2005
Vælderskov
Søndag den 17. april skulle vi på en såkaldt ”stormfaldstur” med mødested ved Pumpevejens p-plads ca. 400 meter syd for Rold Storkro. Selvom aprilvejret i Danmark kan være særdeles lunefuldt, havde det dog på denne dag valgt at vise sig fra sin allerbedste side, hvilket havde til følge, at der mødte ikke mindre end 92 deltagere op. Vi måtte dog fordele os ud over flere holdepladser, idet Pumpevejens p-plads var delvis blokeret med stakkevis af træstammer. Blot en enkelt eftervirkning af orkanen den 8. Januar.
Vi går straks op ad Pumpevejen, og halvvejs oppe i Troldeskoven kan vi både se og høre nogle store skovningsmaskiner i arbejde. Læg mærke til de store hjulspor, de laver efter sig, siger Helge. Disse siger noget om, at det virkelig er nogle maskiner, der vil noget. Man kan undre sig over hvorfor der bliver arbejdet på en søndag, men årsagen er, at oprydningsarbejdet er blevet overdraget til et skoventreprenørfirma, og som privat ansatte, må dettes folk godt arbejde om søndagen.
Vi er standset lige ved et stykke bøg, hvor man tydeligt kan se tre hulveje i skovbunden. Helge nævner, at forfatteren og præsten Mads Lidegaard har skrevet en bog om hærvejen, hvor han netop fortæller, at hærvejen fortsætter fra Viborg til Aalborg i tre forskellige spor. Dette er det ene af disse. Selvom sporet her deler sig i flere parallelle forløb, er det dog den samme vej. Det var nemlig sådan, at når sporet var slidt for dybt ned i jorden, ja, så lavede man bare et nyt lige ved siden af det gamle.
Lidt længere fremme, lige før Lerhulevej, stopper Helge igen op. På højre side af vejen var der et stort stykke med gran, som nu er væltet som pindebrænde. Det var så flot, siger Helge. Jeg snakkede med den gamle skovkusk Frode i går, fortsætter han. ”Ja, det ser jo galt ud, sagde Frode, men vi skal huske, at det under stormen i ’81 gik langt, langt værre. Der væltede seks gange så mange træer i Rold Skov i novemberstormen i 1981, som der gjorde nu i januar måned”.
På en måde er det også flot at opleve naturens kræfter, siger Helge, men hvis man drejer hovedet og kigger ind i Troldeskoven, ja, så er der næsten ikke sket noget. Dette siger noget om at vore egne træer kan klare det meget bedre end de udenlandske. Grantræer hører sådan set ikke til i Danmark, de er ren og skær import. De har dog gjort det utroligt godt, og har skaffet meget arbejde, men der er for mange af dem. I dag går man således også mere og mere over til at plante løvskov.
Lad os gå en tur ind i Troldeskoven bare for sjov, siger Helge. En af de ting man lægger mærke til, er, at mange af disse gamle bøge er overgroede af den type lav, der ligesom danner en pels. Dette får Helge til at omtale, at én af de ting, der overraskede os meget ved at læse i de gamle papirer på Mosskovgård i forbindelse med Rold Skov-bogen, var, at træskomagerne altid gik efter de træer med mest lav på ved skovauktionerne i 1800 tallet. Umiddelbart skulle man tro, at det havde været lige omvendt, men de træer, som har denne specielle type lav, må åbenbart være de stærkeste.
Vi går også hen til det sted, hvor Prinsessetræet stod, indtil det knækkede over lige ved øjet i 1994 i en forholdsvis beskeden Sankt Hans storm. Helge bliver spurgt, om han ved hvor det stykke med øjet og messingpladen, som blev skåret ud af træet, egentlig er blevet af. Ja, det ved jeg godt, svarer han. Det ligger ude på Spillemandsmuseets lager i Fræer. Pernille og jeg var derude for ikke så længe siden, fordi jeg har foræret slagbænken og tøsebænken fra Ørnebjergbordet til Spillemandsmuseet. Ved den lejlighed sagde museumsinspektør Niels Jørn Østergaard. Vi skal også lige se til Prinsessetræet, for det skal vi have gjort noget ved. Vi skal til at udbygge museet, og så skal det stilles op. Da det var mange år siden at jeg havde set det sidst, blev jeg faktisk forbavset over, hvor stort det egentlig er, men øjet havde jo trods alt en dimension, så en voksen mand kunne kravle igennem det, slutter Helge.
Og hermed var overgangen skabt til den næste historie. For selvfølgelig skal vi også af hensyn til nye deltagere høre historien om den tykke mand, der sad fast i træets øje, og derfor måtte hjælpes ud delle for delle ved hjælp af grøn sæbe. Også selvom Helge starter med at sige: ”Åh ha, jeg gider ikke”. Helge slipper ikke for dette ”folkekrav”.
Helge beder nu fmd. om at fortælle om dengang han var ene mand på skovtur med 137 smedemesterkoner som afløser for Helge selv. Og det gør fmd. da glad og gerne. Da denne beretning er ovre for syvogfirsindstyvende gang tager Helge ordet og siger: ”I går aftes var jeg på Hotel Comwell, Rebild Bakker og skulle holde festtale i selskabslokalerne med stor middag. Og der sad der 438 damer og én mand, og manden, det var mig”. ”Ja, hvad siger du så”, siger Helge og kigger hen på fmd., hvortil denne kun kan svare: ”Det var guf”.
Jeg nævner blot dette, fordi jeg gerne vil fortælle jer om engang Jens Hvass var ude at gå med damer fra Aalborg, fortsætter Helge. Disse damer skulle altså på ekskursion, men forinden havde de fået øl og brændevin, og så bliver sådan nogle damer altså snakkesalige. (Jeg siger jer, decibellerne i går aftes! At så mange damer kan tale så højt og så hurtigt og så meget på samme tid. Det er ganske utroligt). Nå, men Jens Hvass tog altså disse damer herop og stillede sig op foran dette træ, (som Helge nu peger ud for turdeltagerne). Og her følger så historien om dengang Jens Hvass holdt stævnemøde med spætten. Hvordan han foldede hænderne på ryggen og bad om, at den ville komme ud når han slog på træet. Det gjorde den, hvorpå han igen foldede hænderne på ryggen, kiggede op mod himlen og mumlede: ”Det skal du sgu ha` tak for”.
Helge vil nu gå østover, hvilket får fmd. til at foreslå, at vi også lige bør gå igennem det store øjetræ, som står ved stien hen til Skovtårnet. OK, siger Helge, men så må du tage dig af det. Og tænk, næsten som på kommando går hele holdet gennem skovens vel nok største øjetræ, og det endda den rigtige vej fra øst mod vest. Hertil er der to ting at sige. Nemlig, at nu kan ingen få engelsk syge. Se bare med de tre prinsesser, hvoraf en blev gift med en franskmand, en med en tysker og en med en græker. Nogen siger også, at træets kraft er så stor, at det er lige før vore kvinder kan blive jomfruer igen. Ja, dette er altså bare noget vi har hørt, men der var alligevel flere, der mente, at de hellere måtte tage en ekstra tur for en sikkerheds skyld. Efter denne konsultation hos skovens magiske kræfter går vi nu tilbage til Pumpevejen, hvorfra vi drejer mod syd og øst ad Planteskolevej og Storedalsvej, inden det går ned mod Stendalen ad Skørpingvej. Herligt at skovvejene efterhånden har fået navne, således at det er let at beskrive hvor vi har været.
Undervejs stopper vi dog op ved et stykke gran, som det er gået hårdt ud over under stormen. Her omtaler Helge den første storm i Rold Skov, som vi kender detaljerne på, nemlig julestormen i 1902. Det var bl.a. under denne storm, at det gamle stuehus på Teglgården brændte. Som et stort held for eftertiden, var der en dygtig fotograf, der optog en del billeder af skaderne i skoven efter denne storm. Bl.a. har vi et billede, hvor den daværende skovrider, L.F.E. Hintz og Timanden er med. I 1902 foregik alt med håndkraft, og det tog syv år at rydde op, mens man efter den store storm i 1981, hvor der faldt en betydelig større mængde træ, kunne gøre det på blot to år. Motorsaven og andre maskiner var kommet ind i billedet. Denne gang kan man formodentlig klare arbejdet endnu hurtigere.
På turen langs Storedalsvej er der bøgeskov på begge sider af vejen. Vi er nu i den centrale del af Rold Skov, siger Helge, og når man går i et område med bøgeskov, så kan man næsten med sikkerhed regne med, at der har været løvskov langt tilbage i tiden. Hvis det derimod er et område med gran, kan man være forholdsvis sikker på, at her har der været hede eller et område med få enkeltstående træer. Måske kan det også have været græsningsarealer for kvæget, fordi området her tilhørte forskellige godser. Her gik skellet mellem Store Restrup, Lundbæk, Kyø og flere andre. Efter at Staten havde købt Buderupholm i 1826 fortsatte de private godser driften her, indtil forstråd Hansen forhandlede med disse godser, og fik tilkøbt jorden til Statsskoven, således at denne blev ét stort domæne fra syd til nord.
Danske træer er begavede, fortsætter Helge. De ved godt, at det blæser. Der er f.eks. ikke væltet et eneste træ her i løvskoven. Så langt er grantræerne ikke nået endnu, men de har jo også kun været her i et par hundrede år, og har ikke fundet ud af, at de skal sætte deres rødder længere ned i jorden. Omkring 1920 prøvede man et tysk princip for plantning af træer, nemlig det der hedder blandingsskov. Eller som tyskerne siger, ständigwaldprincip for vedvarende skov eller mischwaldprincip for blandingsskov. Det vil altså sige, at man planter forskellige slags træer mellem hinanden, og af forskellige aldre. I modsætning til her, hvor man renafdriver et stort område, fælder man kun træerne efterhånden som de er hugstmodne. I begyndelsen brød de danske forstfolk sig ikke om dette princip. Ikke fordi det ikke duede, men fordi det var tysk. Nu er holdningen imidlertid en anden, og for fremtiden vil vi komme til at se meget mere til områder med blandingsskov.
Turen går videre ad Skørpingvej ned mod Stendalen. Undervejs kommer vi igen gennem et stykke gran som orkanen også har raseret. Her benytter Helge lejligheden til at fortælle om anvendelsen af det ødelagte træ. Meget af dette stormfaldstræ er ikke godt nok til at bruge som tømmer, da det både er bøjet og forstrukket i fibrene. Det vil derfor typisk gå til papirmøller i Sverige, men da Sverige er endnu hårdere ramt end os, medfører dette selvsagt store afsætningsvanskeligheder. Statsskoven holder endda igen med at sælge træ for at hjælpe de private godser af med deres. Det var tydeligt at se, at endnu før Statsskoven var gået i gang med at oparbejde træ, var mange arealer på de private godser fuldstændigt ryddede og træet kørt væk. Så når I ser et område som her, hvor træet er skåret op i korte stykker, så kan I godt regne med, at det ikke kan anvendes til andet end papirfremstilling, flis eller brænde, slutter Helge denne beretning.
Der var nu kun et ganske kort stykke vej tilbage inden vi kunne gå over færisten til Stendalens sydvendte skråning, hvor solen strålede med fuld styrke. Kunne vi mon have fundet et bedre sted for at holde pause? – Vi tror det næppe, for alle var i hvert fald hurtige til at slå sig ned i lyngen for at nyde både madpakke og det gode vejr i fulde drag. Meget utidigt blev Knud og Per denne gang sat til at kræve op. De opnåede det flotte resultat at besøge hele 13 personer, men tænk, da der efterfølgende kom en restant og betalte dem turafgiften, tog vore piger bare pengene og kom dem i deres egen pose. Det må være ren og skær misundelse.
Efter frokost går turen videre gennem Stendalen i nordvestlig retning. Og efter en tid vender Helge en sidste gang tilbage til at omtale de store storme i Rold Skov. Denne gang om stormen den 24/25 november 1981, der på dette tidspunkt var den kraftigste storm vi har haft i Danmark i nyere tid. En storm starter ved ca. 20 sekundmeter, en orkan ved ca. 32 sekundmeter, men der var vindstød på op til 65 sekundmeter i `81. Der faldt 20 års hugst den gang, og det er som tidligere sagt ”kun” en sjettedel så mange træer, som der er faldet denne gang. Jeg oplevede selv stormen ude i Rebild Skovhuse da marken udenfor begyndte at løfte sig om formiddagen, således at der var en brun tåge af jord overalt. Om eftermiddagen blev det værre og værre. Man kunne høre hvordan træerne knækkede overalt i skoven. Et grusomt syn, men også en utrolig oplevelse, som man troede, at man aldrig ville komme til at opleve igen. Og så skete det alligevel i 2005, hvor det var nogenlunde tilsvarende på de steder, som blev ramt. Vi kan se resultatet i skoven hjemme hos os selv, hvor der er flere hundrede træer væltede, slutter Helge denne lidt vemodige beretning.
Vi fortsætter turen langs Stendalen og går derfra videre ad den stejle Vælderskovbakke op til Ørnevejen. Og da vi nu er på Ørnevejen skal vi naturligvis også høre historien om da Helge så en ørn. Historien er både god og spændende, men det bedste er dog, at Helge blev sat på plads af Jens Hvass, fordi han ringede kl. halv syv om morgenen, ’bare’ for at fortælle at han havde set en kongeørn.
’Fmd. har fortalt en stor løgnehistorie’, fortsætter Helge. – Dette udsagn skal ses i relation til at Helge senere fik for vane at tage Storkroens gæster med herop for at fortælle dem historien om ørnen, og det har således også relation til en lille dreng blandt gæsterne, der pludselig fik øje på et stort øjetræ, der står på den samme bakke, som hvor ørnen havde siddet. Fmd. sagde oppe ved det store øjetræ i Troldeskoven, at dette var skovens største, hvilket er ukorrekt, for sandheden er, at dette øjetræ er større. Vabe`ha`r, vabe`ha`r, siger Helge med et sejrssikkert udtryk i ansigtet. Men lad ham dog. Øjet er godt nok meget højt, men også meget smalt. Næh, se øjetræet i Troldeskoven, det er et træ, der vil noget.
Men spøg til side. Den sidste etape på dagens tur går først op over Vælderskovbakken, hvor vi desværre kan konstatere, at orkanen har været særdeles hård ved beplantningen. Herfra videre ad Brandlinien og forbi Promillevejen, således at vi til slut atter når frem til Pumpevejen. Her var der så blot tilbage at følge denne tilbage til vore diverse holdepladser. En dejlig og lærerig tur var til ende. Men de mobber i Rold Skovs Venner, og det er forbudt.