2004

Vesterskov

For vistnok kun anden gang i Rold Skovs Venners historie, måtte vi korte en tur af pga. vejrliget. Efter ca. 1½ måned med et særdeles flot sommervejr, blev søndag den 12. September lige nøjagtigt dagen hvor det satte ind med regn, lyn og torden.

Der var dog opholdsvejr da turens 54 deltagere mødte op på p-pladsen ved Damborgvej umiddelbart vest for Lindenborg Å på Rold-Haverslevvejen. Allerede her meldte de første problemer sig, idet halvdelen af pladsen var fyldt op med en kæmpestor dynge sand, der stammede fra arbejdet med at anlægge nye cykelstier i begge sider af denne landevej. Ved fælles hjælp kom vi dog alle af med vore biler, men for engangs skyld kom Helge ikke til at holde yderst, som han ellers så gerne vil.

Turen går i første omgang ad et skovspor ret mod syd, således at vi kan få et stop i en lysning med et godt udsyn ned over Lindenborg Å. Her fortæller Helge om hvorledes Lindenborg og Simested åer udspringer i samme kilde umiddelbart syd for Nysom. Der har tidligere fandtes en hel del vandmøller her langs åen, fortsætter han. Hvis man går tilbage til 14-1500 tallet, var der allerede adskillige af dem før åen nåede her til stedet. Den største af dem lå dog ovre på den anden side af landevejen, hvor vi holder parkeret i dag. Hvis man går ned i engen der ovre, vil man kunne se, at der står en mindesten for Rold Mølle. Helge mener, at denne mølle blev nedlagt engang i 1600 tallet. Fra åens udspring til voldstedet Egholm har der antageligvis ligget omkring 15 vandmøller op gennem Rold Skov. Vi har navn på mange af disse. Der er vistnok kun en eller to, som vi ikke kender, ellers ved vi hvor alle de andre har været. Der er endda nogen af dem, hvor husene står endnu den dag i dag. F.eks. ovre i Gravlev, hvor der var mølle helt frem til et godt stykke ind i 1900 tallet.

Vi får nu det første tordenskrald, men går dog ud på landevejen igen og følger denne et stykke mod vest før vi atter drejer mod syd af vejen, der går forbi Søndre Bjerge. Helge udpeger på et tidspunkt et sted, der kaldes Fruerlund. Vi har engang været dernede, siger han, men da vidste jeg ikke, at der fandtes en seværdighed, som faktisk ligger lige ovre på den anden side af marken. Det er en helligsten, som er ret stor og fuldstændig flad. Den er meget flot, så der er ikke noget at sige til at den er blevet dyrket langt tibage i tiden. Forfatteren Mads Lidegaard har skrevet om den, men vi kan dog aldrig få den at se, da den ligger ude i et vandhul. Så man kan altså ikke bare lige smutte ud til den.

Nu begynder det for alvor at buldre i det fjerne, og da det hastigt kommer nærmere, mener Helge ikke at vi kan tage ansvaret for at lade folk gå i skoven i et sådant vejr. Vi lader det dog være op til medlemmerne om de vil fortsætte, men da ingen melder fra, fortsætter vi turen. Snart efter står regnen dog ned i tove, hvorfor vi søger ad en østlig vej for at komme tilbage til bilerne, men da denne går lige ned til Hestehalehus er vi nødsaget til at vende om. Men som tordenvejr har for vane, er uvejret nu drevet så meget over, at vi alligevel fortsætter sydover og senere mod vest, således at vi kommer til at passere Ravnkildevejen lige ved skovfogedboligen.

Efter en tids fortsat vandring mod vest stopper Helge op ved et af skovens flotte diger. Prøv at tænk jer, hvor stort et arbejde det har været at lave disse diger, siger han. Det var jo ikke bare at bygge digerne, der skulle også sættes hegn op ovenpå, så tamdyrene ikke kunne trænge ind og ødelægge skoven. Det har været et kæmpearbejde, men det bød man bønderne, for herremanden på Nørlund og Torstedlund havde været god til at lære dem at arbejde, nærmest som var det trælleri. Hans navn var Christian Frederik Levetzau, også kaldet “General Ligeud”. Et navn han havde fået, fordi de veje han lavede altid skulle være snorlige. Han boede selv oppe på Store Restrup, som den gang var Himmerlands største gods. Levetzau var en af kongens nærmeste, og han var en af de fire herremænd, der byggede det der i dag hedder Amalienborg – Christian 8.s Palæ.

Det siges, at Levetzau havde været så slem ved sine bønder, at da han skulle begraves gik Fanden med i ligtoget, så hestene ikke kunne trække vognen op over bakken ved Sønderholm. Man måtte så tage et hjul af vognen, således at Fanden selv var nødt til at lægge ryg til og agere “fjerde hjul”. Endnu i dag gør “General Ligeud” brug af sine snorlige veje, når han på sorte nætter farer af sted på kulsorte heste og med galpende kulsorte hunde efter sig.- Ja, dette siges der altså, men sådan siges der jo så meget. red.

Vi fortsætter nu ad en nordøstgående skovvej tilbage mod Ravnkildevejen, som vi så følger et kort stykke før vi drejer ind ad Skråvej tilbage mod Rold-Haverslevvejen. Som forklaring på at vi netop er gået denne vej, meddeler Helge at vi har besluttet at korte turen af pga. vejrliget. Kan I se forsiden af Nordjyske Stiftstidende i morgen, hvis der skulle ske en ulykke med at lynet slår ned, siger han og fortsætter. Jeg er næsten nødt til at fortælle det, men jeg er et af de få mennesker hvor det er sket, og derfor har jeg meget respekt for lyn. Hvis man først har prøvet én gang at få en fuldtræffer med 40.000 volt og være syg i tre måneder, så bryder man sig altså ikke om tordenvejr, og jeg vil ikke tage ansvaret for det mere. Men hvis nogen vil gå mere i skoven, skal I være velkomne, slutter Helge og giver ordet til fmd. Denne vil dog blot meddele, at når vi nu havde besluttet at afkorte turen, skulle den til gengæld være gratis. Det var i sig selv flot, at der mødte så mange op i et sådant vejr.

Der var dog ingen, som havde lyst til at fortsætte på egen hånd. Alle fulgte med videre ud af Skråvej til landevejen og ad denne tibage til p-pladsen. At der så blev et strålende solskinsvejr mens vi sagde farvel til hinanden, var bare ærgerligt. Men det var da også kun en stakket frist.

Torden har det med at køre rundt med “byger der går og kommer”. – Således også på Nørlund.