2004
Jægersborg skov
Hvorfor i himlens navn vi skulle møde ved Mosskov Pavillonen, når vi skulle på tur i Jægersborg Skov, var der ingen, der rigtigt kunne forstå. Ej heller turlederen, men det skulle vi altså. Startturen søndag den 14. marts blev dog en særdeles dejlig tur, som var anført af en turleder, der var i både fortælle- og drillehjørnet, ligesom der trods lang tids kulde og snevejr dagen før nu blev det skønneste forårsvejr til gavn og glæde for turens 87 deltagere.
Efter de i indledningen nævnte meddelelser starter Helge turen med at føre holdet op på ”Den nedstyrtede flyvers plads”. En plads, hvor der aldrig nogensinde er styrtet en flyver ned, men som alligevel kan give stof til nogle drabelige historier.
Herfra fortsætter vi nu et stykke vej gennem Store Arden Skov til vi når omtrent over i nærheden af Langnæsmosen. På denne tur møder vi et hul i vejsiden, der godt kunne minde om et ”mini-jordfaldshul”. Den drillesyge Helge spørger fmd. om hvad dette hul mon kan være, men det kan jo være hvad som helst fra et gravet hul til sporet efter en stor sten. Helge har dog en anden teori, nemlig at det er en savgrav. I gamle dage hvor man ikke havde motorsave, men måtte anvende lange håndtrukne skovsave, brugte man at grave et hul i jorden ved siden af træet, således at men kunne få en mere bekvem arbejdsstilling. Men om det er rigtigt i dette tilfælde, måtte selv den skovkyndige Helge erkende, at han ikke vidste.
Lidt længere fremme går vi gennem et flot stykke bøgeskov. Her fortæller Helge om hvordan bøgen kom til Rold Skov i 1500-tallet efter at denne tidligere havde været egeskov. Hvorfor bøgen kom og udkonkurrerede egen i løbet af forbavsende få år, er et af de spørgsmål Helge gerne vil have svar på, men som der endnu ikke er nogen der ved. Bøgen kom hertil som det sidste sted i landet, siger han. Kun to steder er den endnu ikke indvandret naturligt, nemlig ved Thisted og ved Horsens.
Da vi på denne tur mest skal færdes i Lindenborgs del af Rold Skov, er det også nærliggende at fortælle lidt om familien Schimmelmann. Helge omtaler hvorledes den første greve, Heinrich Carl Schimmelmann havde skabt sig en formue i Tyskland ved bl.a. at handle med hæren og med Meissener porcelæn. Han kom her til Danmark i 1762, hvor han da købte det palæ i København, der i dag hedder Odd Fellow Palæet, ligesom han også havde en geværfabrik i Hellebæk samt hele handelen med sukker på De Dansk Vestindiske Øer. H.C. Schimmelmann ejede godset Ahrensburg ved Hamborg, men her ud over købte han også godset Lindenborg i Danmark. Ikke fordi han faldt for godset eller for egnen, men fordi han gerne ville være lensgreve, hvilket krævede et tilliggende på 2.500 tdr. hartkorn. Dette er dog et særdeles stort areal her i Himmerland pga. landsdelens magre jorder, så for at nå sit mål måtte han opkøbe så godt som hele den nordøstlige del af Himmerland, herunder adskillige landsbyer med ikke mindre end 14 kirker.
Helge omtaler også hvordan Schimmelmann ønskede at være skovejer, og derfor startede med at købe en stor del af Rold Skov af godset Mylenberg. Lindenborg ejer stadig den største del af skoven. Det drejer sig om ikke mindre end ca. 3.400 ha., hvilket er et særdeles stort areal. Lindenborg var indtil for ca. 15 år siden Danmarks største gods i areal, men har dog nu solgt både Lille Vildmose og Toft Skov fra.
Efter endnu en tids vandring kommer Helge også ind på det at gå på jagt. Jeg har også selv været med på nogle jagter her i Rold Skov, siger han, men jeg har dog aldrig skudt et dyr. Nu er jeg ikke jæger mere, for hvis man ikke har fornyet sit jagttegn i 15 år bliver man slettet af ”lægdsrullen” og er dermed ikke jæger, hvilket jeg i øvrigt aldrig har været.
Derimod omtaler Helge Lindenborgs jagtchef Elisabeth Svendsen som en meget kompetent og dygtig jæger. Samtidigt er hun også den, der passer på vildtet her i skoven. Man regner med at der står ca. 3.000 stykker råvildt og fra 300 til 500 stykker kronvildt i Rold Skov. Helge husker hvordan han engang var med hende ude at fodre dyrene med roer og halm om vinteren. I ved, hvor svært det er at komme helt tæt på vildtet, siger han, men det kan Elisabeth Svendsen. De kender også tidspunktet, og når hun kommer, står de faktisk og venter på hende. Den dag hvor jeg var med, kom de dog ikke helt så tæt på, så jeg var nødt til at holde mig lidt på afstand, men dog ikke mere end ca. 50 meter.
Sluttelig fortæller Helge om en jagt i Statsskoven hvor Elisabeth var inviteret med. Man kunne da se fald fra kronvildt. Nogle af jægerne funderede meget over hvor længe dette mon havde ligget i sporet, men så kom Elisabeth og gjorde alle disse mandlige jægere meget flove, idet hun bare lagde sig ned på knæ og sagde: ”Det kan man sgu da lugte”. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det var da imponerende gjort, slutter Helge sin historie.
Fra Langnæsvej går vi nu tværs over Møldrupvej og ad denne et kort stykke mod sydøst inden vi drejer ind i Jægersborg Skov, hvor Helge som det første vil vise os en stenstue. En stenstue, som er meget flot, og meget ukendt, siger han. Vi har da heller aldrig været her før i egenskab som Rold Skovs Venner.
Disse grave stammer fra den tid, hvor fanger- og jægerfolket begyndte at dyrke korn for 6.400 år siden. Dette ved man gennem pollenanalyser næsten på årstal. Når der findes den plante, der hedder lancet-vejbred, betyder det, at der er opstået et begyndende landbrug, idet den breder sig som ukrudt i kornmarkerne. Man ved også, at man begyndte at bygge disse grave ganske kort tid efter at stenalderfolket var blevet bofaste, og selvom der har været omkring 100.000 af dem her i Danmark, varede hele perioden blot 500 år. Så sandelig en imponerende præstation med datidens hjælpemidler.
Mens Helge fortæller om alt dette, ser vi pludselig at der kommer to rådyr springende tværs over den lysning i skoven hvor stenstuen ligger. Dette bringer os tilbage i nutiden, således at det nu også er tiden for at fortsætte vor tur. Denne bringer os hen forbi ejendommen Jægersborg, hvor føromtalte Elisabeth Svendsen bor.
Da vi er lidt på afstand, stopper Helge atter op fordi han vil fortælle lidt om den del af krybskytteriet, der har haft relation til dette sted. Men først vil jeg fortælle jer en anden historie, siger han. Vi skal tilbage til den tid hvor jeg var direktør på Rold Storkro. En dag, hvor jeg sad inde på mit kontor med døren åben ud til receptionen, kunne jeg høre at skuespilleren Poul Reichhardt kom og spurgte om han kunne få lov til at tale med direktøren. Da jeg gik ud til ham, sagde han sådan lidt uventet og mærkeligt til mig: ”Har De ikke en halv time så vi kan gå en skovtur?”.
Selvom Poul Reichhardt havde været gæst på Storkroen mange gange, mente jeg ikke at han kendte mig, men jeg tænkte, at det kunne da være meget skægt, fortsætter Helge. Det, som Poul Reichhardt gerne ville spørge Helge om, var, om han ikke godt ville bede kroens andre gæster om at lade ham være i fred, hvis de blev alt for påtrængende. Poul Reichhardt skulle spille på Aalborg Teater, og boede netop på Rold Storkro sammen med kone og børn for at kunne være i fred. Det skete da også kun en enkelt gang at Helge måtte bede en af Storkroens andre gæster respektere Poul Reichhardts ønske.
Der var dog en ting, som folk ikke kunne forstå. Og det var, at Poul Reichhardt daglig var sammen med en af de lokale mænd ved navn William Blicher. William er den sidste rigtige krybskytte vi har haft her i skoven. Hans kone lever endnu og bor i et meget kønt og ægte himmerlandsk hus ovre i Gravlev. William var også en glimrende billedskærer, og der stod adskillige af hans træfigurer oppe på det gamle Rebildhus.
William lagde ikke skjul på at han var krybskytte, og han havde det ligesom den gamle Artollerist-Niels, idet han godt kunne lide at drive gæk med øvrigheden, fortsætter Helge.
På et tidspunkt ville Jens Hvass dog ikke finde sig i det mere, men det var så uheldigt, at en af hans skovløbere var en bror til William Blicher. (Det var i øvrigt ham, som havde startet det første spillemandsmuseum i Rebild, der desværre brændte). For at fange William satte Hvass nogle af sine skovløbere i stævne med politiet nede ved Kovrsbækken, og da politiinspektør Hoby kom derned, spurgte han en skovløber om denne havde set, om Blicher havde været i skoven. ”Ja, sagde han, det har jeg”. ”Hvilken vej?”, spurgte Hoby. ”Jeg synes, at vi skal gå den vej”, svarede skovløberen og pegede. Det var først meget senere at Hoby fandt ud af, at den Blicher han havde gået sammen med – det var William. Jens Hvass var rasende, men helt langt op i 50erne var det at drive krybskytteri ikke noget, som folk i almindelighed så ned på, når blot det drejede sig om folk, der på sin vis gjorde det af fattigdom.
Når Poul Reichhardt hver eftermiddag var sammen med William Blicher på et lille traktørsted ovre ved Thingbæk Kalkminer, var det fordi han gerne ville lære at tale rigtigt jysk. Og var der én, som kunne det så var det William, der talte den dejlige gamle himmerlandske dialekt til fuldkommenhed. Der var der nogle af de fine krogæster ovre fra Nordsjælland – Gentofte, Hellerup, Ordrup og Vedbæk, der ikke kunne forstå, at Poul Reichhardt ville spilde sin tid på sådan en bondekarl. Men Poul Reichhardt var jo nok alligevel klogere end dem.
Helge vender tilbage til det med krybskytteriet og siger. Da grev Schimmelmann købte hele det område vi besøger i dag, ansatte han en forstuddannet mand nede fra Tyskland ved navn Christopher Ahrns til at forestå jagten på krybskytter. Dette bevirkede selvfølgelig at lokalbefolkningen ikke kunne fordrage denne mand. Christopher Ahrns boede først på Tulsted og Thustrup, men flyttede senere her til Jægersborg som vi lige er gået forbi. Den gamle historiker Klaus Gjerding fik ham også galt i halsen og har omtalt ham med megen munter ironi. Denne omtale er citeret på side 130 i Helges bog, ”Rold Skov – Danmarks største”, men da Helge selvfølgelig ikke kan huske et så stort værk udenad, læser han nu omtalen op, så de af vore medlemmer, der er så uheldige ikke at eje bogen, også kan få glæde af denne muntre historie.
Turen skal nu gå videre som en rundtur mod nordøst i Jægersborg Skov. Undervejs finder vi en dejlig plads med sol og læ, som er velegnet som stedet for at holde frokostpause. Og, som noget helt nyt, med musik til maden. Et nyt medlem, tidligere ingeniør ved TDC, Kai Vagner Jensen, spillede ”I skovens dybe stille ro” for os på sin mundharpe. Det kunne nok ikke have været gjort på et mere nærliggende og vedkommende sted.
Efter endnu en tids fortsat vandring stopper Helge atter engang op for at fortælle om nogle af de andre gammelkendte krybskytter – Artolleristen, Kulsvier Frederik, osv., Men pludselig siger han: ”Jeg er utilfreds med både fmd. og min kone. Og det har lidt med hinanden at gøre. Tænk jer, min kone har ifølge tidenderne været gravid 14 gange. 13 indtil i dag, og nu kom Per og spurgte, om det var rigtigt at hun var gravid for 14. gang. Det undrer mig. Jeg forstår det ikke”. En sagesløs fmd. spørger nu, for ligesom alligevel at blive i rollen: Hvad gør I ved alle de børn?”. ”Du må spørge Pernille, for jeg ved det ikke. Jeg undrer mig også”, svarer Helge. ”De ender nok i ”Sporløs” engang”, replicerer fmd. til medlemmernes store moro.
”Den var faktisk go`. Der kom du med et guldkorn”, siger Helge som en sidste bemærkning. Men hvad kan man så lære af den snak? At nogle mennesker har mere travlt og blander sig i ting som de ikke aner noget om, og som heller ikke kommer dem ved. Men i grunden vel såre menneskeligt.
Helge slutter med nok et par historier om Artollerist-Niels før end vi på den fortsatte tur igen kommer forbi Jægersborg og herfra går over Møldrupvej og et kort stykke vej ned ad Turistvejen mod Store Økssø. Men i stedet for at fortsætte ad denne, drejer vi nu ind i skoven til højre. Her passerer vi et stort område, som er blevet totalafdrevet og derefter indhegnet for at skåne de nye planter. Nede ved Mossø følger vi denne et stykke vej rundt og kommer ud lige hvor Turistvejen og ”skelvejen” mellem Statsskoven og Store Arden Skov går ret mod syd. Vi følger ”skelvejen”. Efter en tid forlader vi dog igen denne for at gå tværs gennem skoven ned mod vores udgangspunkt ved Mosskov.
Af en eller anden grund er holdet dog blevet spredt i en meget lang række, hvorfor Helge er stoppet op og står afventende med fortroppen så det nærmest ser ud som om de holder andagt. Da der er en, der nævner dette, får det Helge til at fortælle følgende om en tidligere så kendt sjælehyrde: ”Han kunne godt lide fintfolk. Man sagde om ham, at når han gik op ad kirkegulvet, kunne han hoppe over 10 husmænd for at komme hen og sige goddag til en gårdejer. Man sagde også om ham, at hans prædikener var så lange og så kedelige, at han kunne afkristne et sogn på én søndag ved morgen- og aftengudstjenesten. Hertil var der en anden, der sagde. Nej morgengudstjenesten det var såmænd nok.”
Dagens sidste historie skal også handle om en krybskytte, nemlig den navnkundige Lars Kjær. Da Lars dagen efter sit guldbryllup kom op på Rebildhus for at takke for festen, betroede han kromanden Frimuth Engelst, at han ikke bare var krybskytte men også krybfisker.
Dette havde Frimuth aldrig hørt før, og så var det at han stillede Lars det indlysende spørgsmål. Var det ikke koldt at stå ude i åen om vinteren? ”Jow, jow. Det gysned sgu da lidt, naar vaandet ramt` røvhullet”, svarede den lune Lars.
Hermed var turen slut, idet der nu kun var et ganske kort stykke vej ned til vore biler. Vi kan kun sige, at det havde været en rigtig god start, og en rigtig dejlig tur. Det var nok alligevel ikke så tosset endda at starte den nede fra holdepladsen i Mosskov.