2003
Wiffertsholm
Trods problemer med at kunne finde det rigtige mødested, samt en efterfølgende protest fra en lodsejer for at parkere på hans jord, blev det alligevel en pragtfuld tur på Terndrup Hede og til Wiffertsholm gods og dyrehave søndag den 11. maj.
Turen skulle starte på Terndrup Hede hvor Hedevej slutter lige på grænsen mellem Lyngby og Solbjerg sogne, og selvom det var en stor konfirmationsdag mødte der hele 88 personer op for at deltage i denne tur, som Helge, efter en mild påtale, indledte med at følge vejen mod sydøst i retning af Ny Wiffertsholm.
Vi er ude i naturen, siger han. Hvis I kigger jer rundt, vil I se, at der er skov næsten hele vejen rundt. Min kongstanke allerede for mange år siden var, at man skulle lave Danmarks største natur- eller nationalpark i Rold Skov og Lille Vildmose. Halvdelen er heldigvis lykkedes nu, men jeg er ked af at Rold Skov ikke er kommet med. Det ville være så uendeligt nemt at lave en korridor fra Lille Vildmose gennem Solbjerg-skovene og Wiffertsholm-skovene, som jo er sammenhængende, og til Rold Skov. Fra de træer derovre, siger Helge og peger over mod Store Kirkebjerg, er der altså ikke ret langt til Rold Skov.
På de områder som skulle tilpasses, kunne man måske plante ”de gamle danske skovbilleder”, en lindeskov, en ege/lindeskov eller en rigtig birkeskov. Selvom der har været birk overalt, findes der ikke en virkelig stor birkeskov i Danmark. Man kunne også plante en bevoksning af oprindelig dansk fyr af frø fra Bangsbofyrren.
Jeg overvejer om jeg skulle skrive til kultusministeren og foreslå dette. (Her menes sikkert ministeren for dyrkning eller avl. I gamle dage var kultusministeren minister for kirke og undervisning. red.). Men jeg er bange for at borgmesteren i Sejlflod kommune bliver meget sur på mig hvis jeg blander mig, slutter Helge.
Vi er nu på vej ind på Wiffertsholms jorder, fortsætter han, men da vi er lidt tidligt på den, vil vi vente lidt med at gå hen på godset og vække herskabet. I skal lige vide, at godsejeren hedder Torben Lindegaard, og at det er sønnen Flemming Lindegaard, der har gården nu. Men forældrene, Torben Lindegaard og frue bor stadig på den lille og meget pyntelige herregård. Fru Lindegaard er sådan et sødt menneske, og nu bliver I imponeret. Hendes grandtante er Karen Blixen, og hvis vi kan få hende til det, kan hun fortælle om dette, men det er jo ikke sikkert at hun er stået op. Vi vil ikke komme ind på Wiffertsholm, men vi ser det hele udefra og det er i sig selv meget smukt.
Lige før vi når ind i det skovområde, som hedder Wiffertsholm Dyrehave, er vi kommet forbi en fold med langhornet Skotsk Højlandskvæg, og om disse siger Helge. Her har vi et eksempel på hvordan køer så ud i Danmark for 4-5000 år siden. De var bare lidt mindre, men ellers så de sådan ud.
På turen gennem Wiffertsholm Dyrehave går vi ud til det vestlige skovbryn, hvor vi har en fin udsigt ud over Terndrup Hede og flere småskove. Prøv at lægge mærke til hvor smuk en skov er, når det er dyrene og ikke menneskene, der passer den, siger Helge. I skal også tænke på, at alt hvad I ser her, med undtagelse af skoven, var lynghede for ca. 150 år siden. Det er så flot et landskab.
Helge omtaler også de forskellige ejendomme her på godset. Først lidt om den gamle herregård Wiffertsholm. Derpå om Ny Wiffertsholm, som er en meget køn og stor gård, og så om den tredje, som er den nuværende ejer, Flemming Lindegaards bolig. Denne gård er bygget i senempire, og kunne egentlig i sig selv sagtens være herregården. Den kan dog ikke sammenlignes med Gammel Wiffertsholm, som er så charmerende. Endelig er der den halve og det er den mest interessante. Men hvad det er, må I vente med at høre om indtil I ser det, slutter en lidt hemmelighedsfuld Helge.
Vi fortsætter nu turen gennem skoven, således at vi runder det allervestligste punkt. En dejlig rundtur gennem en afvekslende skov med lysegrønne bøge og gamle graner, våde områder og små bakker, samt en luft så ren og klar i det smukke forårsvejr. Da vi nærmer os Wiffertsholm kommer vi først forbi et lille sted ved navn Gydehuset og derefter den forholdsvis nye skovfogedbolig, hvorfra vejen drejer lige direkte hen til herregården.
Her bliver vi budt velkommen af både Birthe og Torben Lindegaard, der begge er kommet ud på trappen for at hilse på os. Som en beskeden påskønnelse og tak for at vi måtte komme, får fru Lindegaard overrakt en smuk buket fra alle vennerne fra Rold Skov. Det havde vist været noget af en opgave, at holde den fin og frisk på den lange vandring gennem skoven.
Torben Lindegaard tog nu ordet og sagde bl.a.: Vi vil gerne byde jer hjerteligt her til Wiffertsholm på jeres fodtur gennem skovene og landbruget, som I jo også vil få lidt at se af. Ejendommen her blev købt af familien Dinesen i 1890, og i 1899/1900 blev Ny Wiffertsholm tilkøbt og senere også Sønderholt. Hovedbygningen her, var på daværende tidspunkt ikke nær så stor, som den er i dag. Der var kun lige midterfløjen, hvor man på en indmuret sten kan læse. ”Anno 1750 lod Kresten Testrup denne borggaard bygge”. I 1914, da familien Dinesen havde haft ejendommen i nogle år, ville de begynde at bruge den til sommerresidens. De havde nogle gårde på Sjælland og Falster, men da Gl. Wiffertsholm nu skulle være jagt- og lystejendom, byggede de tårnet og den sydlige fløj til.
Da min kones bedstemor ville flytte herop efter krigen i 1945, skulle ejendommen restaureres efter at der havde været tyskere indlogeret. Hun valgte så samtidig at opføre den nordlige sidefløj, som nu næsten udgør halvdelen af hovedbygningen. Det egetømmer, som er medgået hertil er fældet på godset Skørringe nede på Falster, som familien også ejede.
Wiffertsholm blev altid betragtet som familiens ”nummer-to-ejendom”. Det var lidt lettere jorder, hvorfor der blev plantet meget nåleskov. Men efterhånden er den blevet drevet op til at være en ganske udmærket ejendom. Det er for det meste planteavl, skovbruget kommer lidt i anden række. Det er planteavlen, der giver hovedindtægterne i dag, og den består mest af kartoffelavl, kornavl og frøavl.
Af dyr findes der kun de få stykker Schottish Highlands, som I så, da I gik forbi ude i heden. Dette startede med en lille besætning vi havde i England. Vi havde et par gårde derovre, som vi senere solgte, men hvorfra vi tog en lille smule Schottish Highlands med hjem. De blev så lukket ud, og har aldrig været andre steder end ude i den fold. De går derude i al slags vejr, både sommer og vinter. De vil ikke ind uanset om der er snestorm eller hvordan vejret ellers er. Når man kommer derud, kan man ikke altid finde dem. Det eneste man kan se, er hornene som rager op gennem sneen.
Det er utrolige dyr. Det er helt umuligt at gå ud og fange dem, men de skal jo kontrolleres og have øremærker, og 10 % af dyrene skal have udtaget en blodprøve hvert år. Så for at vi kan gøre det, må dyrlægen komme og skyde dem med en bedøvelsespil. Hvis der skal sælges eller slagtes nogle dyr foregår det på samme måde ved enten at bedøve eller skyde dem på stedet.
Det er vilde dyr, som vi ikke kan røre ved, og de er jo lidt farlige med de lange horn.
Vi har også en dådyrfarm ude ved Korup-Terndrup landevejen. Her er der en indhegning på 25-30 tdl. hvor der går cirka tresindstyve stykker. Her foregår det på samme måde, for det er jo også vilde dyr. Fødevaredirektoratet ville også have at disse skulle øremærkes. Hertil måtte vi sige, at så var de nødt til selv at komme over for at fange dem, for det er jo vilde dyr, som vi ikke kan fange og røre ved. Da man ikke kunne forstå dette, måtte vi sige, at de så var nødt til at komme herover for at se på det. Resultatet var selvfølgelig, at de godt kunne se, at det ikke kan lade sig gøre at fange dem, hvorfor man så i stedet ændrede området til at være en dyrehave, for i en sådan skal dyrene nemlig ikke mærkes. Nu går dyrene der bare frit, og så kan vi bare skyde det som vi gerne vil.
Torben Lindegaard fortæller nu om selve ejendommen. Da vi flyttede hertil som forpagtere i 1960, fik vi vores første bolig i forpagterboligen nede ved avlsgården i de første 5 år, idet min kones bedstemor stadig boede her i hovedbygningen. Nu er det så det sidste år, at vi bor her. Til nytår flytter vi tilbage til forpagterboligen, således at vores søn Flemming, vores svigerdatter og deres to børn flytter herop i hovedbygningen. Så skal de have noget mere plads og det store arbejde, som det er at holde det ved lige, siger han med et lunt smil.
I 1960 havde vi stadigvæk køer her på gården, hvilket ikke var nogen særlig god forretning. Men så fik vi noget, som hedder leukose, og det bevirkede at alle dyr skulle slås ihjel. Man fik dog tilskud til at slagte dem, og så tænkte vi, at nu har vi chancen for at komme af med dem.
Kobesætningen blev så afskaffet i 1961, og for de penge vi fik ind for det, drænede vi alle de lave jorder, alle engarealerne, og der blev bygget en ny skovfogedbolig.
Dette var faktisk en god investering, for nu kan vi dyrke al vores jord, og det er dét vi lever af. Der er dog senere kommet alt det til med kartoffelavl til fabrik, og der er man nødt til at kunne vande. Vi har nu fået installeret vandingsanlæg på alle marker. Det er jo ikke den fede lollandske jord, så hvis det ikke regner i 14 dage, begynder det at blive lidt halvtørt. Der var tidligere en forfærdelig masse ansatte her på gården. I dag er der kun Flemming, en forvalter og en enkelt mand mere til at ordne det hele. Til gengæld arbejder de fra tidlig morgen til midnat i de perioder, hvor der er meget at lave. Også lørdag-søndag. Dette er ret anstrengende, og landbruget som sådan er ikke så givtigt, som for 15-20 år siden, men vi prøver at få det til at hænge sammen.
Torben Lindegaard slutter med at sige, at han synes det er fint, der er noget, som netop i dag hedder ”Skovens dag”. Vi glæder os over at der er blevet så stor en interesse for det, og at I interesserer jer for at komme ud at se naturen, skoven og dyrene. I skal vide, at I er altid velkommen til at færdes her omkring, føjer han til.
Dejligt at høre, vil skribenten gerne sige. Det er jo os, der er umådeligt glade for at vi kan færdes i Danmarks dejlige natur, og når vi så oven i købet kan føle os velkomne, bliver det jo ekstra godt.
Som det allersidste var der nu lejlighed til at stille spørgsmål, og som det første blev der spurgt om hvor store arealerne er. Der er 1.400 tdl. i alt, og deraf er der 500 tdl. skov og hede. Heden er ikke fredet, men det har vi gjort selv, for den skal ikke være anderledes end den er nu. Der er altså 900 tdl. med landbrug og hertil kommer der et par hundrede tdl. i forpagtning. Torben Lindegaard nævner igen at ejendommen består af tre dele, Gammel Wiffertsholm, Ny Wiffertsholm og Sønderholt. Wiffertsholm var oprindeligt én stor ejendom da familien Svanholm havde den sidst i 1800-tallet. Men da der var to sønner, og da disse ikke rigtigt kunne finde ud af hvem der skulle overtage stedet, delte de ejendommen i to ved at lave et stort gærde helt oppe fra Solbjerg og hele vejen ned tværs igennem skoven.
Herefter blev Ny Wiffertsholm bygget med et tilliggende på 500 tdl. mens der så var lidt mere tilbage til Gammel Wiffertsholm. Kort tid efter blev dog først den ene, og senere den anden ejendom solgt. Nu er de så samlet igen, men det er stadig væk tre ejendomme.
Der blev også stillet et historisk spørgsmål om ”Det bette røde skrin”, som Helge har fortalt om så mange gange. Det var morsomt at høre historien af ”manden selv”, men det var også en fornøjelse at høre, at den var nøjagtig, som den altid er blevet fortalt. Dette bekræfter jo at der nok skal være noget om snakken.
Med stor tak til Birthe og Torben Lindegaard kunne vi nu fortsætte turen ned gennem avlsgården og hen til den runde vandmølle. Helge fortæller, at det er en helt usædvanlig vandmølle, idet dens lige næppe findes i hele landet. Det er en underfaldsmølle, hvilket vil sige at vandet løber på undersiden af hjulet, i det her tilfælde inde i møllen. Helge har engang spurgt Torben Lindegaard om hvor gammel møllen er, men det havde han ingen anelse om, og det er der vist heller ikke andre som har. Det skulle ikke undre mig om der er noget 1600-tal i den mølle, siger Helge.
Da vi lige er gået gennem avlsgården, nævner Helge også, at det er der godsejer Flemming Lindegaard bor. Og her er det så han vender tilbage til ”den halve”, som han ikke ville fortælle om ude i skoven. Lagde I mærke til den flotte lindeallé, og at den går lige igennem huset, siger han. Oprindeligt var denne fløj bygget som ét langt hus, der skar lindealléen lige midt over. ”Jeg ved ikke, hvorfor man har gjort det. Det er helt ulogisk. Der må have været en kurre på tråden på en eller anden måde, så man har villet være sig selv”, mener Torben Lindegaard om dette. Men for igen at kunne få plads til lindealléen, har man senere ”savet” huset igennem, så det nu er delt i to halvdele. Sandelig en lidt usædvanlig historie, må man nok sige.
Vi har nu passeret Ny Wiffertsholm og efter en kort vandring ad markvejen mod nord, hvor man ikke kan undgå at lægge mærke til at der er fældet en hel række store allétræer, stopper Helge ud for at sted, hvor marken er overdækket med plastic for at fremme avlen af gulerødder. Jeg skal lige sige om Wiffertsholm, siger han, at det er et ældgammelt gods, som har været ejet af alle de gamle adelsslægter. Bl.a. af Tønnesen Viffert, som kom ovre fra Torstedlund. Senere har kendte adelsslægter, som Schested, Urne, Seefeld og Juul også haft det. Så vidt jeg husker, var Seefelderne de sidste der havde stedet før Kresten Sørensen Testrup overtog det. Efter Viffert Seefeld arvede en søster Wiffertsholm. Hun omtales som ”en vankundig, fattig, skrøbelig søster ved navn Maren, som aldrig haver Kundskab, Sandhed eller Fornuft til noget godt at forrette eller sig selv at regere”. Det med det skrøbelige skal nok tages med et gran salt, for da hun døde var hun næsten 100 år gammel.
Helge slutter med at fortælle lidt om Kresten Sørensen Testrups herkomst. Om hvordan han blev skriver i Viborg og om hans sejltid, hvor han blev kaptajn og senere reder. Om hans tid som herredsfoged og hvordan han opkøbte flere gårde, herunder herregårdene Lille Restrup, Lerkenfeldt og altså også Wiffertsholm.
Han var utroligt afholdt af sine folk selvom fæstebønderne i starten var sure over at de skulle plante frugttræer. Tanken var dog, at det var bønderne selv, der skulle have gavn af disse frugttræer, som blev plantet i en sådan mængde, at det sydøstlige Himmerland den dag i dag kaldes for kirsebæregnen. Da det gik op for egnens befolkning hvad det hele gik ud på, blev de meget glade for Testrups fremsynethed, ligesom også vi kan glæde os over disse frugthaver endnu i dag så mange år senere.
Tilslut nævner Helge det store værk, Rinds Herreds Krønike, som Kresten Sørensen Testrup skrev om Vesthimmerlands almue, eller Rinds Herreds knaber, som de også kaldes. Det er aldrig blevet afskrevet og trykt i fuldt omfang, men folk, der skal skrive om Himmerland eller himmerlandske slægter, vender gang på gang tilbage til denne guldgrube om vore forfædres liv og virke. Måtte en ildsjæl engang sætte sig for at få det afskrevet i fuldt omfang og trykt i bogform. Det ville være dejligt, slutter Helge.
Vi fortsætter nu vor vandring mod Brunshøj, der ligger i hedeområdet umiddelbart ved sydsiden af Bælum-skovene. På vejen derop møder vi Flemming Lindegaard, der kommer kørende imod os i sin traktor. Da han kan se, at det er Helge og alle hans undersåtter, stopper han op så vi kan hilse pænt på hinanden. Hyggeligt at få en sludder og høre om hvad arbejdet i det store landbrug drejede sig om lige nu for tiden.
Da vi har oplevet så utroligt meget på denne tur, er det også blevet sen frokost, hvorfor fortroppen allerede har slået sig ned i skovbrynet mens resten går over til den side hvor Brunshøj ligger. Efter en velfortjent pause er der så blot den sidste etape gennem skoven og videre ad markvejen ved Tvoruplodskov tilbage, før vi kan se de forholdsvis få biler, der holder hvor Hedevej slutter. Et enkelt par var dog ikke at se, men måtte hentes tilbage fra skoven, hvor de havde gået deres egne veje.
Som nævnt i starten, var der for første gang nogensinde problemer med parkeringen. En lodsejer var meget vred på os fordi vi uberettiget havde holdt på hans jord. Men sorg blev heldigvis til glæde vendt. Vi fik talt så godt ud om tingene, at vi for eftertiden altid gerne må holde hos ham. Sådan skal det være.