2005

Nørlund og Torstedlund

Selvom søndag den 8. maj både var Mors dag, konfirmationssøndag og Skovens dag, sidstnævnte endda med flere arrangementer i Rold Skov og åbent for alle i den store og spændende Toft Skov, mødte der alligevel 74 deltagere op ved Conradsminde for at tage med Rold Skovs Venner på tur på Nørlund distrikt. Nærmere betegnet, Torstedlund Skov. Blandt deltagerne var der endog et par med fra Holland. Jo, jo, Rold Skovs Venner har skam ry langt omkring i denne verden.

Fra startstedet går vi straks mod nord ad vejen op mod Flyverstenen. Men kort tid efter stopper Helge op for at omtale det gamle Conradsminde glasværk. Glasværket eksisterede kun i nogle få år, siger han, og de, som har conradsmindeglas skal passe godt på dem. Selvom de blev produceret i ret store mængder, er de i dag sjældne og mange penge værd. Man nåede op på at kunne lave ca. 400.000 flasker på et år, hvilket måske svarer til dagsproduktionen på et moderne glasværk, som endda ikke er særligt stort.

Siden hen kom der savværk. Lige nu kan se et vandlager, hvor en del af de mange tusinde stormfældede stammer bliver oversprøjtet med vand for at forhindre, at der går råd og andre dårligdomme i dem. Hvis jeg skal give et bud på hvor mange stammer, der ligger her lige nu, så vil jeg tro, at der ligger ca. 8.000, siger Helge. Jeg bygger det på, at der ude i Rebild Skovhuse lå ca. 10.000 stammer efter stormen i 1981. I øvrigt er Nørlundfonden blevet ekstra hårdt ramt, idet en stor del at savværket nedbrændte for ganske nylig. Dette giver selvsagt store problemer med at få det stormfældede træ skåret op. Det vil vare længe inden man kan producere igen, og man har derfor måttet søge hjælp hos andre savværker.

Turen fortsætter videre ad Sortemosevej til den gennemgående skovvej, som kaldes Linien. Her drejer vi til højre og fortsætter frem til det skovspor, der går ind til Flyverstenen. Selvom vi nu er i maj måned, arter vejret sig denne gang som var vi i april. Skiftevis sol og byger, men heldigvis mest sol. Vinden kommer fra nord, ja faktisk helt oppe fra ishavet, og dette betyder, at vi undervejs ind ad skovsporet ikke bare får en regnbyge, men kommer til at gå i haglvejr, således at alt det grønne pludseligt bliver klædt i hvidt. Ifølge Käthe var haglene så store som hønseæg, men Käthe er jo også tidligere skolelærer.

Helt inde ved Flyverstenen holder vi en lille pause mens det værste uvejr driver over, hvorpå

Helge fortæller den tragiske historie om de 11 allierede flyvere, som blev skudt ned på selve Der Führers fødselsdag den 20. april 1945. Vores mangeårige medlem, Frode Pedersen, kan også fortælle sin version af hændelsen, idet Frode er her fra egnen og var, som en af de første inde ved nedstyrtningsstedet. Det var ikke noget kønt syn, som Frode kan berette om, og på os andre virker det ekstra stærkt når man hører historien fra et førstehåndsvidne. Der er ikke noget at sige til, at det må have gjort et voldsomt indtryk på en 11 års knægt, som Frode var den gang.

Fra Flyverstenen går turen igen ad Linien mod øst til vi når frem til Hyldestedvej. Her siger vi farvel til Else, Birgit og Hanne, som af forskellige årsager kun deltager i den korte version af turen. Resten af holdet fortsætter mod nord ad Hyldestedvej og derfra igen mod øst ad Skydelinien. Her stopper Helge igen op for at fortælle nogle forskellige træk fra Nørlunds historie. Vi starter med at høre om hvorledes Dronning Margrethe 1. ville have det første Nørlund brudt ned, ”Thi det var bygt som røverskjul og ej et herresæde”. Vi hører ligeledes om flere af Nørlunds andre ejere op gennem tiden. Peder Lykke, Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Det var Ludvig Munk, der genopførte Nørlund efter at Skipper Clement havde brændt det ned under Grevefejden i 1534. Ludvig Munk og Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, var født i 1598 og blev senere Kong Chr. 4.s brud til venstre hånd. Kirsten Munk fik 11 børn med Chr. 4. mens det 12. vistnok var med en tysk rhingreve. Det blev Chr. 4. så sur over, at han forstødte hende og lod opsætte en mindesten over misforholdet i slotsparken til Frederiksborg Slot. Et sælsomt mindesmærke, som står der endnu i dag.

I 1700-tallet kom Nørlund ind under stamhuset Store Restrup. Dette var oprettet af Christian Frederik Levetzau, eller ’General Ligeud’ som han også blev kaldt fordi alle hans veje skulle være snorlige. Det er også Levetzau, der har anlagt de mange diger vi ser overalt i skoven. Der findes ikke mindre end 25 km. diger i alt, eller en strækning som kunne række helt op til Aalborg. Levetzau var således en meget fremsynet mand, idet digerne blev anlagt længe før fredskovsforordningen kom i 1805. Helge nævner også, at Christian Frederik Levetzau var blandt de fire adelsmænd, der som vinterbolig byggede de fire ens palæer, der nu kendes som Amalienborg. Det var efter Christiansborgs brand i 1794, at palæerne blev overtaget af kongehuset og gjort til kongelig residens.

Christian Frederik Levetzau blev også kaldt ’Den onde Greve’ og det siges, at da han døde og skulle begraves, blandede fanden sig i ligtoget, så hestene ikke kunne trække vognen op over bakken til Sønderholm kirke. Kusken tog derfor at hjul af vognen således at fanden selv måtte lægge ryg til og agere ”fjerde hjul”.

Efter nogle år blev Store Restrup overtaget af en fjern slægtning, Iver Rosenkrantz-Levetzau. Denne er også værd at omtale, bl.a. fordi han prøvede at forgifte kongen. Under en rejse til København indlod Iver Rosenkrantz-Levetzau sig i en sammensværgelse mod Kong Christian 7. Han fik det lod, at det blev ham, der skulle dræbe kongen ved hjælp af gift, og det gjorde han ved at give kongen en kop chokolade, som han havde hældt giftpulveret i. Men uheldigvis for kammerherren havde kongen bemærket, hvad han havde gjort, og bød ham i stedet at drikke chokoladen, hvilket han måtte gøre. Vel vidende hvad der ville ske, skyndte han sig ud til sin vogn, og lod kusken køre nat og dag for at nå hjem til Restrup. Da han ankom, og karetdøren åbnedes, var der endnu liv i ham, men han døde, inden han kom i seng. Nogle siger, det er en overlevering. Andre mener, at der er bund i historien.

Den fortsatte tur går stadig mod vest, men nu ad Vaseholmvej, hvorfra vi efter en tid drejer til venstre ad Røverhulevej. Det er også lige nøjagtigt det mål, som vi har sat os for at finde. Helge havde nemlig forlods stillet i udsigt, at han måske også kunne finde en røverstue her i skoven, og det kunne han altså. Ligesom røverstuen ovre i Statsskoven, er denne også et kæmpestort jordfaldshul, som i både størrelse og dybde ikke står tilbage for søsteren ovre øst på. Her på stedet findes der endog en hel række, men godt nok mindre huller lige efter hinanden. Af hensyn til de, som ikke ved hvad et jordfaldshul er, nævner Helge lige de kemiske forhold, hvor humussyre nedbryder kalken i undergrunden, således at ”låget” bogstaveligt talt falder ned og dermed danner et større eller mindre hul i terrænet.

Helge omtaler også, hvor dejligt det er, at Nørlunds skove er blevet meget åbne for publikum. Engang var de faktisk mere lukkede end de var på Lindenborg. Man havde en skovrider, som ikke brød sig om turister, og ej heller at samarbejde om at beskrive skovens historie. Helge husker, at skovrideren under en jagt i Statsskoven blev kaldt hjem fordi Nørlund brændte. Dette skete om formiddagen, men allerede om eftermiddagen stod skovrideren der igen, til nogen forundring for selskabet. Det var dog heldigvis heller ikke selve slottet, der var brændt, men de lade- og staldbygninger, der den gang lå langs med landevejen.

Sluttelig siger Helge, at han faktisk ikke ved, hvorfor stedet her bliver kaldt Røverstuen.

Måske er det fordi man ikke vil stå tilbage for at man har en røverstue ovre på Buderupholm.

Der er ikke nogen historier, der fortæller om røvere på dette sted, ligesom der er ovre i Statsskoven, men mange røvere holdt i øvrigt til her i denne side af skoven. Johs. V. Jensen kunne fortælle, at når han kørte igennem Aarestrup, stod der her ofte en af de gamle røvere ved navn Anders Nørager. Han var blevet så senil efter sit lange fængselsophold i København, at han stod ved vejkanten og råbte: ”Det er kongen, det er kongen, det er kongen”. Det var faktisk det eneste han kunne sige.

Efter forslag fra Jens Larsen og flere andre, er det nu også blevet tiden for at holde frokost, idet der, som en eftervirkning fra stormen findes en mængde stød i skovbunden. ”Kan I ikke se, at de er der for at vi skal holde frokost her”, siger Jens. Så det gør vi da bare. Da Røverstuen er denne turs yderpunkt, vender vi nu næsen mod syd og går et stykke vej tilbage ad Røverhulevej. Men for at variere ruten går vi denne gang ud over Vaseholm hvor ved man uvægerligt kommer ned i et ret sumpet område, der med rette bærer navnet Kobløderne. Men da vi kan se, at skoven og dermed det høje terræn ikke er så langt borte, vælger vi dog at passere området ved at hoppe fra tue til tue. Mon der var nogen, der fik en sok? Vel kommet op på tørt land stopper Helge op en sidste gang og siger, ”Vi skulle ellers gå tørskoet i dag, og så skulle ØP. absolut jage os ind gennem sådan noget der”. Helge retter dog straks sig selv, idet han nu siger, ”Nej, det var ikke helt korrekt. Jeg tror nok at det var mig selv, der sagde, at vi skulle gå den vej”. Skribenten tror dog, at de var lige gode om det! Hvis vi havde haft gummistøvler på, fortsætter Helge, ville vi have forceret hele området, for der nede ligger et af de smukkeste kildeområder i Rold Skov. Nemlig det, der hedder Kalkværket. Det gør det, fordi man der brød kalk i gamle dage til det kalkværk, der lå oppe ved Conradsminde. Kalkværket er et sted, hvor der kommer meget få mennesker, og området er næsten urskov. Det er så flot, så flot, siger en betaget Helge.

Og så er der her, som det eneste sted i Rold Skov, naturlig skovlind. Der var en periode på næsten 8.000 år, hvor der var lind i Danmark, og i de 6.000 af disse regerede både eg og lind. Bøgen var slet ikke kommet endnu. I dag er der kun 28 lindetræer tilbage i Rold Skov, som alle sammen står her på stedet. Jeg kan kun anbefale, at I selv går ind og finder dem, når de er sprunget rigtigt ud, slutter Helge sine beretninger for denne gang.

Herefter fortsætter turen op ad Nordre Brovej til vi når Mastemosevejen. Der er så blot tilbage at følge denne, idet den leder os lige direkte ned til Conradsminde. Atter engang kunne vi sige, at vi havde haft en dejlig dag. Vi slap med en enkelt alvorlig byge, men de mobber altså stadig i Rold Skovs Venner, og det er altså stadig forbudt.