2005

Teglgårds hede

Det er ikke kun på politigården i Hjørring de mobber. Det gør de også i Rold Skovs Venner, og hos os er turlederen den værste. Således også da vi mødtes ved Skovhaven den 13. marts efter vinterens lange dvale. Der var mødt 66 personer op, og da disse var blevet budt velkommen, sagde han dog formildende, at han havde en helt ny og stor overraskelse til os. Vist nok noget med en bjørn øverst oppe.

Vi går derfor straks hen forbi naturskolen og videre langs banen mod nord til vi atter kommer tværs over Møldrupvej og ind i det gamle Teglgårds Hede-område.

Her stopper vi op ved Dragmosen hvor Helge siger: Ja, dette er så den overraskelse, som jeg har talt om. Jeg vil gerne vise jer hvor smuk denne mose er blevet fordi Statsskoven har fået nogle penge til at rydde et sådant område. Men hvor er bjørnen?, bliver der spurgt. Nå ja, det var alligevel ikke det her, jeg ville vise jer, svarer Helge.???

Vi går derfor lidt videre, og pludselig dukker der en ny, stor, åben og meget flot skovhytte op. Hytten er indrettet med borde og bænke, ligesom det er muligt at anbringe en grill midt imellem disse. Der er endda tænkt på, at den røg, der stiger til vejrs, kan komme ud af nogle sprækker øverst oppe i taget. Altså faktisk samme system som en lyre i et middelalderhus. Alt dette får da også Helge til at sige, at han synes at det ville være en rigtig god idé at arrangere en stor kalas for os alle sammen her i denne hytte. At dette var en god idé, var der ingen tvivl om efter de spontane klapsalver blandt medlemmerne.

Lad os gå ud for at se, hvad det er, der sidder oppe på toppen, for jeg kan altså ikke se om det er en bjørn eller et egern eller noget helt andet, siger Helge. Efter nogen diskussion, blev flere af deltagerne enige om, at den udskårne topfigur også kunne ligne en ugle. Den kan faktisk godt ligne de ugler, der er skåret ud øverst i trappestolperne på Ryesgades Skole i Aalborg. Det nuværende Musikkonservatorium. Dette bekræftes egentlig også af at vores medlem Egon Mølgaard fortæller, at hytten er lavet som et samarbejde mellem skolen i Hellum og Statsskoven, ligesom der også er lavet en hytte nede ved Hvass Sø i samarbejde mellem Arden Skole og Statsskoven.

Fra skovhytten går vi samme vej tilbage til den store p-plads ved Møldrupvej, men denne gang fortsætter vi under banen og går forbi Bregnesøhus og de store cypresser, hvor vi havde juletræ da Rold Skovs Venner fyldte 10 år. Fmd. havde ellers lovet, at han ikke ville mobbe Helge på denne tur. Dette måtte han nu trække tilbage og sige: Ved I hvad venner, Helge kan ikke huske noget som helst. For hvis han havde kunnet det, så ville han have stoppet henne ved cypresserne og fortalt om Rold Skovs Venners 10 års jubilæum i 1997, men det må jeg jo så gøre. Vi mindes så hvordan vi til stor overraskelse for jubilæumsholdet havde fået etableret et juletræ med elektrisk lys, flag og stjerner her ude midt i skoven. Men også om røveroverfald og at vi mødte selveste julemanden i form af den tidligere skovkusk, Frode Gustavsen. Knuds Hanne spørger nu meget ”uskyldigt”. Var der ikke noget med at Helge skulle fortælle H.C. Andersens historie, Grantræet? – Jo, det var der, men det ville jeg alligevel ikke være så slem at fortælle om, svarer fmd., men ok. Vi får så også lige historien om at vi kom til at høre om Helges bilproblemer i stedet for H.C. Andersens dejlige eventyr.

På trods af, at Helge respektløs har givet fmd. en snebold i nakken, er det nu alligevel dennes tur til at fortælle om den smukke sø, som vi er stoppet op i umiddelbar nærhed af. Vi ved ikke rigtigt hvad den hedder, siger han. Nogle kalder den Brændesø og andre Bregnesø. Man kan finde begge betegnelser på gamle kort, men visse folk holder altså stædigt fast ved at den hedder Brændesø fordi den ligger i Brændeskov. Andre siger, at dette ikke passer, navnet er Bregnesø, men det kan jo egentlig også være ligegyldigt, det vigtige er, at skovens folk passer og plejer den godt. Alle de graner, der var ved at komme op i mosen er nu blevet fjernet. Det samme er en række træer ovre på den modsatte side af søen, siger Helge med lidt beklagelse i stemmen. Der var syv i alt i én lang række, så jeg kaldte dem ”de syv søstre”, men de er altså også forsvundet sådan et efter et.

Vi fortsætter et kort stykke vej mod syd ad Tøtteruphusvej. Og måske netop navnet Tøtteruphus får Helge til at stoppe op og sige. ”Skadefryd er ikke det værste man har”. Vi får nu historien om Helges tidligere nabo på Tøtteruphus, som han ikke altid var lige enig med. Bl.a. kunne skovfogeden ikke lide Helges hund. Vi skal tilbage til den tid hvor Helge var kromand på Hotel Rebild Park, og samtidigt havde huset på Stendalsvej som sommerhus. En dag hvor skovfogeden var inde på hotellet og få en kop kaffe, sagde Helge til ham: Jeg skal forresten ud i sommerhuset, men jeg løber derud. – Jamen så kan vi ”løbe” sammen, for jeg er på cykel, svarede skovfogeden. Det er fint, sagde Helge, og tog løbeskoene på. De fulgtes pænt ad et langt stykke vej. Helge løb ved siden af cyklen alt imens han tænkte: Du skal komme først til Tøtteruphus, men hvordan skal jeg bære mig ad? Chancen kom da de nåede til et sted, hvor der kommer to bakker lige efter hinanden. Her satte Helge spurten ind, for så er det altså, på en måske lidt sandet skovvej, bedre at løbe end at cykle. ”Jeg nåede Tøtteruphus to meter før MB, slutter Helge, Åh, det var så dejligt”.

Vores næste stop sker henne i vejgaflen ved Larsens Lind. Det nuværende lindetræ er dog af forskellige årsager det tredje af slagsen, men de har alle sammen fået navn efter en tidligere skovfoged Larsen, der boede henne på Tøtteruphus. Der har været to skovfogeder ved navn Larsen. Den Larsen vi her skal høre om, var skovfoged under Jens Hvass. Han var en meget flink og rar mand, siger Helge, men en flink skovfoged under Jens Hvass var ikke nogen god kombination. Dels blev han kuet, og dels ville Jens Hvass gerne have, at hans skovfogeder var næsten lige så magtfulde som ham selv.

Men var Larsen en flink mand, så var hans kone endnu flinkere. Helge fortæller bl.a. om hvorledes hun tog sig af husets skovfogedelever. Ja så godt, at selv Larsen engang blev gal over det. Selvom det ikke var hendes arbejde, gjorde hun ofte rent inde hos eleverne, og en dag, da der var særligt meget fejeskarn, tænkte hun ikke over at der måske også kunne være krudtstøv imellem dette. For at spare penge lavede eleverne deres egne patroner, og det kunne derfor næsten ikke undgås, at der også blev spildt krudt på gulvet. Så da Fru Larsen tømte sin fejebakke ind i kakkelovnen, sagde det bare bumm. Da blev Larsen sur.

Når vi vender blikket mod vest, ser vi ud over et åbent stykke land hvor der på langs af dette står en lang række flotte egetræer, som danner hegn mellem to af agrene. Men nu har en formastelig købmand inde fra Skørping købt jorden bagved og tilplantet denne med træer, så man ikke rigtigt kan se egetræerne stå for sig selv og danne et flot hegn, siger Helge. Det skal han ikke have ros for.

Der er nu kun et ganske kort stykke vej hen til Tøtteruphus, som vi dog går forbi og drejer ind til kanten af Havemosen. Her fortæller Helge om hvorledes der er blevet fældet en masse opvækst, bestående af både ener, graner og fyrretræer, således at mosen er kommet tilbage til det oprindelige, ligesom også søen er blevet renset op. Dette projekt er en del af arbejdet med at få de gamle moser omkring Store Økssø tilbage. Vi vil længere fremme på turen komme til at se, at et endnu flottere projekt er sat i gang.

Ja, det var det Per, jeg har ikke mere at skulle have sagt, slutter Helge, mens han samtidigt ser hen på Tøtteruphus. Dette får os nemlig begge til at tænke på en tidligere beboer, der engang udtalte nogle bevingede ord, der var så ’flotte’ at de endog kunne bruges som indledning til en kronik. Skribenten fortæller nu om hvordan han var mødtes med skovfogeden, og hvorledes denne under en i øvrigt god og hyggelig snak udtalte: – ”Han aner ikke et klap om træer”.  -”Nej, vel er han ikke forstmand, men han kender, om nogen, skovens sjæl helt ind til det aller-inderste”, fortsatte skribenten dog sin kronik for egen regning. Og selvfølgelig var det Helge, der blev talt om. Af alle livets tildragelser vil der nok altid være nogle, der vil blive stående, og mon ikke, han aner ikke et klap om træer, vil være en af dem?

På den videre tur mod ejendommen ’Hedekrogen’ kommer vi også forbi stendyssen og den lave høj med resterne af den fordums så prægtige Stendyssebøg. Her fortæller Helge om hvorledes ’Hedekrogen’ så ud da den navnkundige Hede-Knud boede her, inden han på sine gamle dage flyttede over i det kønne himmerlandshus ’Bette Hedekrog’. Naturligvis skal vi også høre om Hede-Knuds meritter som hegnskytte, hvilket bl.a. havde til følge, at han gerne sagde til børnene: ”Spar nu på kartoflerne, for kød, det har vi nok af”. Og selvfølgelig skal vi da også lige til slut høre om den gang da nabokonen, Kirsten ”pest” i Knuds træsko.

Herfra går vi det korte stykke vej ned til Store Økssø, og når frem til denne mellem den gamle tørvegrav og stedet hvor man nu er ved at retablere det gamle moseområde. Indtil for kort tid siden var dette område tilplantet med birk og fyr og måske især sitkagran, men disse træer er aldrig rigtigt blevet til noget fordi vandstanden står så højt. Rold Skovs forfatter (hvad f….. er det nu han hedder, siger Helge), havde faktisk gennem mange år drømt om, at dette område skulle blive ført tilbage til sin oprindelige naturtilstand, hvilket han har skrevet om i bogen ”Rold Skov – Danmarks største”. Han havde bl.a. forestillet sig hvor flot udsigten kunne blive oppe fra langdyssen, der ligger oppe på det høje terræn bag ved mosen. At udsigten så er blevet endnu flottere fra bakken lidt længere henne, er en anden sag.

Helge fortæller, at man allerede tilbage i 1865 startede med at grave grøfter med håndkraft for at afvande mosen. Et arbejde som man fortsatte med helt frem til anden verdenskrig. Den gamle skovrider, Jens Hvass sagde engang i en tale: ”Jeg fortryder kun en eneste ting i min tid som skovrider i Rold Skov, og det var, at jeg tilplantede Store Økssø mose. Jeg kæmpede imod det på alle måder, men jeg fik besked fra Statsskovdirektoratet. Der var ingen diskussion, den skulle tilplantes”. Dette var naturligvis af hensyn til den pligthugst, der var til tyskerne i alle skove i Danmark. Men nu kan han hvile fredeligt og roligt i sin grav. Nu er skoven kommet væk igen, og nu prøver man altså at få mosen tilbage. Om det lykkes er et stort spørgsmål, men man skal bare et lille stykke ind i brinkerne før vandet står helt op under overfladen. Altså et typisk fænomen for en højmose, så det kan da være at det lykkes, siger en forventningsfuld Helge, som nu vender sig mod tørvegraven på østre side af mosen.

Vi hører om hvordan disse forekomster blev udnyttet under krigen, og om hvordan man kørte med tipvogne ned i en grav, der efterhånden blev så dyb, at søen nu er hele 12 meter dyb, mens Store Økssø ”kun” kan præstere 7 meter. En af dem, der var med til dette arbejde, var den navnkundige Søren Sømand. Og dette får selvfølgelig Helge til at fortælle den herlige historie om da Frimuth Engelst og Jens Ørnebjerg kom i træde om hvornår Søren Sømand var død. Frimuth sagde 4 år, og Jens Ørnebjerg sagde 5. Dette blev ved i lang tid, lige indtil de endelig spurgte Sørens ven gennem mange år, Elmer Møller Frederiksen, der sad for bordenden. ”A ska` ett ku` sæj`, om det er fir` eller fem aar si`en, han dø`e, men det er i hvert fald sejs aar si`en, han bløw` begraven!”, svarede denne. – Mon der egentlig kan findes et bedre eksempel på ægte østhimmerlandsk lune? – Næppe!

Da der er sket det glædelige, at Pernille og Helge har fået familien forøget med et yndigt hunkønsvæsen, og da den lille Freja nu var blevet træt, bad Helge fmd. om at lede resten af turen. Og det ville denne da gerne. Vi følges dog ad videre rundt om søen, til vi når Stabelpladsen ovre ved Mosskov. Denne plads er nemlig stedet hvor vi denne gang har valgt at holde pause, samt indtage vores medbragte proviant.

Opgaven med at lede holdet tilbage til udgangspunktet var nu heller ikke særlig svær, idet den blot bestod i at gå under banen og derefter følge grusvejen hen langs denne til vi når det store sving, der går op mod skovridergården. Da vi tillige befinder lige ved Poul Lorenzens Lund er der således også basis for at fortælle lidt om både en fordums og en nutidig skovrider. Poul Lorenzen, der mod sin vilje skulle være skovdirektør under anden verdenskrig, men som på sine gamle dage vendte tilbage her til skoven og fik bolig hos sin datter og svigersøn henne på Teglgaardsmølle. Som nutidig statsskovrider har Bendt Egede Andersen overtaget embedet i 2004. Vi har haft lejlighed til at træffe ham et par gange, og har fået det allerbedste indtryk af en jævn og munter mand. Både hans fremtoning og påklædning fortæller, at han må være nok så meget til naturen som til kontoret. Det lover bare godt.

Efter denne snak fortsætter vi turen gennem den omtalte lund og kommer derved lige frem til en af lågerne ind til Skovhaven, hvor den helt store glæde var at konstatere, at selvom orkanen også her havde sat sine spor, havde alle de kæmpegranerne nede ved banen overlevet dette uvejr. Og tænk, det var ikke alle, der havde hørt om hvorledes skovrider Hintz plantede disse graner sidst i 1800-tallet, og hvordan han på forskellige snedige måder måtte skjule det for sin foresatte, overførster Bruhn fra Århus, der ikke ville vide noget af disse nymodens granarter.

Men det har de så nu, og hermed var skovturen så også slut for denne gang.