2003

Skovhaven

Turen den 16. November, af nogle også kaldet gløgg-turen, skulle i år starte med et besøg i den nyrenoverede Skovhave, hvorfor dagens mødested naturligvis var sat ved p-pladsen ved Møldrupvejen.

Straks indenfor porten omtaler Helge hvor dejligt det er at se, hvor ryddeligt og pænt der er blevet overalt. Efter at Jens Hvass rejste i 1970, har Skovhaven ikke været passet ordentligt, idet den tidligere skovfoged på denne del af distriktet ikke interesserede sig for den. Men siden den nye skovfoged, Leif Lyngsø, overtog den, er der virkelig sket noget.

Det er ikke så længe siden, at Skovhaven blev ”genåbnet”, og som noget nyt, har man også lavet en rute, som handicappede kan benytte. Jeg synes næsten, at vi også skal prøve at tage denne tur, inden vi skal ud på den egentlige rute, siger Helge. Og det gør vi så.

Straks på højre hånd står der en gruppe småbladet lind. Et træ, som har haft en meget stor betydning for det danske skovbrug. Hvorfor Jens Hvass syntes, at disse burde stå lige her ved indgangen til Skovhaven. Der var engang i linde-egetiden, hvor linden var udbredt over hele landet, men nu er det meget få steder hvor der er oprindelig lind tilbage. Helge mener, at der er 29 træer tilbage i Rold Skov, som er oprindelig lind. Der står også nogle bøge her ved indgangen, som Jens Hvass åbenbart syntes var passende at sætte her. Hvorfor han ikke satte nogle ege, forstår jeg ikke, siger Helge. Men ham om det.

Man kan kun sige, at det er en rigtig god rute, som Statsskoven har valgt at lægge ud som kørestolsrute. Man kommer forbi rigtig mange parceller med nogle spændende beplantninger på. Bl.a. nogle nyplantede mammuttræer. Man siger, at Skovhaven har Danmarks største træ i rummål. Jeg vil ikke sige, at det ikke er rigtigt, siger Helge, men der står et mammuttræ ovre på Langesø Skovdistrikt på Fyn, som jeg tror, er Danmarks største træ i rummål. Så det er da flot, at vi også har fået plantet mammuttræer her i Skovhaven. Dem har jeg altid savnet. Vi skal forestille os hvilke kæmper disse vil være om 100 år, så kan det godt være, at Rold Skov har Danmarks i rummål største træ, slutter han.

På vores egentlige rundtur i Skovhaven stopper vi første gang ved den store kæmpegran (grandis), der står lige inden for hegnet ud mod banen. Og her er det, at der står på skiltet, at dette er Danmarks største træ i rummål – 32 m3. Den er da også kæmpestor, men sjovt nok var der mange, som troede, at den gran, der hedder Forstrådens Gran, var den største, indtil Helge brugte en hel dag på at opmåle de store træer i Rold Skov. Helge blev dog også selv overrasket over at kæmpegranen her var den største, og det er ikke bare fordi den er så stor, at den bliver kaldt en kæmpegran, det er selve arten, der hedder sådan.

Den vokser meget hurtigt, men har det dog ikke særligt godt i begyndelsen. Så bryder den sig ikke meget om at være her, men når først den har taget fat, så går det virkeligt hurtigt. Hvis man ser nogle, som blot er halvt så gamle, kan man meget bedre se, hvor hurtigt det går, og det vil vi gøre lige om lidt, siger Helge.

Men naturligvis skal vi lige have historien om da skovrider Hintz måtte modarbejde sin chef, overførsteren fra Århus, for at få plantet de mange nye granarter, som man da kunne få fra Amerika. Overførsteren kunne ikke lide disse nye træer, men at det så alligevel lykkedes for Hintz at få dem plantet, kan man jo konstatere ved selvsyn den dag i dag.

Nu skal vi hen og se på nogle ikke særligt kønne træer, hvor de 2 – 3 stykker, der står tilbage, er resterne af en tidligere bevoksning. Jeg håber, at de vil lade dem stå så længe som overhovedet muligt, for selvom de ikke ser ud af ret meget, er det nok den mest interessante bevoksning i Skovhaven overhovedet, siger Helge.

Disse træer hedder Svinebørstefyr eller Børstekoglefyr, og de vokser oppe i White Mountains i Amerika. De bliver ikke særligt høje, men derimod meget brede. I 1950erne var der en amerikansk forstprofessor, der tog nogle boreprøver og disse viste da, at et af træerne var 4.500 år gammelt. Imidlertid fandt han senere nogle træer, der var endnu større, og blandt dem verdens da ældste træ, som viste sig at være hele 7.000 år gammelt.

Man har dog siden fundet nogle træer i Australien, som man troede var uddøde for 50.000.000 år siden. Stedet blev holdt så hemmeligt, at de journalister, som fik lov at se dem, blev transporteret derud i helikopter med bind for øjnene og i beskyttelsesdragter, for ikke at bringe biologiske forstyrrelser med sig. Nu er man begyndt at tage frø fra dem, som man kan købe, så det kunne måske være en fremtidig bevoksning her i Skovhaven, Wallaney Pine, men om den kan vokse på vore breddegrader, er jo svært at sige.

Vi går nu forbi en gruppe kæmpegraner, der kun er halvt så gamle, som den før omtalte. Som Helge sagde, her er syn for sagn om hvor hurtigt det går for disse træer at vokse op. Men det vore medlemmer så også kan få lejlighed til at prøve her, er at klemme på de små vabler med velduftende harpiks, som træerne har på stammerne. Man skal dog passe på ikke at få det i øjnene. Det skulle svie noget så forfærdeligt.

Vi kommer nu frem til nogle beplantninger, som måske ikke ser ud af noget særligt. Men jeg synes nu, at det er en af de allerflotteste bevoksninger i Skovhaven, siger Helge. For her står alle de pionertræer, som var med til at bygge det danske skovbillede op helt fra starten. Kvalkved, Vrietorn, Benved, Vild Æble og hvad de nu hedder alle sammen. Og så denne her, som hedder Tørst. Den er ikke særlig køn at se på, men der er en god historie at fortælle om den. Tørstetræet er træet med den dobbelte knaldeffekt. Forstået på den måde, at under krigen sendte Jens Hvass sine skovløbere ud i moserne for at finde tørstetræer. Disse blev så afbarkede, og veddet herefter opvarmet og pulveriseret inden det blev sendt til Hærens Krudtværk i Frederiksværk, hvor tørstetræ indgår som en meget væsentlig bestanddel i fremstillingen af sortkrudt.

Man kan også bruge barken, og de som har været ved hospitalsvæsenet vil vide, at Frangulabark indgår som en meget væsentlig bestanddel i afføringsmidler. Man kan ikke have Rød Spinatin og lignende, uden at der er Frangula-bark i det, ellers virker det ikke ordentligt. Med andre ord, tørstetræet er træet med den dobbelte knaldeffekt.

(Må det være red. tilladt at nævne, at Frangula-bark også er vældig godt for hoste). Vi forlader nu Skovhaven og fortsætter turen mod syd forbi Mosskovgaard, Klænghuset og gennem Jamborettepladsen.

Her stopper Helge op og siger: ”Det regner, så nu kunne det være rart med en romtoddy”. ”Kan du sørge for det Helge?”, siger fmd. ”Nej, det kan jeg ikke sørge for. Det skal du gøre som fmd.”, svarer han. ”Jamen, det må jeg jo så tænke på”, siger denne, inden Helge igen tager over og nævner navnene på de to førnævnte bygninger vi lige er gået forbi. Hvad var det mon for en kryptisk snak? Var det mon oplæg til noget hemmeligt? Hvem ved?

Helge nævner også de forandringer, der vil ske i statsskovvæsenet fra det nye års begyndelse. Landet skal inddeles i færre skovdistrikter, og det vil sige, at der her i Jylland kun skal være 3 hoveddistrikter for fremtiden, hvoriblandt Buderupholm Statsskovdistrikt vil være et af disse hoveddistrikter. Det kommer dog så ikke længere til at hedde Buderupholm- men Skørping Skovdistrikt. De to andre vil være Silkeborg og Lindet.

Helge nævner også den tidligere brug af Klænghuset, hvor man anvendte dette til at klænge kogler, eller med andre ord, til at slå frøene ud af disse. Jens Hvass var meget interesseret i frøavl af nåletræer. Han fandt de bedste træer af slagsen og lod koglerne tage fra dem, hvorpå disse blev varmet op inde i Klænghuset, så man kunne slå frøene af dem. Disse frø kunne bl.a. sælges til andre skovdistrikter, hvormed disse også kunne få de allerbedste graner. –  Nu gør man det dog ikke mere på denne måde.

Endelig omtaler Helge Jamborettepladsen, hvor man især i Jens Hvass` tid har afholdt nogle store spejderlejre. Jens Hvass var ’overspejder’ her i Nordjylland. Vistnok det, der hedder divisionschef, siger Helge. Jens Hvass og hans stab lavede nogle fantastiske lejre her på pladsen med deltagelse af spejdere fra hele verden. Blandt disse nævnes især Borneo-jamboretten, Stenalder-jamboretten og Indianer-jamboretten. Helge nævner også hvordan ordet jamborette opstod. Det kommer af det indiske ord, jamboree, der betyder spejderlejr på verdensplan. Så mange deltagere kunne man ikke have her, hvorfor Jens Hvass` kone, Gitten, foreslog, at når en stor lejr hedder en jamboree, så måtte en mindre da kunne hedde en jamborette, ligesom et lille piano hedder et pianette. Ja, det var jo faktisk godt tænkt, og sådan blev det.

Vi er nu nået frem til Mossø, som faktisk er en af skovens allersmukkeste søer. Men da det stadig regner ganske let, er de små gangbroer over de tilstrømmende vandløb, trods påsømmet hønsetråd, en smule fedtede. Et enkelt sted manglede den helt, med det resultat at en dame fik vand ovenind i gummistøvlerne. At det for engangs skyld ikke var Birgit, bevises gennem det følgende.

Vi er nemlig nået frem til bålpladsen i Tvillingskov. Og hvilket syn mødte der ikke de nu 119 forsamlede deltagere. For atter engang havde Birgit, Karin og Hanne forbarmet sig, og var stået tidligt op for at forberede en gang gløgg og æbleskiver. Og også denne gang havde vi fået god hjælp fra Hjemmeværnskompagni 1308 i Hellum. I praksis af Michael Eriksen og Bo Andersen, hvor sidstnævnte var med for første gang. Disse to gutter havde endda, ud over at varme gløgg, også lavet et godt bål til os for at fremme en hyggelig stemning.

Godt nok var det under lidt fugtighed fra oven, at vi skulle nyde dette traktement. At der så kommer vand i både sukker og på syltetøj, samt at gløggen bliver en anelse fortyndet, er der ikke noget at gøre ved. Det tager vi bare med godt humør, og regnen hørte da også op da vi skulle fortsætte vores tur ned forbi Mosskov Pavillonen, og videre under banen og mod nord langs Store Økssø.

Efter en tids vandring stopper vi atter op ved Arnebakken. Vore deltagere skulle jo også have lejlighed til at nyde deres egen medbragte mad. Og som sagt, nu heldigvis i tørvejr, der varede ved under resten af turen. Denne fortsætter herefter videre mod nord til Mosskovhus, hvor der også findes en banetunnel vi kan benytte for at komme tilbage til turens udgangspunkt ovre på dennes østside.

Omtrent på højde med Klænghuset ligger der en lille lund, som blev anlagt af skovrider Poul Lorenzen, der var skovrider her i Rold Skov fra 1920 til 1940. Og for nye medlemmers skyld starter Helge med at fortælle om hvorledes Poul Lorenzen blev skovdirektør, hvorledes han vendte tilbage til Rold Skov på sine gamle dage, og hvorledes han engang holdt et foredrag på Hotel Rebild Park om sin barndom på Thorup Hedegaard.

Man har siden hædret Poul Lorenzen ved at kalde dette stykke skov, der fortsætter helt op til Skovhaven, for Poul Lorenzens Lund. Netop for at han havde plantet en masse forskellige træer i dette område. Her findes der både ask, lind, bøg og eg, ja, et rigtigt dansk stykke skov, slutter Helge sin beretning.

Som den allersidste etape af dagens tur fortsætter vi vor vandring op gennem Poul Lorenzens

Lund, og derfra direkte gennem Skovhaven op til p-pladsen med den flotte træportal oppe ved Møldrupvejen. Her kunne vi, trods regnen, slutte en ualmindelig hyggelig tur. Ja, endda en så hyggelig tur, at mange deltagere efterfølgende har givet udtryk for det samme. Tak til alle, der bidrog på hver sin måde.