det siger mere om mig end om projektet, siger han. De forholdsvis ny anlagte parceller skulle selvfølgelig bare have lov at gro til, før de kom til at ligne noget. Jeg havde bare ikke den gang så meget forstand på skov, at jeg kunne se det.

Blandt Skovhavens mange vækster vælger Helge denne gang at omtale Kæmpegran (grandis), Tørstetræ (træet med dobbelt knaldeffekt, sortkrudt og frangulabark) og endelig Børstekoglefyr (svinebørstefyr). Til slut nævner Helge også, at det endnu ikke er lykkedes os, at finde ud af hvem Niels Ywst var, selvom vi har brugt mange timer på dette på Landsarkivet i Viborg.

Navnet Ywst er sikkert et gammelt himmerlandsk dialektord.

Som det sidste sted inde i Skovhaven, stopper vi op ved den store Grandis nede ved banelinien. Helge omtaler hvorledes han efter stormen i 1981 trængte herover for at se, om denne kæmpe havde klaret stormen, hvad den gudskelov havde. Det er ligesom, at de helt store træer i denne og alle senere storme har klaret sig bedre end de mellemstore træer, siger han. Af hensyn til nye deltagere fortæller Helge også om hvorledes Jens Hvass netop anlagde Skovhaven her, fordi der stod disse store træer, der var plantet af en af hans forgængere, statsskovrider Hintz. Vi hører ligeledes historien om alle de kneb, som Hintz måtte benytte for at aflede sin overordnedes opmærksomhed på projektet da dette bestemt, heller ikke den gang, fandt nåde hos datidens forstfolk.

Vi fortsætter nu turen ud gennem Poul Lorenzens Lund, hvor vi da lige skal høre om denne og alle de gode ting han gjorde for de danske skove. Og selvfølgelig skal vi da også lige høre historien om da Poul Lorenzen vendte tilbage til egnen og kom til at bo hos sin datter og svigersøn oppe på Teglgaardsmølle. Herunder historien om svigersønnen, Erik Sanders, der kaldte sig Jægermester, gik med monokel og havde en avisdisput med Helge om kvaliteten af spillemandsmusikken oppe i Rebild.

Det går nu ad gammelkendte veje i en sydvestlig bue gennem viadukten under banen, men så igen et stykke vej mod nord, med det formål, at fortsætte vestover forbi Tøtteruphus, Helges tidligere bolig og Hedekrogen for at nå frem til slutmålet for turens første halvdel, Grøndalen. Der er undervejs kommet 5 ekstra deltagere med på holdet, således at der ankommer ikke mindre end 102 personer til årets ”store overraskelse”, gløgg og æbleskiver. På vanlig vis har Birgit, Karin og Hanne været tidligt oppe for at varme æbleskiver og på vanlig vis er hjemmeværnsfolkene, Michael Eriksen og Bo Andersen også denne gang mødt op for at klare bålene og lave gløgg på deres feltkøkkener. Med andre ord er der, inklusiv personalet, nu 107 personer tilstede, der alle hygger sig sammen og nyder denne velkomne pause.

Det er dog ikke alle, der har lige stor tålmodighed, men er ivrig for at komme af sted på nye oplevelser. Et velkendt medlem slutter således seancen af med at takke de to hjemmeværnsfolk for vel udført dåd. Det bliver således også dette medlems opgave, at overrække de to gutter en erkendtlighed fordi de så trofast møder op år efter år. Det bedste af det hele er dog, at de begge forventer at blive bedt om at hjælpe til, også i årene fremover. Så det er jo bare herligt.

Med Helge i front fortsætter turen mod sydvest med det formål at besøge Jætternes Baghave. Efter en tids vandring stopper vi op hvor der tilsyneladende helt umotiveret er opsat en indhegning midt i et stykke bøg. Der er dog en mening med ”galskaben”. Formålet er nemlig at se, hvad der sker, hvis ikke dyrene kan færdes frit, siger Helge. Forskellen er da også meget tydelig, idet der inden for indhegningen sker en opvækst af alle mulige slags planter og træer. En dag vil skovens høje træer også indvandre, og stedet her ville ende med at blive granskov. Så hvis ikke dyrene gik her, ville selv bøgeskoven få konkurrence og tabe til nåleskoven. Det er udmærket at vi har rådyr og kronvildt, slutter Helge sin forklaring om dette forsøg. På den videre tur passerer vi Storedalsvej og snart efter er vi fremme ved militærdepot nr. 22. Helge fortæller her om to forskellige oplevelser, som han har haft på dette sted. Den ene gang skete der det, at Helge under en lørdagsløbetur opdagede, at der stod en trailer med nogle kasser, der var fyldt med projektiler. Helge løb derfor hjem og prøvede at ringe alle vegne for at få fat i nogle mennesker, der kunne tænkes at have med sagen at gøre. Først om søndagen ringede der en person tilbage og sagde, at Helge meget måtte undskylde, men der var altså ikke sket noget, for det var bare løst krudt. Det er forståeligt, at man gerne ville dæmpe sagen ned, for tænk hvis Helge måske kunne have fundet på at gå til Ekstra Bladet. Det kunne de gode militærfolk jo ikke vide noget om.

Den anden gang, var da Helge under påskud om at være faret vild, løb ind i depotet og spurgte om vej, og svaret så bare lød: ”Qvistorff du løber bare lige ud, så kommer du hjem”. Vi skal også fortsætte lige ud, men bare den modsatte vej, hvor vi snart efter passerer nogle andre af militærets bygninger. Efter endnu en kort vandring skal vi dog dreje til venstre og gå mod sydøst ad Hintzvej. Det er nemlig på dennes sydside vi finder turens yderpunkt, Jætternes Baghave. I gamle dage sagde vi bare ”nede ved de store graner”, men da man spurgte her og der, hvad man skulle kalde disse store træer, var der en af skovarbejderne, der kom med det geniale forslag, at kalde dem Jætternes Baghave. Jeg synes, at det er så flot fundet på, siger Helge. Gå selv rundt og se på dem, og så er der i øvrigt en kort frokost, fortsætter han. Ja, vi er jo nok nødt til at indrømme, at det heller ikke var det værste sted, at gøre dette på.

Da turen genoptages, går vi atter mod nord ad Roldvej, og snart efter får vi et smukt udsyn ud over Lille Økssø Mose med søen liggende som et klart øje midt i det hele. Mosen er fuldstændigt bevaret med alle dens karakteristiske vækster. Helge nævner flere af disse, ligesom han også erindrer historien om skovfogeden, der mente, at en ældre dame havde samlet for mange tranebær, fordi hun havde cykelkurven fuld. ”Så skal du også have dem igen”, sagde hun, og hældte hele cykelkurvens indhold ud over hovedet på ham. Dét var ikke uretfærdigt, mener Helge.

Fra Roldvej fortsætter vi turen tværs gennem skoven, således at vi rammer den aller sydligste spids af Store Økssø. Her drejer vi til venstre, og går således med uret rundt om søen til vi når frem til det sted, hvor man er i færd med at etablere den nye højmose. Jeg ved godt, at der er nogen, som synes, at det er synd hvad der er lavet her, siger Helge. Men det forholder sig ligesom den gang jeg ikke kunne se, hvor flot Skovhaven ville blive. Det vil blive rigtig flot, siger han, og forklarer hvor storslået udsigten vil blive ovre fra de højdedrag vi ser i baggrunden. Og så er det endda kun begyndelsen, der er lavet til nu. Det er meningen, at de nærmest stående træer også skal væk, og hvis man fortsætter som det oprindeligt var før 1865, hvor man begyndte at grave grøfter, hvilket man fortsatte med til helt op under krigen, så vil mosen strække sig helt ned og komme i forlængelse af Lille Økssø Mose. Man har allerede fået hævet vandstanden, således at den nu står blot 10 cm. under overfladen. Spagnumen er altså begyndt at suge vand ind, så lad os håbe, at det lykkes at få den til at vokse.

Ved det aller nordligste punkt af Store Økssø er der gravet en grøft og etableret en ny bro over den grusbelagte sti. Helge forklarer, at dette er lavet som afløsning for en tidligere rørunderføring, der også afledte vandet fra Store Økssø via den grøft, der går forbi Helges gamle bolig og videre til Stendalen, hvor det forsvinder i et hul i jorden og blander sig med kildevandet.

(På et tidspunkt må vandet så via Kousbækken ende i Lindenborg Å. red.).

Helge omtaler også Store Økssø som skovens smukkeste sø. Stien rundt om søen er 2.777 m. lang. Det dybeste sted er 7 m. dybt, og søen er meget sur, men fuldstændig ren, hvilket bevirker, at de eneste fisk, der lever i den, er nogle ganske små aborrer. Søren Sømand, der var med til at grave tørv under krigen, har engang sagt, at hvis man lagde tilstrækkelig meget dynamit ud i bunden af Store Økssø og lod dette eksplodere, så ville det virke som at slå bunden ud af et badekar, og alt vandet ville forsvinde. Årsagen er, at bunden består af al og moræne, som altså er i stand til at holde på vandet.

Fra det sted vi er stoppet op, er der også udsyn over til Hedekrogen. Og som dagens sidste historier skal vi således passende høre om et par af Hede Knuds meritter.- Engang mens Hede Knud, Frimuth Engelst og to andre sad og spillede kort i et lille hus i kanten af marken, kom der besked om at tyren var sluppet løs. Mændene blev noget forskrækkede, men Hede Knud rejste sig bare op og forsvandt, og da han kom tilbage en times tid senere, sagde han bare med al selvfølgelighed: ”Hvis tur var det så til at gi`”.

Og som rosinen i pølseenden skal vi også høre historien om den gang Knud sad i sit skydehus, mens der kom en skovløberfamilie gående forbi på vej over til holdepladsen i Mosskov. Lige da de gik forbi stedet sagde datteren til forældrene: ”Gå bare i forvejen, jeg skal lige slå en streg”. Hun satte sig intetanende lige foran Hede Knud, som sikkert har nydt synet, og da hun rejste sig for at ryste de sidste dråber af og trække den sorte kjole ned, sagde Hede Knud tørt: ”Do hår pest i min` træsko”.

Som turens sidste etape fortsætter vi lidt rundt om søen, men drejer så mod nord ad Mosskovvej således at vi igen kan komme under banen ved den vej, der fører op til Mosskovgård. Men som på udturen fortsætter vi ind gennem Poul Lorenzens Lund, Skovhaven og langs banen til vi atter er fremme ved bilerne. Utroligt at det kan lade sig gøre, for på trods af at turen sådan set havde været meget traditionel hvad både gløgg og område angår, så havde den alligevel været både varieret og spændende. – Helge kan bare det dér.