2003

Willestrup skovdistrikt

Vejret tegnede ikke for godt, men for de 45 deltagere, der mødte op til turen den 27. April i Mølleskoven på Willestrup skovdistrikt, blev det alligevel en dejlig tur. Regnen hørte nemlig fuldstændigt op kort efter starten.

Som udgangspunkt for denne tur havde vi regnet med at kunne holde på Barokhavens p-plads, men ak og ve begge bomme var nede, så noget måtte der gøres. Fmd. følte for alvor historiens vingesus her på Willestrup, idet han for første gang nogensinde gik ind i borggården for at spørge om tilladelse til at lukke den ene af bommene op. Vincents Iuul var dog ikke stået op, eller var måske ikke hjemme, hvorfor det så i stedet blev Torben Jørgensen henne i forvalterboligen, der gav tilladelsen.

For at komme over i Mølleskoven skal vi starte turen mod syd ad Willestrupvej, men allerede henne ved den gamle vandmølle stopper Helge op for at fortælle løst og fast fra Willestrups historie.

Oprindeligt var Willestrup den største skovejer i Rold Skov. Det hele starter med en ung mand, der har uddannet sig i statskundskab og er blevet magister. Inden han er 30 år gammel, er han en stor mand indenfor statsadministrationen og er kommet tæt på kongen. Der kommer så denne besynderlige borgerkrig, Grevens Fejde, hvor alle kæmpede mod hinanden, konge, borger, adel og kirke. I 1536 får vi så reformationen, hvor kongen overtager alt kirkens gods. Efter Grevens Fejde, hvor især de nordjyske bønder havde sat sig op mod kongen, Chr. 3., med Skipper Klement i spidsen, indførte man et ganske besynderligt begreb, nemlig omvendt bevisførelse, eller som man kaldte det dengang – halsløsning.

Den mand der i Jylland blev sat i spidsen for halsløsningen var netop den unge magister, Axel Juul. Han havde en ganske beskeden gård her ved Astrup. Lige pludselig skulle bønderne bevise om de havde kæmpet for Skipper Klement, eller om de havde kæmpet for kongen. De som havde kæmpet for Skipper Klement fik frataget deres gårde og blev i stedet fæstebønder, hvis de da ikke blev halshuggede. I Biografisk Leksikon står at læse, at Axel Juul fratog bønderne den ene gård efter den anden, således at han kunne opbygge sit store gods og købe store dele af Rold Skov. Som nævnt, blev han faktisk den største ejer af Rold Skov, og byggede desuden Willestrup på kun fire år.

Oprindeligt havde Willestrup fire fløje, og var da et af de største borganlæg man havde i hele Danmark. En senere ejer, Verner Rosenkrantz, lod dog den fjerde fløj rive ned, da han syntes at den lignede Viborg Tugthus.

Ikke mindst indvendigt er Willestrup meget kønt, siger Helge. Jeg har set 91 af de 92 slotte og herregårde vi har i Nordjylland, og for mig at se, er dette det kønneste af dem alle sammen. Nogle af stuerne står som de var i gammel tid, hvorimod stuerne i stueetagen mod syd er mere moderne indrettet.

I dag ejes Willestrup af Vincents Iuul. Familien har således haft stedet i næsten 500 år. Dog afbrudt af en periode på cirka 100 år, hvor det var ude af slægtens eje. Nu bor Vincents Iuul der helt alene, men jeg har kendt både hans far og mor, føjer Helge til. Faderen døde for mange år siden, hvorimod moderen levede indtil for en halv snes år siden. Faderen blev altid kaldt Løjtnanten, og ikke Godsejeren.

Der går en morsom historie om Willestrup, som Vincents Iuuls mor godt kunne bekræfte, fortsætter Helge. Tilbage i begyndelsen af 1800-tallet blev Willestrup en overgang kun brugt som sommerbolig, idet en af de fynske godsejere kom da gerne herop i maj måned når bøgen lige var sprunget ud for at holde ferie og gå lidt på jagt. Bønderne fra Astrup havde i forvejen lagt graner ud på vejen, så herskabet kunne komme fint kørende hen til slottet med deres fire- eller seksspands forspændte vogne. Der var også otte dage i forvejen ankommet en stor flok tyende for at gøre rent og lufte ud. De stod så alle sammen i deres fineste puds inde i gården med overskovfogeden i spidsen for at modtage herskabet.

Det var tradition, at en uge eller 14 dage efter ankomsten indbød baronen fint-folket her fra egnen til fest. Tiderne var dog begyndt at ændre sig i Danmark, således at man også skulle tage mere socialt hensyn til tyendet. Baronen inviterede derfor et år overskovfogeden med til festen, hvormed denne og hans kone kom til bords med greven fra Lindenborg, Randrup og flere andre steder.

Efter middagen, da de sad inde i salonen, ville baronen vise sit sociale sindelag og gik hen til overskovfogeden og sagde så alle kunne høre det. ”Nå overskovfoged, hvad synes De så om Skotsk Whisky”? ”Ah, det ve` a ett rigtig, sagde han. Hvis ett baronen såe det var speritus, så tøgges a ett a ku` li` det”!  – Spørgsmålet er nok om man er en hund i et spil kegler, eller om man er en sindig jyde!

Efter denne historie kommer vi snart ud til Arden-Astrup vejen. Her går vi et ganske kort stykke til venstre, før vi så igen går ind i skoven mod syd. Denne del af Mølleskoven kaldes Møllelund.

Gak til myren og bliv viis, siger man. Som altid, er Helge lidt fascineret af myrernes liv og færden, hvorfor vi selvfølgelig også må gå lidt væk fra skovvejen, da han får øje på en ret stor myretue. Det er faktisk spændende at læse om hvor organiseret myrernes liv er. Langt, langt bedre end EU og alt sådan noget. Ikke fordi jeg har noget mod EU, men alligevel, filosoferer Helge.

Lidt længere fremme langs Willestrup Å ser vi pludselig en nyanlagt Put-and-Take sø. Jeg ved ikke hvem der har den, siger Helge. Jeg tror ikke det er Vincents Iuul, men nogle af de lokale her på egnen. Hvordan det foregår, må andre forklare, for det ved jeg ikke noget om. (Eller vil ikke vide noget om. red.) Jeg har kun set det én gang i mit liv da jeg var dreng. Da fik jeg en torsk oppe ved Kullen, der var så stor, at den var ved at rive mig ud af båden. Så dét har jeg ikke forsøgt siden. Men det svarer vel nogenlunde til hegnsskytteri, hvor man jager vildtet ud på sine egne marker, slutter Helge af.

Vi havde faktisk planlagt at finde en spang, hvor vi kunne passere åen for at komme over på de høje skråninger på østsiden, for bl.a. at holde frokost. Vi finder da også et sted, hvor der er lagt to runde træmaster hen over åen. Disse er ganske vist beslået med kyllingetråd, men da vi får Pernille til at forsøge sig med at forcere dette gyngende underlag, bliver vi klar over, at det kan vi ikke lade hele holdet gøre, hvorfor vi fortsætter turen endnu en stund i den del af skoven, som ligger på den østre side af vejen til Rostrup.

I betragtning af at det har været så tørt, er det faktisk forbavsende så meget vand der er i åen, siger Helge. Det undrede jeg mig også over, da jeg forleden dag var nede i Tøndermarsken. Det var imponerende så meget vand der f.eks. var i Vidåen, og da jeg så stormflodssøjlen kom jeg til at mindes da denne blev til. Den er nemlig lavet af et egetræ fra Draved Skov, som jeg har været med til at fælde. Det gjorde en museumsmand, en skovarbejder og jeg med stenalderøkser. Det gik såmænd udmærket, to mand kan gøre på cirka 2½ time, men da der var indkøbt tre stenalderøkser, der kostede 3.000 kr. stykket, fik jeg også lov at prøve. Jeg slog tre gange, så knækkede jeg en stenalderøkse til 3.000 kr. og jeg havde knap fået slået en flis af træet, hvorimod de to andre gutter klarede af arbejdet på godt to timer. (Pyt mæ`et, så kan du så meget andet Helge. red.).

Omtrent nede ved det sydlige skovbryn kommer vi ud på Rostrupvejen, som vi nu følger et ganske kort stykke mod nord før vi går ind i den vestlige del af Mølleskoven. Vi følger en indhegning med forholds nyplantede graner, hvor der oppe på bakken så ud til at ligge en stor stendysse. Men desværre kunne vi ikke komme derind, hvorfor vi så i stedet valgte at holde frokost i en lysning på vejens modsatte side.

Turen fortsætter mod vest gennem Mølleskoven, men pludselig stopper Helge op ud for det store dige ved vejen, som fører ind til Vester Skovhuse og Marienborg, og siger. Jeg kom til at tænke på, at jeg så Danny Druehyld i fredags. Det var sådant et dejligt vejr. Hun kom gående over torvet i Skørping iklædt sine sorte gevandter og sort hat og bare fødder med sorte tånegle. Hun havde ikke mere sin lille gule postbil med kasse bagi, men havde fået en ny bil. Jeg husker, da Danny for første gang kom kørende ud til mig en sommereftermiddag for tre år siden. Da jeg så hende stige ud af en lille gul postbil, gik jeg ud til hende og sagde, ”Har du fået bil”? – ”Ja, er den ikke flot”, svarede hun. – ”Jo, det er den, men jeg anede ikke at du havde kørekort”. – ”Det havde jeg heller ikke. Men det kan jeg godt sige dig. Jeg har været oppe 12 gange, og dumpet hver gang. Da jeg så skulle op den 13. gang, så sagde jeg også til ham den der motorsagkyndige. Det kan jeg godt sige dig. Hvis jeg ikke får kørekortet denne gang, så får du sådan en røvfuld”. Det hører med til historien, at da hun skulle køre igen, sagde hun til Helge, ”Kan du ikke lige bakke den ud, for det har jeg ikke lært endnu”. Hun er helt dejlig siger Helge.

Der er tre ting, som jeg vil fortælle jer, fortsætter han.

For det første. Jeg fortalte, at Willestrup Å starter lige syd for skoven. Men jeg fortalte ikke hvor den slutter, og det kunne måske være nok så interessant. Det gør den ved Oue Mølle nede ved Mariager Fjord.

For det andet. Bøgen er sprunget ud, hvilket i sig selv er et paradoks under hensyntagen til at jeg engang i fordums tid, da jeg lige var kommet her til egnen, og havde mindre kendskab til skoven, end jeg har i dag, spurgte skovrider Hvass om hvornår bøgen sprang ud i Rold Skov. ”Det var da et åndssvagt spørgsmål, enhver ved da at den springer ud den 10.maj, det er da ikke noget at spørge om”, sagde han. Det havde han nu ikke helt ret i, vi kunne jo alle konstatere her ved selvsyn, at den var sprunget ud nu den 27. april.

For det tredje. Prøv at se det flotte skovdige, som er her. Det stammer sikkert tilbage fra den tid, hvor man begyndte at inddige skovene fordi der næsten ingen skov var tilbage i Danmark. Kreaturerne ødelagde skoven og fæstebønderne tog bare det træ de skulle bruge. Der kom så en lov den 27. september 1805, fredskovsforordningen, som bl.a. sagde at skovene skulle inddiges. Den fornemmeste dag i dansk skovhistorie, hvor Reventlow indførte de strengeste skovlove i hele Europa, som sagde, at skovene skulle inddiges, der måtte ikke fældes træer uden at der blev plantet nye. Altså det der endnu i dag hedder fredskov. Det var ikke uden omkostninger at man fik dette indført, idet man måtte give afkald på meget andet skov for at få godsejerne og bønderne med på idéen. Selvom der ikke var meget skov tilbage, forsvandt halvdelen af det danske skovareal ved den lejlighed. Men det lykkedes alligevel at bevare resten, hvilket vi skal være glade for i dag. Allerede i 1760`erne havde man fået tyske forstfolk herop, med den mest kendte forstmand i Europa, von Langen i spidsen, for at plante skov efter tyske principper. Noget af von Langens skov står stadig den dag i dag ovre ved Farum og i Dyrehaven.

I 1773 tog baron Verner Rosenkrantz fast ophold på Willestrup, og allerede året efter lod han de første grantræer plante i skovene syd for Trestenen og Studedriften. Dette var pionerarbejde, for det var, hvad graner angår, på et meget tidligt tidspunkt her i Danmark. Han fik dog ikke megen fornøjelse af disse nye træer, idet han døde blot tre år senere, hvorfor granerne jo kun har været ganske små.

Nå ja, så var der lige det fjerde, føjer Helge til. ”Min historiske konsulent, som jeg har meget respekt for, men som en sjælden gang udviser dovenskab fordi han er optaget af muntre begravelser og andre forskellige ting. Den slags har jeg anmodet om at finde ud af hvor Trestenen og Studedriften ligger, fordi det ikke står på noget kort i dag. Der er ingen, der ved det og Vincents Iuul kan heller ikke sige det. Men dovenskaben har taget ham lige i den forbindelse, så det er der ikke kommet noget ud af endnu, men det kan jo være at det kommer en dag.” Ja, man ved jo aldrig siger ”konsulenten” bare. (Det er da heller ikke til at have folk nu om dage. Men lad det så være Helge en trøst. Han får aldrig en mage til).

Turen nærmer sig nu sin afslutning, den er ikke blevet helt så lang som vi havde planlagt, idet vi kun havde fået tilladelse til at færdes i en del af det område, som vi havde søgt.

Da vi kommer fra skoven og ud på landevejen til Astrup, følger vi denne et stykke mod øst og drejer så herfra ad Willestrupvej tilbage til vore biler. Godt nok havde vejret ikke tegnet alt for godt fra morgenstunden, men tilbage er der sådan set kun at sige. Det var synd for de, som ikke tog med.