2004
Skindbjerglund og Blåhøl
Søndag den 16. maj var det så atter tiden for en tur i skoven. Denne gang i den del af Statens område, der hedder Skindbjerglund, hvor de 77 deltagende medlemmer allerede ved skovbrynet bliver mødt af to nysgerrige kvier. Og hvad er så formålet med at disse går her? Selvfølgelig som led i naturplejen og fornyelsen af dette enestående stykke skov. Dette er på bedste vis beskrevet på en planche med følgende tekst:
”Skindbjerglund er en rest af de mægtige skove, som i oldtiden dækkede det meste af Himmerland. Skoven rummer enestående partier med gammel egeskov fra 1700-tallet. Det er et særsyn i Danmark med så gamle ege i så store og tætte bevoksninger. Der er en varieret opvækst af bl.a. hassel og hyld under de gamle ege.
Egeskoven i den nordlige del af Skindbjerglund blev fredet i 1954 og har siden været udlagt som urørt skov. Den lange periode uden forstlige indgreb har betydet at skoven har udviklet sig i et urskovsagtigt præg. Skindbjerglund er omfattet af en strategi for bevaring af naturskove i Danmark. Målet er at genskabe én stor egeskov. Derfor skal bøge- og nåletræsbevoksninger inden år 2050 konverteres til eg, enten ved naturforyngelse eller ved plantning af dansk eg, (helst af lokal afstamning). Der er opsat et trådhegn omkring et parti med gamle ege centralt i skoven netop med henblik på at fremme selvsåningen af eg. Hegnet er nødvendigt for at beskytte nye egeplanter mod rådyrs bid.
Ær – eller ahorn som den også kaldes – breder sig lystigt i skoven og truer derved egen. Derfor er alle gamle ær fjernet, så de ikke spreder nye frø i skoven. I den vestlige del af skoven er yngre ær nedskåren og kreaturer græsser her i en kortere årrække for at hindre genvækst af de nedskårne ær”.
På trods af særdeles stor travlhed med at forberede den endelige flytning, (i forbindelse med salget af huset på Stendalsvej), mødte Helge og Pernille alligevel op for at lede den første del af turen. Flot gjort, men det forhindrede dog ikke lidt sædvanligt drilleri, hvorefter Helge så kunne starte turen med at sige: ”Nu går vi ind i den gamle skov”. Dette vil sige ad vejen lige ret mod nord fra mødestedet, hvor han dog snart efter standser for at fortælle om dette stykke af den i fordums dage sammenhængende Rold Skov.
Oprindeligt tilhørte Skindbjerglund lensgrevskabet Lindenborg, men skoven blev i 1929 overtaget af Statsskoven, på hvilket tidspunkt området også blev fredet. Det var statsskovrider Poul Lorenzen, der både stod for overtagelsen og for fredningen, idet der ikke fandtes nogen egeskov i selve Rold Skov, hvorimod der i denne gamle rest fandtes egeskov som et af de få steder. Selvom Poul Lorenzen var et fint menneske, kunne han alligevel ikke bagefter lade være med at fortælle lensgreven, at han efter mageskiftet kunne sælge så mange grantræer, at disse udgjorde den samme værdi som skoven havde.
De to kvier er fulgt efter os op langs vejen og begynder nu at brøle så meget, at de afbryder Helge i hans beretning. – Ka` I så lige holde op, turlederen er ikke meget for at blive afbrudt”, råber fmd. efter dem, hvortil Ø.P. straks replicerer, ”De er ikk` enige med ham, du”. Alt sammen til stor moro for selskabet.
Lidt længere fremme ad vejen stopper Helge atter op, alt imens kvierne stadigvæk er fulgt efter os indenfor hegnet. Da Helge ser, at denne skribent også er gået ind i hegnet for bedre at kunne komme frem og få optaget på bånd, hvad han har at fortælle, udtrykker han, som den gode kammerat han er, dette ”fromme” ønske: ”Bare der ville komme en tyr om et øjeblik”. Helge omtaler igen at det er en stor synd, at der ikke er en egeskov i Rold Skov. Men så må vi jo gå herind og se på den i stedet for. Og som så ofte før, siger Helge, at han synes at egeskoven er langt, langt smukkere end bøgeskoven. Han omtaler også hvor vigtigt et råstof træ var i gamle dage. Én de måder man kan konstatere dette på, er de korte danske navne for de forskellige træer, såsom ær, eg, bøg, pil, ask, el, osv. De korteste ord i sproget, er altid dem, som har været mest anvendt, siger han.
Helge vender nu tilbage til at omtale Poul Lorenzen, der var skovrider her i skoven fra 1920 til 1940. Om hvordan han vendte tilbage, da han var over 90 år gammel. Om hans datter og svigersøn, Jægermesteren, der boede i Teglgaardsmølle ved foden af Bjergeskov. Om Helges avispolemik med Jægermesteren, og om hvordan Helge alligevel blev modtaget med store armbevægelser, når han besøgte denne i Møllehuset. Og endelig om hvordan Poul Lorenzen indledte en tale med det gode gamle jyske ord, ”røv”.
Efter endnu en tids vandring fortæller Helge om det at få noget at vide om ting, som man egentlig altid gerne har villet vide noget om. Som et eksempel nævner han spørgsmålet om hvor lang tid det tager for regnvandet at nå ned til kilderne. F.eks. tager det 50 år før vandet kommer ud af Lille Blåkilde, hvilket man nu kan konstatere gennem halveringen af radioaktive isotoper.
Et andet spørgsmål er istidens begyndelse, varighed og afslutning. Man regner almindeligvis med at den sidste istid varede 100.000 år og at den sluttede for mellem 15 og 20.000 år siden.
Siden hen har historikere dog sagt, at det var for mellem 10 og 15.000 år siden, men nu ved vi hvornår det var. Nemlig i år 11.650 før Kr. Dette har man kunnet fastslå i kraft af boreprøver af indlandsisen oppe i Grønland. Man har ligeledes gennem disse boreprøver kunnet se, at den sidste istid ”kun” varede i 80.000 år, ligesom man nu også ved, at Danmark ”kun” var islagt i 20.000 år.
Da isen var smeltet bort, lå der så et jomfrueligt land, som var klar til at blive invaderet af nye planter og træer. Fyrretræet var tæt på os, mens alle andre stod helt nede bag Alperne. Dog med undtagelse af enebær og bævreasp, som var her under hele istiden, idet den sydvestligste del af Jylland ikke på noget tidspunkt var islagt.
Blandt alle disse nye træer var nogle af dem mere hurtigløbere end andre. Grantræer og bøgetræer var forholdsvis hurtige, hvorimod den langsomste af dem alle var hassel. Et træ som vi netop kan se et eksempel på, hvor vi er standset lige nu. Men af en eller anden grund skulle hasselen vise sig at sætte ind med en spurt, og blev dermed den første af alle de nye træer, der kom til Danmark. Dette skete måske fordi hasselen har nogle frugter, som var næringsrige og som mennesker godt kunne lide, hvorfor disse så også har hjulpet den på vej.
Efter hasselen kom så skovens højtræer, ask og frem for alt lind. Danmark blev nu klædt i en linde og egeskov. Vel nok det flotteste skovbillede vi nogensinde har haft i Danmark, og som varede i mange tusinde år. Nu er der ikke mange lindetræer tilbage i landet. I Rold Skov er der kun et eneste sted, hvor der er oprindelig lind, vistnok bestående af 28 træer der står nede i Nørlunds del af skoven.
Rold Skov har på et tidspunkt hovedsageligt været en egeskov, men efterhånden skulle folk bruge træ i ustyrlige mængder. Det var nok især da Skipper Klement brændte herregårdene af, at der skulle bruges masser af egetræ. Dette kan være årsagen til at egen blev udryddet i Rold Skov i løbet af ganske kort tid.
Vi fortsætter stadig ret mod nord og går nu ned i en slugt, hvor der står en gruppe store asketræer. Dette er et af de få steder i Rold Skov, hvor der vokser ask, siger Helge. Asken var også et af de træer, der indvandrede samtidigt med, eller lidt senere end elm, eg, lind, osv. Asken er et meget smukt træ, og man kan altid kende den, hvis der i et skovbryn står et træ, som er lysegrønt hele sommeren igennem. Et andet kendetegn er, at den har sorte knopper.
Og så var asken Yggdrasil verdenstræet i den nordiske mytologi, fortsætter Helge. Yggdrasil stod i verdens centrum, og havde en kæmpemæssig stamme, som gik ned i jorden til tre livgivende kilder, og dets krone var selve himmelhvælvet, hvorfra der dryppede vidunderlig nektar ned på jorden. Det var omgivet af Asgaard, Midgaard og Udgaard, hvor henholdsvis guderne, menneskene og jætterne boede. Alleryderst lå så verdenshavet, hvor den frygtelige Midgaardsorm holdt til. Når ragnarok satte ind ville verdenstræet brænde og få jorden til at ryste og synke i havet. Men verden ville dog genopstå, og nogle få mennesker og guder overleve i en ny og bedre verden.
Et stykke vej længere mod øst ovre ved grænsen til Gerding Sogn stopper vi ved et område, som hovedsageligt er beplantet med eg. Helge forklarer her lidt om hvordan man kender forskel på forskellige egearter som f.eks. stilkeg og vintereg. Stilkegen kam man kende fordi agernet sidder på en lille stilk, ligesom barken på denne er mere skorpet og træet mere forkrøblet end vinteregen. Set med Helges øjne, er stilkegen så langt den smukkeste.
Helge fortæller også om den gang Poul Thomsen havde fået idéen til at kåre et nationaltræ. I den forbindelse blev Helge bedt om at procedere for et af skovens træer, hvortil han straks svarede: ”Det er egetræet”. Dette kunne han dog ikke få lov til, idet det allerede var bestemt, at det skulle direktøren for organisationen ”Plant et træ” gøre. ”Så vil jeg tale for lindetræet”, svarede Helge. ”Men betingelsen for at være med, er, at jeg siger indledningsvis at Danmarks nationaltræ det er egetræet, men hvis det ikke var egetræet, så var det lindetræet og ikke bøgen”. (Ja, man kan vel få ud af sidebenet, at man i virkeligheden procederer for egen. red.) Helge fortsætter. Bøgen kom jo først til Danmark for 2.000 år siden, og til Rold Skov for 500 år siden som det sidste sted i Danmark. Jeg var helt overbevist om at bøgen ville blive valgt til Danmarks nationaltræ, fordi ham der Øehlenschläger har gjort så meget for det. Men det viste sig jo at det var egen, der blev Danmarks nationaltræ. Alt andet ville også have været absurd, for hvis Danmark ikke havde haft eg, så tror jeg ikke, at der havde været et land, der hed Danmark. Så havde vi været en filial af Sverige eller Tyskland. For hver eneste gang vore krigsgale konger var ude at slås på landjorden, så tabte de, og hver gang var det vores flåde, der var bygget af egetræ, som måtte komme og hive sejren hjem. Så derfor har vi meget at være egen taknemmelig for.
Ud over de allerede omtalte, nævner Helge nu nogle flere egearter som f.eks. rødegen. Denne er meget hurtigtvoksende, hvorfor Jens Hvass med stor succes lod tilplante et areal med rødeg foran Troldeskoven for at beskytte denne mod vind og vejr. Længere sydpå findes der også duneg, steneg og korkeg. Korkegens bark har i høj grad været udnyttet til fremstilling af propper, men nu er man gået mere over til at bruge plastikpropper, hvilket måske nok er udmærket men alligevel ligesom ikke helt rigtigt, siger Helge. Alt i alt findes der omtrent 300 forskellige egearter i verden, de fleste i Asien og i Nordamerika.
Helge slutter sin kærlighedserklæring til egetræet med at nævne en helt speciel art, nemlig ”Sparekasseegen”. Landets første sparekasse på grevskabet Holsteinborg ved Skælskør brugte allerede i 1810 godsets egetræ som sit logo. Dette egetræ, som mange andre sparekasser også har brugt som symbol, findes stadig den dag i dag på godsets kirkegård. En stor flot eg, der er adskillige hundrede år gammel.
Som et sidste trip på første del af turen fortsætter vi nu langs det sydlige skovbryn tilbage til startstedet. Efter aftale, var det så her Helge måtte sige tak for i dag, ligesom han nu også fortalte skovvennerne om årsagen til at turen var halveret for hustrus og eget vedkommende. Og, som det allersidste, overlod han derpå anden ”halvleg” af turen i fmds. varetægt, og tænk, alle turde godt gå med på den fortsatte tur ned omkring Blåhøl.
Denne tur starter ad den vestligste vej gennem Skindbjerglund, går forbi de to nord for skoven beliggende ejendomme, og derfra videre gennem slugten ned til Lindenborg Å. For at komme hen til Blåhøl skal vi følge åen modstrøms, men allerede efter kort tids vandring møder vi en spang, som fører over åen til Avnsborg Eng på nordsiden. Vi skal ikke over åen i dag , men mange deltagere går alligevel ud på spangen for at kunne nyde at se åens vand strømme forbi i det gode og solrige vejr.
Vi befinder os også lige ved mast 51 på den gamle højspændingslinie fra Aalborg til Randers. Hvis ikke andre kunne, så var der i hvert fald flere gamle elværksfolk, der godt kunne få et nostalgisk tilfælde over at dette stykke af linien snart forsvinder. For de fleste andre var det måske nok den flotte udsigt over mod dette nordlige stykke Himmerland, indbefattet Voldsted Plantage, som var det mest interessante. Man kan også sagtens udpege flere af bebyggelserne ovre mellem træerne. F.eks. de huse, som er og var fabrikant Jørgen Bladt`s, installatør Ryø`s og entreprenør Berg Bach`s domiciler.
Vi fortsætter nu hen til den smukke kilde Blåhøl, eller det blå hul som navnet jo egentlig betyder. Og da der jo altid er nye folk med på turen, må vi selvfølgelig høre lidt om de forskellige slags kilder, som vi er så beriget med her i og ved Rold Skov. Blåhøl er ligesom Store Blåkilde en bassinkilde, men Blåhøl afgiver så langt det meste vand, idet den konkurrerer med strømkilden Lille Blåkilde om at være den mest vandgivende nord for Alperne. Hele 150 liter pr. sekund. Så er der Ravnkilde, som er en såkaldt sumpkilde og endelig Springkilden i Rold Vesterskov, som ikke er en springkilde. Springkilden er i virkeligheden en artesisk brønd som man har fået til at springe ved at slå et rør ned i jorden, således at vandtrykket fra den stejle bakke bliver udlignet gennem dette rør.
Og tænk engang. Vejret var så godt og terrænet så tørt, at vi for første gang nogensinde kunne holde frokostpause her ved kilden. En helt fantastisk oplevelse som turens deltagere virkelig kunne nyde i fulde drag. Kaj V. Jensen fandt endog mundharpen frem og spillede af bar glæde og med megen råhygge til følge.
Men alt får jo en ende, og turen må fortsætte endnu et stykke vej langs åen og derfra videre op gennem den smukke slugt Kildedal. Opstigningen andrager ca. 40 meter, hvorefter man igen har frit udsyn ud over terrænet her på den sydøstlige side af åen. Bl.a. ser man flere af egnens mange gravhøje. F.eks. også Fruerhøj, som har givet navn til en af Skindbjergs største gårde, Fruerhøjgård. Den markvej som vi nu følger, går lige op mod denne gård, men vi vælger dog at gå dog respektfuldt uden om og følge landsbyens ”hovedvej” tilbage til vore biler. Det var dog ikke alle turdeltagere, som havde lige travlt med at komme hjem. Der lå nemlig en meget stor brændestabel lige ved skovbrynet, hvilken var et fortrinligt sted for at hygge sig og drikke sin kaffe. Og det kan man jo kun give de medlemmer medhold i, som valgte at blive her lidt endnu.