2004

Egholm og Skørpingholme

”Sommer var det; midt på Dagen; i et hjørne af Hegnet…!”  Nej, dette var ikke på Thygeslund ved Mariager Fjord, hvor I.P. Jacobsen skrev de berømte linier, men på det gamle voldsted Egholm ved Lindenborg Å.

Havde årets første tre ture været store succeser så blev turen den 13. juni det ikke mindre, og det på trods af at Helge havde måttet melde fra pga. en overanstrengt og dermed meget dårlig ryg, der var en følge af den på sidste tur omtalte flytning. I den forbindelse kan det nævnes, at lørdagen før havde fmd. fået overdraget at ledsage 137 smedemesterkoner fra hele landet på en tur til Frueskoene og Lille Blåkilde. Et frynsegode, som altså bare følger med.

Dagens tur skulle forløbe på Skørpingholme, og med startsted fra en i forvejen udset græsmark helt ude for enden af Skørpingholmevej. Her havde vi fået tilladelse til at holde – troede vi. Det var bare det forkerte sted vi havde spurgt, men det skete der heldigvis ikke så meget ved, idet arealet bare lå hen som brakmark. Da vi denne gang var beriget med et ualmindeligt dejligt sommervejr mødte der da også hele 85 af vore medlemmer op, idet disse jo ikke kunne vide, at det ikke var Helge, der skulle lede turen.

En tur, som straks efter velkomsten gik det korte stykke vej hen til det gamle voldsted, borg, barfred, eller hvad man nu vil kalde dette sted kaldet Egholm Slot. Da der var flere, som gav udtryk for at de aldrig havde været her før, var det derfor relevant at ridse stedets historie op. En historie, der lyder nogenlunde som følger:

Det var Valdemar Atterdag, der i 1374 købte borgen af Iver Lykke. Formålet var her, som så mange andre steder, at gøre op med de mange småhøvdinge, som sad på magten rundt omkring i landet. Men det var datteren dronning Margrethe 1. der gjorde arbejdet færdigt og lod borgen rive ned, hvorefter hun forærede Egholm med al dets tilliggende til nonneklosteret i Aalborg mod at der hver fredag skulle læses en messe for hende og hendes familie i Gl. Skørping kirke, hvilket faktisk skete langt op i tiden. Da borgen var revet ned blev stenene sejlet til Aalborg ad Lindenborg Å, der var sejlbar med større skibe endnu i 1400 tallet, således at disse kunne blive anvendt til at forbedre klosterets bygninger.

Dette er fakta, men at dronningen lod borgen indtage af sine hirdsmænd er ikke rigtig, hendes far havde jo købt den, men lad os alligevel høre det gamle sagn, der fortæller at hun sad på en stor sten og så til da dette skete:

På det tidspunkt var borgen beboet af lensbesidderen og røverhøvdingen Johan Limbech. Denne og hans kumpaner brugte at tage rundt til søndagsgudstjenester for at se hvem af fintfolket, som var til stede, hvorpå de tog ud og stjal på de gårde hvor herskabet ikke var hjemme, og tjenestefolkene selvsagt ikke turde gøre modstand.

Da borgen skulle indtages fik dronningen, som en snedig list, sine mænd til at vende skoene på hestene inden de red ind for at overmande de få af folkene, som var blevet tilbage. Og da de øvrige røvere så vendte hjem fra et tyvetogt anede de ikke uråd, idet de pga. de omvendte hestesko godt kunne se, at der var redet nogen ud men ingen ind. Og da røverne således ikke fattede nogen mistanke red de lige ind i borgen, hvor de straks blev overmandet og taget til fange af dronningens mænd. Hermed var det slut med røvervældet i denne del af skoven. Den sten som Dr. Margrethe sad på er næppe den oprindelige. Teologen og forfatteren Klaus Gjerding taler om tre andre. Men nu er der altså en fjerde ”Dronning Margrethes Sten”, og den ligger der da i hvert fald endnu.

Vi ved konkret, at dronning Margrethe 1. den 17. maj 1391 tilskødede gården Egholm med tilliggende jorder til klosteret i Aalborg. Dette er spændende viden, da det nok er den første konkrete dato vi overhovedet har i Rold Skovs historie.

Naturen på Skørpingholme er en skøn blanding af åbent land og småskove. Og da der kun er ganske kort mellem disse, kan man sagtens med tilladelse fra de forskellige lodsejere lave en rundtur, så det føles som var man til skovs næsten hele vejen. Der er således heller ikke så langt fra voldstedet til de første mod nord beliggende skove, hvor man mellem en smuk og afvekslende vegetation bl.a. kan finde nogle store og meget flotte ege.

Efter således først at have vandret et stykke vej mod nord, går turen nu i en spids vinkel mod sydøst og derfra atter i nordlig retning inden vi skal passere et åbent stykke land over mod Birkeholm. Men inden vi når så langt, stopper vi dog atter op. Dels for at samle holdet op, og dels for at høre lidt om hvordan også stenalderfolket fandt, at stedet her var et rigtigt godt sted for at bosætte sig.

Et sådant sted må da også have været et sandt paradis at bo for stenalderfolket. Her var der dejligt kildevand, masser af tømmer til brændsel og huse og mange slags vildt at spise. Dette folk kom sandsynligvis sejlende herned gennem Lindenborg ådal, som på det tidspunkt var endnu større og bredere end i middelalderen. Ja, faktisk var den en stor fjordarm i stenalderha-vet, som kom oppe fra Limfjorden.

Deres bygder bredte sig efterhånden ned lang åen, op over Rebild og videre ned over den åbne slette til Rebild Skovhuse. En slette der fordums tid endda har nået ca. 1½ km. ned syd for St. Økssø. Dette ved man helt præsis. Her stopper de gamle kæmpehøje nemlig brat op. Først når man kommer ned i den sydligste del af skoven finder man igen kæmpehøje. Den mellemliggende del af Rold Skov har således til alle tider været skov, og kan med rette kaldes urskov. Skørping sogn er i øvrigt et af de sogne i Danmark, som har flest kæmpehøje. Mere end 500 høje, og i området omkring Nørreskoven mere end 50 høje pr. km 2.

På den videre vandring over mod Birkeholm passerer vi en ret bred grøft, som dog heldigvis er lagt i rør under vejen. Snart efter er vi atter til skovs hvor vi følger en smuk skovvej langs det nordlige skovbryn. Ved udkanten af dette stykke skov passerer vi Skovgården, og nu går det ad grusveje i en stor bue mod syd til det sted hvor Birkholmvej ligesom danner en forskydning, i dette tilfælde fra øst til vest. Vi går dog hele tiden langs skov på skiftevis højre og venstre hånd på også denne etape.

Her ved ”knækket” holder vi så en lidt tidlig frokost, da vi i anledning af forårssæsonens afslutning senere vil traktere deltagerne med lidt godt til ganen. Men efter en passende pause fortsætter turen ad en markvej ned i engen mellem alle de til nu omtalte småskove. Her skal vi hoppe over en mindre grøft inden vi efter tilladelse af Ann Søgaard Sørensen på Holmegården går tværs over gårdens marker. Det er nok ikke hver dag der kommer så mange mennesker forbi, for hendes mand og en ven sad udenfor med hver sin øl og så alle Rold Skov-vennerne komme vandrende og passere videre forbi op gennem gården.

Selvom nok ikke alle opdagede det, var ringen på denne del af turen nu sluttet, idet vi efter en kort vandring atter gik tilbage til udgangspunktet gennem de to først på turen passerede småskove. Al ting ser jo også anderledes ud, når blot man går den modsatte vej.

Der var således heller ikke så langt tilbage til voldstedet, og her var det så at Birgit og Hanne stod klar med dagens overraskelse. Dvs. fmd. skulle dog lige bruge 10 mand til at hente tre kasser øl og to kasser sodavand henne på ”p-pladsen”. Alle vore bestyrelsespiger havde forlods været i gang ved de hjemlige ovne for at fremstille alskens slags dejlige kager, hvilke nu var opstillet på to campingborde lige uden for hegnet. Men de to piger havde i deres visdom fundet uf af, at alle deltagerne skulle ”jages” indenfor hegnet, for først derindefra at kunne få udleveret deres kage. Øl og vand blev dog bragt indenfor, da adgangen til dette skulle være rimelig let – havde vi mænd bestemt. Meningen med det hele var dog, at stedet her på de gamle volde var som skabt til en hyggestund med masser af naturlige siddepladser. Dette gør at man føler sig godt tilpas og bliver længe.

Og tænk, lige pludselig kom ingen ringere end Pernille og Helge vandrende hen ad vejen. Vi tager dette som et godt tegn på at Rold Skovs Venner betyder noget for vores turleder og hans viv. Vi kunne således sammen nyde det aldeles pragtfulde sommervejr og det gode traktement i fulde drag, samt slutte med at udbringe en skål for en på alle måder spændende og vel overstået forårssæson.