2005

Lindenborg ådal

Turen den 12. juni var arrangeret som en aftentur. Noget, der ikke sker så tit, og hvor var vi altså bare heldige med vejret. Regnen havde stået ned i stænger i tre dage, men sidst på dagen klarede det op, og der blev det skønneste sommeraftensvejr. Men det forudgående regnvejr kunne dog godt give turledelsen anledning til bekymrede miner. Mon ikke de fleste ville beslutte sig til at blive hjemme denne gang?  Men nej, der mødte ikke mindre end 79 personer op på den nye parkeringsplads, der er anlagt lige i nærheden af Kovrsbækken. Måske var det fordi vi havde lokket med en overraskelse, at der kom så mange. Hvem ved? Men mere herom senere.

Turen skal forløbe gennem både det lave og høje område langs Lindenborg Ådal på nordsiden af hulvejen op til Rebild. Altså via Ravnkilde og videre som den helt store rundtur op over Ørnebjerg, Brunebakke og Ravnkilde Bakker. Vi går derfor straks ind ad den grusvej, som går mellem Lars Kjærs Hus og Kovrsbækken. Men vi har dog ikke gået ret langt før Helge stopper op for at fortælle om stedet. Bækken har sandsynligvis fået sit navn efter en gammel møller ved navn Koger, der drev en vandmølle her på stedet helt tilbage i 1500-tallet, siger han. I dag aftegner Kogers Mølle sig dog blot som en forhøjning i terrænet, der viser det sted, hvor mølledammen i sin tid var stemmet op. Der lå antageligvis 14 møller fra Lindenborg Ås udspring syd for skoven og op til Egholm Slot, herunder også en mølle ovre ved Tingbæk. Mølleren på Tingbæk var sur på Koger, men ikke på hans kone. De kom endda så godt ud af det sammen, at de besluttede sig til at slå Koger ihjel, hvorpå de satte ild til møllen. Kogers mølle blev således den sidste på dette sted, men tingbækmølleren og Kogers kone blev begge henrettet for mordbrand.

Kovrsbækken er den tredje mest vandrige kilde i Nordeuropa, kun overgået af Lille Blåkilde og Blåhøl lidt længere nordpå. Den kommer op i engdraget ovre i Stendalen som hundredevis af små sumpkilder, som alle sammen er med til at føde Kovrsbækken. Den gamle skovrider Poul Lorenzen omtaler i skriftet ”Rebild og Rold” en kilde kaldet Marivæld. Altså med andre ord, Maries Væld. Helge er ikke utilbøjelig til at mene, at det netop er Kovrsbækken, som Poul Lorenzen taler om. Dette begrunder han med, at krybskytten Lars Kjær og han kone Marie netop boede i huset her lige oven for. Poul Lorenzen kunne vældig godt lide Lars Kjær og Marie, også selvom Lars var krybskytte. Så det er en meget nærliggende tanke, at han har kaldt kilden Marivæld efter Marie.

Lige nedstrøms den gamle mølledam kan man stadig se en smal betonbro hen over bækken. Nogen siger, at det skulle være en akvædukt, hvilket dog er usandsynligt. Ganske vist førte både de gamle romere og andre folkeslag deres vandledninger hen over broer, men det kræver dog at vandet kommer fra et højereliggende terræn. Og hvorfor i alverden skulle man dog også føre en vandledning hen over en vandrig kilde?

Turen fortsætter nu hen mod Pallisdal, og på vejen derhen beder Helge alle om at samle en lille sten op fra vejen og tage den med sig. Hvad mon han nu har for? Såmænd intet andet end at vore medlemmer skal kaste ”Drøskast”. På gamle målebordsblade kan man se, at dette sted er betegnet med navnet ”Drøskaast”, siger Helge. Hvis der i tidligere tider var sket noget forfærdeligt som f.eks. et mord eller selvmord, ”drøssede” man i form af at kaste en sten eller pind på det sted, hvor det var sket. På den måde sørgede man for at den dårlige ånd blev nede i jorden og ikke forfulgte nogen.

Der findes flere drøskast i Rold Skov, men ifølge vores dejlige heks, Dannie Druehyld, er dette drøskast det helt rigtige. Så jeg synes, at vi skal have det bygget yderligere op, siger Helge, og opfordrer dermed alle til at kaste deres sten ind i dyngen, hvad alle så selvfølgelig også gjorde. Som kvittering for medlemmernes drøskast diverterer Helge med sin muntre fortælling om dengang heksen fik kørekort. Hvordan hun ”truede” den motorsagkyndige til at give sig det efter at hun havde dumpet 13 gange, og hvordan hun alligevel skulle have Helge til at bakke sin bil ud af indkørslen.

På vores videre tur passerer vi alle gennem den smukke Ravnkilde. Nogle ude i vandet og andre på rækken af de trædesten, der er lagt ud for at lette passagen. Da alle er ovre, stopper vi op for at høre lidt om denne og flere andre kilder i Rold Skov. Men især om den ret store sten, der står midt i det smukke kildeområde. Dette er en sten, som jeg holder så meget af, siger Helge. Når vi kommer lidt længere frem, kommer vi hen til gården Bundgaard hvor jeg har oplevet at besøge den gamle kone, Ellen. Hendes mand havde en hvid kop stående bag ved stenen, og hver dag gik han hen og drak en kop vand i troen på at det var helsebringende og at han skulle få et godt og langt liv. Ellen troede ikke på sådan noget tøjeri og pjat, og det viste sig da også, at han blev 54 og hun blev 92. Ja, ja, er der en deltager, der siger, hvornår var han død, hvis ikke han havde gjort det? Og det kan der jo sådan set være noget om. Der starter nu en længere travetur, idet vi skal tilpasse tiden til turens højdepunkt, som altså stadig er en hemmelighed, fordi det skal være en overraskelse for turens deltagere. Vi går gennem ”møllen” henne ved Dybdal og herfra starter så den rundtur op over Ørnebjerg, Brunebakke og Ravnkilde Bakker, som er nævnt i indledningen. Rundturen slutter da vi igen når frem til bakkekammen med udsigt ud over Gravlevdalen. Her er lige stedet, hvor vi kan nyde vort aftensmåltid i nogle helt uovertrufne smukke omgivelser. Men forinden da skal vi dog ikke snydes for et par muntre historier om den gamle filur Jens Stovverup (Stubberup) fra Gammel Skørping.

Først en historie, som Frimuth Engelst altid fortalte i festligt lag. ”Jens Stovverup var kommet til gudstjeneste ovre i Gravlev Kirke, hvor han havde fået plads oppe på første række. Men da Jens var en gammel mand begyndte blæren at presse lidt på, og på et tidspunkt var han nødt til at rejse sig og liste ud, hvilket skete lige i det øjeblik hvor præsten messede oppe fra prædikestolen: ”Du arme synder, hvor går du hen?”. Jens Stovverup vendte sig da om og sagde: ”A ska` lige ud å pes, a kommer snart igen”.

Men så er der også historien om da Jens Stovverup optrådte på TV hos Volmer Sørensen. Vi skal tilbage til omkring 1960, hvor Volmer Sørensen rejste rundt i landet med et show, som han kaldte ”Kvit eller Dobbelt”. Konkurrencen gik ud på at lade de forskellige byers borgere gætte nogle spørgsmål, således at man enten var kvit eller kunne ende med at vinde 10.000 kr. I Skørping bestod panelet af skovrideren, apotekerens frue, stationsforstanderen – og så Jens Stovverup. Efter det 5. spørgsmål sad der kun Jens Stovverup tilbage, og da Volmer Sørensen var en påholdende mand, som gerne ville redde de 5.000 kr. som Jens allerede havde vundet, måtte han presse Jens flere gange før denne indvilligede i at tage det sidste med også. Dette spørgsmål var anderledes, idet Volmer Sørensen havde medbragt fire smarte piger fra København, som nu blev stillet op på scenen. Tre piger med bar overkrop og en med ryggen til i det bare ingenting. Volmer Sørensen prøvede at stresse Jens Stovverup, men få sekunder før tid sagde denne: ”A har det, a har det. Det er den de spiller hver nøjorsdaw fra Wien – Radetzky-march”. Hvordan kunne du dog gætte det?, sagde en fortvivlet Volmer Sørensen. ”Ja, det ved a et, sagde Jens, a kiggede bare på de tre og så hende den å`en, og så fik a lige pludselig så`en en lyst” ”Og så sagde det bare: Trada dada dada, trada dada dada”. Efter et særdeles hyggeligt aftensmåltid er tiden nu ved at nærme sig, hvor vores overraskelse skal afsløres. Vi går derfor igen ned på grusvejen og drejer til højre hen mod Bundgaard. Men inden vi når så langt stopper Helge op en sidste gang, idet vi nu er ved at nærme os foden af Ørnebjerg. Dette giver ham lejlighed til at fortælle om den gamle kunstnerkoloni. Specielt om Hans Nikolaj Hansen, der senere byggede den store ”stråtækte pragtvilla” med stort atelier oppe på toppen. Villaen brændte i 1945, men lige i nærheden af ruinen står en mindesten med Hans Nikolaj Hansens navn og årstal, ligesom der er hugget en hjejle i stenen. Hjejlen var H.N. Hansens yndlingsfugl, nu er den ikke mere så almindelig her på Ørnebjerg, men den er bevaret på den måde, at en del af familien tog navneforandring til Hjejle.

Sluttelig skal vi høre noget om Agnes Slott-Møller. Jens Ørnebjerg har fortalt, at han engang sad model for Agnes Slott-Møller herude i dalen, men lige pludselig var helvede løs, fordi hun havde mistet en meget kostbar rubinring. Der blev sendt masser af folk ud i engen, og de ledte og de ledte, men ringen var og blev væk, så måske ligger den derude den dag i dag. Var det mon noget for Rold Skovs Venner at tage gummistøvlerne på og indlede en større eftersøgning?

Bestyrelsen havde i sin visdom fundet ud af, at denne tur ikke bare skulle være en aftentur, men også en fugletur med nattergalesang og meget andet godt. Et enkelt medlem tvivlede dog stærkt på, at vi overhovedet ville få en fugl at se, endsige høre, thi dertil snakker Rold Skovs Venner alt for meget. Så var det at vores allermest lyse hoved fandt ud af, at det kan vi da

bare gøre noget ved. Vi må alliere os med en falkoner, for en fugl, det ska` de sgu da både se og høre. Efter lidt hemmelig telefonkontakt via mobilos fortsætter holdet ad vejen op bag om Bundgaard, og her var overraskelsen så åbenbar for enhver, for ned af skråningen kommer falkoner Frank Skaarup Hansen gående med sin flotte fugl i favnen.

Af praktiske årsager bliver vi enige om gå et stykke af vejen tilbage til det forholdsvis åbne areal mellem Pallisdal og Lars Kjærs Hus, da dette vil være et ideelt område for en sådan flyvning. Her byder Helge velkommen til Frank Skaarup Hansen og siger ham tak fordi han ville komme og vise sin falk.

”Frank Skaarup Hansen er jo en af de få falkonerer vi har her i Danmark. Han er så meget falkoner, at det er blevet et fuldtidsjob – næsten. Vi har kendt hinanden i mange år, og jeg kan huske, da du første gang kom og fortalte mig om falkejagt. Rold Skovs Venners bestyrelse fik så lige pludselig den gode idé, at lave en overraskelse her i aften. Nogle troede, at det var røverne fra Rold, og jeg troede, at det var noget helt tredje (gjorde du dét Helge), men det var altså Frank og ikke mindst falken der. Fortæl os lidt om det!”).

Ja, vi kan gå lynhurtigt et par tusinde år tilbage til yngre jernalder. Siden da har vi mennesker drevet falkejagt her i Norden, indleder Frank sin fortælling. Det startede for ca. 4-5.000 år siden, formentlig i Sydøstasien, og grunden var udelukkende at få noget mad. Man kan kun gætte sig til hvordan det hele er startet. Man har set en vild rovfugl fange et vildt dyr, og da man var godt sulten, så har man tænkt, hvis nu man kunne skræmme rovfuglen væk fra byttedyret, ja, så kunne man selv få dette at spise. Dette er formentlig starten, og det er jo sådan, at vi mennesker går og spekulerer over tingene, og hvis vi kan få nogen til at lave lidt for os, det vil sige hest og hund på daværende tidspunkt, og så få en falk til at fange lidt mad til os, ja, så er vi allerede der henne, hvor vi kan sidde lidt mere ned og hygge os sammen med familien. Jeg tror, at det er det, der er begyndelsen til det hele.

Den falk, jeg har taget med i aften, er en lannerfalk. Den kommer fra Sydeuropa og er udbredt helt ned til Sydafrika. Vi har helt sikket haft én lannerfalk, der satte sig ned ovre på Bornholm fordi den var blevet træt. Men datidens ’naturbeskyttelseslov’ var sådan, at hvis man så noget sjældent, ja, så var det med at få det slået ihjel og få det udstoppet, så man kunne vise det til efterkommerne. Så man skød øjeblikkeligt falken, og man kan se den på Zoologisk Museum i Århus den dag i dag. Det har ændret sig meget med den miljøpolitik vi har nu. Nu er det med at bevare de sjældne ting i stedet for at få dem i sprit, eller få noget puttet op bag i dem, så de kan holde sig konserverede.

For at have en rovfugl i det hele taget i fangenskab her i 2005, så er der meget kontrol på. For det første skal der være en mikrochips i fuglen, der skal udtages en blodprøve, der skal være en fast ring på, der skal en tilladelse til fra den stedlige politimyndighed, vi skal have en tilladelse fra miljøministeriet, og vi skal have en tilladelse fra justitsministeriet for at vise det jeg gør i dag. Så det er et meget kontrolleret dyrehold, og det er vi glade for, fordi, hvis det ikke var det, så havde vi formentlig været visket ud af tavlen. Vi havde ikke overlevet, det var jo sådan, at rovfuglene har været utroligt meget trængt.

Da kongehuset nedlægger falkoneriet i 1809 på Frederiksberg, (man havde der en falkonergård), da gav hofjægermesteren ret til at man måtte efterstræbe de danske rovfugle pga. at man ikke havde mere at bruge dem til. Før skulle man passe på dem, fordi kongen måske kom i tanke om, at han ville have en af de fugle. Ja, så var det altså noget som enevælden stod for. Man eksporterede nogle af disse rovfugle, bl.a. har Solkongen af Frankrig fået adskillige jagtfalke, og på daværende tidspunkt var kongehuset i besiddelse af dele af Sverige, Norge, Island og Grønland, hvor der kommer nogle virkelig flotte fugle fra, bl.a. jagtfalken, stor duehøg, kongeørn og vandrefalk. Dem kunne man så bytte eller handle med, eller man kunne give dem væk, så man havde et godt partnerskab.

I 1809 havde kongehuset dog været i krig med både den ene og den anden, og kassen var ved at være tom. Krudtet var opfundet og det var betydeligt nemmere at holde dette tørt og være parat til at skyde, end det var, at holde falken i flyvekondition. Dernæst har de en dårlig vane, de er ikke loyale overfor kongen, så uanset om det er en konge eller en husmandssøn, så gør de nøjagtigt det, der passer dem. De kan finde på at sætte sig op på et hustag og sidde der i flere timer. Man kan så stå der og råbe efter den, for man kan ikke sætte en ny falk i luften, før den anden er taget ned. Jeg tror også, at det var en af grundene til at kongehuset sagde, at det her, det må vi opgive.

Grunden til at det gik så galt med de der rovfugle, det var jo at vi fik den gode gamle Flitsprøjte hvor der blev puttet DDT i, og så kan det ellers nok være, at rosenbedet fik en omgang. Man er jo altid efter landbruget, og det er vi også den dag i dag. Men det var ikke altid landbruget. Den gode gamle Flitsprøjte inde i villahaverne fik ikke for lidt, pulveret stod omkring os, og man mente, at det der hvide pulver, der hed DDT, at det var noget af det fornemste giftstof man nogensinde havde opfundet, for det kunne slå alle insekter ihjel, og det var ikke giftigt for vi mennesker.

Det havde bare den ulempe, at det ophober sig i rovfuglene, for de er sidste led i fødekæden. De mister evnen til at reproducere sig selv. De lagde tyndskallede æg, og det gjaldt bl.a. vandrefalken. Fra at der var flere hundrede par i Norge og Sverige, så var der bare 14 par tilbage, der ikke var i stand til at reproducere sig. Der var så heldigvis nogle biologer og ornitologer og den svenske stat, der sagde, at det må vi gøre noget ved. De samlede alle æggene og sendte dem til Danmark til en falkoner oppe i Tårs, som fik dem klækket, og så genudsatte man dem på den måde.

Ellers har vi jo bare hentet de her rovfugle ude i naturen ligesom vi skulle bruge dem til.

F.eks. fra 1943 og til 1950, altså på syv år, gik staten ind for at få rovfuglene væk fra vores natur, for de spiser jo det vildt, som vi skal have op i gryden. De tager jo selv. Hvis man tager ud på den jyske hede, og sidder med seks børn og syv høns, og duehøgen så kommer og tager den ene høne og de seks andre holder op med at lægge æg, ja, så er det jo mandens pligt, at gå ud og slå den duehøg ihjel. Så det blev sådan en national opgave, at få rovfuglene helt væk fra naturen. Når vi mennesker sætter os noget for, ja, så bliver det altså til noget, så på de syv år, da skød og fangede og forgiftede vi 107.668 blandede rovfugle, og det var lige fra ørn til dværgfalk. Så hvis man i fyrrene skød en ørn, så var man en national helt, man kom simpelthen i avisen, afbilledet hvor man stod med ørnen hvor man havde skudt den, og med geværet ved siden. Hvis man skyder en ørn i 2005, så kommer man også i avisen, men så er man en national skurk. Så der er jo ikke langt fra at være helt til at være skurk. Sådan er tiden jo så foranderlig.

Men vi skal jo have den her fugl i luften, fortsætter Frank Skaarup Hansen. Jeg har taget en falkelokke med. (En læderring hvori lokkemaden er anbragt. red.). I middelalderen var menneskene betydeligt hårdere, for i hvert fald brugte de en hestesko. Den har den ulempe, at hvis man skulle være så uheldig at ramme fuglen med hesteskoen, når man svinger den rundt, så er det vel ikke nødvendigt at uddybe resultatet af det. Så derfor er vi gået over til en blødere model, og vi er jo også blevet lidt blødere som mennesker her i 2005, sådan lidt mere følelsespræget.

Jeg har taget lidt mad med til hende, og jeg har monteret en radiosender på det ene ben. I dette øjeblik er der syv kirkeugler i Himmerland, der flyver rundt med en radiosender på ryggen, og de kommer til at flyve med disse i de næste tre år, fordi der kører et projekt på kirkeuglen for at finde ud af hvorfor den forsvinder ligeså stille fra vores landskab. Det kører som et forskningsprojekt via Skov- og Naturstyrelsen. Senderen er monteret med en lille sele på ryggen og kan sende i et år, således at man kan finde ud af hvor den er om dagen, hvor mange der bliver slået ihjel, hvor mange der drukner, og så videre. Så det er noget man anvender over det hele, lige fra isbjørn og jærv og hvad der ellers har ligget for, og det har vi falkonerer taget til os, så vi også kan pejle.

Jeg har jo sagt, at det er rovfuglen, der bestemmer, så når jeg slipper hende løs, kig godt på fuglen, det kan være sidste gang vi ser hende. Hvis falken forsvinder og jeg også er væk, så må I have en god søndag aften, og kom rigtig godt hjem.

Frank Skaarup Hansen gør nu lokkemaden klar mens han samtidigt fortæller om hvad han anvender til dette formål. F.eks. en lille kylling. Han viser os også, at naturen er så viseligt indrettet for fuglenes vedkommende, at blommen er ”tryllet” ind i kyllingen og sidder fast på tarmen, således at kyllingen kan optage sin næring direkte fra blommen. Frank slutter med at fortælle lidt om sine træningsmetoder, og nu er øjeblikket endelig kommet hvor vi skal have det alt sammen at se i praksis.

Og sikken en oplevelse. Hvor er falken en imponerende flyver, og hvor var det fantastisk at se, hvorledes et menneske kunne styre en sådan ”vild” fugl nøjagtigt som det passede ham. Faktisk kunne han styre den lige ned over vore hoveder så man følte, at vingespidserne strejfede ørerne. Et kort øjeblik var fuglen tilsyneladende forsvundet op over Ørnebjerg, men kom så tilbage i et mægtigt dyk, og endelig fik den lov at tage sit bytte som belønning for den flotte opvisning.

Tak for en god oplevelse. Rold Skovs Venner kan i hvert fald ikke påstå, at de var på fugletur uden hverken at se eller høre en fugl. En flot finale på forårets ture var til ende, og der var så blot tilbage, at vandre den korte tur tilbage til bilerne. Og dog, to af skovens venner fik en ekstra oplevelse. Som de sidste tilbageblevne oppe hos Frank, fik de nemlig lov til at røre ved falken. Det er nu ikke enhver, der har strøget en falk ned over brystet, vel Käthe.

Og tænk, de mobbede heller ikke ret meget på denne tur. De delte endda en fyraftensøl oppe i Rebild, vistnok på Røverstuen.