2003

Hellum Skov

Vi indledte efterårssæsonen med at tage på tur i Hellum Skov med udgangspunkt fra Thorup Kirke. Vejret var ualmindeligt skønt på denne dag, men vi havde også fået pastor Thorsten Bjerg Christensens ”velsignelse” med ønsket om en god tur, idet vi, ihukommende graverens forskrækkelse for ca. 3 ½ år siden, havde adviseret om at vi også denne gang havde mødested ved kirken.

Helge indledte turen med at gå ind på kirkegården, hvor bl.a. skovriderslægten Lorenzen er begravet. Her fortæller han om tiden da kongens skatmester, Heinrich Carl Schimmelmann i 1762 kom til Danmark, og fra 1768 begyndte at købe jord op i Himmerland. Er det korrekt? Spørger Helge fmd. – Jo, siger denne, men ændrer det dog til at sige: 64, tror jeg nok, men det var tæt på!  En ordveksling, der gav stor moro i selskabet.

Denne jord var dog ikke af en beskaffenhed, der var egnet til agerbrug, hvorfor man gik over til at lave skovbrug i stedet for, hvilket gik forrygende godt.

Man havde en række skovridere, von Cossel, Kesler, Lorenzen, m.fl. her på lensgrevskabet Lindenborg. Disse blev alle sammen begravet i det sydøstre hjørne af kirkegården ved Thorup Kirke.

Tænk jer, siger Helge. Trods kraftige advarsler om ikke at gøre det, har man nedlagt alle disse gravsteder, som i høj grad var en del af egnens historie. Nogle af mindestenene er dog heldigvis bevaret på den måde, at de nu er placeret ud over en kuperet græsplæne. Mellem disse er der også en over Poul Lorenzens datter og svigersøn, men det skal jeg fortælle jer om senere, siger Helge og fortsætter:

Poul Lorenzens gravsten er lidt besynderlig, idet der står skrevet: ”Poul Lorenzen, Skovrider – Skovdirektør, 1886 – 1981.  Minna Marie Madelund, 1887 – 1973.” Det besynderlige er, at ægtefællerne har hver deres eget efternavn. Dette var ikke så almindeligt på deres tid, men Minna Madelund ville under ingen omstændigheder hedde Lorenzen. Det var helt usædvanligt at en kvinde var så stærk i troen og så rank i rygraden, at hun turde stå mod skovdirektøren og sige: Jeg hedder Madelund og det bliver jeg altså ved med at gøre.

Jeg har kendt Poul Lorenzen, siger Helge. Han kom tilbage til Rold Skov da han var højt oppe i halvfemserne og fik bolig hos sin datter og svigersøn ude på Teglgaardsmølle, der ligger lige ved foden af Bjergeskov.

Efter omtrent 40 års fravær fra Rold Skov som skovdirektør, og senere skovrider på Lindet Statsskovdistrikt, tog han en dag ud til skovrider Preben Møller, for at spørge, om denne ikke ville køre ham ud til afdeling 142. Preben Møller undrede sig over hvorfor han ville det, idet afdeling 142 bare er en ganske almindelig bøgeskov. Men selvfølgelig ville Preben Møller køre derud med den gamle skovdirektør, og da de kom derud, stod den gamle mand straks ud af bilen og kikkede sig nøje omkring, mens der løb en tåre ned af kinden på ham.

Den gamle skovrider sagde lidt efter til Preben Møller: ”Ja, De må undskylde skovrider at jeg fælder en tåre. Men vi siger jo inden for skovbruget, at en forstmand aldrig nogensinde ser resultatet af sine gerninger. Men jeg er så gammel, at det gør jeg. Det allerførste jeg gjorde, da jeg kom til Rold Skov som statsskovrider, var at tilplante dette stykke med bøg, og i dag er det jo blevet en rigtig skov”. En rørende historie. Man kan kun glæde sig over, at en gammel mand fik lov at få denne oplevelse med.

Fra kirkegården fortsætter turen nu et stykke vej ud over Hellum Hede mod syd til vi når skoven lige ved foden af den 58 meter høje Mildal Bakke. Her passerer vi også Mildalshus, og begge navne kommer naturligvis af at området tidligere har været benyttet til miledrift. Det var selvsagt lettere at rulle træet ned af bakken end omvendt.

Efter endnu et kort stykke vej passerer vi også Kjålbakkerne, før vi endelig når frem til den vestlige ende af Langmosen. Til vores store glæde, havde skovens folk her placeret en ”ny” stor stamme som bænk, idet den gamle næsten var rådnet væk.

Som så ofte før, tager vi her et kort stop for at kunne nyde udsigten ud over den smukke mose. Også Helge nyder det smukke syn. I dag ser man kun et par enkelte enebærbuske ude på den helt plane moseflade, men ingen træer. Tidligere var det anderledes, siger han, men i kraft af et såkaldt naturgenopretningsprojekt, har man nu fået fjernet al den selvsåede og uønskede plantevækst. Derimod vil det være synd og skam at fjerne de høje graner ude ved siderne, slutter Helge af. Så længe disse må få lov at stå, indkranser de jo Langmosen så flot, siger han.

Lidt længere fremme på ruten passerer vi det område, der kaldes Blæren. Vi befinder os i Lindenborg-skovene, siger Helge. Den del af Rold Skov, som meget sent blev skov. Grev Schimmelmann overtog området i slutningen af 1700-tallet, hvor det da blev lagt ud til landbrugsjord. Det viste sig dog, at jorden ikke var særlig egnet til landbrug, hvorfor man i stedet plantede grantræer. Det var ikke så dårlig en idé, for granerne vokser utroligt godt her.

Det er noget af det bedste i Rold Skov overhovedet.

Men der var dog det irritationsmoment i det hele, at der inde i skovområdet lå nogle hedeområder, som tilhørte nogle af bønderne i Hellum. Det gør der stadigvæk. Noget af jorden er blevet købt op, men det er ikke alle af de hårdnakkede himmerlandske bønder, som vil sælge deres jord til greven.

Området Blæren er nogle steder et meget kønt område, bevokset med bøge næsten som i en troldeskov. Men det er jo naturligvis irriterende for Lindenborg at fodre deres kron- og råvildt når disse så bare kan skydes af folk fra Hellum, når de løber ind i Blæren. Dyrene altså.

Helge vender nu tilbage til at omtale Erik Sanders` gravsted inde på Thorup kirkegård. Som sagt boede familien på Teglgaardsmølle ved foden af Bjergeskov. Manden i huset gik med monokel og kaldte sig “Jægermester”, skønt en sådan titel ikke findes i Danmark. En titel, som tillige stod på hans visitkort. Og selv om manden levede af at være blondesælger ved at rejse rundt til stormagasiner, flagfabrikker og lign. om vinteren, var visitkortet endda forsynet med våbenskjold og det hele.

Blondesælgeren, Erik Wedel-Sanders, og Helge havde engang en disput, fordi førstnævnte i flere læserbreve havde skrevet meget dårligt om spillemændene i Rebild. Som følge af at Helge, som da var formand for turistforeningen, syntes at det var ukorrekt at skrive dårligt om sin egen egn, så denne sig derfor nødsaget til at imødegå blondesælgeren ved også at skrive et læserbrev. Det skulle han dog aldrig have gjort, for fra da af var det ikke længere spillemændene, det gik ud over, men Helge.

Udad til holdt de to mænd dog på formerne og lod som ingenting, og når Helge kom på besøg for at tale med den gamle skovrider, åbnede fru Sanders døren og bød ham venligt indenfor. Sanders selv blev siddende inde ved skrivebordet. Først når Helge trådte ind, rejste Sanders sig op, tog monoklen på og sagde højtideligt, ja næsten teatralsk:

”Hvad skuer mit øje? Er det ikke selveste Hr. Qvistorff? Hvilken ære kan jeg gøre den herre? Hr. Qvistorff, sid ned.” Sanders sagde så til sin kone: ”Anne, vil du være venlig at sørge for at vor gæst får noget at drikke. Jeg ved det, jeg ved det. – Anne, Hr. Qvistorff skal ha` Armagnag. Den fine flaske.”

Så røg monoklen og Anne gik over og hentede en flaske i barskabet. Det var meget fornemt, for flasken havde en håndskrevet etikette, hvorpå skriften næsten var kalligraferet, ligesom den også var nummereret. Det var virkelig en stor fornøjelse, for det var noget, der smagte, men jeg vil nok sige, at efterhånden smagte den ikke så godt længere. Den fik efterhånden en umiskendelig smag af Larsen Cognac. Så den blev nok spædet lidt op indimellem. Nu ligger Sanders inde på Thorup kirkegård. Æret være hans minde, slutter Helge af. Vi fortsætter nu turen mod øst til vi når frem til Langsiggårdvej. Her drejer vi atter mod syd i retning af Thorup Hedegaard. Vi kommer således forbi Grevens Plantage, der før novemberstormen i 1981 var den flotteste bevoksning af gran i hele Rold Skov. Stormen lagde dette prægtige stykke skov totalt ned, men der blev dog efterfølgende plantet nye grantræer, som allerede er godt på vej op.

Et kort stykke vej syd for Thorup Hedegaard får fmd. lov at fortælle den flotte historie om Johan Heinrich Qvistorff, som i 1774 kom til Danmark for at omdanne Thorup Hede til landbrugsjord. Jord, som dog viste sig at være bedre egnet til skovbrug, hvilket vi jo ved selvsyn kan se, blev resultatet efter den omlagte driftsform. Det flotte ved historien er, at gamle Johan Heinrich ikke er nogen ringere end Rold Skovs forfatters tiptipoldefar. Københavnerdrengen, der kom her til Rold Skov, og så skulle det på et senere tidspunkt vise sig, at det lige nøjagtigt var her det hele startede. Det er da flot.

Sikkert i relation til ordvekslingen inde på Thorup Kirkegård, og med ”Rold Skov – Danmarks største” som støttepædagog, kan Helge dog ikke lade være med at prøve at tage fmd. på årstallene. Den går ikke, selvom der godt nok er meget at holde styr på.

Vi befinder os på den offentlige grusvej fra Siem til Astrup, hvorfor vi ved den allerførste vestgående skovvej stopper op på en dejlig solbeskinnet plads, således at vore 62 efterhånden sultne deltagere kan få lejlighed til at nyde deres frokost.

Da vi fortsætter turen er det ligesom at der ikke er helt overensstemmelse mellem kort og terræn. Men da det som altid er terrænet, der passer, vælger derfor blot at følge den retning, som naturen fortæller os er mod nord. Og selvfølgelig rammer vi da også lige ud i det åbne land, hvorfra vi kan se tårnet på Thorup Kirke.

Her var det at en deltager kom med dagens bemærkning: ”Det er utroligt, hvad man får for 20 kroner.” Det var nok ment som gas, men vi vælger at tage det som en flot cadeau.