2003
Bramslev bakker
På trods af at det både var ”De vilde blomsters dag”, ”Mølledag” og ”Valdemarsdag”, mødte der alligevel 71 personer op på turen til Bramslev Bakker, Hjerritsdal Vandmølle og Frisdal Slot den 15. juni. De havde dog heller ikke på forhånd fået at vide, at Helge havde fri og at det var fmd., der skulle lede turen.
I modsætning til ”regnturen” den 26. september 1993 var vi denne gang begunstiget af det skønneste sommervejr man overhovedet kunne tænke sig, og på en sådan solskinsdag, hvor naturen viser sig fra sin allersmukkeste side, er der altså bare flot ved Danmarks smukkeste fjord. Efter en kort velkomst, gav fmd. udtryk for sin glæde over at kunne vise lidt af området langs Mariager fjord frem. En egn, som hans slægt gennem generationer har haft stor tilknytning til. Umiddelbart øst for Hadsund finder man Havnø gods, hvor forfædrene på mødrende side har været fæstebønder helt tilbage fra 1600-tallet. I Hadsund tilbragtes en rig barndom en stor del af tiden hos bedsteforældrene, brøndborer Chr. Jensen og hustru Agnete Jensen. Den fædrende slægt kom til Rostrup sogn fra Rold i begyndelsen af 1800-tallet. Et godt barndomsminde er turene til Mariager Fjord, hvor man den gang kunne fortsætte udflugten i form af en sejltur med en lille færge fra Stinesminde til Mariager.
Som i `93 starter vi turen med at gå gennem den lille låge og videre mod vest ad stien øverst oppe i området. En herlig smal sti, der snor sig ud og ind, og op og ned, mellem en vegetation, som for det meste er behersket af alle de mange flotte ener.
Vi stopper dog op ved det markerede udsigtspunkt, hvor man kan nyde synet ud over bakken, fjorden og ind til Hobro, der ligger så smukt i bunden af fjorden. Her skal vi også høre lidt om det område vi færdes i, og den fjord vi ser ud over.
Skrænterne og fjordens sidedale har fra gammel tid været benyttet som overdrev. En driftsform hvor enebærkrat ofte gror frem selvom jordbunden er næringsfattig. Men da de gamle driftsformer på et tidspunkt ændredes i landbruget, fordi det ikke længere var rentabelt at have sine kreaturer gående på græs på sådanne forholdsvis magre arealer, havde det den uønskede virkning, at enerne, som er meget lyskrævende, var ved at blive skygget ihjel af træer og vilde roser. Man satte derfor ind med et omfattende rydningsarbejde, hvorefter området nu igen bliver afgræsset af kreaturer, heste og får som led i den naturpleje, der er nødvendig for at kunne bevare områdets karakter af overdrev.
Som andre østjyske fjorde er Mariager Fjord dannet under sidste istid. Den er opstået som en såkaldt tunneldal, og især her i den inderste del har den meget stejle skrænter, der på sine steder fortsætter dybt ned i fjordbunden. I området mellem Stinesminde og Mariager er fjorden næsten 30 meter dyb, hvilket er nok til at det er her vore ubåde ofte søger ind for at holde dykkerøvelser. Det yderste lange stykke er derimod meget fladt, og denne lange tærskel bevirker at fjorden i varme somre forholdsvis let kommer til at lide af iltsvind, idet havvandet har svært ved at trænge ind, så der kan ske en udskiftning af vandet i den dybe del, ligesom der er en ringe tilstrømning af vand fra åer og vandløb. Det er nok mest Onsild, Willestrup og Kastbjerg å samt Valsgård bæk, der giver noget vand af betydning. Det er kun få år siden at Mariager Fjord døde, men nu er der heldigvis atter masser af liv i fjorden. Så sent som sidste efterår havde et medlem af Rold Skovs Venner inviteret på en fisketur, hvor samtlige deltagere havde mange og store, fede skrubber med hjem.
Turen fortsætter nu ret mod nord op gennem bakkerne til vi næsten er nået op til det højeste punkt. Her stopper vi op for at samle holdet, der er spredt i en meget lang række, men også for at fortælle, at deltagerne skal holde godt øje med DR1 TV på tirsdage og torsdage i juli måned. Rold Skovs Venner har nemlig haft den store ære at deltage i en tv-optagelse i Rebild den 5. juni, hvor Helge skulle fortælle om Tyskerstenen. Da udsendelsesrækken også skal handle om livsstil i form af naturens glæder, ville tv-folkene gerne have nogle mennesker med, som har denne holdning. Helge mente derfor at det kunne være en god idé hvis disse var fra Rold Skovs Venner, men pga. tidsnød kunne vi dog kun nå at indkalde et lille hold. TV- holdet havde forinden besøgt Dannie Druehyld, og efter vores optagelse skulle de køre med den tidligere skovkusk Frode Gustavsen i hestevogn hen til kulbrænderen Frode Jensen for at tale med ham. Vi ved ikke eksakt på hvilken dag ”vores” udsendelse kommer, men det bliver spændende at se, hvordan disse optagelser bliver klippet sammen.
Turen går nu atter mod vest ad en forholdsvis bred græsvej, hvorfra vi via en smal indhegnet sti fortsætter ned til stenten over Valsgård Bæk. Det er et betagende syn at stoppe op ved den klare rislende bæk for at nyde synet af alle de smukke blomster, der netop her på ’De vilde blomsters dag’ står i deres fuldeste flor. Engkabbelejer, gøgeurt, iris og engblommer, for bare at nævne nogle af dem.
Vi skal nu følge Valsgård Bæk mod nord indtil vi når frem til Hjerritsdal Vandmølle. Også her er der anlagt en smal sti til glæde for både køer, heste, får og – mennesker. Man bemærker her de mange sidedale og mellemliggende bakker. Disse bakker er egentlig falske, idet både hoveddalen og sidedalene er såkaldte erosionskløfter, der er opstået ved at regn- og smeltevand har ført jordmaterialet bort. Dette skete især lige efter istiden, hvor der ikke var nogen form for vegetation til at holde på jorden. Valsgård Bæk har dog fortsat erosionsprocessen i mindre omfang og har efterhånden skåret sig helt ned til grundvandet.
Da vi alle er nået frem til vandmøllen standser vi igen op for at høre lidt om møllen og dennes historie. Hjerritsdal Vandmølles historie rækker langt tilbage, idet der findes skriftlige kilder om den, der rækker mere end 500 år tilbage. Den nuværende møllebygning er dog først opført efter en brand i 1829, og beboelsesfløjen er tilføjet endnu senere. En overgang var møllen stærkt forfalden, mens den er nu blevet fredet og sat flot istand, således at den atter er fuldt funktionsdygtig.
Når man taler om møller her i Danmark, handler det langt op i årene mest om vandmøller. I store træk fandtes der tre typer med henholdsvis underfalds- overfalds- og brysthjul. Det mest enkle er underfaldshjulet, hvor man blot lader vandet strømme ind på undersiden af hjulet. Dette kræver ingen, eller blot en smule opdæmning af et vandløb. Vi har lige set et eksempel på dette i form af ’Den runde vandmølle’ da vi var ude på Wiffertsholm.
Her i Hjerritsdal er vandhjulet et overfaldshjul, som er placeret inde i møllen. Et sådant hjul har en omtrent dobbelt så god virkningsgrad som underfaldshjulet, idet man ved at lede vandet ind oven på hjulet tillige kan udnytte vandets vægt til at drive dette rundt. Til gengæld kræver det en både højere og kraftigere dæmning for at stemme vandet op i mølledammen. En mellemting var det såkaldte brysthjul, hvor man ledte vandet ind midt på hjulet og derfra videre i en nøje tilpasset rende, som fulgte skovlsystemet rundt. I dag findes der ikke mere en sådan mølle her i Nordjylland, hvorimod vandmøllen på Hjerl Hede netop har et brysthjul. Efter et kig ind i møllen fortsætter vi turen hen forbi mølledammen, hvorpå vi kort efter denne igen drejer mod nord op mod Frisdal Slot. Det første stykke forløber ad en markvej, men snart efter går ruten via en stenkiste videre op mod højdedraget på østsiden af bækken. Vi ved, at der findes en mindesten for Frisdal Slot, men på turen derop var der ikke een på hele holdet, der kunne få øje på den. Det er heller ikke let mere at finde synlige spor af selve slottet, men det lever dog stadig i form af et gammelt sagn.
Frisdal skal være bygget som et mægtigt kloster, hvoraf der nu kun er nogle få murbrokker tilbage. Måske blev det som så mange andre slotte og herregårde nedbrændt under grevefejden i 1534. Danmarks sidste borgerkrig hvor kongen og adelen kæmpede mod bønder og borgere, men også en krig mellem to trosretninger, den lutherske og den katolske. Kongen, Chr. 3, vandt krigen og den protestantiske tro blev indført i 1536.
Sagnet, der knytter sig til Frisdal, handler om herremanden Mogens Fris, hans ene søn og tre døtre. Denne søn var allerede som barn blevet bortført af en røverbande ovre fra skovene ved Mariager på den anden side af fjorden, og blev derfor også selv opdraget som røver.
Som voksen drog han selv mange år senere på røvertogt og overfaldt tre unge piger i Kirkedalen mellem Frisdal Slot og Bramslev Bakker. Pigerne, der var på vej til kirke, satte sig selvfølgelig til modværge, men alle tre blev dræbt. Da røveren samlede sit bytte i form af smykker sammen, opdagede han et brændemærke på den ene piges skulder, der var identisk med det brændemærke han selv havde. Han var således uforvarende kommet til at dræbe sine tre søstre.
Sagnet siger også, at herremanden Mogens Fris derefter lod Valsgård kirke bygge til minde om sine døtre, og at der på mordstedet udsprang tre kilder. Disse skal stadig kunne ses ovre i Kirkedalen umiddelbart vest for Bramslevgård.
Efter denne historie er turen planlagt sådan, at vi skal følge Valsgård Bæk et langt stykke vej tilbage, indtil vi vil nå frem til en pragtfuld plads, der er udset til ”frokoststue”.
Som nævnt, mangler vi dog stadig at finde mindestenen for Frisdal Slot. Men måske fordi vi nu går i modsat retning får Lennart Greig pludselig øje på den, selvom den næsten er skjult i et tæt buskads. Indskriften på stenen lyder: ”Frisdal Slot. Fandtes 100 M. N. V. Rejst 1946.” Det ville da også have været træls at skulle komme hjem og indrømme, at vi ikke havde kunnet finde den.
Med passende stop for at samle holdet, går det nu ad den stejle bakke ned til bækken, over stenkisten, forbi vandmøllen og et godt stykke vej langs bækken i et langt stræk. Nogle få af deltagerne begynder at ”pive” over at de er trætte og sultne, men der er ingen nåde fra turlederens side. Vi skal nå frem til den udsete plads for at holde frokost. Her sidder der nemlig tre af vore kvindtimmere og venter på os, og mon ikke også hele holdet vil indrømme, at denne plads næsten kan betragtes som ”et paradis på jord”, så skønt som det var at være her i et herligt solskinsvejr, og med udsigt ned over bækdalen og et glimt af fjorden i det fjerne.
Som sidste del af denne herlige tur, skal vi ned til bredden af fjorden for at følge denne tilbage til vort udgangspunkt. Vi kan vælge at gå derned af to forskellige veje på henholdsvis øst- og vestsiden af bækken. Men da vi finder, at den østligste vej er den smukkeste, går vi atter over stenten, hvorpå vi kort efter svinger til højre, for at fortsætte ned til stranden langs foden af bakken i selskab med en stor flok sortbrogede kvier.
Her tager vi det sidste stop for at betragte den ændrede natur. Dette forland er aflejret siden stenalderen, hvor vandet stod 4-5 meter højere end i dag og derfor nåede langt op i bækdalen, hvilket også har bevirket at erosionskløften nu er meget bred her ude ved fjorden.
Vi følger nu stranden mod øst til vi når ind under Bramslev Bakker. Der ser godt nok ud til at være højt op til toppen, så højt, at et kendt bestyrelsesmedlem overvejer at ville betale et andet for at hente sin bil og fragte hende derop. Omtrent 50 meter er der op, eller faktisk den samme højde som at skulle bestige Aalborgtårnet. Vi er dog alle barske vandrere fra Rold Skov, og da vi endelig nåede toppen kunne vi i sandhed sige hinanden tak for en rigtig god tur.
At det så blev regn på turen hjem, var jo kun en understregning af hvor heldige vi havde været med vejret på denne herlige tur til Danmarks smukkeste fjord.