2005

Skørping by

Selvom turlederen godt nok stadig mobber, må man sige, at han havde sammensat et program for turen den 16. oktober, der var helt unikt og hvor utroligt det end lyder, helt anderledes end vi har prøvet før i de nu snart 19 år vi har travet Rold Skov tynd.

Miseren gik på, at der i programmet stod, at vi skulle parkere ved Stationen i Skørping, men at starten skulle gå fra Torvet. Alle, eller næsten alle, mødte naturligvis op ved Stationen, hvor der efterhånden var samlet en flok på 101 personer. Ingen havde dog set Helge, hvorfor fmd. måtte til at ringe til ham. Der udspandt sig nu en disput, om hvor vi egentlig skulle møde og starte turen. Man kan ikke sige, at vi var enige, men da samtalen var slut, stod Helge blot 15 m. borte og var ved at dø af grin. Så var vi 102.

Vi går nu hen til hjørnet ved Hotel Rebild Park, hvor Helge indleder med at sige. Jeg har besluttet, at I skal have en stor overraskelse i dag. Vi skal se noget, som vi aldrig har set før, det er ganske nyt i Rold Skov. Vi skal også se noget, som er meget gammelt i Rold Skov. Og måske har jeg endda en tredje overraskelse, som jeg har gået og gemt på i alle disse mange år, og sagt, at en dag hvor fmd. er sød og flink, så vil jeg vise ham det.

Vi skal ikke se så meget af skoven i dag. Det skal handle om den lille særprægede by, der hedder Skørping, og dens forhold til omegnen. Den 19. september 1869 kørte toget her for første gang. Vi er lige gået forbi et lille hus. Det lå der også den gang, ligesom der lå et andet hus et par hundrede meter længere henne ved navn Sverrighus. På den plads hvor der nu er bank, lå gården Sverriggård, som pga. naboskabet kom til at lægge navn til Stationen. Gården blev senere lavet om til købmandsgård. Det var alt hvad der var, men i løbet af ganske kort tid opstod der en by, og den skal vi kigge lidt nærmere på i dag.

Vi starter turen med at gå mod syd ad Møldrupvej, men snart efter går vi til højre for at følge den sti, der løber umiddelbart øst for jernbanen. Efter en tid stopper Helge op for at vende tilbage til at fortælle lidt om anlæggelsen af banen. Man startede lige efter krigen i 1864 og besluttede sig til at stationen skulle ligge nord for skoven, således at man havde den som stødpude hvis fjenden igen skulle angribe landet. Men dog ikke så langt oppe som i den del af sognet, der nu hedder Gammel Skørping.

Vi er lige gået forbi en dæmning hvor banen ligger højt oppe. Man kan godt forestille sig hvor stort et arbejde det har været at skulle bygge en sådan dæmning fortrinsvis ved hjælp at skovle og trillebøre. Vi står netop ud for en vold, der stadig findes inde mellem træerne. Denne er faktisk den vold hvorpå tipvognene kørte jorden frem til byggeriet af jernbanedæmningen. Ja, der findes endda to volde, så det har været en stor sag, først at skulle bygge disse, og derpå den egentlige dæmning til banelegemet, hvortil jorden altså skulle transporteres videre i kraft af manuelt arbejde.

Vi fortsætter vores tur langs banen til vi når frem til den store parkeringsplads ved de veje, der går under banen til Bregnesø og Tøtteruphus, eller mod øst til Dragmosen. Her omtaler Helge nogle af alle de mange gode ting Jens Hvass har lavet i Rold Skov. Bl.a. den asfalterede Møldrupvej og pladsen her. Men nu er det jo blevet historie. Det er ikke så længe siden, at Jens Hvass` kone Gitten døde. Helge har modtaget et brev fra en af sønnerne, hvori denne takker Helge for deltagelsen ved begravelsen. Han skriver bl.a., at huset i Hasseris er solgt og at en epoke hermed er slut. Og det er fuldstændigt rigtigt, siger Helge. Den mand har gjort så ukristeligt meget for Rold Skov – og også Gitten i øvrigt. Det er blevet historiske personer nu, og familien har ikke længere tilknytning til Rold Skov.

Men her er altså én af de ting vi kan takke ham for, og nu skal vi hen og se på det jeg gerne vil vise jer, og som I aldrig har set før. Lige før vi begiver os videre, spørger en lidt forsagt stemme: Skal vi den vej? – Ja, det skal vi da, lyder svaret. Så bliver stemmen lidt mere modig og siger: Jeg vil lige sige. Ja, allermest af hensyn til Helge. Det er altså her vi skal møde på novemberturen. Så ved du det! – Hvorfor morede deltagerne sig mon over det?

Som nævnt i indledningen, er dagens tur kun delvist planlagt som en tur i skoven, hvorfor den første del skal forløbe som en stor rundtur syd og øst om Skørping. Vi går derfor tværs over Møldrupvejen, hvorefter vi snart når frem til den sydlige ende af Dragmosen. Her standser vi op et kort øjeblik, men fortsætter så turen ind til den forholdsvis nye bålhytte, som er bygget i samarbejde med skolen i Hellum. Hvad siger du så?, spørger Helge. Var der ikke noget med, at der sidder en bjørn på taget?, svarer den adspurgte med tanken henledt på martsturen. Hvis dette skulle være én af de tre overraskelser, kan man jo godt sige, at her fik Helge så sit første nederlag. Men det skulle det jo nok heller ikke.

Derimod var det næste, som Helge ville vise Rold Skovs Venner, en virkelig nyhed. Vi har bevæget os lidt ind mod byen, og pludseligt dukker der en helt nyanlagt sø frem. Dette er noget, som Statsskoven har lavet, siger Helge. Det er meget flot, og man kan da sige, at de ejendomme, der ligger i umiddelbar nærhed, har fået deres ejendomsværdi en del forøget. Hvis nogen spørger om hvad søen hedder, må jeg svare, at det ved jeg ikke. Jeg tror ikke den har noget navn endnu. Et medlem foreslår, at den kunne hedde Spejlsøen. Søen står nemlig fuldstændigt blank som et spejl i det smukke vejr vi er velsignet med på denne tur.

Husene her i den sydlige udkant af Skørping kaldes Farveladebyen. Skørping udviklede sig på den måde, at man hurtigt udbyggede hovedgaden op gennem byen. Senere kom der en parallelvej mod syd, der blev efterfulgt af den første egentlige udstykning, som netop var det område vi nu befinder os lige i nærheden af. Disse huse havde så mange forskellige farver, at bydelen næsten kun kunne komme til at hedde Farveladebyen.

Der findes faktisk en sø mere i dette område, hvor der oprindeligt var anlagt en række grøfter. Disse var meget dybe, men nu har man altså udnyttet alt det vand, der var i disse og har lavet søerne i stedet for, slutter Helge sin fortælling om dette nye rekreative område i Skørping. Vi skal dog ikke gå ret langt før Helge stopper op ved den gamle skovfogedbolig, Egehuset. Dette var et af skovfogedhusene fra Lindenborg, hvor skovfoged Pedersen boede i næsten 50 år. Denne havde en fantastisk samling af udstoppede fugle. Jeg tror, der var 160 forskellige, siger Helge. Han manglede kun hvid stork, sort stork og trane. Tidligere var dette område lukket land, men nu kan man købe det for 2,2 millioner kroner, men så får man også mange fine huse at kigge på, siger Helge lidt ironisk om det byggeri, der skal opføres i det tidligere skovområde vest for Egehuset.

Her i Egehuset boede omkring 1880 enkeskovriderinde Fru Lund, som havde sommerpensionat, fortsætter Helge. Skørping var blevet sådan et sted, hvor man tog til, ligesom Skagen og Sæby. Berømtheder som forfatterne Schandorph, Buchholtz og fremfor alt, Herman Bang begyndte at tage hertil om sommeren. Helge fortæller nu historien om da Herman Bang her i Egehuset skrev sin roman, Ludvigsbakke. Om hvordan han i denne ville lade en generalinde sige ”afskydelig”, hvilket to gange af forlaget blev rettet til ”afskyelig”. Det siges, at Herman Bang græd, da forlaget havde rettet ordet for anden gang.

Efter endnu nogle betragtninger om Herman Bangs liv og færden her i Skørping, går vi nu op på Jægersborgvej hvor vi straks drejer til venstre ned mod Jægerslund ved hjørnet af Jyllandsgade. Her fortæller Helge, at Jægerslund var bygget som skovriderbolig for Lindenborg Gods, og at det senere blev enkegrevindesæde for enkegrevinde Elisabeth Catharine Schimmelmann. Nu bor der nogle meget flinke mennesker, siger han, og jeg er så glad for, at de har så meget sans for tingene, at de reparerer hegnet omkring ejendommen i den samme flettede udformning, som det altid har haft. Skal det laves rigtigt, skal det laves af enebærgrene, men så kan det til gengæld også holde i 100 år.

Da Helge er færdig med sine betragtninger om hegnet om Jægerslund, kommer den helt store overraskelse. Rold Skovs Venner skal for første gang ind på ejendommen. Ja, helt ind på pladsen foran selve Jægerslund, idet Helge har truffet aftale med husets nuværende beboere, Per B. Kyvsgaard og frue, om at vi må komme på besøg.

Huset er bygget i 1900, så det har været den gamle lensgreve, der har bygget det, indleder Helge sin fortælling om stedet. Det blev bygget som skovridergård, og her boede der en skovrider, der hed Carl Weismann. Denne måtte dog forlade sit embede, fordi han blev uenig med lensgreven om et forstligt spørgsmål. Striden handlede om at lensgreven ville have fældet et bestemt træ, hvilket Weismann overhørte et par gange. Da lensgreven for tredje gang bad skovrideren om at fælde træet, sagde Weismann: ”Det går over min forstlige ære at fælde det træ.” Hertil svarede lensgreve Schimmelmann: ”Det går over min lensgrevelige ære, at have en skovrider, der ikke gør som jeg siger!” Og dermed var Weismann fyret.

Vi skal nu op til året 1927, som var det år hvor enkegrevinde Elisabeth Catharine Schimmelmann flyttede ind. Hendes næstældste søn, Heinrich Carl Schimmelmann havde 5 år forinden overtaget Lindenborg. Han skulle egentlig have overtaget hovedgodset Ahrensburg nede ved Hamborg, men ville altså hellere have Lindenborg. Samtidigt overtog han en løs gæld på en million kroner, hvilket var mange penge den gang. Men han fik styr på det hele og blev Danmarks mest velhavende mand. Jeg har kendt ham, siger Helge, og jeg syntes vældig godt om ham.

Senere kom der en ny skovrider ved navn H.P. Stougaard til at bo her. Stougaard var en stor mand, siger Helge. Ikke fordi han var så høj, men bred og lidt duknakket, således at skikkelsen godt kunne sammenlignes lidt med en bjørns. Stougaard kunne også være lidt indelukket og svær at få en historie ud af. Det lykkedes dog for Helge at få noget at vide om de den gang ret ukendte røvere fra Rold, og Helge fortæller nu historien om hvordan han blødte Stougaard op ved at beundre en reproduktion af et billede, der hang på hans kontor. Helge blev endda inviteret med ind i Stougaards private stue, hvor det originale billede hang. Fra den dag var de to mænd kommet på bølgelængde.

Det var spændende at besøge Jægerslund, men vi må sige tak for synet og fortsætte turen, som nok engang går ad Jægersborgvej, idet vort næste mål er et besøge Marilyn Monroe. Den rigtige Marilyn Monroe var en dejlig dame fra Amerika. Vores Marilyn Monroe er en lige så dejlig bøg, der står på østre side af Jægersborgvej. For at det ikke skal være for let at finde hende, begynder Helge derfor at fortælle om nogle aldeles ligegyldige bøgetræer på vestsiden af vejen. En enkelt deltager kan dog ikke styre sig, og går over til damen for at beundre hendes aldeles dejlige attributter. Dette får resten af selskabet til at følge efter og nu kommer historien om at det faktisk er Rold Skovs Venner, der har navngivet træet, hvilket skete i 1997 da Helge skulle skrive årsbogen, ”Navnkundige træer i Rold Skov”.

Vi gør faktisk nu, som der står i ovennævnte årsbog: ”Fortsætter du 500 m. frem til den første vej på venstre hånd og går ned ad denne, kommer du til en fredet eventyrskov af gamle flerstammede Rold Skov bøge. Bevoksningen er en af skovens store seværdigheder”.

Det er lige her, vi vælger at holde frokost. Vi har senere hørt mange af turens deltagere udtale sig om, at det var et ualmindeligt dejligt sted at gøre dette, og at det i det hele taget var en ualmindelig dejlig tur. Men det var nu også et ualmindeligt dejligt vejr.

Efter denne pause fortsætter vi igen turen ad samme vej, men i modsætning til beskrivelsen i årsbogen fortsætter vi forbi de to T-kryds til henholdsvis venstre og højre og kommer dermed frem til trekanten ved Purkerhus. Her går vi så et ganske kort stykke ud ad Fræervejen hvorpå vi drejer til venstre mod nordvest op gennem Nordre Purker.

Efter en tids vandring stopper vi op ved nogle særdeles smukke troldeagtige bøge. Ja, så smukt er området, at den ”rigtige” troldeskov oppe i Vælderskoven faktisk ikke kan være med. Skønheden blev yderligere forstærket af, at træerne trods dette års fortsatte sommerlige temperaturer, nu endelig var begyndt at antage efterårets gyldne farver.

Der står endog et øjetræ lige ved vejsiden, så Helge er ikke sen til at opfordre folk til at gå igennem. Men husk, siger han, det skal være fra øst mod vest. Hvor er det nu lige øst og vest befinder sig?

Stedet her er faktisk det man i gamle dage kaldte den Lille Troldeskov, siger Helge. Jeg tror nok dette opstod omkring 1928, da fotografen Sigvart Werner kom hertil og lavede et hæfte om Rold Skov. Det var et prisværdigt stykke arbejde og dejligt at have i dag, fordi man derved kan se, hvordan store dele af Rold Skov så ud den gang. Jeg er i besiddelse af dette hæfte. Men en dag var jeg ved en tilfældighed hos en antikvitetshandler, og dér var det. Jeg kunne godt købe det, og jeg betalte for det i dyre domme. Jeg måtte have det fordi jeg vidste, at en god ven af mig havde fødselsdag, og jeg vidste, at det var det bedste jeg kunne give ham, fordi han er meget interesseret i Rold Skov. Så det fik han, selvom jeg syntes, at 20 kroner var mange penge. – Der skal nu nok sættes et beløb foran de 20 kroner, men skribenten har hørt, at vedkommende er meget glad for hæftet.

I forbindelse med stedet her, omtaler Helge også tegneren og forfatteren Achton Friis, der, sammen med maleren Johannes Larsen, bl.a. har skrevet det store vidunderlige værk, ”De jyders land”. I forbindelse med dette arbejde besøgte de også Rold Skov, hvor tidligere statsskovrider Poul Lorenzen da tog dem med herud til den Lille Troldeskov. Dermed blev denne faktisk mere kendt end den ”rigtige” troldeskov. Nu er det dog lige omvendt.

Vi skal nu bevæge os ned i forstadskvarterene til Skørping. Vi skal dog lige høre Helge fabulere lidt over det provinsielle liv, der tidligere herskede i byen. Kromanden Frimuth Engelst havde endog foreslået Helge at skrive en bog om Skørping. Bogen skulle være dybt ironisk, og titlen skulle være: ”Afholdenhed og Kristendom var ikke deres lykke”.

Helge ville også engang skrive en fremtidsroman sammen med sin gode ven, tegneren Jess Larsen. Historien skulle foregå i 2007, hvor to ældre herrer efter lang tids fravær vender tilbage til den vidunderlige by, Skørping. Der udspinder sig her en helt grotesk historie om hvad der foregår på værelse 7 på Gjæstgivergården. Hvordan Jess Larsen dør af det, og hvordan Helge skulle forestå hans begravelse nede i Frugthaven. Noget med at kisten skulle glide ud i søen ad en sliske, der var smurt ind i brun sæbe. Bogen udkom aldrig, hvilket nok også var klogt, idet den uundgåeligt ville have omtalt flere af byens spidser.

Vi fortsætter nu vores tur ned gennem Skørpings østlige boligområder, hvor vi selvfølgelig lige stopper op ved Frugthaven, således at vi gennem synet af søen i den store have selv kan lade fantasien råde.

Der var nu ikke langt ned til Skørping Station. Her sluttede turen og én ting er helt sikkert, det havde været en tur af de store på mange måder. Stor tilslutning, gode oplevelser, godt vejr og sidst men ikke mindst, godt humør med meget drilleri. – Eller var det monstro mobning?