2005

Silkeborgturen

Søndag d. 18. september drog 62 glade deltagere ud på en 2 dages tur til Silkeborg-skovene. På vanlig vis havde Hanne og Knud arrangeret den praktiske del at turen. Herunder at de fleste af deltagerne skulle møde ved Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg, mens de øvrige skulle samles op i Haverslev, således også vor kære turleder med viv.

Præcis på det fastsatte tidspunkt ankom der en flot dobbeltdækkerbus fra Tylstrup Busserne med vores chauffør, Jørgen ved rattet. Snart var bussen stuvet og turen kunne starte ad en rute, der efter Haverslev gik ad mindre veje forbi Pigernes Kro i Onsild, videre over Skals Å og Nørreå og forbi Fussingø Gods, hvor vores tidligere skovrider, Uffe Laursen nu holder til. Egnen er utrolig smuk, og netop her fortæller Helge om, hvorledes H.C. Andersen nøje har beskrevet dette sted, så man næsten skulle tro, at det var lavet som en turbeskrivelse for os. Årsagen til, at vi kører netop denne vej, er, at Jørgen er fra Bjerringbro-egnen, og snart efter passerer vi da også forbi de store pumpefabrikker i Bjerringbro og videre forbi Tangeværket og langs Tange Sø til Århus-Viborg landevejen. Vi skal nu blot forbi Grauballe og Silkeborg, før vi når ud til Sejs, hvorfra vores første travetur skal starte.

Den samlede tur er delt op i fire etaper, som Helge forlods så flot har beskrevet:

Søndag den 18. september 2005 om formiddagen:

”Udgangspunktet er den dejlige hede ved Sejs med hedebakkerne Sindbjerg og Stovbjerg. Herfra kommer vi ind Nordskoven ved Silkeborg, hvor vi følger smalle stier på toppen af bakkedragene, hvorfra der er storslåede udsigter til Højlandets skove og søer – ikke mindst fra Louisehøj og Dronningestolen. Turen slutter i udkanten af Silkeborg.”

Som skrevet står, går vi da også straks over banen i Sejs og videre ud over heden. Som det ene af de to nævnte ”bjerge” vælger vi at bestige det 103 meter høje Sindbjerg. Vejret er ikke det allerbedste. Det støvregner og er lidt koldt, men alligevel er der en smuk udsigt til det 99 meter høje Stovbjerg, søerne og ind over Sejs. Fra Sindbjerg går turen videre langs de høje bakker, der løber langs Gudenådalen mod nordvest. Helge beder os bemærke det manglende stormfald på denne egn. Træer som fyr, birk og især eg gror godt trods den sandede jordbund. Vi passerer Engdal og gør derpå stop oppe på bakketoppen Louisehøj. Således kaldet efter et besøg af ”skovkongen” Frederik VII og hans kone til venstre hånd, Louise Rasmussen – også kaldet grevinde Danner.

Turen går videre gennem et stykke bøg, hvor Helge stopper op for at fortælle om Silkeborgskovene i almindelighed. Og, som en god ting, er det lette regnvejr nu helt ophørt, hvilket i øvrigt til al held også kom til at gælde for resten af den samlede tur. Jeg må erkende, siger han, at Silkeborg-skovene nu er større end Rold Skov. Dette er sket, fordi de efterhånden er vokset sammen med de store plantager ude mod vest. Det er nemlig sådan, at man har vedtaget, at hvis en åben bræmme er under 100 meter bred, så betragtes skoven som at være sammenhængende. Jeg skrev jo den bog, som jeg kaldte Rold Skov – Danmarks største. Hvis jeg engang skal skrive en tilsvarende om disse skove, ja, så er den jo nødt til at skulle hedde:

Silkeborg Skovene – Danmarks allerstørste.

Vi skal senere møde nogle meget store grantræer, men allerede her får vi et første indtryk i form af en kæmpe, kæmpestor gran i et vejkryds. Turen fortsætter ad Ulvehovedvej, hvor vi møder nogle flere af slagsen. Som tømmer kaldes de Oregon Pine, men er i virkeligheden den art, som hedder Douglas graner. 

Som noget efterhånden sjældent, kommer vi forbi en gammel savgrav, hvorpå vi så blot mangler at passere Birkehøj, Knuden og Langdal Ås, før vi til slut kan nyde det smukke syn ud over landskabet oppe fra Dronningestolen. Herfra er der et ganske kort stykke vej ind til Silkeborg, hvor bussen venter på os for at køre os ud til Almind Sø. Her skal vi spise vores medbragte mad, før vi skal ud på eftermiddagsturen. Om den skrev Helge.

Søndag den 18. september 2005 om eftermiddagen:

”Nu skal vi gå en tur i Vesterskoven syd for Silkeborg, hvor turen starter fra Almind Sø. Kort efter starten kommer vi til den flotteste allé af graner i Danmark – kæmper, der er over 40 meter høje. Videre går turen gennem Knagerne – en smuk gammel bøgeskov – til et meget kuperet område, der slutter med den betagende udsigt fra Frederiks den Syvendes Høj. Nu er det ned ad bakke til bussen og indkvartering på Låsby Kro med efterfølgende middag.”

Denne tur kom nu ikke til at forløbe helt som planlagt, men hvornår gør Rold Skovs Venners ture i øvrigt det? Årsagen er, at formiddagsturen nok har taget lidt længere tid end beregnet, samt at det allerede er begyndt at værke lidt i benene pga. de høje bakker. Vi deler derfor atter denne tur op i to halvdele, men dog således, at den starter som planlagt med at gå ind til alléen med de store graner.

I starten ligner Vesterskoven så mange andre skovparter, men snart dukker der den ene store douglasgran op efter den anden. Til slut danner disse den vel nok flotteste og mest imponerende allé, man kan finde noget steds i Danmarks skove.

Helge fortæller, at disse træer er omkring 120 år gamle, og at de på disse år har nået en højde på mellem 40 og 50 meter. Et andet sted i skoven findes der endda et træ, som er over 50 meter højt. Ret imponerende når man betænker, at denne højde faktisk svarer til Aalborgtårnets. Det er også imponerende, at se så mange store graner på ét sted. Hjemme i Skovhaven har vi blot to træer af denne størrelse. En grandis og en douglas. Det skal dog siges, at ”vores” douglasgran så til gengæld er tykkere end disse.

Helge beretter også om, hvorledes der i forbindelse med en TV-optagelse blev fældet et enkeltstående af disse kæmpetræer. Man var selvfølgelig interesseret i at kende den nøjagtige højde, hvorfor der blev sendt bud efter en fagmand, der kunne betjene en ”Løvengreen”. Et måleinstrument, som kan udregne vinkler og højder helt nøjagtigt. Dette tog dog lidt tid, og bagefter skulle Helge også prøve. Men lige meget hvor meget han anstrengte sig, kunne han ikke få toppen af træet med grundet de andre træer. Det kunne jeg da heller ikke, indrømmede den unge mand, så jeg lagde bare en ½ meters penge til.

Da historien er færdig, replicerer ØP og siger at der ikke er noget, der hedder en Løvengreen. Løvengreen er fabrikantens navn, men måleinstrumentet hedder en teodolit. Som ingeniør med kendskab til sligt, har han jo ubestridt ret, men det er bare sådan, at man i daglig tale blandt forstfolk siger en Løvengreen. Ak ja, sådan er der så meget.

Det var egentlig meningen, at turen nu skulle have fortsat ned gennem Knagerne og derfra videre over til Frederik VII`s Høj. Dette undlader vi, idet vi i stedet går tilbage til bussen og lader denne transportere os over til vestsiden af skoven.

Her går der, lige over for indkørslen til gården Nørlund, en ret stejl skovvej ind i skoven lige syd for Falddal. Denne følger vi et stykke vej mod øst, til vi har den 123 meter høje bakke på højre hånd. Og har det før gået opad, så bliver det for alvor mærkbart på det sidste stykke af det skovspor, der nu slynger sig i en stor bue op til højen. Belønningen får man dog i rigeligt mål i form af den flotte udsigt, der er ud over landskabet. En kongelig udsigt, må det vel være. Dette var så dagens turprogram. Vi skal nu bare bevæge os ned til bussen og lade et par mand hjælpe den ud på vejen, for nu skal vi på kro. Låsby Kro.

Efter en lidt besværlig udlevering af nøgler og anvisning af vore værelser, skulle vi samles til en dejlig middag kl. 18.30, som bestod af lakseforret, oksesteg m. krølfedt og glaserede løg samt en isdessert. Og var maden god, ja, så var stemningen det ikke mindre. Det er næsten ikke til at få ørenlyd, når Rold Skovs Venner er samlet om et godt bord. Alt sammen noget, der gør, at en sådan aften er væk på ingen tid. Og dog, de mest udholdende samledes senere i et andet lokale til en kop godnatkaffe og måske endda en lille én som tilbehør. – Skribenten husker det ikke.

Havde middagen været fin, ja, så kunne morgenbordet til fulde leve op til dette niveau. Valget af Låsby Kro var ”ikke det værste”, vi havde gjort på denne tur. Men, men… det handlede jo ikke bare om at sidde på kro. Vi skulle nu ud på den næste tur, om hvilken Helge skrev:

Mandag den 19. september 2005 om formiddagen:

”Fra Låsby Kro går det efter morgenmaden med bus til Himmelbjerget. Vi skal lige besøge H.C. Andersens Bænk, inden vi begynder nedstigningen fra Himmelbjerget til Julsø. Her følger vi den kønne sti langs med søen til Svejbæklund, og her finder vi et sted i det fri, hvor vi kan spise den medbragte mad.”

’Bakke ned og bakke op’. Dette er titlen på en gammel FDF sang, og heldigvis starter dagens tur som denne sang begynder, nemlig med at bussen kører os op på det 147 meter høje Himmelbjerg, hvorfra der altså kun er én vej tilbage, og det er nedad uanset retningen. Vi gør dog som Helge skriver: Starter med at gå hen og sætte os på H.C. Andersens Bænk. Her fortæller Helge lidt om vores store digter, og om hvordan byen Silkeborg er opstået som følge af, at brødrene Drewsen i 1844 anlagde deres papirfabrik på dette sted, netop fordi Gudenåens rigelige vandstrøm var basis for en god energiforsyning.

Naturligvis stopper vi også op henne ved udsigtstårnet, hvor der selv fra foden af dette er en formidabel smuk udsigt ud over Søhøjlandets fantastiske terræn med dets blanding af bakker, søer og skov. Men ikke nok med det, stemningen bliver yderligere forstærket, idet Kai Vagner Jensen pludselig finder mundharpen frem og bl.a. spiller H.C. Andersens ”Jylland mellem tvende have” og ” I Danmark er jeg født”. Smukt var det, ja så smukt, at alle vore deltagere

Helges smukke tegning af Himmelbjerget. (Turens logo)

rent spontant sang med på melodierne. Selv da Jensen stoppede, var der nogle, som fortsatte med at synge.

Nu er tiden så kommet, hvor vi skal begynde nedstigningen ned mod Julsø. Vi har dog ikke gået ret langt før Helge stopper op ved et ret specielt område, nemlig ’Bryllupslunden’. Det er her på stedet en skik, at et brudepar kan få lov til at plante en eg samt få sat et skilt med deres navne på ved siden af. Det var jo så nok ikke meningen, at Knud skulle spørge: ”Skal de så også selv fælde det, når de skal skilles?”.

Den videre tur fortsætter nu direkte ned til Hotel Julsø, der ligger umiddelbart ved søbredden. Stedet var lukket for vinteren, men vi kan dog fortælle, at det var her, at der først var indrettet det museum for Jodle Birge, som nu er flyttet op i rejsestalden på Rold Gammel Kro. Turens næste etape følger nu den kønne sti langs sydsiden af Julsø. Vi kommer forbi Stigballe Vig og snart efter når vi frem til det område af Rye Nørre Skov, der ejes af FDF og som kaldes Sletten. Helge overlader derfor turledelsen til fmd., som efter en opsamlingspause lader turen fortsætte langs søbredden en tid endnu, før vi går op på det høje terræn, hvor selve de store lejrområder befinder sig.

Det er noget ganske særligt for fmd. at få lov til at fortælle noget om FDF netop her på stedet, herunder også Aalborg FDF som netop på denne dag, den 19. september, fylder 100 år. Begyndelsen til det store lejrområde udgjorde beskedne 16 tdl., som blev købt for overskuddet fra den første Marselisborglejr i 1926 i Hørhaven ved Århus. Formålet var at oprette et uddannelsescenter for de unge ledere. I dag fungerer stedet også som FDF`s center for lands- og andre lejre, idet man har købt flere landejendomme til. Bøgebjerg, Limbjerggård, Æblegården og hvad de ellers hedder alle sammen, såsom Svend Aages Mark og Anders Peters Skov. Denne udvikling har bevirket, at området nu andrager ca. 250 tdl., alt sammen som en skøn blanding af skove med åbne sletter ind imellem.

I en sådan gruppe som vores, er der selvfølgelig også tidligere spejdere til stede. Både blå og gule samt KFUM og KFUK. Dette kunne jo ikke andet end give anledning en god snak om forskellige, men også fælles oplevelser. Ja, nogle oplevelser havde endog været så fælles, at der kom adskillige ægteskaber ud af det. Et par stykker af disse var endda repræsenteret her på holdet, så det var jo flot.

Den vestligste af FDF`s ejendomme er den, der hedder Æblegården, hvor der bl.a. er inspektørbolig, sejladscenter og det ene af FDF´s tre museer. Det er her, vi møder vores bus, der skal køre os et sted hen, hvor vi kan spise vores lette frokost, som er leveret med fra Låsby Kro. Vi aftaler, at køre fra Svejbæklund til det lille færgested ved snævringen mellem Julsø og Borre Sø, men med Anders ”på hjul” i egen bil og i hvert fald til skribentens forundring, kører vi op gennem Æblegården og ud på en rundtur, hvor vi kører i blinde og må vende flere gange. Vi endte faktisk så langt ude mod øst, at vi til slut fandt en egnet plads, som lå lige oven for Bryllupslunden. Altså omtrent der, hvor dagens tur startede, men det var jo sådan set fint nok. Alle blev mætte og var tilfredse.

Målet for eftermiddagens tur var af Helge planlagt til at skulle foregå som nedenfor beskrevet. Hør blot hvad han skrev:

Mandag den 19. september 2005 om eftermiddagen:

”Vi fortsætter fra Svejbæklund, og nu befinder vi os i Sønderskoven. Snart kommer vi til den smukke sti langs Borre Sø, som vi følger et stykke, indtil vi drejer op i skoven for at finde en af landets allersmukkeste søer – Slåensø. Vi går rundt om søen og op til Kongestolen. Udsigten over søen, Sønderskoven og Borre Sø er betagende. Ved H.C. Andersens Ås venter bussen os, og inden hjemturen til Aalborg, gør vi lige holdt i Silkeborg, hvor der er noget, som Knud og Hanne vil vise os.”

Men også i dag må vi af tidsmæssige årsager korte den planlagte tur lidt af. Vi kører således næsten direkte ind til sydsiden af Slåensø. Men også kun næsten, idet vi skal ned af en ret stejl skrænt for at nå frem til søbredden. Halvvejs nede går der en skovsti hen til det højdepunkt, som kaldes Kongestolen, og tænk, der var seks obsternasige personer, som ikke ville adlyde og følges med Helge derhen. De ville bare gå deres egne veje og gå direkte ned til søen. Synes du vel, at man kan det Pernille? Vi mødtes dog alle igen henne ved søens vestside, hvorfra vi så fulgtes pænt ad resten af vejen rundt om søen.

Turen omkring Slåensø er ca. 4 km. lang, og hvilken tur. Bare så smuk, så smuk. Det meste af den anlagte sti ligger hævet et par meter over vandspejlet, således at man kigger lidt ned på det blanke vand. Nogle steder er der frit udsyn, mens det andre steder sker imellem bladhanget på de frodige løvtræer, der findes overalt i dette område. En god oplevelse var det, og en flot finale på den del af turen, der gik ud på at trave. Og dog. Der findes også en H.C. Andersens bænk i denne del af skoven. Denne var der enkelte af deltagerne, som efterfølgende lige smuttede op for prøve af, inden vi skulle tilbage til Silkeborg.

I Silkeborg kører vi direkte ned i det område, som før rummede den gamle papirfabrik. I dag er området fuldstændigt forandret og indrettet som en kombination af fabriksmuseum, boliger, kulturhus, cafeer og meget andet. Og ikke nok med det. Vandløbet, som løber forbi stedet, er blevet kunstigt omdannet til en rivende elv ved hjælp af store og mindre sten, således at man nærmest føler sig som hensat til en af de norske byer, hvilke som regel er anlagt ved netop en fossende elv. Der var her afsat lidt tid til at gå rundt i området og måske spise en is eller pølse, se på ænder og ellers bare nyde synet af hvor flot man kan forandre en gammel og nedslidt bydel til noget godt. Det kunne vi lære noget af i Aalborg.

Der var nu blot tilbage at lade bussen køre os tilbage til vore respektive mødesteder. Første hold i Haverslev, hvor så også de første farvelknus blev uddelt med tak for en måske lidt hård, men også rigtig god tur. Denne ceremoni kunne efterfølgende gentages i Aalborg. Både knus og tak og bekræftelse af at turen havde været en stor oplevelse for os alle. Tak til Hanne og Knud for tilrettelæggelsen, og tak til Helge for ledelsen af turen. –  Det var jer tre, som trak læsset.

Efterskrift: Det var ikke helt forkert, at det havde været en lidt hård tur. Selv garvede Rold Skov Venner havde ondt i bentøjet i tre dage. Silkeborg skovene er betydeligt mere kuperede, end Rold Skov er det de fleste steder.