2003
Tingskoven (Fjerritslev)
Søndag den 12. oktober blev en dag ud over det sædvanlige, idet vi skulle på tur i Tingskoven og til Husby Hole med historikeren Bjarne Geil fra Løgstør.
Vi mødes på p-pladsen ved krydset mellem Thistedvejen og Aggersundvejen midt i Tingskoven, og efter velkomst til- og introduktion af Bjarne, indleder denne turen med at gå mod nordvest i den nordlige del af skoven. Men snart efter stopper han på et sted, hvor der findes nogle markante indlandsklitter.
Her fortæller Bjarne om Enrico Dalgas, der på et tidspunkt havde indlogeret sig på Aalegaard oppe i nærheden af Fjerritslev. Han havde set, hvor frygteligt disse arealer da var plaget af sandflugt, og at de derfor burde plantes til. I 1868 blev der så dannet et interessentselskab ved navn Andebjerg Plantage. Man begyndte nu at plante i stor stil, og senere købte man endnu flere arealer til. Disse tilhørte den lille gård, Tinggaard, som altså har ligget et sted herinde i skoven. Denne gård var ejet af en flittig og dynamisk mand, som dog blot havde én hest og én stud.
Der var nu blevet dannet to interessentselskaber, det nye hed Tinggaard Plantage, og begge disse hyrede denne mand til at pløje arealerne, således at man kunne plante den nye skov. Det var dog nogle utroligt magre jorder, og træerne groede faktisk ikke særligt godt.
Under 1. verdenskrig kunne man så konstatere, at man ikke havde tjent en eneste krone, det var ren og skær tilsætning. Men der viste sig dog en køber til hele arealet. Endda en kongelig køber, nemlig prins Valdemar, der var bror til Chr. 10. Prins Valdemar boede i København, men han havde en søn, som hed Erik. Denne var dog noget vidtløftig og var ikke interesseret i plantagedrift, men derimod i jagt. Så han gik på jagt i stedet, og samtidigt spekulerede han i aktier og andre værdipapirer. Det gik derfor helt galt for ham i tyverne, idet han gik med ned med Landmandsbanken, da denne krakkede i 1924. Han måtte derfor afhænde hele plantagen til familien Jørgensen.
Einar Jørgensen havde efter et utroligt dramatisk liv i Sibirien overlevet den russiske revolution og var vendt tilbage til Danmark. Han købte både Aalegaard og plantagerne her, og forsøgte at drive dem på en fornuftig måde. Det var familien Jørgensen, der drev disse plantager indtil de blev overtaget af Nørlundfonden. En af familien Jørgensens efterkommere er den 83 årige Einar Laumann Jørgensen, som er utroligt vital og åndsfrisk, og som stadig går rundt her i skoven for at forsøge at finde mystiske ting og sager. (Laumann Jørgensen var født i Vladivokstok i 1920. Han var senest statsskovrider ved Københavns skovdistrikt. red.)
Når vi kommer rundt, vil vi se nogle spadestik på de steder jeg vil vise jer, siger Bjarne. Jeg ved det ikke, men jeg har på fornemmelsen, at det er Laumann Jørgensen og hans hjælpere, der går rundt og sætter spaden i jorden. Et par steder er det helt sikkert, at der her i sommer har været nogen ude i skoven med redskaber.
Vi vandrer nu videre og snart efter kommer vi til det sted i skoven hvor indlandsklitterne er allerhøjest. Hvis man ser sig godt omkring, kan man sagtens se, at det virkelig har blæst med sand her i området. Stedet har virkelig været et indlandsklitområde. Man skal forestille sig det uden træer, det har føget og det har været et meget ubehageligt sted at være, siger Bjarne og vender tilbage til at fortælle om manden med studen og hesten.
Denne havde som sagt Tinggaarden og det fortælles, at han for en ussel hyre gik år efter år og forberedte jorden ved at pløje den ved hjælp af sine to dyr. Gårdmændene her på egnen syntes at han dog burde hædres for dette, hvilket Andebjerg Plantage da også gjorde ved at få udfærdiget en sølvplade, som blev sat på ploven da han ikke mere kunne pløje pga. alder.
Ploven stod hjemme på hans gård, hvilket han var meget stolt af, men da han døde ville arvingerne ikke have en sådan gammel og rusten plov. De pillede blot sølvpladen af og lod en produkthandler få ploven. Efter sigende skal sølvpladen dog stadigvæk befinde sig at sted her på egnen, men om ploven stadig eksisterer, ved jeg ikke, slutter Bjarne.
Der er nok nogle, som vil spørge om hvor stor skoven er, fortsætter han. Hvis man måler den på et kort, er den ca. 3½ km. på hver led, herunder medregnet nogle hedearealer nede mod syd. Dette skulle give et areal på omkring 1000 ha. Lige nu befinder vi os ca. 400 meter nord for hovedvejen. Vi vil fortsætte endnu et stykke vej mod vest, og vil så dreje skarpt til venstre og dermed komme til at gå ret mod syd til Søhøje, der ligger på den anden side af hovedlandevejen.
Vores valgte rute gør, at vi først når frem til området, der kaldes Søhøje 2. Det mystiske her på stedet er en stendynge, der er placeret nede i bunden af en lavning. Jeg vil ikke påtage mig at udlægge hvad meningen er med den, siger Bjarne, men det har noget med astronomi og religion at gøre. Dette har stået på i flere år. Hvem der gør det, ved jeg ikke. Men det skulle være nogle grupper, som på en eller anden måde har noget med oldtidens religion at gøre. Men ingen ved det nøjagtigt. Historikerne og arkæologerne er utroligt tavse om det. Jeg har prøvet at slå op i de allernyeste bøger, der er udgivet om Danmarks oldtid. De nævner ikke Søhøje og det jeg viser jer her med et eneste ord.
Stedet her blev fundet i 1960, og Nationalmuseet har været her og foretaget nogle opmålinger, men man har ikke nogen særlige kommentarer til disse. En arkæolog ved navn Helmuth Andersen har skrevet denne lakoniske sætning: ”Det ser ud til at være en ukendt begravelsesform”. Men der er nogen, der har en anden mening, og det vil vi se oppe på Søhøje 1, slutter Bjarne.
Søhøje 1 ligger lige i nærheden, og heroppe siger Bjarne, at dette virkelig er et mystisk sted, mens han samtidigt beder folk om at lægge mærke til både den store gravhøj og dens nære omgivelser med en kreds af store sten, som næsten er helt nøjagtig cirkelrund.
For at anskueliggøre hvad han vil fortælle, har Bjarne nu sat nogle markeringspæle i jorden. En ved en såkaldt hælsten, en midt i cirklen og en ved en flad sten i selve rundkredsen. I gamle dage, da der ingen skov var, kunne man ved at følge denne sigtelinie se solen stå op den 1. Maj. Eller med andre ord, på Valborgsdag. Man brænder stadig blus på Valborgsaften nogle steder Danmark, hvilket er en gammel hedensk tradition, som måske stammer tilbage fra jernalderen og keltertiden.
Ifølge Laumann Jørgensen har det altså med noget helligt at gøre. Om han har ret, ved man ikke. Nogle historikere ryster på hovedet og siger, at Laumann Jørgensen er en galning, mens denne omvendt mener, at de må være dumme, når de ikke kan forstå hans teorier.
Laumann Jørgensen har slået sig sammen med nogle astronomer, med hvilke han har udviklet en ny form for historie, som kaldes astroarkæologi. Men historikerne ryster på hovedet af det, og som jeg nævnte nede ved Søhøje 2, er astroarkæologi ikke nævnt med et eneste ord i de nyeste historiske værker.
Stedet kan muligvis også have noget at gøre med, at det er en kalender, som oldtidsbønderne havde for at kunne føre regnskab med årets gang, fortsætter Bjarne.
Det at føre regnskab og opbygge en kalender, er noget af det mest indviklede, som jeg nogensinde har haft med at gøre i mine historiestudier. Man regner helt ned til 5-6 decimaler, fordi vores år er bundupræcist. Det er 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder.
Derved får man utroligt mange forskydninger, så det er svært at holde øje med tiden. Da man nåede til året 1700, var man 11 dage forkert på den. Man blev så enige om at lave en reform, men det var ikke alle de europæiske lande, der gik med, f.eks. Sverige. Det har voldt mange historikere store problemer hvornår en begivenhed egentlig fandt sted, når man anvendte forskellige datoer i flere af de europæiske lande. Bjarne nævner også ”Bauers Calender”, der rækker fra år 601 til år 2200, som et eksempel på hvor utroligt svært det kan være, at holde styr på tiden.
Et af principperne man muligvis har brugt her på stedet, er at man har brugt måneåret som inddeling. Man har således delt året ind i 13 måneder, og man har sandsynligvis også haft anbragt 7 håndstore sten mellem de store, og ved at flytte en om dagen til den næste, havde man så rede på hvornår der var gået en uge. Man startede ved forårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange, og kunne derefter holde øje med hvornår det var midsommer, efterårsjævndøgn og midvinter, samt hvornår det var tid for at så og høste osv.
Dette er en af teorierne, men om den passer ved jeg ikke, siger Bjarne. Laumann Jørgensen har nogle andre teorier, der går ud på at ved at sigte i forskellige retninger, rammer man nogle markante punkter i det omkringliggende landskab. F.eks. er der en meget markant bakke ude ved fjorden ved navn Alsbjerg. En anden sigtelinie vil ramme en stor gravhøj ved navn Blushøj.
Heller ikke om dette er rigtigt, ved jeg, det er igen nogle teorier. Men jeg synes at I selv skal tage en lille vandring rundt mellem stenene og en tur op på gravhøjen inden vi går videre, slutter Bjarne. Sandelig også et spændende område, fuld af historiens vingesus at færdes i, men inden vi bliver sluppet løs fortæller han en munter historie fra en anden tur på denne egn. For et par år siden blev han ringet op af et menighedsråd ovre fra Djursland, om han ville lave en tur her i Han Herred, og det ville han gerne. En af Bjarnes veninder, som sad i dette menighedsråd, ringede flere gange og sagde, at præsten var så nervøs for hvad det var for en fyr de havde hyret til denne tur. Om han kunne gøre det godt. Men da vi så stod her, sagde præsten:
”Ja, her føler jeg Guds nærhed”. Og det var jo store ord.
Vi kom så senere over til Tømmerby Kirke, hvor der står en stor fallos på kirkegården. Her var det så at et af medlemmerne af menighedsrådet gik hen og rørte ved denne fallossten og sagde: ”Hvad så præst, føler du nu Guds nærhed”.
På vores videre færd passerer vi den nu udtørrede Hendriksø. Man kan godt fornemme at man ligesom bevæger sig ned på et ret fladt terræn inden det atter går op mod det måske allerflotteste sted i Tingskoven, Andebjerg.
Også her er der anlagt en rundkreds af sten ved foden af en stor gravhøj. Stedet minder i høj grad om Søhøje 1, og jeg kan ikke komme med en bedre forklaring, end den jeg gav ovre ved Søhøje, siger Bjarne. Måske er det en kalender, måske et helligt vi, eller måske, som Helmuth Andersen skrev, en ukendt begravelsesform. Og endelig, ifølge Laumann Jørgensen, rammer nogle af sigtelinierne også her ud til nogle interessante punkter.
Det var egentlig lidt ejendommeligt at høre Bjarne udlægge alle disse forskellige teorier, om hvad formålet med stedet egentlig har været. Bjarne har aldrig selv besøgt det historiske sted, Stonehenge i England, men teorierne svarer fuldstændigt til det, man fortæller derovre. Ud over at Stonehenge blot er så meget større, svarer tingene nøje til hinanden. Heller ikke her ved man nøjagtigt hvad stedet har været anvendt til. Om det så er flere forskellige former for gravhøje, findes de rundt omkring Stonehenge i stort tal, og mange af disse er endda danske, blev der fortalt. Sært som tingene hænger sammen. (red.)
Men tilbage til Andebjerg. Stedet her har dog også et andet historisk perspektiv, idet det sikkert i visse perioder har været det gamle tingsted, hvor folk kunne komme og få afgjort deres trætter. Der har sikkert også været et galgested. Man havde ikke fængsler i helt gamle dage, og når man havde taget f.eks. en fåretyv, skulle de mænd, som havde dømt ham, selv sørge for at få ham henrettet. Man hentede ikke skarpretteren inde fra Aalborg. Han skulle have alt for mange penge.
En forklaring på hvorfor det gamle tingsted har været lige her, er den nærliggende Hendriksø.
Her har man kunnet vande sine heste, og vi vil senere komme forbi en brønd, som har givet vand til menneskene. Dette sted har altså i perioder været et gammelt tingsted, som dermed også kom til at lægge navn til skoven. Værs`go` og spis, slutter Bjarne.
Det gør vi så, og et smukkere sted ville også have været særdeles vanskeligt at kunne finde for turens 74 deltagere, der tillige var begunstiget af det flotteste efterårsvejr.
Da turen fortsætter, er der ganske rigtigt ikke ret langt hen til den omtalte brønd. Den er selvsagt meget gammel, og var da også på et tidspunkt styrtet sammen. Men efter at Laumann Jørgensen havde fundet den, blev den omkring 1960 restaureret meget flot. Den er stensat og ret dyb, og minder i grunden meget om den flotte iskælder ude ved Torstedlund.
Vi befinder os nu nede i den del af Tingskoven, der kaldes Andebjerg Plantage. På et tidspunkt går vi over Aggersundvejen og fortsætter vores rundtur ovre i den østlige del af denne til vi atter når ud til samme landevej kort før det store kryds, hvor vi holder parkeret. Som det stod i indbydelsen, skal vi slutte turen af med at køre de få kilometer til Husby Hole for at se den flotte mindesten, der er sat til minde om de vendsysselske bønders kamp mod Christoffer af Bayern i 1441. Og man må sige. Det var et flot syn, at se Rold Skovs Venner køre ad Thisted landevej i samlet flok mod vest, og fra landevejen videre gennem Skræm til dette minderige sted.
Da vi alle er nået frem, indleder Bjarne med at sige: Hvis man læser lokalhistorie her fra egnen, så får man utroligt meget at vide om Husby Hole og en bakke, som ligger lige præsis en kilometer længere mod syd, som heder Sct. Jørgensbjerg. Det fortælles her, at der har fundet en masse begivenheder sted. Der findes en masse beretninger om disse, men slår man op i den nyere historie, står der næsten ordret hvad jeg siger nu: ”Man ved ikke ret meget om det bondeoprør, som fandt sted her”.
Det er dog helt sikkert, at der i 1438, 39 og 40 fandt flere forskellige bondeoprør sted ovre på Sjælland, og at der i 1441 begynder der et bondeoprør her i Jylland. Det starter med sikkerhed oppe i Vendsyssel og breder sig herned. De får folk fra både Han Herred, Thy og Mors med til at plyndre herregård efter herregård. Lederen af dette bondeoprør hedder Tagesen Reventlow. Denne var selv herremand, men hvorfor i alverden han var på bøndernes side, ved man ikke.
Man for tæller også rask væk, at det var et oprør mod adelsmændene og de urimelige skatter. Men fakta var faktisk, at skatterne var styrtdykket i denne periode. Årsagen var, at der havde været den sorte pest – den sorte død, hvorfor der var mangel på bønder. Det betød, at når herremændene skulle have nogle bønder til at dyrke deres jord, så kunne bonden til gengæld sige, at så ville han ikke betale så meget i afgift. Man kan altså ikke rigtigt finde begrundelsen for hvorfor bønderne lavede dette oprør.
Danmark var på dette tidspunkt et land, der rent politisk næsten var på randen af revolution.
Man havde i mange år haft Margrethe, som vi jo kalder Margrethe 1. fordi hun var dronning. Men hun har aldrig været dronning. Det er en opfindelse, som vi har gjort. Hun var ”bare” administrator for sin søsters søn, Erik, som hun også opdrog. Den senere Erik af Pommeren.
En rigtig skidt karl, der endte sine dage som sørøver.
Overklassen gjorde da også oprør mod ham. De ville have en ny konge, ham, som hed Christoffer af Bayern. Ind i denne konflikt med overklassen kommer så lige pludseligt dette bondeoprør, og man har ikke rigtig nogen begrundelse hvorfor det finder sted.
Efter et stort plyndringstogt mod bl.a. Aagaard inde ved Fjerritslev, hvor de havde jaget ejeren, en Gyldenstierne, væk, så han måtte flygte ”med kun en stav i hånd”, som der står, drog de videre ned gennem Sallings land. Nogle kilder siger endda, at de var helt nede på Skjern-egnen, hvilket nu nok er usikkert.
Borgene var på det tidspunkt ikke så stærkt befæstet, og derfor forholdsvis lette for bønderne at erobre, fordi Margrethe havde forbudt alle befæstninger som et led i hendes politik. Hun ville ikke have alle disse småkonger, der sad rundt omkring i alle egne og tyranniserede både bønderne og statsmagten.
Der kommer så en hær, som nok var betalt af Christoffer af Bayern, og trænger bønderne her op. Og hvis man skal tro så nogenlunde, hvad overleveringen fortæller, lavede disse bønder en vognborg oppe på Sct. Jørgensbjerg. Noget man havde lært fra bondekampene nede i det sydlige Tyskland. En sådan vognborg er næsten uindtagelig for at angribende rytteri, idet dette selvsagt bliver stoppet af vognene, hvorimod forsvarerne kan skyde eller hugge på rytterne hvis de kommer for tæt på.
Sådan lyder beretningen, og nu skal I prøve at bruge jeres fantasi. Bønderne var altså oppe på Sct. Jørgensbjerg, men laver et udfald og trænger sig herover til Husby Hole. Der findes her to store hulveje, som bønderne havde dækket af med bjælker og derpå lagt grene og jord hen over dem. Da rytteriet så kom galoperende, styrtede de lige ned i dybet, hvorpå det var let for bønderne at komme farende og hugge både heste og mænd ihjel. En massakre uden lige. Det er en fantastisk beretning, men måske er det løgn. Vi ved det ikke, siger Bjarne.
Christoffer af Bayern vendte dog tilbage med nye tropper. Men da disse koster en afsindig masse penge, udtænkte han i første omgang en anden idé. Han lod hver enkelt herremand gå så tæt hen til vognborgen oppe på Sct. Jørgensbjerg, som han kunne komme. Denne råbte så til sine egne bønder: ”Niels, Niels, tænk på Marie derhjemme. Hun går med syv børn og hun venter den ottende. Du vil da ikke slås ihjel her på Sct. Jørgensbjerg”. ”Nej, siger Niels, der var fra Mors, A tar` hjem til Marie.” Der går så en herremand fra Thy frem og råber mod sine bønder: ”Rasmus, Rasmus, du skal da hjem. Tænk på din bette søn derhjemme, skal han miste sin far heroppe på Sct. Jørgensbjerg?” ”Nej, A tar` hjem”.
Så tog alle Morsingboerne og alle Thyboerne hjem, lokket af disse råb fra deres herremænd, så der herefter kun var Tagesen med alle sine Vendelboere tilbage. De ville ikke fly! Rytteriet startede nu en storm mod vognborgen og huggede de tilbageblevne bønder ned. Om Tagesen Reventlow blev taget til fange, ved man ikke, men han dør. Der er nogen der mener, at han blev taget med livet i behold, hvorefter han blev slæbt til Aalborg. Her blev han pint og plaget og senere halshugget, hvorefter kroppen blev sat på hjul og stejle.
Der er dem, som hævder, at alle disse døde bønder blev kulet ned i en stor fællesgrav oppe på Sct. Jørgensbjerg. Der er beretninger fra egnen tilbage fra 1800-tallet, om at man gravede knogler op i store mængder for at knuse dem og anvende dem som gødning på markerne. Det blev dog stoppet, da nogen gjorde opmærksom på, at det var bønderne fra oprøret i 1441. Den lodsejer, som ejer jorden i dag, siger dog, at han aldrig nogen sinde har fundet så meget som en eneste knogle.
Husby Hole er nu blevet et symbolsk sted for almuens kamp mod overklassen. I 500 året for dette bondeoprør fandt man midler til at rejse en meget flot mindesten, som var hugget af en stor blok fra Bornholm. Stedet var også blevet et folkeligt mødested med både algang og alsang. Efterhånden var det dog ikke så meget egnens befolkning, men derimod venstrefløjen, som har brugt det som samlingssted. Kommunisterne har samledes her gennem mange år for at mindes bøndernes kamp mod overklassen, slutter Bjarne sin interessante og særdeles levende udredning af dette steds historie.
Der var nu lejlighed til at gå rundt og selv fornemme stedets skønhed og historie. Men inden vi skal skilles og sige farvel til Bjarne, roser han deltagerne fra Rold Skovs Venner for deres disciplin og lydhørhed for hvad han havde at fortælle. Det var nu os, der havde stor grund til at sige tak. Og det kunne vi ikke gøre på en bedre måde, end ved at give ham vort hjerteblod, nemlig Helges store og flotte bog, ”Rold Skov – Danmarks største”. Tak Bjarne.