2004
Juletur – Ravnkildestien
I modsætning til sæsonafslutningen i 2003, hvor vi måtte flytte traveturen fra Rebild Nordre Bakker over i området rundt om Nationalparken pga. et stormende og iskoldt vejr, så det helt anderledes ud denne gang, idet der nu var et både stille og stemningsfuldt efterårsvejr. Resultatet var da også at der mødte hele 110 personer op, som alle ville deltage i både traveturen og det efterfølgende arrangement på Røverstuen.
Efter den sædvanlige optælling (med utilbørligt drilleri) går vi da også straks over Hulvejen for at besøge netop dette dejlige, men måske knap så kendte område i Rebild. Ruten går i første omgang langs skovbrynet hen mod Ravnkildestien, hvor vi dog drejer fra, og i stedet går mod nord forbi Brunbakken op til resterne af Timandshuset.
Her starter Helge med at fortælle, at Timandsvej i Hadsund netop er navngivet efter Timanden, idet denne på et tidspunkt flyttede her fra egnen til Hadsund.??? Naturligvis skal vi også høre om hvordan Timanden levede her på stedet sammen med sine forældre, den gamle skovarbejder, Skov-Kræn og hans kone. Denne familie var ikke så velansete, idet der faktisk var lidt rakkerblod i dem. Museumsinspektør Peter Riismøller oplevede engang et skænderi, som resulterede i at der kom en Kellinghusen tallerken flyvende ud gennem vinduet.
Selvfølgelig skal vi også have historien med om da Skov-Kræn døde. Om hvordan Timanden og hans gode ven Kulsvier-Frederik tog til Skørping for at flikke en kiste sammen, som dog blev alt for kort. Resultatet var, at de måtte ”brokke” Skov-Kræn ned i kisten, men da Kulsvier-Frederik nu mente, at Skov-Kræn ikke kunne få luft, tog Timanden resolut sit skovbor og borede tre huller i låget. Vi hører også hvordan Skov-Kræn blev kørt over til Gl. Skørping kirke for at blive begravet der. Men da det var vinter med streng frost, måtte kisten stå i våbenhuset i 1½ måned. Da Skov-Kræn så endelig kunne komme i jorden, ville præsten naturligvis have udleveret dødsattesten, men en sådan var Timanden ikke i besiddelse af. Efter en lang snak frem og tilbage erklærede præsten at de så ikke kunne begrave Skov-Kræn, fordi de så ikke kunne være sikre på at han var død. Hertil svarede Timanden blot med sin ægte himmerlandske lune. ”A ska` den ræneme sej dæ`. Hvis han et` var død for halvanden måned siden, så er han sgu nu efter at have stået derude i 30 graders frost”.
Helge fortsætter sin beretning om Timanden med at fortælle historien om den norske dame, der ringede og spurgte, om hun og moderen kunne mødes med Helge, idet moderen, som stammede her fra Rold Skov, havde noget at fortælle og gerne ville have det optaget på bånd. Da samtalen var forbi ville Helge lige høre den gamle dame, om hun kunne huske Timanden og måske også kunne fortælle noget om ham. Så for at lede hende på sporet startede han med at sige: For resten Kristiane, der var sådan en original og drukkenbolt som de kaldte for Timanden. Kan du huske ham? Kristiane kiggede lidt underligt på Helge og sagde bare: Hvad mener du? Helge gentog sit spørgsmål: Det var ham de kaldte Timanden, kan du ikke huske ham? Jo, sagde Kristiane, det er ham a sidder og fortæller om. Det var min far! Så det var sgu ikke særligt heldigt, siger Helge.
Kristiane sendte dog senere Helge et billede af Timandshuset og Timandens dåbsattest. Men jeg ville nu hellere have haft hans dødsattest, siger han og fortsætter. Vi har faktisk også et billede af Timanden selv. I ”Rold Skov – Danmarks største” findes der på side 182 et billede fra julestormen i 1902. Blandt alle skovarbejderne ser man forrest skovrider Hintz, men den person, der står allerbagest midt i billedet er netop Timanden. Så vi har altså et billede af ham, slutter Helge denne beretning om en af skovens mange farverige personer.
Her fra Timandshuset er der ikke langt over til det sted, hvor en anden af skovens markante personligheder boede. Vi taler naturligvis om Peter Ørnebjerg. Og ligesom det er tilfældet for Timandshuset, ses der også her kun nogle få murrester stikke frem af jorden. Men i modsætning til Timandshuset findes der flere forskellige billeder af Ørnebjerghuset, ligesom det er blevet malet utroligt meget, idet der som bekendt har ligget en kunstnerkoloni nede ved foden af Ørnebjergbakken.
Helge fortæller, at da han kom her til egnen, var Ørnebjerghuset allerede i forfald. Væggene var støttet af stolper og efterhånden blev stråtaget også mere og mere hullet. Da den gamle eneboer Peter Ørnebjerg Andersen var den mand, som vidste mest om egnen, ville Helge gerne besøge ham, og samtidigt få et virkelig gammelt almuehus, der stammede helt tilbage fra 1600-tallet, at se. Men hver gang Helge kom for at spørge om et eller andet, kom Peter Ørnebjerg bare ud af huset og lukkede døren. Og uanset om det var solskin eller snevejr, satte de sig på en træstub og snakkede sammen. Helge fik aldrig lov til at komme ind og se Ørnebjerghuset.
Og så alligevel. Der skete det, at Helge og Frimuth Engelst, i forbindelse med en planlagt foredragsrække, ville køre op for at tale med Peter Ørnebjerg. Men som noget mærkeligt og helt usædvanligt, holdt der nogle andre biler udenfor huset, hvad Frimuth aldrig havde set før. Men som den gode ven, som Frimuth Engelst var med Peter Ørnebjerg gik han bare lige ind i huset, og Helge fulgte efter. Da vi kom derind, sad familien samlet i dette vidunderlige rum, siger Helge og fortsætter; ”Der var noget Rembrandt over det med det gullige lys fra petroleumslampen. Der var jo hverken el, vand eller toilet indlagt i det gamle hus”. Årsagen til at familien var samlet var, at Peter Ørnebjerg var så syg af bronkitis, at han skulle indlægges på sygehuset, hvorfor man nu sad og ventede på ambulancen. Frimuth og Helge ville naturligvis trække sig tilbage i denne situation, hvorfor Helge gik ind til Peter Ørnebjerg, der lå i sin seng i rummet ved siden af stuen, for at sige farvel.
(Og nu følger den vel nok allersmukkeste af Helges historier. En historie, der netop fortæller noget om forskellen på en københavner og en himmerlænding. En københavner taler jo ikke om død, så Helge tog afsked med Peter Ørnebjerg ved at sige);
”Nå Peter, nu smutter vi. Kan du nu have en god bedring. Og så snart du er frisk, så kommer jeg op og besøger dig”. Så kiggede Peter Ørnebjerg alvorligt på Helge og sagde; ”Farvel Qvistorff. Manne tak skal du ha`. Du har været egnen en god mand”. Jeg var godt klar over at det var afskeden, men som københavner taler man bare forbi, hvorfor jeg svarede; ”Ork Peter, om en uge, så er du hjemme igen, og så kommer jeg op og besøger dig”. Så kiggede Peter Ørnebjerg næsten igennem mig, siger Helge. Og det er den største balle jeg nogensinde har fået i mit liv, og også den mest berettigede. Peter sagde bare; ”Farvel Qvistorff, og manne tak skal du ha`”. Og det var jo det samme som at sige. Du skal ikke lave grin med det her. Jeg ved udmærket godt, hvor det bærer hen.
Et øjeblik efter kom Frimuth Engelst ind til Peter, og der skete nøjagtigt det samme. Peter sagde; ”Farvel Frimuth. Og manne tak skal du ha`. Du har været mig en god ven i manne år”. Frimuth var også københavner, men havde været så meget længere her på egnen, så han bare sagde; ”Selv tak Peter”.
Helge var nede at besøge Peter Ørnebjerg på hospitalet nytårsaften, hvor det så ud som om at sygeplejersken lige var gået ud, for dynen var fuldstændigt glattet ud, og Peter lå lige så hvid i ansigtet som lagenet, og med sine store knoklede hænder oven på dynen. Men ellers var han frisk i øjnene og klar i hovedet, så da Helge efter en god snak gjorde tegn til at ville gå, sagde Peter til ham. ”Qvistorff, vil du ikke gøre mig en tjeneste”? ”Jo, det vil jeg da”. ”Jo, når jeg er død, vil du så ikke godt læse H.C. Andersens ”Grantræet”, for grantræet det er mæ”. Helge forstod det ikke, og forstår stadig ikke, at Peter Ørnebjerg sammenlignede sig selv med et grantræ. For Helge stod Peter Ørnebjerg som et fyrtårn, der rakte op over egnen. Eventyret ”Grantræet” handler jo om et træ, som startede i glans, men som endte uden rigtig at have opnået noget i tilværelsen. Dette må Peter Ørnebjerg åbenbart også have syntes gjaldt for ham selv, selvom Helge mener, at det var lige omvendt.
En uge efter at Peter Ørnebjerg var død, kom hans bror, Jens Ørnebjerg og fortalte, at der i Peters efterladte papirer stod, at Helge skulle arve Ørnebjergbordet og Ørnebjergbænken og tøsebænken. Disse ting står for mig som de fornemste klenodier af møbler her på egnen, siger Helge. Der er ikke noget på Lindenborg jeg hellere ville have. Jeg har haft det lige ind til i forgårs, hvor jeg gav det til Spillemandsmuseet, så de engang kan stille det op. Dog beholder jeg Ørnebjergbordet lidt endnu, men det skal de nok få senere, så de har det hele. Alt sammen fordi det fortjener at blive stillet op her på egnen. Der er så utroligt meget historie bundet til det bord og den bænk.
Helge slutter med at fortælle lidt om Ørnebjergkolonien, hvor vi nu skal over som næste stop på turen. Men inden vi går beder fmd. om ordet og siger: ”Af alle de historier, som Helge har fortalt gennem årene, er historien om Peter Ørnebjerg så langt den smukkeste, og den der rører mig mest af alle. Den fortæller nemlig om ægte menneskelige værdier, hvor overfladiskhed og tom snak er ukendte begreber. Men også om erkendelse af, at der er en tid til at leve, og en tid til at dø. Tak skal du have Helge, det var meget smukt”. Og så var der lige en oplysning til alle de Rold Skov-venner, som er kommet til gennem årene. Det var lige nøjagtigt omkring Peter Ørnebjergs langbord, at Rold Skovs Venner blev grundlagt efter at beslutningen var taget på juleturen i 1987.
På vejen op mod den store ruin gør vi lige stop ved ”Hjejlestenen”, som er sat til minde over kunstneren, Hans Nikolaj Hansen. Ud over navn og årstal er der tillige indhugget et rids af en fugl i denne ret så store sten. Dette giver straks anledning til en lang diskussion om hvad fuglen forestiller, hvilket får Helge til at udlove et eksemplar af ”Dyndkongens Datter” til den som kan gætte rigtigt, og aflevere svaret skriftligt ved vores efterfølgende frokost. Helge kan ikke forstå, hvorfor fmd. snakker om en hejre. Jeg synes da Hanne er så sød, siger han. Ja, du er et godt barn, Helge.
Helge fortæller også, at det var Hans Nikolaj Hansen, som i 1917 købte ikke bare den kunstnerkoloni, der lå ved foden af Ørnebjerg, men hele bakkekammen Ørnebjerg. Han lod det gamle og ikke særlig kønne kunstnerdomicil ved foden af bakken rive ned, og i stedet byggede han en stråtækt pragtvilla med stort atelier oppe toppen. Det var dog ikke i særlig mange år han fik fornøjelse af villaen oppe på Ørnebjerg. Hans Nikolaj Hansen døde i 1923 og villaen brændte i 1945, men ruinerne står der endnu. Der må vi op.
Da vi når frem går Helge op på fundamentet, som stadig står tilbage fra det kæmpestore hus. Her fortæller han først noget om hvordan området så ud da Ørnebjergvillaen eksisterede. Bl.a. var der en fin udsigt ud over Gravlevdalen, men desværre var det på det tidspunkt hvor Gravlev Sø var bortdrænet. Helge omtaler også nogle af de kunstnere, der var med i Ørnebjergkolonien. Hvis I vil investere i malerier, kan Hans Nikolaj Hansen og Tuxen være en god forretning, siger han. De var begge historiemalere, men var ikke i så høj kurs på deres egen tid. Ingen af disse kunstnere var særligt velhavende, men Hans Nikolaj Hansen kom i besiddelse af en formue ved at gifte sig med en jødisk dame, Ella Ruben, hvilket bevirkede at han fik råd til at lave dette store sted.
Den af kunstnerne, som vel nok var ophavsmanden til oprettelsen af Ørnebjergkolonien var ingen ringere end Anders Bundgaard, som havde købt hele området af godset Buderupholm, hvorefter huset blev opført nede ved foden af bakken i 1902. Kolonien bestod af 14 kunstnere, men den eksisterede kun i en kort årrække inden den atter gik i opløsning, og Hans Nikolaj Hansen efterfølgende, som nævnt, fik huset brudt ned.
Efter endnu en snak om disse kunstnere, slutter Helge med at gøre opmærksom på at vi på turen tilbage vil komme forbi nogle meget gamle bøge. Faktisk er det Rold Skov-bøge, der også i Hans Nikolaj Hansens tid dannede en flot allé her ned til stedet, siger han. På denne tur, som forløber langs bakkekammen, kan man et sted se lige ned til Bundgaarden, men snart efter går vores rute dog hen over en af de åbne sletter op til grusvejen, hvor vi så fortsætter ad denne forbi Kodhøjgaard og videre ind til Rebild.
Men lige inden vi når byen stopper vi en sidste gang ved de flotte gravhøje på begge sider af Ørnebjergvej. Dette område er nemlig et af de steder, hvor vi har den største koncentration af gravhøje i hele Danmark, idet der findes ikke mindre end 50 høje pr. km 2. Helge erindrer også om, at der som et af de første steder i Nordjylland skete en kolonialisering nede fra Lindenborg ådal, som fortsatte sydpå mod Rebild og videre ned mod Rold Skov. Der er således ingen tvivl om at der ville kunne gøres mange gode og spændende arkæologiske fund i netop dette område.
Det var ikke så nemt at komme her til egnen og få noget at vide af befolkningen, siger Helge. Dels ville man ikke fortælle en ”øvrighedsperson” som direktøren på Rold Storkro noget. Og så var der jo også lige det, at han var københavner. Årsagen til at Helge gerne ville begynde at samle stof om egnen var, at han havde en drøm om at skrive en bog om Rold Skov engang når han blev gammel, hvilket jo som bekendt også er lykkedes til fulde for nogle år siden. Men fra den dag da Helge arvede Ørnebjergbordet vendte alt fra den ene dag til den anden. For når Peter Ørnebjerg kunne anerkende Helge, så kunne alle andre også. Ørnebjergbordet var altså en virkelig stor gave på flere måder.
Der var dog én ting som Helge ikke kunne få bund i, og det var overtroen. Kun en eneste gang fik han fortalt noget om overtro, hvilket skete i forbindelse med lige akkurat den gravhøj her sydvest for vejen, der nu bliver brugt som vandværk. Engang hvor Jens Ørnebjerg og Helge kom gående forbi højen inden der var lavet vandværk, sagde Jens. ”Den lyser om natten”. Så tænkte Helge, nu kommer der noget. Det var første gang der var nogen, som havde givet udtryk for overtro. ”Hvad mener du med at den lyser om natten, Jens”? spurgte Helge. ”Ja, det ved a et` rigtig. Men der er vel lidt fosfor i benene”, svarede Jens. Så der var sgu ikke meget overtro i det, siger Helge.
Jens Ørnebjerg fortalte også om engang hvor hans bror Peter Ørnebjerg havde været til gudstjeneste i Gl. Skørping kirke. Da Peter kom kørende op gennem en lille dal inde i skoven med sine to heste forspændt stivvognen, kom der pludselig en sort mand med to sorte heste efter ham. Peter blev så bange, at han helt imod sædvane piskede på sine egne heste, og kom da også uskadt hjem. Det er svært at forstå, at Peter skulle tro på sådan noget, slutter Helge sine historier for i dag.
Hermed var første halvdel af juleturen slut, og efter den korte vandring hen til Røverstuen, var vi så klar til at hygge os i varmen og indtage en formidabel flot anretning. Kokken var nemlig kommet til at stille den store buffet an selvom vi kun skulle have haft den reducerede. Og som den generøse mand Erik Eriksen er, var det endda til samme pris.