2004

Lille Blåkilde

Der mødte hele 82 personer op på Frueskoens p-plads på Buderupholmvejen til turen den 10. oktober. Og havde septemberturen været en våd affære, måtte man i sandhed sige at vi denne gang fik fuld kompensation for pengene. Både hvad vejret og turens indhold angik. Det blev simpelthen en tur ”af de bedre”.

Fra p-pladsen drejer vi straks til højre ad skovvejen, der går hen til det nye skovtårn, således at Rold Skovs Venner for første gang kan få lejlighed til at nyde udsigten oppe fra dette. Især ned over ådalen mod vest er udsigten god, men det vil nok ikke vare så længe før de nærmeste træer må have kappet lidt af toppen.

Vi fortsætter ad samme vej ned til Nældedalen og herfra videre ad den faste vej ud på Skadsholm. Først herude tager Helge ordet hvor han bl.a. nævner, at det faktisk er skovarbejderne, der har tegnet nye skovtårn som vi lige har besøgt. Udsigten fra tårnet minder om et gammelt fotografi jeg har fra 1920`erne, hvor træerne ikke var vokset op, siger Helge.

Helge fortæller også om Skadsholm, og om hvordan terrænforholdene i gamle dage bevirkede at der var vand til alle sider, idet en fjordarm da fortsatte fra Limfjorden helt ind til den nuværende Rold Storkro.

Selvfølgelig skal vi også høre om fru Agnete Gjern og hendes mand, der ikke bare boede i et bjælkehus med græstørv på taget her på Skadsholm, men tillige ejede både Skadsholm og dele af Bjergeskoven. Agnete Gjern var datter fra Buderupholm, og det er så heldigt, at vi gennem hende har billeder af dette hjem og også af hendes forældre, siger Helge. Helge har også besøgt Agnete Gjern som enkekone og kan stadig mindes, hvordan man drak the og, ikke talte sammen, men konverserede.

Fru Gjern efterlod sig ikke nogen børn og testamenterede derfor både huset på Skadsholm og skoven til den gamle skovrider Poul Lorenzens datter Anne, som var gift med den såkaldte ”jægermester”, Erik Sander, og som boede i Teglgårdsmølle ganske kort fra stedet her. Vi får derfor også historien om Erik Sander, og om dennes og Helges avisdisput om Spillemandsmuseet. Men også om Helges besøg hos Erik Sander, hvor han nærmest blev taget imod som en ”adelsmand” og fik serveret dejlig Armagnak, som dog efterhånden kom til at smage mere og mere af Larsen Cognac.

Lidt længere fremme på turen rundt på Skadsholm hopper vi over trådhegnet og fortsætter ned gennem krattet til Lindenborg Å. Og som Helge korrekt sagde da vi nåede derned. Jeg tror aldrig at vi har været her nede før, og jeg syntes at det kunne være spændende, at tage en tur ned gennem dette prægtige stykke skov. Og det kan man jo kun give ham ret i.

Helge fortæller om åen og om dens start i den fælles kilde med Simested Å ned ved Nysom syd for skoven. Nogle åer har en meget stor forskel på vandmængden mellem forår og efterår, føjer han til. Der kan være helt op til 30 gange så meget vand om foråret, men Lindenborg Å er en undtagelse, idet åen stort set kun fødes af kilderne i Rold Skov, hvor vandmængden er den samme året rundt.

Til slut gør Helge opmærksom på den meget smukke skov Lunden lige ovre på den anden side af åen. Det er her at man bl.a. kan se blå anemoner og mange andre spændende blomster om foråret. Lunden er nu blevet genopkøbt af ejeren på Buderupholm. Hermed har det gamle gods igen fået skov på sine tilliggende jorder, hvad det ikke har haft i mange år.

Vore deltagere får nu samme naturoplevelse igen, idet vi nødvendigvis må samme vej tilbage for at komme op på Skadsholm, hvor vi så tager turen tværs over den bakkeø, som Skadsholm er i dag. Her ovre på den østlige side vender Helge tilbage til at fortælle om fru Gjern, og om at Anne og Erik Sander solgte Skadsholm og andelen af Bjergeskoven til Staten efter hendes død, hvorefter hendes hus efterfølgende blev brændt af ved en stor brandøvelse. En stor skam, var der mange der syntes.

Vi slutter vores besøg på Skadsholm med at betragte den store eg, som netop står herovre på østsiden. Helge minder om at Rold Skov var en egeskov frem til 1500-tallet, hvor bøgen indvandrede som det sidste sted i Danmark. Det er stadig et åbent spørgsmål hvorfor egen forsvandt fra Rold Skov, siger Helge, men nævner dog nogle muligheder som f.eks. genopbygningen af herregårdene efter grevefejden i 1534 eller forbruget af tømmer under svenskekrigene i 15- og 1600-tallet.

Vi går nu atter ud til Nældedalen, hvor første stop sker lige neden for frueskoindhegningen. Vi plejer at sige, at vi befinder os på Buderupholm Statsskovdistrikt. Det gør vi for så vidt også stadig, men nu er dette blevet en del af der nye ”Landsdelcenter Nordjylland”. Helge nævner også Jens Brüel, der fandt frueskoen tilbage i 1884, ligesom han omtaler de problemer, der har været med at blomsterne er gået tilbage, og de tiltag der har været gjort for at dæmme op for dette. F.eks. ved at lysne skoven omkring dem.

Turen fortsætter gennem Nældedalen mod sydvest til vi lige efter Ålykke stopper op ved en gruppe store graner. Rold Skov og Gribskov er de to steder i Danmark hvor graner vokser allerbedst, fordi der begge steder er en blandet morænejord, som netop er god til grantræer, siger Helge. I den forbindelse nævner han også den store storm i 1981, hvor store dele af skoven blev lagt øde. Kun de steder hvor træerne stod i læ af f.eks. et bakkedrag overlevede de denne storm, hvilket netop er tilfældet lige her.

Endelig siger Helge at Nældedalen er sjov for Rold Skovs Venner, fordi Rold Skovs Venner har fundet – hvor mange?, spørger han fmd. Denne kan dog ikke vide hvad Helge taler om, hvorfor Helge selv må sige, at det var nogle stensatte brønde. Nå dem, svarer fmd. Og så var det i øvrigt ikke her, tilføjer han, men længere henne i dalen, hvor der i øvrigt også findes en meget større stensat brønd. Der må vi hen.

Da vi når hen i nærheden af brønden stopper Helge op ude på grusvejen, der løber hele vejen gennem Nældedalen. Her vender han tilbage til at omtale granerne og siger: Da jeg skrev den store bog om Rold Skov, sad jeg en dag nede på Landsarkivet i Viborg sammen med en anden mand, som jeg ikke lige kan huske hvem var. (Mon ikke også det er det klogeste? – red.). Vi skulle da bl.a. finde ud af hvor i Statsskoven man først havde plantet grantræer, hvilket skete først i 1830`erne, mens man på Willestrup havde indført dette nye træ i Rold Skov allerede i 1774. For at verificere dette ”on location”, tog Helge og skovrider Uffe Laursen ud til bl.a. stedet her, som er et af de tre steder hvor man først havde plantet gran, og mens de to mænd står og kigger på granerne for at vurdere disse, får Helge pludselig øje på en lille stensat brønd, ikke så langt fra den skovvej, hvor vi nu befinder os. Vi var senere herude med Rold Skovs Venner, hvor der da blev fundet en eller to mere. Jeg tror, at det var lige her, siger Helge. Det var i hvert fald på denne side af Nældedalen. Den gamle redakteur mener nu at det var en anelse længere mod sydvest, men OK.

Helge har også været herude på jagt med Preben Møller, som var den skovrider der afløste Jens Hvass. Vi gik da op ad skråningen og lige pludselig siger Preben Møller. Se, der er en stensat brønd! Der var ingen, der anede at den var her, og den er altså stor, i modsætning til de brønde som vi fandt, og som Aalborg Historiske Museum har været ude at se på. Man er dog ikke sikker på at det er brønde, men tror, at det måske er gamle ildsteder.

Vi er nu gået ind til den ”store” stensatte brønd. Helge fortæller, at der tidligere har ligget et skovfogedhus længere oppe på bakken, som nu er raget ned. Beboerne havde to muligheder for at få vand. Enten kunne de gå ned til Lille Blåkilde, eller også kunne de gå herned, hvilket jo var ulige nemmere. Man kan så spørge. Hvorfor fandt vi først brønden nu, når den er så stor som den er?  Men det kommer sig af, at da vi fandt den var der kun nogle få af de øverste sten at se. Vi var ikke engang sikre på, at det var en brønd, men det viste sig jo at være rigtigt da den senere blev gravet ud.

Turen fortsætter nu hen mod Bundgårdens Kirkevej, men snart efter stopper Helge dog atter op. Denne gang ved en gruppe ret høje asketræer, og selvfølgelig skal vi da også her have historien om verdenstræet Yggdrasil. Træet hvis krone ifølge den nordiske mytologi dannede selve himmelhvælvet, hvorfra der dryppede vidunderlig nektar ned på jorden.

Af en eller anden uforståelig grund har Helge denne gang fået ”et horn i siden” på fmd. For lige pludseligt siger han. Nu overtager jeg din diktafon, og så kan du lede resten af turen. Du kan gå der og der og der, og så fortælle det og det og det. Jamen så OK da, siger den næsten uskyldige, men går dog sine egne veje, idet han bare leder holdet videre mod Bundgården til vi når frem til den store græsbakke sydvest for Slettingen. Et pragtfuldt sted at holde frokost med både solskin og en storslået udsigt til Gravlev sø og by.

Man kan mærke, at folk hygger sig i det gode vejr, men hos hvem slipper tålmodigheden mon først op? I hvert fald skal fmd. lige have et ”fur” mere. Denne gang snakker han for længe, og så oven i købet historie. Men lad mig forbarme mig over ham, siger vedkommende og fører holdet ind mod de smukke hulveje gennem Slettingen.

Vi går dog ikke ret langt før Helge siger: Det træ, der står der, eller resterne af det, er Albuetræet. Jeg skrev engang en bog, der hedder ”Navnkundige træer i Rold Skov”, og Albuetræet var et meget flot øjetræ med et stort øje, som faktisk lignede en albue. Ud af de mange træer, der er omtalt med navn i denne bog, er der allerede fire, der ikke eksisterer mere. Så er det jo godt, at man fik dem fotograferet og skrevet om dem. For det, der er virkelighed i dag, kan meget vel være historie i morgen. (De fire af Helge omtalte træer er ud over Albuetræet her, Dødemandstræet ved Troldeskoven, Laus Gades Bøg i Kyø Skov og Den Store Bøg på Lindenborg skovdistrikt. red.).

Den videre tur følger det vestlige skovbryn, således at vi bl.a. kan se en fiskehejre lande ude i engen lige foran en flok Herefordkvier, der dog ikke lader sig forstyrre i deres tyggen drøv. Ud for det sted hvor hulvejen er allerflottest og -dybest stopper Helge atter op, idet han siger: Jeg stopper her fordi der ikke er så meget plads til at fortælle om Lille Blåkilde når vi kommer derhen. Det har altid været dejligt for mennesket at være i dette område. Helt tilbage fra sten- og jernalderen har der boet mennesker her. Der er masser af rent vand i kilden, og pga. at dette er 70 varmt både sommer og vinter, er der også om vinteren masser af fugleliv. Bl.a. af ænder. Efterhånden gik beboelsen længere og længere ind mod Rebild, som ifølge den gamle museumsinspektør Peter Riismøller er en af Nordjyllands ældste byer. Nørre Tranders skal sammen med Rebild være de allerældste. Riismøller sagde også, at man skal helt frem til 1900-tallet før der igen boede så mange mennesker her på egnen, som der gjorde fra stenalderen og frem til jernalderen. Her har I netop en gammel stenaldervej, der på en dæmning førtes videre til fjorden, som Lindenborg Å da var. Der ligger også nogle stenrækker højere oppe på bakken, som er mere end hundrede meter lange. Man ved ikke hvilken betydning de har, men de er givet også et eller andet levn fra stenalderen.

Når vi nu går hen til kilden, skal I lægge mærke til flere små bassinkilder, hvor man kan se hvordan sandet hvirvles op af trykket fra undergrunden. Lille Blåkilde er jo sammen med Blåhøl Nordeuropas vandrigeste kilder. De giver hver 150 liter vand i sekundet, og det er rigtig meget når man regner med at hver dansker bruger omkring 250 liter i døgnet. Helge slutter med at nævne de forskellige former for kilder som vi har her i Rold Skov. Lille Blåkilde er en kombination af flere små sumpkilder og en strømkilde med nu to huller i brinken.

Dette var så den sidste historie for denne gang. På én lang række går vi nu hen forbi kilden og videre op ad trappen til ”møllen” øverst oppe. Herfra langs åbrinken tilbage til Ålykke som vi følger op til Nældedalen. Lige over for Ålykke findes der en grusvej, som går endnu højere op i terrænet. Den stroppetur må vi også tage med, inden vi endelig kan svinge mod nord tilbage til pladsen hvor vore biler holder. En rigtig god tur var tilende.