2003

Stendalen – juletur

Det tegnede længe til et ringe deltagerantal til årets juletur og -frokost den 14. december. Men årsagen var blot, at folk ventede med at komme til i sidste øjeblik pga. en kraftig og bidende kold vind. Koldt var det da også at vente oppe på p-pladsen i Rebild, men da klokken gik i slag, kunne vi alligevel tælle til hele 105 personer, som ville være med til at slutte sæson 2003 af.

Det var egentlig meningen, at turen skulle være foregået ovre i Rebild Nordre Bakker, men netop pga. den kraftige blæst valgte Helge at gå ned i de dybe dale ved Lille og Store Stendal.

Hvem siger at Danmark er fladt som en pandekage?

Her nede i Lille Stendal forklarer Helge holdet, at årsagen til at han valgte Pallisdal fra, er at det ikke er helt ufarligt at gå derovre mellem de store træer når det stormer. Jeg har selv oplevet det da vi skrev bogen om de 15 traveture i Rold Skov, siger han. Nogle af disse ture beskrev jeg selv, mens forskellige personer blot lagde navn til. Andre ture beskrev forfatterne dog selv og her iblandt den dejlige heks, Dannie Druehyld. Vi gik dog sammen turen igennem ovre i området ned mod Ravnkilde. Dannie priste den smukke skov, som hun synes er meget flottere end selve Troldeskoven, men hun advarede også Helge mod nedfaldne grene og træer, som kunne vælte. Og tænk jer, siger Helge, lige idet hun sagde det, væltede der et stort træ. Så det er altså ikke helt ufarligt, det er ikke bare noget jeg siger.

Da vi nu er kommet ind på Dannie Druehyld, skal vi da også lige have den festlige historie om da Dannie lige havde fået kørekort og kom kørende ud til Helge i sin gule Renault. Den historie, der endte med at hun sagde til Helge, da hun skulle køre igen: ”Kan du ikke godt lige ta` og bakke den ud, for det har jeg ikke lært endnu”. Ja, hun er helt dejlig, siger Helge. Lagde I mærke til grenene på bøgetræerne oppe på det første stykke af vejen herned?, fortsætter han. Når man tænker på hvor lille et areal disse grene er fæstnet på stammerne med, er det fantastisk at de kan vokse fuldstændigt vandret, og endda meget langt ud, og så alligevel klare den store vægt som de har, uden at bøje ned. Jeg synes, det er så flot.

I skal også lægge mærke til de mange ”nødder” på jorden her nede i Lille Stendal. Det er fårenes efterladenskaber, og dem er vi glade for. (Fårene altså). For nogle få år siden blev bakkerne ryddet for bøgetræer og bævreasp, og prøv at se hvor flot lyngen er kommet igen på disse få år. Det er så flot, og det kan vi takke fårene for, idet disse til stadighed græsser området ned, så lyngen kan komme op. Lige da de havde fældet alle træerne var der praktisk taget ingen lyng her på stedet, så det er et eksperiment, der er gået virkelig godt.

Vi vil nu prøve at komme længere ind i skoven, hvilket vi gør ved at tage en rundtur op over den bakke, der vender over mod Store Stendal. Efter et stykke vej stopper Helge atter op på et sted, hvor der faktisk er totalt vindstille, for at fortælle nogle af sine muntre historier. – (Han var bare go` i dag. red.)

Som den første, skal vi høre historien om dengang der ringede en norsk dame fra Bergen for at spørge om hun og hendes gamle mor, som oprindeligt kom fra Rebild, måtte komme og besøge Helge. Den gamle dame havde noget at fortælle, som hun gerne ville have optaget på bånd.

Der gik ca. ½ år og Helge havde glemt alt om henvendelsen, men et par dage før Rebildfesten ringede der 3 damer på døren. Bedstemor, mor og et barnebarn på 17 år. Damerne blev naturligvis inviteret indenfor, og da Helge var færdig med at optage den gamle dame, Kristiane på 82 år, spurgte han hende, om hun kunne huske den gamle drukkenbolt og original, som blev kaldt Timanden. ”Hvad mener du?” svarede Kristiane. Helge gentog så sit spørgsmål, hvortil Kristiane svarede, ”Jo, det er da ham a sidder og fortæller om. Det var min far”. Så det var jo ikke så heldigt, slutter Helge denne historie og fortsætter med at sige:

Kristiane har faktisk senere sendt mig hans dåbsattest. Så den har jeg, men jeg ville nu hellere have haft hans dødsattest, og jeg skal fortælle jer hvorfor. Familien boede ovre på den anden side af hulvejen i Timandshuset, hvoraf der desværre nu kun står nogle få murrester tilbage. De boede meget fattigt helt oppe nordpå i Rebild Bakker, og da der var lidt rakkerblod i dem, var de ikke særligt velanskrevne på egnen, ligesom de også gik hårdt til flasken.

Timanden havde fået dette navn fordi han havde arbejdet hos en handelsmand i Aalborg, som hed Niemand, hvorfor det var nærliggende at give ham dette navn. Han boede sammen med sine forældre, og faderen var en gammel skovarbejder på 82 år. – I en lidt speciel version får Rold Skovs Venner nu historien om dengang da faderen døde.

Timanden gik da hen til sin gode ven, Kulsvier-Frederik og sagde til denne: ”Skov-Kræn er død, vil du ikke med til Skørping og flikke en kiste sammen”. Det ville Kulsvier-Frederik godt, og Helge fortæller om at de tog til Skørping, og ikke bare lavede kisten i Rebild fordi afholdsbevægelsen stod så stærkt der. Om at de væltede med vognen så at de strå, de havde brugt til at måle Skov-Kræn med faldt af, hvorfor kisten blev alt for kort fordi Timanden troede at han kunne huske hvor stor Skov-Kræn var, men alligevel tog fejl. Da de kom hjem overvejede Timanden først at save fødderne af Skov-Kræn, men da Kulsvier-Frederik ikke ville være med til dette, endte det med at de ”brokkede” ham ned i kisten. Kulsvier-Frederik syntes nu at det hele var så grotesk, at han foreslog at bore tre huller i kiste låget så Skov-Kræn kunne få luft. Det gjorde Timanden så med et gammelt skovbor og sagde: ”Nu ka` Skov-Kræn fo luft”. Inden Helge går videre med denne historie omtaler han det besynderlige i at der ikke findes en kirke i Rebild. Tidligere museumsinspektør Peter Riismøller sagde altid, at de to ældste byer i Nordjylland var Rebild og Nørre Tranders. Det er underligt at der ikke er nogen kirke i Rebild, men kirken for Rebild er altså kirken i Gl. Skørping. Men sig endelig ikke Gl. Skørping Kirke, for den hedder Skørping Kirke, hvorimod kirken i Skørping hedder Skørping Nykirke. Det er lidt kompliceret, men det hænger selvfølgelig sammen med at nuværende Gl. Skørping er det oprindelige Skørping, og at opkomlingen Sverriggaard ”tilranede” sig navnet Skørping.

Man kørte altså kisten med Skov-Kræn til kirken i Gl. Skørping, men da det var meget hård frost, kunne man ikke få ham i jorden, hvorfor han måtte stå ude i våbenhuset i ca. 1½ måned. Da vejret mildnede og man kunne grave en grav, sendte præsten bud efter Timanden for at aftale hvordan begravelsen skulle foregå. På et tidspunkt sagde præsten til Timanden, at han også skulle have Skov-Kræns dødsattest. (Det er derfor jeg så gerne ville have haft den, siger Helge). ”Dødsattest, sagde Timanden, det hår a et`”. Jamen doktoren må da have givet dig en dødsattest”. ”Ja, det kan vel være, men a hår den et` ”. ”Ja, det er jo alvorligt, for så kan vi ikke begrave ham”, sagde præsten. ”Hvorfor det?”. ”Jo, for så kan vi jo ikke være sikker på at han er død”. ”A ska` den ræneme sej dæ`, hvis han et` var død for 1½ måned siden, så er han sgu nu efter at have stået derude i 30 graders frost”, svarede Timanden blot med sin ægte himmerlandske lune.

Så er der også en god historie om ”Thorhilda”, hvilket blot er et navn som jeg har givet hende, siger Helge. Thorhilda og hendes mand, Jens var til det årlige socialdemokratiske bal inde på Gæstgivergaarden i Skørping, hvor der efter middagen også var dans til musik af spillemæn- dene fra Rebild. Men sådan noget pjat gad Jens ikke, han ville hellere sidde inde i krostuen og rafle, hvorimod Thorhilda gerne ville have en svingom. Hun spurgte derfor Jens flere gange om han ikke godt ville danse med hende. Men det ville han altså ikke og til sidst rejste han sig op og gav hende et par på skrinet.

Det var der imidlertid en mand, som hed Kræn-Aalborg, der så. Kræn-Aalborg var en lille smule tilbage, men kunne dog godt øjne at der var muligheder i det her. Han gik derfor hen til dem og sagde til Thorhilda, ”A vil gjarn dans mæ` dæ`”, og da Kræn-Aalborg var en stor og stærk kleppert turde Jens ikke sige noget til det.

Thorhilda og Kræn-Aalborg dansede kind mod kind, og på et tidspunkt sagde han til hende, ”Thorhilda, vil du ikke med ud i krohaven og ha` en rød sodavand?”. Det ville hun godt, og de gik så ud i krohaven og fik en rød sodavand, hvilket dog afstedkom, at Jens den næste dag stod oppe hos landbetjent Niels Hoby og anklagede Kræn-Aalborg for voldtægt. Men Hoby var en fornuftig mand, der sagde til Jens, ”Hvis der er nogen, der skal anmelde en voldtægt, så er det den forulempede, der skal gøre det, så du kan såmænd godt gå igen”. Så Jens måtte gå med uforrettet sag, men lidt efter stod Thorhilda der, grædende og forslået, og anklagede Kræn-Aalborg for voldtægt. Niels Hoby fik dog Thorhilda beroliget ved at tage hende med ud i køkkenet, hvor de over en kop kaffe fik snakket så meget, at der efter en halv times tid ikke var tale om slet så meget voldtægt, som der havde været tidligere.

Hermed kunne historien sådan set have været slut, hvis det ikke lige var for at Thorhilda ikke kunne holde sin mund. Og snart efter gik historien hele byen rundt og kom så også på et tidspunkt provst Vinther for øre. Det skal lige med, at provst Vinther, ligesom H.C. Andersen, var en meget stor mand med meget lange ben, og som noget karakteristisk, gentog han altid hvad han selv sagde. Denne historie var lige noget som han kunne bruge, og også gerne ville dykke noget mere ned i.

En dag da han skulle med toget til Aalborg, kom han til at sidde overfor landbetjent Hoby, der også skulle til Aalborg. På et tidspunkt siger han til Hoby, ”Forresten Hr. Hoby, jeg har hørt en lille fugl synge om Thorhilda og Kræn-Aalborg. Kender De den historie?”. ”Ja, det gør jeg da provst Vinther, for det var mig, der havde med den at gøre”, svarede Hoby. ”Ja, interessant, interessant. Kunne De ikke sådan lige helt nøjagtigt fortælle mig. – Hvad var det egentlig, der skete?”. ”Jo, sagde Hoby, det kan jeg da godt”. Og så tænkte han, – nu skal han også få den med al den saft, som den overhovedet kan trække i alle detaljer. Lige idet de kører ind på banegården i Aalborg er Hoby færdig med at fortælle historien, og siger sådan lidt ironisk: ”Men sig mig engang provst Vinther, vidste De ikke alt det her i forvejen?”. ”Jo, jo, jeg havde hørt om det, jeg havde hørt om det. Men det med den røde sodavand, det havde jeg ikke hørt”.

Pga. den stærke blæst er vi egentlig trængt ind i et ret tæt krat på den førnævnte bakke. Da vi skal fortsætte turen bevirker dette at de forreste deltagere ”trækker” hele holdet med på en tur, der ender med at gå ned ad en ret stejl og fedtet skråning ned mod Stendalen. Helge og fmd. må derfor agere ”fødselshjælpere” for atter at få alle bragt sikkert til verden på den faste jord, hvorefter vi fortsætter gennem dalen mod nordvest til vi når frem til det sted, hvorfra der går en vej op til festpladsen, også kaldet ”Gryden”, i nationalparken i Rebild Bakker.

I det fjerne kan vi høre, at jagthornsblæserne fra Støvring er ude at gå med Storkroens gæster oppe på Ørnevejen. Dette er et meget fint orkester, siger Helge, der ledes af den tidligere trompetist i Aalborg Symfoniorkester, Per Iversen. Det har faktisk vundet verdensmesterskabet i jagthornsblæsning.

At vejen deroppe hedder Ørnevejen, (et navn som Jørgen Pedersen har givet den pga. en oplevelse som Helge har haft deroppe, og det er et godt navn, føjer Helge til), så skyldes det, at da jeg kom hertil for mange år siden og begyndte at interessere mig for skoven, så ville jeg også gerne vide lidt om fuglene, så jeg kunne svare folk når de spurgte.

Det må skovrideren da kunne fortælle mig noget om, tænkte Helge, hvorfor han ringede til Jens Hvass. Men denne sagde blot, ”Gå ned til boghandleren i Skørping og køb en fuglebog af min bror, Hans Hvass. Og gå så op i de tidlige morgener og sæt Dem på Vælderskovbakken under de gamle bøge. Dette er en god fuglelokalitet, og der kan De lære dem at kende”. Det var også fuldstændigt rigtigt hvad han havde sagt, idet jeg her lærte mange af fuglene at kende. En morgen da jeg kom derop var der dog ikke en eneste fugl, men lige da jeg rejste mig op for at gå, kunne jeg høre en lyd fra en gren, der gik langt ud over mig. Der sad kongeørnen. Og lige så stille løftede den vingerne, og jeg siger jer, når man er så tæt på en kongeørn, så er den altså stor. Det er den flotteste oplevelse jeg har haft i skoven.

Jeg var så imponeret, at jeg skyndte mig hjem og ringe til Jens Hvass, der kl. halv syv om morgenen, og sagde, ”Jeg har set en kongeørn”, hvortil han svarede, ”Ja, det ved jeg sgu godt nu har den været her i 14 dage. Og ring så til mig efter kl. halv elleve og fortæl mig det”.

 (Man skal i den forbindelse huske, at Jens Hvass absolut ikke var morgenmand. red.). Det er den historie Jørgen altid fortæller deroppe, og det er åbenbart derfor at de stod der og blæste i jagthorn, slutter Helge. Men inden vi går videre, skal vi dog også lige have historien med om oplægget til den første rebildfest.

Denne blev som bekendt ikke holdt den 4. Juli, men den 5. August 1912. Årsagen var, at der var landesorg fordi Kong Frederik den 8. Pludselig var død den 14. Maj nede i Hamborg. For nogen tid siden hørte Helge en mand fortælle om dette i fjernsynet. Han fortalte ikke så meget om selve rebildfesten, men mere en helt grotesk historie om hvorfor denne blev udskudt. Kender I ikke det, at man ofte husker i billeder?, siger Helge. Her fik jeg netop sådan et dejligt billede. I skal forestille jer, at der på lighuset i Hamborg ligger en stor mand tildækket med et hvidt lagen. Fødderne stikker udenfor, og på storetåen hænger der et papskilt hvorpå der står, nr. 856. Man anede ikke hvem manden var, men det var den danske konge. Han var fundet i St. Pauli, hvor han havde været oppe at besøge en pige, og det var han død af. Det er sådan et dejligt billede, synes jeg, og tænk jer. Det var årsagen til at Rebild Bakker ikke blev indviet den 4. Juli, men måtte udsættes til den 5. August. Kong Frederik den 8., alias nr. 856. Turen går nu videre op gennem Gryden, men inden vi når helt op til Blok- og Tophuset, stopper vi en sidste gang før den ventende frokost i Røverstuen.

Ud over den kraftige blæst, er det nu også begyndt at sætte i med regn, hvilket nok får Helge til endnu engang at mindes den første rebildfest. Denne druknede nemlig nærmest i regn, men folk ville se den nye konge. Festen var meget flot omtalt næste dag i Aalborg Stiftstidende, og jeg kan det udenad, siger Helge. Der står: ”Man så kun et eneste menneske i den nye danskamerikanske nationalpark i Rebild Bakker i går. Ellers så man kun sorte paraplyer, der stod over hinanden som champignon. Men der midt i det hele stod hans majestæt, Kong Christian den 10. af Danmark og ragede op over folket som et kongelys”.

At det vitterligt var regnvejr på denne første ”rebilddaw”, er dagens sidste historie også en bekræftelse på. Engang da Helge var ude at gå med en flok mennesker her i bakkerne, og han fortalte om dette, var der en ældre mand, som sagde, at det kunne han sagtens huske, for han var selv med. Manden fortalte da følgende historie, som vi her lader Helge genfortælle gennem sin dejlige bog, ”en Rebild Saga”. ”Den otteårige Jens Christensen fra Aalborg havde endnu 27 kilometer at cykle i silende regn sammen med sin far hjem til Aalborg. Han havde haft søndagstøjet og de fine nye sko på, fordi han skulle se kongen. Da moderen så ham, da de drivvåde og tilsølede i mudder og sand kom hjem til Aalborg, blev hun så rasende over tøjets og skoenes tilstand, at hun gav drengen en overhaling. Faderen syntes, det var lidt synd og også lidt uretfærdigt, (han havde i første omgang gemt sig bag kakkelovnen), at det gik ud over knejten, og kom ham til hjælp med ordene: ”Jamen, ved du hvad Mor, knejten har set tyve automobiler idaw!” Det var den dag, da himlen åbnede sine porte og gav den første rebildfest sin dåb. . . . .

Da de nu også er ved at gøre dette på denne decemberdag i 2003, afslutter vi traveturen og går direkte hen på Røverstuen, hvor vi, som efterhånden vanligt, skal slutte en god og spændende sæson under muntre og hyggelige former.