2004

Vælderskov og Urshoven

Turen den 14. november var blot 8 ½ kilometer lang, men hvilke herlige 8 ½ kilometer blev det ikke? Igen et strålende vejr og dertil en særdeles hyggelig stemning blandt turens i alt 120 deltagere. Mødestedet er denne gang sat på den nye p-plads i bunden af hulvejen til Rebild. Herfra går vi straks over vejen for at tage den ret kraftige opstigning til toppen af Vælderskov bakke. På et tidspunkt kommer vi til at gå langs bakkekammen ad den vej, der af Helge kaldes Ørnestien. Og som noget helt naturligt skal vi her høre om hvorledes Helge i begyndelsen af sin karriere som vært på Storkroen havde besvær med at kende de forskellige fuglearter fra hinanden, hvorfor han søgte råd hos den gamle skovrider, Jens Hvass. ”Køb den fuglebog som min bror Hans har skrevet, og gå så op på Vælderskov bakke tidligt om morgenen for at stu-dere dem”, sagde Jens Hvass lidt brysk. Helge fulgte dog rådet og lærte på den måde fuglene at kende.

Den helt store oplevelse kom dog den morgen, hvor kongeørnen lettede fra en gren lige over Helges hoved. Ja, Helge var så tændt, at han skyndte sig hjem for at ringe til Jens Hvass og fortælle at der var en kongeørn i skoven, hvortil Jens Hvass bare svarede. ”Ja, det ved jeg sgu godt, og ring så til mig efter kl. halv elleve og fortæl mig det”. Sådan kunne man altså blive pillet ned, når man glemte, at Jens Hvass absolut ikke var morgenmand.

Da vi nu er her på stedet, mindes Helge også engang han var på tur herop med Storkroens gæster, og en lille dreng pludselig sagde. ”Har du set det store øjetræ der”? I begyndelsen kunne Helge ikke se noget øjetræ, og det var der heller ingen andre, der kunne. Men den var god nok. Det er det største øjetræ, som Helge overhovedet kender i Rold Skov. Historien gentog sig mange år senere, hvor Helge atter var heroppe med gæster fra Storkroen, og hvor han fortalte om den lille dreng, der havde set dette øjetræ. Og lige pludseligt var der en af gæsterne, der sagde. ”Det var mig”. (Ja, verden kan være lille. red.)

Helge slutter med at nævne, at de store rovfugle nu er ved at vende tilbage. Det er ikke så længe siden, at han havde den store oplevelse at se den røde glente ude ved Rebild Skovhuse, så nu mangler han kun at se den store hornugle. Hornuglen rugede her i skoven ind til 1895, men den blev faktisk udryddet pga. at en ægsamler betalte en krybskytte for at indsamle dens æg, hvilket var let at gøre, da hornuglen ruger på jorden. Helge mener dog, at den store hornugle heldigvis nu er på vej tilbage.

Vi fortsætter nu lidt hen ad Ørnestien, hvor Helge udpeger det store øjetræ for vore deltagere. Der er ikke noget at sige til, at ingen havde kunnet få øje på det, før end den lille dreng havde gjort det. Selv med en god forklaring var det svært. Det virkede nu også li`som at der var mange af turens deltagere, der så det lidt som ”kejserens nye klæder”.

Oppe fra bakkekammen går turen direkte ned i Sandhulen. Dette er en af skovens smukkeste hulveje, siger Helge. Vi havde engang en skovfoged her på Buderupholm, Rudolf Sørensen, som lavede et meget fint stykke arbejde om skovens udbredelse i 1600-tallet, ligesom han også har skrevet meget om hulvejene. Han fortæller bl.a. at Sandhulen i virkeligheden er en del af et vejsystem, der går fra Mariager fjord og op til Nibe. Formålet var, at man kunne transportere den saltede sild fra Nibe ned til Mariager fjord og derfra bringe den videre rundt i landet. Dette bekræftes af, at der nede syd for skoven ved Willestrup ligger nogle kæmpehøje, der hedder Nibe Høje, ligesom der ligger en gård ved navn Nibestedgård.

Et andet formål med dette vejsystem var studedriften ned til de store markeder ved Hamborg. Datidens studedrivere var meget glade for at raste på stedet her. De havde nemlig den fordel, at man kun behøvede at have en enkelt mand på vagt i hver ende af vejen for at kvæget blev afskåret fra at gå nogen steder hen. Alle andre kunne således få deres fulde nattesøvn. Fra Sandhulen fortsætter turen ned til Skovvej i bunden af dalen, som vi følger et stykke vej mod sydøst inden det igen går op ad Lynggyde til bålpladsen i Urskoven.

Her fortæller Helge, at han aldrig havde kunnet finde ud af hvem der havde fundet på navnet, Urskoven, indtil han en dag spurgte Jens Hvass om det. Det har jeg da gjort fordi vi skulle have en spejderøvelse, sagde Jens Hvass. Ungerne skulle jo holde sig vågne, så jeg måtte jo gøre et eller andet for at det skulle være spændende, og så sagde jeg at de skulle overnatte i Urskoven. Og det har området så heddet lige siden.

Som følge af en snak om at mosset nogle steder hænger i flager på træerne, siger Helge nu. Specielt til Ø.P. vil jeg sige noget om det mos man ser på træerne. Da jeg skulle skrive den store bog om Rold Skov kiggede jeg i driftsplanen helt tilbage fra den gang Staten overtog sin del af skoven. (Jeg havde én til at hjælpe mig, der er god til at læse sådan noget, åh hvad f….. er det nu han hedder? – Lang pause – Med hjælp fra en deltager kommer han dog i tanker om navnet, og vedkommende er nødt til at sige: Du bliver gammel Helge, hvortil Helge svarer: Ja, jeg synes også at jeg mærker det, men mest når jeg ser på dig). –  Hvorfor syntes medlemmerne mon at det var sjovt? Helge vender tilbage til sagen og siger. Der stod i den allerførste driftsplan hvordan Rold Skov så ud da Staten overtog skoven. Hvordan mosset hang ned fra grenene i flager. Der stod også, at når træskomagerne valgte bøgetræ ud ved auktionerne, så valgte man de stammer, som der var mest mos på. Det var åbenbart det bedste træ. Jeg ville have troet, at det var lige modsat, men det står sort på hvidt, at sådan var det. Man kunne godt tænke sig, at mosset holder på fugten, siger Ø.P. bl.a., hvortil Helge replicerer anerkendende.

Det var et godt forslag!

Som altid på novemberturen har vi ”noget for”, selvom det officielt er en stor hemmelighed. Vi skynder os derfor videre østover men giver os dog tid til lige at gå op til den ”nedsunkne” gravhøj henne ved grænsen til Kyø Skov. Vi har haft omkring 100.000 høje her i Danmark, siger Helge. Og det er ret imponerende når man tænker på, at de blev lavet inden for en periode på 500 år. Set i forhold til hvor mange mennesker, der boede i Danmark den gang, så er det jo lige før at hver familie kan have haft deres egen gravhøj.

Selvfølgelig skal Helge også lige have historien med om den gang, da han og den nye skovrider, Preben Møller (Det hed han også da han rejste 16 år senere, så svært var det at komme efter Jens Hvass) kom i træde om hvor denne gravhøj nøjagtigt lå. De påstod hver sin placering, men det viste sig dog, at de begge havde ret. Der ligger nemlig en på hver sin side af vejen. Men den ovre på den anden side, og som jeg kendte, den er meget flottere, skal Helge dog lige have med ud gennem sidebenene som slutbemærkning.

Efter dette lille stop fortsætter vi forbi Laus Gades bænk og Klodholm til bålpladsen i Grøndalen. Og hvilket herligt syn. Atter engang havde Birgit, Karin og Hanne med god hjælp fra vore to venner fra hjemmeværnet, Bo og Michael, arrangeret årets ”store overraskelse”. 600 æbleskiver og 60 liter gløgg blev det til denne gang, men med 120 personer på tur forsvandt disse æbleskiver og det meste af gløggen på ingen tid. For med ild i bålene, lys i Birgits lygter og i alle tiders vejr, kunne stemningen jo kun blive god og derfor også skærpe appetitten til noget nær et højdepunkt. Næste år må vi have flere af vore åbenbart så utroligt populære ”skiver” med.

Da den værste sult er stillet og roen falder over selskabet, tager Helge ordet og omtaler igen den store bog om Rold Skov. Da jeg kom her til egnen, siger han, spurgte gæsterne nede på Rold Storkro altid om både det ene og det andet. Det var svært at svare, for jeg var faktisk dybt skuffet over hvor lidt egnens befolkning vidste om Rold Skovs historie. Spurgte man dem f.eks. om hvem røverne fra Rold var, anede de det ikke. De havde aldrig hørt om en, der hed Bette Fanden. Det havde jeg heller ikke, for der var jo ingen, der kunne fortælle mig om det.

Så en dag tog jeg ned på biblioteket i Skørping. Et lille bibliotek, der kun var åbent et par timer hver tirsdag og torsdag. Jeg ville gerne låne en bog om Rold Skov og blev også mødt af en venlig bibliotekar, men det kunne ikke lade sig gøre, for den fandtes ikke. (Den kom jo som sagt også først for 3-4 år siden). Det stod vi så og snakkede lidt om, og til sidst sagde jeg til ham. Er der ikke en på egnen, der kan fortælle mig om Rold Skov? Jo, sagde han, det kan den gamle eneboer Peter Ørnebjerg. Tror De jeg kan forstå, hvad han siger?, spurgte jeg. Det var ikke for at være uhøflig eller uvenlig, tvært imod, men det kom bare: Spørger De mig, om han taler dansk?

Bibliotekaren var en af de personer her på egnen, som jeg siden skulle komme til at snakke meget med, og som jeg værdsætter meget højt, og jeg er glad for at han er med på turen i dag. Det er Ib Kjær, som sidder der, siger Helge og vender sig om mod en deltager. Kan du huske det?, fortsætter han. Ja, det kan jeg sagtens, svarer bibliotekaren med et smil.

Hertil må skribenten sige. Det var da lidt pudsigt, at de to mænd skulle mødes her i vores regi så mange år efter deres første møde.

Hermed var tiden kommet til at fortsætte turen, men først var der dog god grund til at sige tak. Tak for et strålende vejr. Tak for den store opbakning fra vore medlemmer. Tak for at vi har alle tiders turleder. Tak for forplejningen til Birgit, Karin og Hanne. Og sidst men ikke mindst en tak til Bo og Michael for støtten til vore ”piger”. Vi føler, at I hygger jer sammen. Mens der nu forestod et stort oprydningsarbejde for vore ”forsyningstropper” går turen atter tilbage mod Klodholm, hvor vi lige skal slå et smut op til venstre. Vi skal se en lidt speciel bevoksning, som Helge beder Ø.P. forklare hvad er. Man må medgive Ø.P. at planterne meget vel kan minde om cypresser eller thujaer, og Ø.P. forklarer da også helt korrekt, at en af måderne man kan kende forskel på dem er, at toppen på en cypres danner et c, mens toppen på en thuja står ret op i vejret som et t. Helge bekræfter, at det er fuldstændigt korrekt hvad Ø.P. siger. Der er bare det problem ved disse planter, at topskuddet sådan set hverken går den ene eller den anden vej. (Der kom en bemærkning om at de var radikale). Planterne er nemlig hverken cypresser eller thujaer, men tsuga`er. De træer, som står her er en blanding af dansk tsuga og amerikansk tsuga. Herved har man fået et dansk/amerikansk træ, hvilket man kan udnytte ved at dansk/amerikanere kan få sat deres navne på udvalgte træer, mod at betale en afgift til henholdsvis Statsskoven og Rebildselskabet. Smart ikk`.

For 3. gang går vi hen forbi Klodholm, men denne gang ad Ritmestervej, hvor vi lige før Skelvej går op på den store gravhøj på højre hånd for at holde frokost. ”Husk en lille madpakke”, havde der stået i ”Kulturen”, og selvom æbleskiverne måske dårligt nok havde sat sig, var dette ingen hindring for at folk på vanlig vis kunne både spise, drikke og hygge sig i det gode vejr.

Vi fortsætter forbi Kyø Skovhus hen mod spejderhytten i den østlige ende af Stendalen. En lille gruppe gamle spejdere og nu gildebrødre, fik her et nostalgisk tilfælde og måtte bare en tur rundt om hytten og op på dennes bålplads. Det var noget med, at her havde Jørgen Pynt fra TV-Nord for nylig været til stede for at holde foredrag.

Vi skal dog videre, og nu følger en rask travetur i ét stræk hele vejen gennem Stendalen tilbage til startstedet. Og som skrevet i indledningen. Det blev en herlig tur, som vist nok alle kun kan se tilbage på og mindes med glæde.