2004
Rold Østerskov
Havde turen til Jægersborg Skov været en dejlig tur, så blev dagens tur til Rold Østerskov det ikke mindre. Søndag den 18. april mødte der præsis 80 mennesker op til en tur, der kom til at starte noget anderledes end sædvanligt. Det var nemlig sådan, at der nu var gået 10 år siden at Lissi og Jørgen Sørensen og Tove og Jens Larsen var med til at gå planken ud på deres første tur ovre ved Store Blåkilde. I den anledning havde de to familier indkøbt så mange flødeboller at vi alle blev trakteret med en sådan inden starten. En flot gestus må man sige. Skribenten har endda hørt om nogen, som fik mere end én af slagsen.
Herefter indledte Helge den egentlige tur med at gå ad den gamle hovedvej 10 et kort stykke vej mod nord, med det formål at komme til skovs ad Nordre Mosevej. Efter en tids vandring ind mod Farsø Mose stopper han op for kort at omtale Lindenborgs skove. Helge nævner at vi nu befinder os i Rold Østerskov, men omtaler også hvordan Rold Vesterskov var lukket land helt frem til 1970. Han fortæller ligeledes om problemerne med at Lindenborgs arealer ikke hænger fysisk sammen. Rold Vester- og Østerskov er adskilt fra St. Arden-, Jægersborg-, Hellum- og Siem Skove pga. at Statsskoven strækker sig fra syd til nord gennem hele Rold Skov. Da Lindenborg Gods selvsagt gerne ville have en korridor gennem Statsskoven fra øst til vest, forsøgte den gamle lensgreve flere gange at forhandle om et mageskifte, hvilket dog aldrig nogensinde kom til at lykkedes for ham. Om det måske var en magtkamp mellem statsskovrideren og lensgreven, der lå til grund for at Lindenborgs skove er delte endnu den dag i dag er ikke til at vide.
Helge fortsætter med at fortælle lidt om grev Schimmelmanns forhold under og efter krigen, hvor greven ikke ville omgås folk på egnen. Som en af de få, fil Helge dog kontakt med ham, idet greven til tider kom hen på Storkroen for at få sin kaffe og en snak med Helge.
Ved en af disse lejligheder spurgte greven Helge om hvilket sted, der var det smukkeste i hele Rold Skov. Men da Helge har beskrevet denne episode så flot i ”Rold Skov – Danmarks største”, lader vi dette værk fortælle historien:
”Han var en imposant skikkelse, som han sad der foran pejsen på Rold Storkro. Næsten to meter var han. Han var også en ældre herre. Han sad ligesom og reflekterede, og så kom det pludselig: ’Hvad er det smukkeste sted i Rold Skov?’
Det er naturligvis umuligt at svare på. Er det Troldeskoven, er det Rebild Bakker, eller er det noget helt tredje? Hvad skulle man svare? For at være flink over for den ældre mand, tænkte jeg, at jeg måtte nævne et sted i den del af Rold Skov, der tilhørte ham.
’Farsø Mose!’ sagde jeg. Han tænkte sig om, rystede så på hovedet: ’Den kender jeg ikke!’ ’Det er den, der ligger nede i Rold Østerskov!’ ’Det må De ikke fortælle mig, jeg kender min skov. Vi har ikke noget, der hedder Farsø Mose!’ sagde han venligt, men lidt irettesættende. Den var vanskelig. Hvad skulle man sige? ’Undskyld, lige et øjeblik’, sagde jeg og rejste mig, ’jeg henter lige et kort, så skal jeg vise Dem, hvor det er!’ Jeg var dog ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at stedet hed Farsø Mose.
Jeg flyttede lidt på kaffekopperne, da jeg kom tilbage, lagde kortet på bordet og pegede på stedet, hvor der højt og tydeligt stod Farsø Mose.
’Nå’, sagde den gamle lensgreve fra Lindenborg, ’Faaresø Mose!’
Dermed stod det klart, at Geodætisk Institut på et tidspunkt havde smidt det ene ’a’ og et ’e’ væk, så Faaresø Mose var blevet til Farsø Mose. Ikke længe efter var der et foredrag i Års, hvor en lærer fortalte om Himmerland.
Blandt andet sagde han, at i gamle dage drev man kvæget og svinene helt fra Farsø til Rold Skov for at græsse og gå på olden, da der ikke var skov i Vesthimmerland. ’Det er der faktisk bevis for,’ sagde han, ’for der findes et sted i Rold Skov, der hedder Farsø Mose!’ Sådan kan danmarkshistorien forvandles ved et tilfælde”.
Vi kan her føje til, at Helge undlod at kompromittere læreren ved ikke at sige noget.
Ved et højdepunkt der ligger 102 meter oh, og hvorfra der er en fantastisk flot udsigt ned mod Farsø mose og sø, fortæller Helge om det at lære en skov at kende. Dette kan man gøre ved at gå for at finde højdepunkterne, gå for at finde moserne og gå for at finde søerne, siger han. I Rold Skov er der en ting ekstra som måske er det allernemmeste, at gå for at finde kilderne.
Sten er også gode at gå efter, og på den måde lærer man efterhånden skoven godt at kende. Jeg havde været gennem det der med kilderne, fortsætter Helge, og så syntes jeg, at jeg skulle lære søerne at kende, hvoraf Farsø Mose nok var den sidste. Jeg kan huske, at jeg kom gående hen over en bakketop oppe på vejen, hvorfra man dengang kunne se ned til den, og så lå den der lige pludselig for fødderne af mig. Jeg synes, at Farsø Mose er så smuk, det er nok den, der ligger allerflottest i Rold Skov. Helge slutter med at understrege igen, at selv om der i dag på alle kort står Farsø Mose, så er det rigtige navn altså Faaresø Mose.
Vi går nu helt ned til, skal vi sige, ”sømosen”, idet området jo rummer både sø og mose. Her nævner Helge, at da han kom her til skoven, stod der mellem en lang række meget store træer det allerstørste træ i hele Rold Skov. Langt større end de træer, der står i Den Jyske Skovhave. Disse træer overlevede alle den store storm i 1981, men til Helges store fortrydelse, blev de alle savet ned ganske kort tid efter.
Vi fortsætter rundt om søen mod sydøst, men drejer så atter mod nord ad Langbakkevej. Efter en tids vandring stopper Helge igen op. Denne gang ved nogle træer, hvor flere af dem ligger ned. Det er en mærkelig tid vi lever i, siger han. Når man ser alle de træer, der ligger her og som ikke kan bruges til andet end at flise op, kommer man til at tænke på, hvorledes man i gamle dage ville have elsket at få sådan noget træ.
I almindelige hjem var der da ikke andet end sten og træ man kunne bruge. Jern var for dyrt og plastic var ikke kommet endnu. Men alt det træ, som man skulle bruge, fik man i skoven fra hvem der måtte være ejer af det pågældende areal. Dog ikke graner, idet disse først kom til Rold Skov omkring 1830.
Lindenborg Gods har ikke altid ejet området her. Helge nævner også en række andre ejere af denne del af skoven. Willestrup, Staten og Mylenberg. I dag kan vi se, at en stor del af området er tilplantet med juletræer. På blot én ha. kan der stå 6.000 træer, hvilket bliver til et imponerende antal hvis man tager hele den del af Rold Skov, som er tilplantet med disse. Danmark er trods sin lidenhed verdens største eksportør af juletræer.
Vi passerer også flere af nutidens ”gravhøje” som Rold Skov er så ”beriget” med, nemlig forsvarets ammunitionsdepoter. Dette får Helge til at reflektere om militæret i almindelighed og disse depoter i særdeleshed. Vi hører først historien om hvordan han undgik at have gymnastik i skolen pga. ”forsnævret milt”, så hvorledes han undgik at komme ind som soldat, og endelig om da han ”snød” sig til at komme ind i et depot ovre i Hesselholt Skov. Da Helge er færdig med sin historie, hvori også Helges far, marinemaleren Victor Qvistorff, har spillet en rolle, beder fmd. om ordet. Dette har nemlig inspireret denne til at gøre opmærksom på en flot kunstudstilling oppe på Dronninglund Kunstcenter, som er bygget op på grundlag af Helges bog, ”De satte kulør på Nordjylland”. Og, som noget helt specielt – Helge er selv udstiller med ti af sin fars billeder og seks af sine egne. Sandelig en spændende udstilling med stor succes som fmd. kun kunne anbefale vore medlemmer at se.
Fra Langbakkevej går turen nu videre mod nordvest ad Tyvdalsvej, men lige efter det store venstresving drejer vi til højre ad Bomvej. Herved passerer vi grænsen ind til Statsskoven, på hvilket sted der også ligger placeret en stendysse. Stenalderfolket har nu nok ikke kendt til en sådan grænse, men bare anlagt deres grav på et godt sted.
Højen har aldrig været gravet ud, siger Helge, men går man op på den, kan man godt lige se de store overliggersten. Der har faktisk aldrig været gravet hverken en stenkiste eller en kæmpehøj ud i Rold Skov. Vi ved derfor uendelig lidt om de mennesker, der boede her før, men man antager, at det er enkeltgravsfolket, der har lavet langt de fleste af kæmpehøjene i Rold Skov.
Det særlige ved denne høj er, at det er den sydligste kæmpehøj i Rold Skov. Først når man kommer ned syd for skoven findes der en meget stor høj. Denne ligger nord for Rold by og er det højeste punkt i Himmerland. Man siger, at Rold Bavnehøj lige syd for byen er det højeste punkt, men det er ikke rigtigt. Det er den nordligste af disse kæmpehøje, som er højdepunktet. Dette fortæller os, at der altid har været skov fra højen her og ned til skovens sydlige grænse. Når der hverken findes dysser eller kæmpehøje, har der heller aldrig boet mennesker i denne del af skoven. (En ganske betagende tanke, må man sige. red.)
Da vi jo befinder os, ikke bare på grænsen mellem Lindenborg og Statsskoven, men også på grænsen mellem Hindsted og Hellum herreder, føler vi os ligesom draget af at overskride denne grænse og fortsætte et stykke vej mod nord ind i Statsskoven. Men efter kort tids vandring vender vi dog om og går tilbage forbi højen og videre ned mod Tyvdalsvej. Her findes der nemlig en stor slette, der er anlagt til græsning for skovens dyr. Og da solen skinner og der tillige er lunt og dejligt, benytter vi så også dette sted til vores egen fouragering.
Efter pausen fortsættes turen mod vest og derefter atter sydover ad Rævebakkevej, idet vi på den måde bevæger os ind i området, som kaldes Rævebakkerne. Her nævner Helge, at i modsætning til Himmerlands højeste punkt nede ved Rold, er det højeste punkt i selve Rold Skov netop området her i Rævebakkerne. Vi er over 100 meter oppe, siger han. Den vej vi lige er gået, er faktisk det højeste sted i Rold Skov. Vi gik forbi en kæmpehøj på højre hånd, der er 113 meter oppe, ligesom Rold Bavnehøj, hvorimod kæmpehøjen lige syd for skoven når 116 meter op som landsdelens højeste sted.
Rævebakkerne er et meget smukt område, ligesom der er en meget smuk udsigt. Vi har taget en afstikker ind i et område med løvskov, og da træerne endnu knapt nok er sprunget ud, kan vi se ned over Lindenborg ådal og helt ud til Nørlunds skove i horisonten. Meget flot. Den sydlige side af Rævebakkerne afgrænses af Jordbrovejen, som forløber i retningen østvest. Vi vælger at gå mod vest, men slår dog lige et smut ind i skoven på venstre hånd inden Helge stopper op ved et tværgående skovspor, hvor han fortæller noget om det at få skrevet skovens historie.
Da Helge kom her til egnen var der ikke ret mange, der vidste noget om skoven og der var ikke skrevet særligt meget ned. Helge ville bl.a. gerne vide noget om røverne fordi gæsterne på Storkroen ofte spurgte ham om disse, men man vidste så lidt, at man ikke engang havde hørt om Bette Fanden. På det tidspunkt kendte Helge ikke til det, der på nudansk hedder at researche. Han søgte dog allevegne og fik omsider kontakt til skovrider H.P. Stougaard på Lindenborg. Stougaard var dog meget fåmælt og sagde, at han ikke vidste noget om disse røvere. Men pludselig skete der noget, som løste op for samtalen. (Helge fortæller nu historien om billedet på Stougaards kontor som Helge roste, hvorefter Stougaard lige pludselig vidste alt om Røverne fra Rold, og Helge dermed kunne få sin historie).
Helge blev yderligere anbefalet at læse Jeppe Aakjærs dejlige trebindsværk, ”Steen Steensen Blichers Livstragedie”. Her findes bl.a. den af Blichers noveller, der hedder ”Bette Fanden”. Stougaard fortalte også Helge, at han havde besluttet sig til at vejene i Rold Østerskov skulle have navne efter røverne. Og faktisk står vi nu lige hvor Bette Fandens Spor og Pernilles spor går i hver sin retning fra Jordbrovejen.
Helge slutter sin beretning med at fortælle lidt om røvernes liv og levned, der jo som bekendt endte med tilfangetagning og efterfølgende straf. Især har Bette Fanden Helges bevågenhed på denne tur. Hvorfor har han mon lige forelsket sig i ham? Kan det være fordi hans skovspor støder lige op til Pernilles? Én ved ingenting!
Lidt længere fremme i retning af den gamle hovedlandevej standser vi en sidste gang ved et område, der er tilplantet med nobilis-graner, og som bliver anvendt til klipning af pyntegrønt. Dette kan man gøre til de er ca. 30 år gamle, hvorefter de får lov til at vokse normalt og blive til rigtig skov.
Her fortæller Helge om nogle tildragelser fra den tid hvor han startede som direktør på Rold Storkro. Vi hører således om at han gerne ville have lavet om på sin forgængers traditioner, hvilket ikke var let, for stamgæsterne sagde igen og igen: Vi plejer!
Især var det svært at lave om på juletraditionerne, Men Helge lavede alligevel det helt store scoop ved at foregive at elektriciteten på hotellet var gået i udu. På selve juleaften gik det helt i sort, også i restauranten hvor gæsterne ventede på julemaden. Men lige pludseligt tændtes lyset ganske, ganske langsomt i det store grantræ, der står lige ude foran hotellet, og mens alle så på dette, kom der otte unge piger i hvide kjoler ind og tændte nogle i ly af mørket anbragte kærter, hvorpå pigerne gik op til pianisten og sang et vers af salmen ”Et barn er født i Betlehem” til dennes akkompagnement. Jeg siger jer, slutter Helge, tårerne løb ned af gæsternes kinder. Åh, det var så dejligt, for min idé viste sig jo ikke at være så tosset endda. For at følge denne succes op, kontaktede Helge den gamle lensgreve for også at få lov til at tage gæsterne med over i Rold Vesterskov, som dengang var totalt lukket, men svaret var et konsekvent nej. Helge gav dog ikke sådan op. Han forklarede greven at hans stilling faktisk var på spil, hvis der ikke skete noget radikalt med hotellets arrangementer. Dette må have lydt overbevisende, for greven ændrede nu mening og sagde: ”Nå, ja hvis det forholder sig sådan, så er jeg jo nødt til at give Dem lov”.
2. juledag drog Helge så til skovs med 100 gæster i det flotteste snevejr. Turen skulle gå ind til Teglsø og det lensgrevelige jagtslot, men sneen blev højere og højere og vejen mindre og mindre jo længere selskabet kom ind i skoven. Til sidst måtte Helge have kortet frem, hvilket jo ikke styrkede gæsternes tillid til ham. Her var det så at en disse sagde til ham: ”Hr. Qvistorff. Jeg er oberst ved militæret, og jeg siger altid til mine rekrutter, hvis der er forskel mellem terrænet og kortet, så er det altid terrænet, der har ret”.
Helge fandt senere ud af, at vejen, som var angivet på kortet, var blevet nedlagt. Dette havde imidlertid haft den konsekvens, at selskabet kom ud til landevejen ca. 2 km. borte fra det sted hvor bilerne var parkeret, hvorfor Helge måtte give champagne til alle om aftenen. (Ja, det er ikke sådan at være nybagt turleder. red.)
Også nytårsaften skulle komme til at forløbe noget anderledes end man var vant til på Rold Storkro. Helge havde da indbudt grev Schimmelmann til at være nytårstaler, og for at gøre aftenen rigtig ”lindenborgsk” havde Helge tillige købt vildsvin ovre i Toft Skov. Noget som hverken chefkokken eller hotellet havde prøvet at servere før.
Greveparret sad ved et bord i selskab med cirka 10 personer, herunder selvfølgelig direktøren og hans frue. Pludselig kiggede greven over på Helge og sagde: ”Ved De hvad Qvistorff, det her, det er ikke særligt mørt. De skulle have købt de vildsvin hos mig”. ”Det har jeg også grev Schimmelmann”. Jeg kunne have bidt tungen af mig i samme øjeblik, jeg sagde det, siger Helge nu. ”Hvad har De, hvad har De. Min stok”, sagde greven og var allerede på vej ud for at ringe til skytten ude i Toft Skov for at give ham en skideballe. Men lensgrevinde Birthe Schimmelmann, der var en utrolig sød dame, kunne godt se, at det var helt galt at ringe på en nytårsaften og fik sin mand til at sætte sig ned igen. Der var heller ikke én af de øvrige gæster, der klagede over at stegen ikke var mør.
Ved midnat skulle greven så holde sin nytårstale, hvilket han gjorde stående højt til vejrs oppe på en stol. Der skete så det, som er sket for så mange andre. Han kunne ikke få talen sluttet af, men begyndte at køre i ring. Og igen var det grevinden, der greb ind og sagde: ”Gå nu ned lille Far, nu har du sagt nok”.
Med disse og et par andre træk fra Helges debut som direktør på Rold Storkro slutter han med at sige: Så hørte jeg ikke mere ”plejer”. Så var det overstået. Der var nu ikke ret langt ud til landevejen hvor vi dog skulle fortsætte et stykke mod syd hen til vore biler. Turen var hermed slut. Dog ikke helt, thi der var visse personer, der opdagede, at der var flere flødeboller tilbage i de glade giveres bil. Disse blev prompte inddraget og spist under megen munterhed. Tak for det, og tak til en ualmindelig munter og fortælleglad Helge.